Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2017)
Transport-, bygnings- og
boligministeren (Ole Birk Olesen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
leje og lov om leje af almene boliger (Fremme af digital
kommunikation i boliglejeforhold)
(Lovforslag nr. L 29).
Efter de gældende regler kræver
det en aftale imellem parterne at kommunikere digitalt i
boliglejeforhold. Med lovforslaget ændres dette udgangspunkt,
så det er valgfrit for parterne, hvilken skriftlig form der
skal kommunikeres i.
Begge parter kan dog med 1 måneds
varsel forlange sig fritaget fra digital kommunikation, ligesom
personer (både lejere og udlejere), som er fritaget fra
Digital Post, jf. § 5 i lov om Digital Post fra offentlige
afsendere, kan frigøre sig ved at oplyse modparten herom.
Meddelelse om opsigelse eller ophævelse fra udlejeren kan dog
fortsat ikke sendes digitalt, da det kan få vidtgående
konsekvenser for lejeren at overse en sådan meddelelse.
Endvidere foreslås det tydeliggjort i
lejeloven, at ind- og fraflytningsrapporten kan udleveres til
lejeren på synet ved fremsendelse digitalt til en af lejeren
medbragt enhed fx mobiltelefon. Der skal således ikke
nødvendigvis ske fysisk udlevering.
Endelig er det foreslået, at de
informationer, som udlejeren skal give til lejerne i forbindelse
med tilbud om overtagelse af ejendommen på andelsbasis, kan
gives digitalt fx ved at udlevere et USB-stik.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og
velvillige behandling.