Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 23. april 2019
1. Ændringsforslag
Der er stillet 44 ændringsforslag til
lovforslaget. Udlændinge- og integrationsministeren har
stillet ændringsforslag nr. 1, 3-21, 23-33 og 36-43, herunder
om deling af lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
har stillet ændringsforslag nr. 2, 22, 34 og 35, herunder om
en yderligere deling af lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 44.
2. Indstillinger
Udvalget vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 og 2 om deling af lovforslaget.
Et mindretal i
udvalget (V, LA og KF) indstiller de under A og C nævnte
lovforslag til vedtagelse med de af
ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller
det under D nævnte lovforslag til vedtagelse uændret.
Et andet
mindretal i udvalget (S) indstiller det under A nævnte
lovforslag til forkastelse ved 3.
behandling. Mindretallet vil dog stemme for de af ministeren
stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under C
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet
indstiller det under D nævnte lovforslaf til vedtagelse uændret.
Et tredje
mindretal i udvalget (DF) indstiller de under A og C
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for de stillede
ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under D
nævnte lovforslag til vedtagelse
uændret.
Et fjerde
mindretal i udvalget (ALT og RV) indstiller de under A og C
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet
indstiller det under D nævnte lovforslag til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et femte
mindretal i udvalget (EL) vil redegøre for sin
stilling til de under A, C og D nævnte lovforslag ved 3.
behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Et sjette
mindretal i udvalget (SF) indstiller det under A
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for de af ministeren
stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under C
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de af ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet
indstiller det under D nævnte lovforslag til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget
mener ikke, at Danmark skal åbnes for mere arbejdskraft fra
Kina og Indien. Vi har i dag en beløbsordning, som sikrer,
at danske virksomheder kan hente højt specialiseret
arbejdskraft til landet, uden at det går ud over almindelige
danskeres løn og arbejdsvilkår. Det eneste krav er, at
virksomhederne tilbyder en månedsløn på ca.
30.000 kr. om måneden (ekskl. pension og feriepenge). Det vil
regeringen sætte ned til ca. 23.000 kr. om måneden
(ekskl. pension og feriepenge). Det vil betyde, at virksomhederne
fremover kan importere arbejdskraft til faglærte stillinger
som lagerarbejder, buschauffør, truckfører,
lastbilchauffør, asfaltarbejder, postbud og kloakarbejder.
Konsekvensen bliver, at selv lønmodtagere med en relativt
beskeden løn fremover vil skulle konkurrere med f.eks.
kinesere og thailændere om de ledige job.
For Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget er det afgørende, at vi i stedet bruger de gode
tider og den lave ledighed til at få alle med. Der er stadig
over 100.000 ledige herhjemme, og mere end 10.000 unge mangler en
praktikplads. Lad os i stedet bruge kræfterne på at
få opkvalificeret vores ufaglærte og sørge for,
at de unge kan få en praktikplads og en sikker fremtid.
Danske virksomheder skal
selvfølgelig fortsat have nem adgang til højt
specialiseret arbejdskraft. Heldigvis har vi allerede i dag en
række velfungerende ordninger for udenlandsk arbejdskraft.
Der har faktisk aldrig været mere udenlandsk arbejdskraft i
Danmark end i dag. Forrige år rundede antallet af udenlandske
lønmodtagere for første gang 200.000. Der er i dag 17
millioner arbejdsløse inden for EU's grænser, som
virksomhederne frit kan ansætte på danske løn-
og arbejdsvilkår. Læg dertil, at Socialdemokratiet,
sidst vi var i regering, gennemførte en række
reformer, som bidrager til, at arbejdsstyrken ventes at stige med
mere end 100.000 fuldtidspersoner i de kommende år.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan
ikke støtte hovedparten af lovforslaget. Den 3. oktober 2018
præsenterede regeringen et udspil om styrket rekruttering af
udenlandsk arbejdskraft. DF har fra starten tilkendegivet, at vi
gerne diskuterede mindre justeringer, som kunne imødekomme
nogle af de ønsker, som regeringen og dele af erhvervslivet
havde. Men DF ser ikke noget behov for generelt at lempe adgangen
for udenlandsk arbejdskraft, hvorfor vi sagde nej til at
indgå en aftale med regeringen.
