L 127 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet, påmindelser til forældre vedrørende børnevaccination og bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-12-2018

Fremsættelse: 13-12-2018

Skriftlig fremsættelse (13. december 2018)

20181_l127_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. december 2018)

Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven m.v. (Bedre digitalt samarbejde i sundhedsvæsenet, påmindelser til forældre vedrørende børnevaccination og bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland)

(Lovforslag nr. L 127)

Lovforslaget har til formål at understøtte et bedre digitalt samarbejde, der giver lettere mulighed for at dele relevante oplysninger om patientens forløb mellem de sundhedspersoner, der har patienten i behandling. I dag bruger sundhedspersoner i kommunerne, i regionerne og i almen praksis unødvendig tid og ressourcer på at indhente oplysninger hos hinanden om patienter, der er i aktuel behandling. Samtidig oplever patienter, at der mangler sammenhæng i deres forløb, og at de sundhedspersoner, der har dem i behandling, ikke altid har adgang til den information, som de har brug for. Dertil kan det være vanskeligt som patient eller som pårørende at få overblik over, hvad der er sket eller skal ske i en behandling. Det skaber frustration og utryghed.

Med lovforslaget skabes en tidssvarende lovgivning, der modsvarer de faktiske arbejdsgange i sundhedsvæsenet, hvor sundhedspersoner på tværs af kommuner, regioner og i almen praksis varetager sundhedsfaglige opgaver i relation til patientbehandlingen i det samme forløb. Det handler om at sikre, at den rigtige viden er i de rigtige hænder på det rette tidspunkt til gavn for patienten.

Brugen af sundhedsoplysninger skal ske med respekt for den enkeltes ret til fortrolighed og privatliv. Patienter er forskellige og har forskellige ønsker og behov, og et mere borgerrettet sundhedsvæsen skal i højere grad kunne håndtere de forskellige holdninger uden at gå på kompromis med kvaliteten i den direkte patientbehandling. Hensigten med lovforslaget er derfor også at gøre det lettere for borgere at få overblik over og administrere hvem, der har adgang til deres sundhedsoplysninger til brug for patientbehandling.

Lovforslaget udmønter den lovgivningsmæssige del af den politiske aftale af 26. juni 2018 om bedre brug af sundhedsdata, som alle Folketingets partier står bag, og hvoraf det fremgår, at partierne er enige om at modernisere lovgivningen.

Det foreslås, at der etableres en ny fælles digital infrastruktur for deling af helbredsoplysninger på tværs af sundhedsvæsenet. I den fælles digitale infrastruktur samles og udstilles udvalgte oplysninger om patienten med henblik på at skabe overblik over patientens behandlingsforløb for sundhedspersoner og patienten selv.

Det foreslås samtidig, at reglerne for sundhedspersoners adgang til at indhente oplysninger i elektroniske systemer til brug for patientbehandling forenkles, således at det sikres, at alle sundhedspersoner kan få adgang til helbredsoplysninger m.v., når det er nødvendigt i forbindelse med patientbehandling.

Det foreslås endvidere, at der sikres et klart hjemmelsgrundlag for behandling af helbredsoplysninger m.v. fra elektroniske systemer til brug for beslutningsstøtte i forbindelse med patientbehandling. Det kan f.eks. være oplysninger fra elektroniske patientjournaler, Landspatientregisteret eller Sygehusmedicinregisteret.

Det foreslås desuden, at der fastsættes regler, der giver mulighed for, at autoriserede sundhedspersoner kan anvende teknisk bistand i forbindelse med indhentning af helbredsoplysninger m.v. til brug for bl.a. kvalitetsarbejde.

Det foreslås herudover, at kravene til indberetning af relevante strukturerede data fra almen praksis og speciallægepraksis til brug for patientbehandling, planlægning, kvalitetsudvikling m.v. tydeliggøres.

Endelig foreslås det, at muligheden for at sende påmindelser til forældre om anbefalede børnevaccinationer udvides, ligesom det foreslås at etablere en præcis hjemmel til at fastsætte bestemmelser om betaling til læger, der udfører vaccinationer.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.