L 7 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven og lov om en børne- og ungeydelse.

(Obligatorisk læringstilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder).

Af: Børne- og socialminister Mai Mercado (KF)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 06-12-2018

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 6. december 2018

20181_l7_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 6. december 2018

1. Ændringsforslag

Børne- og socialministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL, RV, SF og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget ønsker at give alle børn et godt afsæt. Vi ved, at netop gode dagtilbud kan bidrage til det, særlig for de mest udsatte børn. Desværre er der alt for mange børn, der aldrig får de samme muligheder som deres jævnaldrende. S ønsker på den baggrund at sikre, at flere børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud.

Lovforslaget er således et skridt i den rigtige retning, men S understreger vigtigheden af, at der er tilstrækkelig fleksibilitet i det obligatoriske læringstilbud i den enkelte institution, således at børn i læringstilbud ikke ekskluderes fra børnefællesskabet i øvrigt. Det er også vigtigt, at de obligatoriske læringstilbud kan tilrettelægges og administreres på en måde, så det medfører mindst muligt bureaukrati for den kommunale forvaltning og de enkelte daginstitutioner.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget konstaterer, at lovforslaget indebærer en uhørt forskelsbehandling af forældre, der bor i boligområder, der af et flertal i Folketinget er defineret som udsat eller som en ghetto. Forældrene vil alene som følge af deres bopælsadresse blive frataget retten til selv at bestemme, om de vil passe deres 1-årige børn hjemme eller lade dem gå i dagtilbud.

Lovforslaget pålægger således forældre at sætte deres barn i et obligatorisk læringstilbud i en daginstitution. Såfremt forældrene alligevel vælger selv at passe barnet, vil de blive straffet økonomisk gennem en standsning af børneydelsen.

Det er EL's opfattelse, at dagtilbud kan spille en vigtig rolle i en tidlig indsats, der kan få en positiv betydning for børns udvikling både på kort sigt og i et videre livsperspektiv. Derfor er der god grund til at iværksætte initiativer, der kan motivere flere forældre til at indskrive deres barn i dagtilbud allerede fra 1-årsalderen. Det kan f.eks. ske gennem en styrkelse af sundhedsplejen og udvikling af et tættere samarbejde om en opsøgende indsats mellem sundhedspleje og dagtilbud. Anvendelse af tvang og økonomiske sanktioner vil derimod være klart stigmatiserende over for de pågældende familier og vil kunne medvirke til at skabe modstand mod daginstitutionerne og en mistro til det pædagogiske personale. Dermed risikerer lovforslaget at undergrave mulighederne for etablering af et tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og personale.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af børne- og socialministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I det under nr. 3 foreslåede afsnit II A indsættes i § 44 a, stk. 1, nr. 1-3, efter »listen over udsatte boligområder«: »i § 61 a«.

[Teknisk ændring]

2) I det under nr. 3 foreslåede afsnit II A indsættes i § 44 b, stk. 4, efter »indgår i«: »målrettede«.

[Sproglig præcisering]

3) I det under nr. 3 foreslåede afsnit II A udgår i § 44 f, stk. 3, 2. pkt., ordene »indsatsen i«.

[Sproglig præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

I de foreslåede § 44 a, stk. 1, nr. 1-3, findes der tre steder henvisninger til listen over udsatte boligområder, som offentliggøres en gang årligt af transport-, bygnings- og boligministeren.

Det foreslås, at henvisningerne til listen over udsatte boligområder i de nævnte bestemmelser præciseres, således at det tydeligt fremgår, at listen offentliggøres med hjemmel i § 61 a i lov om almene boliger m.v.

Ændringsforslaget er alene en teknisk ændring.

Til nr. 2

I det foreslåede § 44 b, stk. 3, er der fastsat krav om, at kommunalbestyrelsen skal iværksætte målrettede forløb for de børn, som optages i obligatorisk læringstilbud. Herudover er der i det foreslåede § 44 b, stk. 4, fastsat krav om, at kommunalbestyrelsen ligeledes skal iværksætte forløb for det pågældende barns forældre.

Det foreslås at ensrette terminologien i de to nævnte bestemmelser ved at indsætte »målrettede« i det foreslåede § 44 b, stk. 4. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der i de foreslåede § 44 d, stk. 2, og § 44 e, stk. 1, nr. 1, netop henvises til målrettede forløb for børn og forældre.

Der er således alene tale om en sproglig præcisering.

Til nr. 3

Den foreslåede § 44 f indeholder bestemmelser, som knytter sig til de forældre, som selv ønsker at forestå en indsats frem for at lade barnet optage i et obligatorisk læringstilbud. Det fremgår i den forbindelse af det foreslåede § 44 f, stk. 1, at forældrenes indsats skal stå mål med det obligatoriske læringstilbud. Det fremgår videre af det foreslåede § 44 f, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen i sit tilsyn med forældrenes indsats skal sikre, at denne står mål med indsatsen i det obligatoriske læringstilbud.

For at sikre sproglig ensartethed i bestemmelserne foreslås det at fjerne »indsatsen i« i det foreslåede § 44 f, stk. 3, 2. pkt., således at der i bestemmelserne alene anvendes terminologien »står mål med det obligatoriske læringstilbud«.

Der er således alene tale om en sproglig præcisering.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 9. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og børne- og socialministeren sendte den 29. juni 2018 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 298 (folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte børne- og socialministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 3 spørgsmål til børne- og socialministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Pernille Bendixen (DF) Morten Marinus (DF) Martin Geertsen (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Hans Andersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Karen J. Klint (S) Magnus Heunicke (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Ane Halsboe-Jørgensen (S) Malou Lunderød (S) Finn Sørensen (EL) Rasmus Vestergaard Madsen (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Lotte Rod (RV) Trine Torp (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1