L 212 Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven.

(Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet – retssikkerhedspakke IV).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-03-2019

Fremsættelse: 27-03-2019

Skriftlig fremsættelse (27. marts 2019)

20181_l212_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. marts 2019)

Skatteministeren (Karsten Lauritzen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven (Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gen­nem klagesystemet - Retssikkerhedspakke IV)

(Lovforslag nr. L 212)

Det nuværende klagesystem er udfordret af lange sagsbehandlingstider og sagspukler. For den enkelte borger og virksomhed er det en urimelig situation at stå i.

For at nedbringe de lange sagsbehandlingstider i klagesystemet og derigennem styrke borgeres og virksomheders retssikkerhed er regeringen sammen med Folketingets øvrige partier derfor enige om at tilføre klagesagsbehandlingen flere ressourcer. Partierne er desuden enige om at gennemføre en række tiltag, der skal gøre klageforløbet mere effektivt og øge Skatteankestyrelsens produktivitet.

Lovforslaget udmønter de dele af »Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet - Retssikkerhedspakke IV«, som forudsætter lovgivning.

Lovforslaget indebærer bl.a. ændringer i fordelingen af sagstyperne mellem skatteankenævn og Landsskatteretten, så sagstyperne målrettes afgørelsesmyndighedernes kompetencer. Fremadrettet skal skatteankenævnene fx tage sig af sager om momsskøn, mens mere komplekse sager om fx told, afgifter og moms behandles i Landsskatteretten.

Ligeledes med henblik på at målrette sagstyperne til afgørelsesmyndighedernes kompetencer foreslås det at afskaffe fritvalgsordningen, der har gjort det muligt for klager frit at vælge, om en sag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten. Til gengæld foreslås det, at den skattepligtige skal have mulighed for at indbringe sin klagesag direkte for domstolene uden først at indbringe den for klagemyndigheden og vente seks måneder.

Lovforslaget skal desuden ses i sammenhæng med en ny struktur for skatteankenævnene, som skal bevare og fremtidssikre et stærkt lægmandselement med fokus på lokal forankring. Det suppleres med, at der med lovforslaget foreslås udpeget 10 medlemmer med skattefaglig indsigt og relevant uddannelse.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.