Dansk Folkeparti har siden Folketingsvalget
i 2015 arbejdet på at gennemføre stramninger over for
udenlandsk arbejdskraft, og heldigvis er der vedtaget flere
nødvendige stramninger med et flertal uden om regeringen.
Det arbejde ønsker DF at fortsætte, og vi mener
derfor, at regeringens lovforslag trækker i den forkerte
retning. DF ønsker yderligere stramninger på det
samlede udlændingeområde, herunder over for udenlandsk
arbejdskraft. Det handler bl.a. om at varetage danske
lønmodtageres interesser.
Dansk Folkeparti kan ikke støtte det
samlede lovforslag, da vi grundlæggende ikke ønsker at
øge arbejdsudbuddet ved at øge indvandringen. DF
deler ikke opfattelsen af, at Danmark i alvorlig grad mangler
arbejdskraft. Konkret har de seneste mange års reformer af
bl.a. efterløn og pension været med til at øge
arbejdsudbuddet, hvilket alt andet lige mindsker behovet for
udenlandsk arbejdskraft. Det er også værd at
bemærke, at selv om arbejdsløsheden er lav, er den set
med Dansk Folkepartis øjne ikke alarmerende lav, hvilket
også kan ses, ved at der ikke er kraftige
lønstigninger på det danske arbejdsmarked. Ved mangel
på arbejdskraft burde lønningerne stige, fordi
arbejdskraften bliver mere eftertragtet. Dertil kommer, at hvis
arbejdsudbuddet udvides ved øget indvandring, kan det true
sammenhængskraften i Danmark. Det er DF grundlæggende
imod. Dansk Folkeparti har ved flere politiske aftaler medvirket
til at skabe bedre vilkår for dansk landbrug og dansk
erhvervsliv. Det arbejde vil vi fortsætte, men vi kan ikke
imødekomme ønsket om mere indvandring. Der er fortsat
mange danske ledige, og der er adgang til arbejdskraft fra andre
EU-lande.
Udlændinge- og integrationsministeren
har over for udvalget bekræftet, at en del af formålet
med lovforslaget er at sikre mere udenlandsk sundhedspersonale.
Dansk Folkeparti finder, at for meget udenlandsk sundhedspersonale
risikerer at sænke det faglige niveau og potentielt true
patientsikkerheden. DF ønsker i højere grad at
uddanne dansk sundhedspersonale.
Dansk Folkeparti kan imidlertid godt
støtte de hårdere straffe for brug af illegal
arbejdskraft. DF kan derfor efter opdelingen af lovforslaget stemme
for denne del. Efter 1. behandling er lovforslaget delt. DF har
stillet en række ændringsforslag. Der henvises til de
enkelte ændringsforslag og tilhørende
bemærkningerne samt til ordførertalen ved 1.
behandling.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af udlændinge- og
integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af udlændingeloven (Ny landespecifik
beløbsordning, udvidelse af positivlisten, afskaffelse af
kravet om dansk bankkonto, nedsættelse af antallet af ansatte
som betingelse for virksomhedscertificering og et ensrettet og
lavere selvforsørgelseskrav)« omfattende § 1, nr.
1-4, 7, 9-11, 13, 14, 16, 18-24, 31, 33, 34, 45-47, 49, 50 og 52,
§ 2 og § 3.
B. »Forslag
til lov om ændring af udlændingeloven (Ændring af
fast track-ordningen og certificeringsbetingelserne, ændring
af reglerne om indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse,
forenkling af reglerne for forskere, ph.d.-studerende og
etableringskortet, mere enkel ordning for autorisationsophold for
læger og tandlæger, ny ordning for autorisationsophold
for sygeplejersker, hjælp til arbejdsgivere og skærpet
bødeniveau m.v.)« omfattende § 1, nr. 5-8, 12,
15, 17, 18, 23, 25-30, 32, 33, 35-48 og 51-56, § 2 og §
3.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag om
deling af det under B nævnte lovforslag
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af udvalget:
2) Det
under B nævnte lovforslag deles i to lovforslag med
følgende titler og indhold:
C. »Forslag
til lov om ændring af udlændingeloven. (Ændring
af fast track-ordningen og certificeringsbetingelserne,
ændring af reglerne om indgivelse af ansøgning om
opholdstilladelse, forenkling af reglerne for forskere,
ph.d.-studerende og etableringskortet, mere enkel ordning for
autorisationsophold for læger og tandlæger, ny ordning
for autorisationsophold for sygeplejersker og hjælp til
arbejdsgivere m.v.)« omfattende § 1, nr. 5-8, 12, 15,
17, 18, 23, 25-30, 32, 33, 35-48 og 51-53, § 2 og §
3.
