Fremsat 03-10-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 09-10-2018
Betænkning afgivet 06-12-2018
2. behandlet/direkte til 3. behandling 11-12-2018
3. behandlet, vedtaget 13-12-2018
Ministerområde:
Børne- og Socialministeriet
Formålet med lovforslaget er at sikre, at flere børn fra udsatte boligområder kommer i dagtilbud, som bl.a. kan understøtte deres dansksproglige kompetencer og generelle læringsparathed. Med lovforslaget indføres et nyt selvstændigt tilbud til 1-årige børn i udsatte boligområder, som ikke er optaget i en daginstitution. Tilbuddet vil blive benævnt obligatorisk læringstilbud og vil have en varighed af 25 timer om ugen.
Som et led i det obligatoriske læringstilbud vil der blive iværksat målrettede forløb for børnene, som skal medvirke til særlig at styrke bl.a. børnenes dansksproglige kompetencer og introducere børnene til danske traditioner og demokratiske normer og værdier. Forældrene har pligt til at lade deres barn deltage i det obligatoriske læringstilbud og i de målrettede forløb. Lever forældrene ikke op til dette, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børneydelsen.
Lovforslaget udmønter dele af aftalen af 28. maj 2018 mellem regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om obligatorisk læringstilbud til 1-årige i udsatte boligområder og skærpet straf til ledere for pligtforsømmelser, som er en del af regeringens samlede indsats mod parallelsamfund.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 80 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 23 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.