Fremsat 11-12-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 14-12-2018
Betænkning afgivet 29-01-2019
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-02-2019
3. behandlet, vedtaget 21-02-2019
Ministerområde:
Undervisningsministeriet
Med lovforslaget foreslås bl.a. en hjemmel til udbetaling af et nyt geografisk skoletilskud, der udbetales pr. skole, for at sikre et bredt udbud af efterskoler i hele landet. Med forslaget øges det økonomiske råderum for mindre efterskoler.
Med lovforslaget foreslås desuden en målretning af det statslige tilskud til efterskoler til individuel supplerende elevstøtte, så efterskoler med mange elever fra lavindkomstfamilier får relativt flere midler for at understøtte, at efterskolerne er en mulighed for alle unge.
Herudover foreslås det at afskaffe særlige tilskud til efterskoler for elever, som er indvandrere fra ikkevestlige lande og Albanien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro, Kroatien og Makedonien samt efterkommere af indvandrere fra disse lande, herunder flygtninge omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark og disse flygtninges børn.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 81 (S (ved en fejl), DF, V, LA og KF), imod stemte 18 (EL, RV og SF), hverken for eller imod stemte 6 (ALT).