D. »Forslag
til lov om ændring af udlændingeloven. (Skærpet
bødeniveau)« omfattende § 1, nr. 54-56, § 2,
stk. 1, og § 3.
[Forslag om deling af det under B
nævnte lovforslag]
c
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 1
Af udlændinge- og
integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:
3) I
indledningen ændres »§ 3 i lov nr. 743 af 8. juni
2018 og senest ved § 38 i lov nr. 1711 af 27. december
2018« til: »§ 3 i lov nr. 743 af 8. juni 2018 og
§ 1 i lov nr. 173 af 27. februar 2019 og senest ved lov nr.
208 af 5. marts 2019«.
[Konsekvensændring som
følge af lov nr. 173 af 27. februar 2019 og lov nr. 208 af
5. marts 2019]
4) I
det under nr. 3 foreslåede § 9 a, stk. 2, nr. 2, ændres
»jf. stk. 23« til: »jf. stk. 21«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
5) Nr. 7
affattes således:
»7. I § 9
a, stk. 2, nr. 11, litra a, der bliver nr. 12, litra a,
ændres »jf. nr. 2« til: »jf. nr. 3«,
og i nr. 11, litra b, der bliver nr.
12, litra b, ændres »jf. nr. 3« til: »jf.
nr. 4«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
6) I
nr. 16 udgår »der bliver
stk. 10, 1. pkt.,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
7) Nr.
18 affattes således:
»18. I §
9 a, stk. 10, 1. pkt., ændres »stk. 2, nr. 1
eller 2 eller nr. 11, litra a-c« til: »stk. 2, nr. 1
eller 3 eller nr. 12, litra a-c«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
8) I
nr. 19 udgår »der bliver
stk. 12,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
9) I
nr. 20 udgår »der bliver
stk. 13,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
10) I
nr. 21 udgår »der bliver
stk. 13,«, og i det foreslåede § 9 a, stk. 12, 2. pkt., ændres
»jf. stk. 23« til: »jf. stk. 21«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
11) I
nr. 22 udgår »der bliver
stk. 14 og 15«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
12) Nr.
23 affattes således:
»23. I §
9 a, stk. 15, nr. 2, ændres »stk. 2, nr.
11« til: »stk. 2, nr. 12«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
13) I
nr. 24 udgår »der bliver
stk. 17, nr. 3,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
14) I
nr. 31 udgår »der bliver
stk. 22,«, det foreslåede nye »stk. 23« ændres til: »stk. 21«, og den angivne
konsekvens affattes således:
»Stk. 21 og 22 bliver herefter
stk. 22 og 23.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
15) I
nr. 33 ændres »der bliver
stk. 25« til: »der bliver stk. 23«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
16) Nr.
45 affattes således:
»45. I §
9 m, stk. 1, ændres »nr. 1-11« til:
»nr. 1-12«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
17) Nr.
46 affattes således:
»46. I §
14, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 9 a, stk. 2,
nr. 3 og 4 og nr. 11, litra b,« til: »§ 9 a, stk.
2, nr. 4 og 5 og nr. 12, litra b,«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
18) Nr.
47 affattes således:
»47. I §
17, stk. 5, ændres »§ 9 a, stk. 2, nr. 3 og
11« til: »§ 9 a, stk. 2, nr. 4 og 12«, og
»§ 9 a, stk. 2, nr. 11« ændres til:
»§ 9 a, stk. 2, nr. 12«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
19) I
den under nr. 52 foreslåede
ændring af § 48 h, stk. 2, 1.
pkt., ændres »§ 9 a, stk. 2, nr. 11, og
stk. 15« til: »§ 9 a, stk. 2, nr. 11, og stk.
