Nogle kommuner vælger at beholde den unge og sagsbehandlingen i eget regi igennem hele efterværnsperioden. Andre kommune overbringer alle efterværnssager til opholdskommunen og siger, at det er efter en politisk beslutning, at de unge og deres sagsbehandlingen overbringes. Andre kommuner praktiserer begge dele alt efter hvilken sagsbehandler, der behandler sagen. De anbragte unge oplever derfor en uforståelig forskelsbehandling omkring overgangen til efterværn og føler ofte, at de ikke inddrages tilstrækkeligt i deres eget liv og egen sag. Mange oplever, at overgangen til efterværn bliver en "livskrise" og ønsker, at de har/får ret til at sagen forbliver i anbringende kommune indtil efterværnet stopper. Vil ministeren i forlængelse heraf og i forlængelse af SOU alm. del – spørgsmål 347 redegøre for lovgivningen på området, og herunder redegøre for hvordan det sikres, at unge som har fået bevilget efterværn i en anbringende kommune ikke oplever at tæppet rives væk under dem, når de uden at blive informeret, oplyst, inddraget og/eller hørt, føler sig ”deporteret” af en anbringende kommune til opholdskommunen?
Dato: 26-02-2019
Status: Endeligt besvaret
Emne:
socialpolitik