Fremsat 27-03-2019
1. behandlet / henvist til udvalg 09-04-2019
Betænkning afgivet 02-05-2019
Sat på dagsorden til 2. behandling 07-05-2019
Sat på dagsorden til 3. behandling 09-05-2019
Ministerområde:
Skatteministeriet
Formålet med lovforslaget er at bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiden i klagesystemet, som er udfordret af lange sagsbehandlingstider.
Det foreslås at ændre fordelingen af sagstyperne mellem skatteankenævn og Landsskatteretten, så sagstyperne målrettes afgørelsesmyndighedernes kompetencer. Fremadrettet skal skatteankenævnene f.eks. tage sig af sager om momsskøn, mens mere komplekse sager om f.eks. told, afgifter og moms behandles i Landsskatteretten.
Desuden foreslås det at afskaffe fritvalgsordningen, der har gjort det muligt for en klager frit at vælge, om en sag, der er visiteret til et skatteankenævn, i stedet skal behandles af Landsskatteretten. Til gengæld foreslås det, at den skattepligtige skal have mulighed for at indbringe sin klage direkte for domstolene uden først at indbringe den for klagemyndigheden.
Lovforslaget skal endvidere ses i sammenhæng med en ny struktur for skatteankenævnene, som skal bevare og fremtidssikre et stærkt lægmandselement med fokus på lokal forankring. Det suppleres med, at der udpeges 10 medlemmer med skattefaglig indsigt og relevant uddannelse.
Lovforslaget udmønter de dele af »Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet – Retssikkerhedspakke IV«, som forudsætter lovgivning. Aftalen er indgået den 18. december 2018 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.