L 212 Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven.

(Aftale om en ny ankenævnsstruktur og en hurtigere vej gennem klagesystemet – retssikkerhedspakke IV).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Betænkning

Afgivet: 02-05-2019

Afgivet: 02-05-2019

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 2. maj 2019

20181_l212_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 2. maj 2019

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 5 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-5 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 1.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at EL støtter det samlede lovforslag og ændringsforslagene med undtagelse af ændringsforslag nr. 1, idet EL er af den opfattelse, at det kun bør være principielle sager, der afgøres i Landsskatteretten. Derfor er EL ikke enige i, at sager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og -tab samt aktieavancer og -tab skal afgøres i Landsskatteretten.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL):

1) I det under nr. 2 foreslåede § 5, stk. 2, 2. pkt., ændres »kursgevinstloven,« til: »kursgevinstloven eller«, og »samt omfang og opgørelse af skat i forbindelse hermed« ændres til: »og omfang og opgørelse af skat i forbindelse med de nævnte afgørelser om pligt til at svare skat«.

[Præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde]

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

2) Nr. 7 affattes således:

»7. I § 19, stk. 5, nr. 5, ændres »stk. 3, 2. pkt.« til: »eller stk. 3, 2. pkt.«, »eller stk. 5« udgår, og »eller efter § 6 a, jf. § 6, stk. 2« ændres til: »eller § 6 a, jf. § 6, stk. 2«.«

[Lovteknisk justering]

3) Efter nr. 20 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 55, stk. 4, 2. pkt., ændres »§ 48, stk. 2« til: »§ 48, stk. 1 og 2«.«

[Ingen omkostningsgodtgørelse ved direkte domstolsprøvelse i sager om ejendomsvurdering]

Til § 3

4) I stk. 2 ændres »7-20« til: »7-20 og 01,«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

5) I stk. 4 ændres »14-20« til: »14-20 og 01«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 3]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås bl.a., at det skal være udgangspunktet, at klageren som subjekt er afgørende for sagsfordelingen. Det svarer til gældende ret. Det foreslås dog som supplement hertil, at klagesager om subjektiv skattepligt, kursgevinster og -tab samt aktieavancer og -tab fremover skal afgøres af Landsskatteretten i stedet for et af skatteankenævnene, selv om klageren måtte være en fysisk person eller et dødsbo.

Det foreslås med ændringsforslaget, at opremsningen af de omfattede regelsæt justeres i lovforslaget ved at indsætte »eller« og ved, at »samt« ændres til »og«. Det præciseres samtidig ved en ny ordlyd, at udtrykket »omfang og opgørelse af skat« alene skal omfatte afgørelser om pligt til at svare skat.

Der er således tale om en præcisering af bestemmelsens anvendelsesområde.

Til nr. 2

Ved lov nr. 688 af 8. juni 2017 blev »eller efter § 6 a, jf. § 6, stk. 2« indsat i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 5. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det blev indsat som en konsekvens af forslaget til skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, om, at vurderingsankenævnet henviser klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, når klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål og der i praksis ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål.

Det foreslås med ændringsforslaget, at § 19, stk. 5, nr. 5, justeres således, at der indsættes »eller« i opremsningen af de nævnte bestemmelser. Det foreslås desuden, at »efter« udgår i opremsningen, da ordet ikke har en selvstændig betydning i forhold til at sikre Landsskatterettens kompetence til at afgøre sager omfattet af § 6 a.

Der er med ændringsforslag nr. 2 således alene tale om en lovteknisk justering.

Til nr. 3

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 4, ydes der omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-4, det vil sige klagesager, hvor skatteankenævn, Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten kan træffe afgørelse.

Efter bestemmelsens 2. pkt. gælder det dog ikke, hvis sagen angår vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven og sagen indbringes for domstolene efter den gældende skatteforvaltningslovs § 48, stk. 2. Efter § 48, stk. 2, kan der som udgangspunkt ske overspringelse, efter at sagen har ligget 6 måneder hos den administrative klagemyndighed.

Da omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af en vurderingssag er betinget af, at vurderingsankenævnet forinden har truffet afgørelse i sagen, er den praktiske betydning af 2. pkt. i § 55, stk. 4, at der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse ved overspringelse i en sag om vurdering, som er blevet visiteret eller henvist til behandling ved Landsskatteretten. Dette fremgår også af afsnittet om gældende ret i lovforslagets bemærkninger, jf. afsnit 2.7.1.

Ændringsforslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1 og 2, nyaffattes således, at stk. 1 efter forslaget omhandler muligheden for direkte domstolsprøvelse, og stk. 2 omhandler muligheden for overspringelse, efter at sagen er blevet påklaget til den administrative klagemyndighed.

Ændringsforslaget tager sigte på at afskære omkostningsgodtgørelse såvel ved direkte domstolsprøvelse efter stk. 1 af en sag om vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven som ved indbringelse efter stk. 2 af en sådan sag for domstolene efter påklage til den administrative klagemyndighed.

Med ændringsforslaget foreslås det at tilpasse reglerne om omkostningsgodtgørelse, så de svarer til det krav, der gælder i dag, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse i sager om vurdering i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme eller ejendomsvurderingsloven, der indbringes for domstolene, medmindre en klagemyndighed forinden har truffet afgørelse i sagen.

Ændringsforslaget er således alene udtryk for, at der konsekvensrettes i overensstemmelse med lovforslagets formål og hensigt på dette punkt og i overensstemmelse med det allerede anførte i lovforslagets bemærkninger, som ved en fejl ikke er blevet udmøntet fuldt ud i selve lovteksten i lovforslaget.

Til nr. 4 og 5

Bestemmelserne om direkte domstolsprøvelse skal træde i kraft den 1. januar 2020, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.

Ændringsforslag nr. 3 knytter sig til disse regler, og det foreslås derfor i ændringsforslag nr. 4, at også ændringsforslag nr. 3 træder i kraft den 1. januar 2020.

Ændringsforslag nr. 4 er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

Af virkningsbestemmelsen i § 3, stk. 4, følger, at de nye regler ikke finder anvendelse på afgørelser, som indbringes for domstolene inden den 1. januar 2020.

Ændringsforslag nr. 5 er en konsekvens af ændringsforslag nr. 3.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. marts 2019 og var til 1. behandling den 9. april 2019. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den 22. januar 2019 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 124. Den 27. marts 2019 sendte skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 4 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmål 1 og 2. Udvalget forventer, at spørgsmål 3 og 4 besvares inden 3. behandling af lovforslaget.

Dennis Flydtkjær (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Kim Christiansen (DF) Jan Rytkjær Callesen (DF) Mikkel Dencker (DF) René Christensen (DF) Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Carsten Kissmeyer (V) Joachim B. Olsen (LA) nfmd. May-Britt Kattrup (LA) Anders Johansson (KF) Ane Halsboe-Jørgensen (S) Jens Joel (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Jesper Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Lea Wermelin (S) fmd. Rune Lund (EL) Pelle Dragsted (EL) Julius Graakjær Grantzau (ALT) René Gade (ALT) Andreas Steenberg (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1