L 151 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Udmøntning af regeringens udspil om styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Delt

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 06-02-2019
1. behandlet / henvist til udvalg 21-02-2019
Betænkning afgivet 23-04-2019
2. behandlet/direkte til 3. behandling 25-04-2019
Delt i:
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget er at forenkle og lette adgangen til udenlandsk arbejdskraft for danske virksomheder. Lovforslaget implementerer regeringens udspil »Styrket rekruttering af udenlandsk arbejdskraft« af 3. oktober 2018, for så vidt angår udlændingeloven.

Med lovforslaget introduceres en ændring af beløbsordningen, hvor beløbsgrænsen sættes til 350.000 kr. for arbejdstagere fra de 30 tredjelande, der har de største investeringer i og fra Danmark. Beløbsgrænsen udgør i dag godt 425.000 kr.

Derudover ønsker regeringen at udvide positivlisten både nationalt og regionalt. Positivlisten er en oversigt over erhverv, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Regeringen ønsker endvidere at ændre fast track-ordningen. Fast track-ordningen giver certificerede virksomheder en hurtigere adgang til at hente udenlandske medarbejdere med særlige kvalifikationer til Danmark. Regeringen ønsker at afkorte karantæneperioden fra 2 til 1 år og at hæve bødeniveauet, så virksomheder ikke bliver udelukket fra fast track-ordningen på grund af mindre forseelser. Derudover ønsker regeringen at afskaffe kravet om, at løn op til og med beløbsgrænsen på beløbsordningen skal udbetales til en dansk bankkonto.

Forslaget indeholder derudover en række regelforenklinger. Det drejer sig bl.a. om reglerne for forskere og ph.d.-studerende, autorisationsophold for udenlandske læger og tandlæger, overgang til job for studerende og selvforsørgelseskravet.