Færøudvalget (FÆU) Alm. del

Samling: 2019-20

Samrådsspørgsmål B

Statsministeren meddelte 13. Maj, at der i den kommende folketingssamling vil blive fremlagt et forslag om, at Danmarks politik i forhold til cybersikkerhed skal skærpes, ved at telekommunikation skal defineres som kritisk infrastruktur og dermed o men sikkerhedspolitisk sag. Spørgeren er enig i, at dette er et nødvendigt skridt. Men det er en markant kursændring forhold til den hidtidige linje, hvor man fra regeringens side f.eks. ikke har haft nogen holdning til, hvilken udbyder af udstyr til telekommunikation danske selskaber har valgt. Mens erhverv er et område, som er overtaget af det færøske hjemmestyre, er sikkerhedspolitisk et fællesområde for hele riget. Derfor kan regeringens bebudede kursændring både få konkret betydning internt på Færøerne – potentielt også med økonomiske konsekvenser – og for forholdet mellem Færøerne og Danmark. Ministrene bedes i den forbindelse redegøre for regeringens nye tilgang til cybersecurity, og konsekvenserne deraf, med følgende spørgsmål: 1. Hvad er de konkrete årsager til, at regeringen vil skærpe Danmarks politik i forhold til cybersikkerhed, som det blev meddelt i Berlingske Tidende den 13. maj? 2. Statsministeren har været i dialog med lagmanden, og de er nået til enighed om de bebudede ændringer, men det er lagtinget, der har det sidste ord. Vil de kommende regler være gældende for Færøerne, såfremt Færøernes Lagting beslutter sig for ikke at tilslutte sig dem? 3. Handels- og telekommunikationsområderne er hjemtagne sagsområder på Færøerne, og det er derfor Færøerne, der i nugældende ordning skal træffe alle afgørelser, f.eks. om valg af udbyder til at udbygge 5G-infrastrukturen. Hvem skal træffe disse afgørelser, når den bebudede nye ordning er sat i kraft? 4. Vil ministrene redegøre for, hvorvidt regeringen mener at sagsområder, som Færøerne har overtaget, kan flyttes tilbage til Danmark? 5. Den 6. april 2000, sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Folketingets talerstol, at regeringen var villig til at indlede forhandlinger om et nyt fællesskab mellem Færøerne og Danmark, der indebar uigenkaldelighed af overtagede sagsområder. Mener ministrene, at det principielt er muligt at indgå en sådan ordning? 6. Hvis den nye ordning vil føre til en tilsidesættelse af færøske selskabers kommercielt begrundede planer på telekommunikationsområdet, og det vil medføre et kommercielt tab, hvem mener ministrene, vil skulle dække det tab?
Dato: 18-08-2020
Status: Besvaret
Emne: selvstyreordningen og Rigsfællesskabet
Afholdelse af samrådet: Færøudvalget 18-09-2020 kl. 13:00

Filer

Dokumentdato: 18-08-2020
Modtaget: 04-06-2020
Omdelt: 18-08-2020

Samrådsspm. om mulige konsekvenser som følge af den foreslåede nye tilgang til cybersikkerhed, til forsvarsministeren og justitsministeren

Samrådsspørgsmål (pdf-version)
Html-version