L 121 Forslag til lov om ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler.

(Ændringer af tilskudsbestemmelser for efterskoler og elevstøtte m.v.).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-12-2018

Fremsættelse: 11-12-2018

Skriftlig fremsættelse (11. december 2018)

20181_l121_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. december 2018)

Undervisningsministeren (Merete Riisager):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om efterskoler og frie fagskoler (Ændringer af tilskudsbestemmelser for efterskoler og elevstøtte m.v.)

(Lovforslag nr. L 121)

Med lovforslaget foreslås etableret hjemmel til udbetaling af et nyt geografisk skoletilskud, der udbetales pr. skole, med henblik på at sikre et bredt udbud af efterskoler. Forslaget indebærer en målretning af midlerne til efterskolerne med henblik på at understøtte, at der fortsat er grundlag for etablering og drift af efterskoler af forskellig størrelse og i hele landet. Med forslaget øges det økonomiske råderum for mindre efterskoler.

Med lovforslaget foreslås endvidere en målretning af det statslige tilskud til efterskoler til individuel supplerende elevstøtte, så efterskoler med mange elever fra lavindkomstfamilier får relativt flere midler med henblik på at understøtte, at efterskolerne er en mulighed for alle unge. Forslaget indebærer, at fordelingen af midler til individuel supplerende elevstøtte sker på baggrund af antallet af årselever fra familier med husstandsindkomster på et af de ti laveste indkomstintervaller på elevstøtteskalaen. Med forslaget sker en omfordeling af midlerne til individuel supplerende elevstøtte mellem efterskolerne.

Herudover foreslås det særlige tilskud til efterskoler for elever, som er indvandrere fra ikkevestlige lande og Albanien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Kroatien og Makedonien samt efterkommere af indvandrere fra disse lande, herunder flygtninge omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark og disse flygtninges børn, afskaffet. Et bortfald af tilskuddet vil indebære, at indvandrere og efterkommere fra disse lande tilskudsmæssigt sidestilles med etnisk danske elever.

Endelig foreslås opdatering af reglerne for det særlige tilskud til efterskoler for elever, der deltager i meritgivende brobygningsforløb, i overensstemmelse med gældende lovgivning for erhvervsuddannelser.

Lovforslaget er en opfølgning på finanslovsforslag for 2019 (FFL19), hvori der indgår forslag om et nyt geografisk skoletilskud til efterskoler, forslag om målretning af det statslige tilskud til individuel supplerende elevstøtte og forslag om afskaffelse af det særlige tilskud til efterskoler for indvandrere fra ikkevestlige lande og det vestlige Balkan og efterkommere af indvandrere fra disse lande.

Forslagene om et nyt geografisk skoletilskud, om omlægning af den individuelle supplerende elevstøtte og om opdatering af reglerne for tilskud til efterskoler for elever i meritgivende brobygningsforløb vurderes udgiftsneutrale for staten. Forslaget om afskaffelse af det særlige tilskud til efterskoler for indvandrere fra visse lande vurderes at indebære statslige mindreudgifter på 9,7 mio. kr. i 2019, 9,5 mio. kr. i 2020, 9,3 mio. kr. i 2021 og 9,3 mio. kr. i 2022 og frem (2019-pl.).

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts 2019.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.