Det fremgår af klimaaftalen for energi og industri m.v. 2020, at olie- og gasfyr skal udfases og udskiftes med grønne alternativer. Vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser regeringen gør sig i forhold til disse grønne alternativer? Det må forventes, at olie- og gasfyr kan udskiftes med henholdsvis fjernvarme, elpaneler, brændeovne, pillefyr og varmepumper. Det er derfor relevant at få et overblik over, hvorledes denne udskiftning forventes at forløbe fra 2020-2025 samt effekten på partikelforurening. I besvarelsen af spørgsmålet bedes ministeren angive den procentmæssige migration fra olie- og gasfyr til brændeovne, pillefyr og varmepumper (opdelt i luft-til-luft, luft-til-vand, jord-til-vand, naturgas-hybrid og nærvarme varmepumper). Ministeren bedes ligeledes anslå, hvor stor en andel af denne udskiftning, der forventes at blive finansieret (helt eller delvis) af offentlige støttemidler og finansieret af lån med ejendommen til sikkerhed. Da overgangen til grønne alternativer må forventes at medføre en større arbejdsmængde, bedes ministeren også oversende en vurdering af, hvor mange arbejdspladser som skabes og tabes som følge af overgangen.
Dato: 24-08-2020
Status: Endeligt besvaret
Emne:
alternative og vedvarende energikilder