14«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Til § 2
20) Stk. 2,
3. og 4. pkt., udgår.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
d
Ændringsforslag til
det under C nævnte forslag
Til § 1
21) I
indledningen ændres »§ 3 i lov nr. 743 af 8. juni
2018 og senest ved § 38 i lov nr. 1711 af 27. december
2018« til: »§ 3 i lov nr. 743 af 8. juni 2018 og
§ 1 i lov nr. 173 af 27. februar 2019 og senest ved lov nr.
208 af 5. marts 2019«.
[Konsekvensændring som
følge af lov nr. 173 af 27. februar 2019 og lov nr. 208 af
5. marts 2019]
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(EL):
22)
Før nr. 5 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
9 a, stk. 2, nr. 2, udgår », som udbetales til
en dansk bankkonto«.«
[Konsekvensrettelse som
følge af ændringsforslag nr. 34]
Af udlændinge- og
integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:
23) I
nr. 5 udgår »der bliver nr.
7,«, og det affattede nummer betegnes nr. 6.
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
24) I
nr. 6 udgår »der bliver nr.
11,«.
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
25) Nr.
7 affattes således:
»7. I § 9
a, stk. 2, nr. 11, ændres »stk. 16« til:
»stk. 17«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
26) I
nr. 8 udgår »der bliver nr.
12, litra d,«.
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
27) I
det under nr. 15 foreslåede § 9 a, stk. 9, ændres »stk.
2, nr. 1-3, 5-9 og 12« til: »stk. 2, nr. 2«.
[Forslaget om mere fleksible regler
for arbejdstid (ansættelse minimum 30 timer om ugen)
ændres, så forslaget kun omhandler
beløbsordningen]
28) I
det under nr. 17 foreslåede § 9 a, stk. 9, 3. pkt., der bliver stk.
10, 3. pkt., ændres »§ 9 a, stk. 2, nr. 10«
til: »§ 9 a, stk. 2, nr. 9«.
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
29) Nr.
18 affattes således:
»18. I §
9 a, stk. 10, 2. pkt., der bliver stk. 11, 2. pkt.,
ændres »Stk. 4 og 9« til: »Stk. 4 og
10«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
30) Nr.
23 affattes således:
»23. I §
9 a, stk. 15, der bliver stk. 16, ændres »stk.
16« til: »stk. 17«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
31) I
nr. 26 affattes den angivne konsekvens
således:
»Stk. 17-22 bliver herefter stk.
19-24.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
32) I
nr. 32 ændres »der bliver
stk. 24« til: »der bliver stk. 23«.
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
33) Nr.
33 affattes således:
»33. I §
9 a, stk. 22, der bliver stk. 24, indsættes som 2. pkt.:
»Det
regulerede beløb afrundes til det nærmeste
beløb, som er deleligt med 1.000.««
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(EL):
34) I
§ 9 a indsættes efter stk.
22, der bliver stk. 24, som nyt stykke:
»Stk. 01.
Opholdstilladelse til en udlænding efter stk. 2, nr. 1-3, 5
og 8 og nr. 11, litra a og b, skal betinges af, at løn
udbetales til en bankkonto i Danmark.«
[Udvidelse af kravet om, at
løn skal udbetales til en dansk bankkonto]
35) I
§ 9 a indsættes efter stk.
22, der bliver stk. 24, som nyt stykke:
»Stk. 02.
Opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, skal betinges af, at den
ansættende virksomhed dokumenterer, at der ikke er
tilgængelig arbejdskraft med opholdstilladelse i Danmark, som
på kvalificeret vis vil kunne varetage det
pågældende arbejde.«
[Dokumentation af forsøg
på rekruttering i Danmark]
Af udlændinge- og
integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:
36) I
det under nr. 39 forslåede § 9 i, stk. 3, 2. pkt., ændres
»og« til: »samt«.
[Fastholdelse af det gældende
selvforsørgelseskrav for autorisationsophold]
37) I
det under nr. 44 foreslåede § 9 i, stk. 11, ændres to steder
»§ 9 a, stk. 2, nr. 10« til: »§ 9 a,
stk. 2, nr. 9«.
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
38) Nr.
45 affattes således:
»45. I §
9 m, stk. 1, ændres »stk. 3 eller 10« til:
»stk. 3 eller 11«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
39) Nr.
46 affattes således:
»46. I §
14, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 9 a, stk. 2,
nr. 3 og 4« til: »§ 9 a, stk. 2, nr. 3 og 4, nr.
6, litra a og b,«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
40) Nr.
47 affattes således:
»47. I §
17, stk. 5, ændres »og § 9 m, stk. 1, hvis
udlændingen har familiemæssig tilknytning til en
udlænding med opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr.
11« til: »§ 9 m, stk. 1, hvis udlændingen
har familiemæssig tilknytning til en udlænding med
opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 3 og 11, og §
9 n, stk. 1, hvis udlændingen har familiemæssig
tilknytning til en udlænding med opholdstilladelse efter
§ 9 i, stk. 2«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
41) I
det under nr. 51 foreslåede § 44 a, stk. 13, ændres
»Statsforvaltningen« til: »Styrelsen for
International Rekruttering og Integration«, og i det
foreslåede § 44 a, stk. 14,
ændres »Udlændingestyrelsen, Styrelsen for
International Rekruttering og Integration og
Statsforvaltningen« til: »Udlændingestyrelsen og
Styrelsen for International Rekruttering«.
[Konsekvensændring, som
følge af at Styrelsen for International Rekruttering og
Integration som følge af nedlæggelsen af
Statsforvaltningen pr. 1. april 2019 overtager visse dele af
Statsforvaltningens opgaver, jf. lov nr. 173 af 27. februar
2019]
42) Nr.
52 affattes således:
»52. I §
48 h, stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 14«
til: »stk. 15«.«
[Konsekvens af deling af det under
B nævnte lovforslag]
Til § 2
43) Stk.
2 udgår.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 35]
e
Ændringsforslag til
det under D nævnte lovforslag
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(ALT, RV og SF):
44) Nr.
55 og 56 udgår.
[Fastholdelse af forskellen
på ulovligt ophold og ulovligt arbejde]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det
foreslås at dele lovforslaget op i to lovforslag (A og
B).
Det
foreslås, at de elementer fra lovforslaget, der omhandler
forslaget om en ny landespecifik beløbsordning, forslaget om
udvidelse af positivlisten og forslaget om afskaffelse af kravet om
dansk bankkonto, udskilles til lovforslaget under A. Det
foreslås endvidere, at forslaget om at nedsætte
antallet af ansatte som betingelse for virksomhedscertificering fra
20 til 5 ansatte og forslaget om et ensrettet og lavere
selvforsørgelseskrav udskilles til lovforslaget under A.
Herudover
foreslås det, at de elementer fra lovforslaget, der i
øvrigt omhandler betingelserne for virksomhedscertificering,
samt forslagene om ændring af fast track-ordningen, om
ændring af reglerne om indgivelse af ansøgning om
opholdstilladelse, om forenkling af reglerne for forskere,
ph.d.-studerende og etableringskortet, om afrunding af
beløbsordningens mindstebeløb, om en mere enkel
ordning for autorisationsophold for læger og tandlæger,
om en ny ordning for autorisationsophold for sygeplejersker, om
hjælp til arbejdsgivere, om skærpet bødeniveau
og om en mere fleksibel adgang til at udføre
bibeskæftigelse for visse udlændinge med særlige
individuelle kvalifikationer udskilles til lovforslaget under B.
Endelig foreslås det, at forslaget om mere fleksible regler
for arbejdstid udskilles til lovforslaget under B, dog
således at det kun kommer til at omfatte udlændinge med
opholdstilladelse efter beløbsordningen. Der henvises til
bemærkningerne til nr. 25.
Til nr. 2
Ændringsforslaget indebærer en
yderligere opdeling af det under ændringsforslag nr. 1
nævnte lovforslag B, der opstår ved den af
udlændinge- og integrationsministeren foreslåede deling
af lovforslaget i to dele.
Ændringsforslaget betyder, at
lovforslag B opdeles i to dele med det formål, at der kan ske
en selvstændig afstemning om forslaget om at skærpe
bødestraffen for ulovligt ophold og ulovligt arbejde.
Til nr. 3
Forslaget er
en konsekvens af vedtagelsen af lovforslag nr. L 118 af 28.
november 2018 om forslag til lov om ændring af
udlændingeloven og lov om dansk indfødsret
(Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede
mindreårige udlændinge, justering af klageadgang i
sager om frihedsberøvelse, præcisering af reglerne
vedrørende politiets visitation af udlændinge ved
udsendelse, kompetenceændringer som følge af
nedlæggelse af Statsforvaltningen m.v.) og vedtagelsen af
lovforslag nr. L 133 af 19. december 2018 om forslag til lov om
ændring af udlændingeloven (Fuld brugerbetaling for
danskundervisning under au pair-ordningen). Lovforslagene blev
vedtaget henholdsvis den 21. og 28. februar 2019 som lov nr. 173 af
27. februar 2019 og lov nr. 208 af 5. marts 2019.
Til nr. 4-20
Konsekvensændringer som følge af delingen af
lovforslaget.
Til nr. 21
Forslaget er
en konsekvens af vedtagelsen af lovforslag nr. L 118 af 28.
november 2018 om forslag til lov om ændring af
udlændingeloven og lov om dansk indfødsret
(Ændring af reglerne om anbringelse af uledsagede
mindreårige udlændinge, justering af klageadgang i
sager om frihedsberøvelse, præcisering af reglerne
vedrørende politiets visitation af udlændinge ved
udsendelse, kompetenceændringer som følge af
nedlæggelse af Statsforvaltningen m.v.) og vedtagelsen af
lovforslag nr. L 133 af 19. december 2018 om forslag til lov om
ændring af udlændingeloven (Fuld brugerbetaling for
danskundervisning under au pair-ordningen). Lovforslagene blev
vedtaget henholdsvis den 21. og 28. februar 2019 som lov nr. 173 af
27. februar 2019 og lov nr. 208 af 5. marts 2019.
Til nr. 22
Konsekvensrettelse som følge af
ændringsforslag nr. 34, hvorefter kravet om dansk bankkonto
udvides til at gælde flere typer af opholdstilladelse end
beløbsordningen og derfor fremgår af et nyt
selvstændigt stykke.
Til nr. 23-26
Konsekvensændringer som følge af delingen af
lovforslaget.
Til nr. 27
Med § 1,
nr. 15, i lovforslag nr. L 151 foreslås mere fleksible regler
for arbejdstid, så det fremover bliver muligt at få
opholds- og arbejdstilladelse med henblik på
beskæftigelse på baggrund af ansættelse minimum
30 timer om ugen.
Ændringsforslaget er en konsekvens af delingen af
lovforslaget. Herudover foreslås det med
ændringsforslaget, at forslaget om mere fleksible regler for
arbejdstid begrænses således, at det kun kommer til at
omfatte udlændinge med opholdstilladelse efter
beløbsordningen.
Til nr. 28-33
Konsekvensændringer som følge af delingen af
lovforslaget.
Til nr. 34
Det foreslås, at kravet om, at
løn skal udbetales til en dansk bankkonto, udvides, så
det ikke blot gælder beløbsordningen. Det
foreslås således at indføre et nyt stk. i §
9 a, som medfører, at opholdstilladelse efter § 9 a,
stk. 2, nr. 1-3, 5, 8 og 9, og nr. 11 litra a og b, alle betinges
af, at lønnen udbetales til en bankkonto i en bank, der
driver lovlig bankvirksomhed i Danmark. Det nye krav vil
indebære, at al udbetaling af lønkroner skal ske til
en dansk bankkonto.
Forslaget medfører også en
skærpelse af kravene under beløbsordningen, hvor det
hidtil blot var mindstebeløbet, som fremgår af §
9 a, stk. 2, nr. 2, som skulle udbetales til en dansk bankkonto.
For så vidt angår beløbsordningen i § 9 a,
stk. 2, nr. 2, gælder det fortsat, at der ved
opgørelsen af den årlige aflønning kun kan
indgå aflønning, som reelt udgør likvide
midler. I mindstebeløbet kan således ikke medregnes
værdien af f.eks. kost, logi, diæter, fri bil, fri
telefoni, internet, naturalier, abonnementer eller andre ydelser,
som tilbydes den ansatte af arbejdsgiveren. Kravet om udbetaling af
lønnen ved bankoverførsel medfører desuden, at
mindstebeløbet ikke kan udbetales i kontanter, da der kan
være en større risiko ved udbetaling af løn i
kontante penge. Indbetalinger til arbejdsmarkedspensioner medregnes
ved opgørelse af mindstebeløbet i
udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, herunder
både den del af pensionsbidraget, der betales af
arbejdsgiveren, og den del, der betales af lønmodtageren.
Feriepenge, der bliver optjent i et ferieår med udbetaling i
det følgende år, indgår ikke i den årlige
aflønning. Arbejdsgivere vil fortsat kunne give andre
personalegoder i tillæg til mindstebeløbet,
eksempelvis kost, logi m.v. Arbejdsgivere vil imidlertid ikke
længere kunne udbetale den andel af lønnen, som
overstiger mindstebeløbet, i et andet land.
Til nr. 35
Det er forslagsstillernes opfattelse, at
beløbsordningen skal anvendes til at give opholdstilladelse
til udenlandsk arbejdskraft, som reelt mangler i Danmark. Der
bør således indføres et krav i
beløbsordningen om, at en virksomhed, som ansætter en
udlænding med opholdstilladelse efter beløbsordningen,
dokumenterer, at det ikke har været muligt at ansætte
en person i den pågældende stilling, som på
kvalificeret vis vil kunne varetage det pågældende
arbejde, og som har lov til at opholde sig i Danmark. Den
ansættende virksomhed skal således dokumentere, at der
forgæves er foretaget en reel søgning efter
kvalificeret arbejdskraft, som kan varetage den konkrete stilling,
som udlændingen, der søger om opholdstilladelse efter
beløbsordningen, skal varetage. En virksomhed kan for
eksempel opfylde dokumentationskravet ved at vise, at der har
været søgt efter den pågældende
arbejdskraft blandt personer med opholdstilladelse i Danmark ved at
udsende jobopslag på relevante hjemmesider såsom
virksomhedens egen hjemmeside, det offentliges jobportal (Jobnet)
eller gennem organisationer, som er medlemmer af det regionale
arbejdsmarkedsråd. Hvis virksomheden på anden vis kan
dokumentere, at der forgæves er foretaget en reel
søgning efter kvalificeret arbejdskraft blandt personer med
opholdstilladelse i Danmark, kan dette også opfylde
kravet.
Ved vurderingen af, om der er foretaget en
reel søgning efter kvalificeret arbejdskraft, skal der bl.a.
ske en vurdering af, om jobprofilen har et realistisk indhold og
realistiske forudsætninger, om et eller flere jobopslag har
været offentligt tilgængelige, om der har været
en passende ansøgningsfrist, og om stillingens løn-
og ansættelsesvilkår svarer til lignende stillinger.
Hvis der har været kvalificerede kandidater til en stilling,
som den ansættende virksomhed har undladt at ansætte,
kan en udlænding ikke tildeles opholdstilladelse efter
beløbsordningen med henblik på at varetage den
pågældende stilling.
Til nr. 36
Med den foreslåede bestemmelse i
§ 9 i, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at der efter
ansøgning skal kunne gives opholdstilladelse til en
udlænding med henblik på at opnå autorisation som
læge, tandlæge eller sygeplejerske i Danmark, hvis
Styrelsen for Patientsikkerhed forinden har vurderet, at
udlændingens grunduddannelse er egnet til, at
udlændingen kan gennemføre den nødvendige
faglige afprøvning og sproglige opkvalificering med henblik
på at opnå dansk autorisation som læge,
tandlæge eller sygeplejerske.
Med den foreslåede bestemmelse i
§ 9 i, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at
opholdstilladelse til udlændinge med henblik på
opnåelse af autorisation som læge, tandlæge eller
sygeplejerske skal betinges af, at udlændingens
forsørgelse og forsørgelsen af personer, der meddeles
opholdstilladelse som følge af familiemæssig
tilknytning til udlændingen, skal være sikret gennem
egne midler.
Kravet opfyldes ved, at ansøger skal
dokumentere at have midler til rådighed svarende til de
tidligere starthjælpssatser fra 2012 i et år (svarende
til 79.920 kr., hvis ansøger er fyldt 25 år og ikke
har medfølgende familie med).
Til nr. 37-40
Konsekvensændringer som følge
af delingen af lovforslaget.
Til nr. 41
Konsekvensændring som følge af, at Styrelsen for
International Rekruttering og Integration som følge af
nedlæggelsen af Statsforvaltningen pr. 1. april 2019 overtage
visse dele af Statsforvaltningens opgaver, jf. lov nr. 173 af 27.
februar 2019.
Til nr. 42
Konsekvensændring som følge af delingen af
lovforslaget.
Til nr. 43
Konsekvensændring som følge af
fastholdelsen af det eksisterende selvforsørgelseskrav jf.
ændringsforslag nr. 36.
Til nr. 44
EL mener, det er rimeligt at skærpe
straffen over for personer, der forsætligt og for egen
vindings skyld beskæftiger en udlænding uden
arbejdstilladelse. Det er i overensstemmelse med hensigten om, at
udenlandske arbejdere ikke skal udnyttes til at undergrave
løn- og ansættelsesvilkår i Danmark. EL er
derfor indstillet på, at bødestraffen hæves for
personer, der bidrager her til. EL kan derfor tilslutte sig de i
lovforslaget og bemærkningerne foreslåede
skærpelser, herunder bemærkningerne om, at der som
udgangspunkt nedlægges påstand om en bøde
på 2.500 kr., stigende med 750 kr. ud over den første
måned, maksimalt 7.000 kr., for den, der forsætligt
bistår en udlænding med at arbejde her i landet uden
fornøden tilladelse ved at stille husrum eller
transportmidler til rådighed for den pågældende.
Af samme grund støtter EL forslaget om at der i § 59
stk. 6 indsættes »eller ved grov uagtsomhed«.
EL ser imidlertid ingen grund til at
hæve bødestraffen i forhold til personer, der alene
bistår en udlænding med ophold. Med
ændringsforslaget foreslås det derfor at fastholde de
nuværende bødeniveauer i forhold til ophold, men at
hæve bødeniveauet for personer, der bistår med
udlændinges beskæftigelse uden tilladelse. Det er
derfor nødvendigt at lade de to numre udgå, så
der fortsat skelnes mellem de to forhold.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 6. februar
2019 og var til 1. behandling den 21. februar 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge-
og Integrationsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
udlændinge- og integrationsministeren sendte den 10. december
2018 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 68. Den 6.
februar 2019 sendte udlændinge- og integrationsministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 14
bilag på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
19 spørgsmål til udlændinge- og
integrationsministeren og 2 spørgsmål til
beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som
ministrene har besvaret.
Martin Henriksen (DF) fmd. Peter Skaarup (DF) Christian
Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Peter Kofod (DF) Pernille Bendixen
(DF) Mads Fuglede (V) Britt Bager (V) Preben Bang Henriksen (V)
Martin Geertsen (V) Erling Bonnesen (V) Carsten Kissmeyer (V) Laura
Lindahl (LA) Joachim B. Olsen (LA) Naser Khader (KF) Dan
Jørgensen (S) Kaare Dybvad (S) Thomas Jensen (S) Karen J.
Klint (S) Astrid Krag (S) nfmd.
Mattias Tesfaye (S) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Søren
Søndergaard (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Julius
Graakjær Grantzau (ALT) Andreas Steenberg (RV) Sofie Carsten
Nielsen (RV) Jacob Mark (SF) Holger K. Nielsen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Nunatta Qitornai (NQ) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |