Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 8. maj 2018
Forslag
til
Lov om tilbagebetaling af ulovlig
statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, i
forbindelse med afgift til drikkevandsbeskyttelse1)
§ 1.
Støttemodtagere omfattet af artikel 6, stk. 1, i
Europa-Kommissionens afgørelse af 16. oktober 2017 i sag SA.
32874 skal tilbagebetale ulovlig statsstøtte, der er
uforenelig med det indre marked, til Miljø- og
Fødevareministeriet.
§ 2.
Den ulovlige statsstøtte, der er uforenelig med det indre
marked, og som skal tilbagebetales, opgøres i
overensstemmelse med artikel 5 i afgørelsen nævnt i
§ 1.
Stk. 2. Den
ulovlige statsstøtte, der er uforenelig med det indre
marked, og som skal tilbagebetales, tillægges renter og
renters rente i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2 og 3, i
afgørelsen nævnt i § 1 fra det tidspunkt, hvor
statsstøtten var til rådighed for
støttemodtageren.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter
nærmere regler om opgørelse, tilbagebetaling,
administration, frister m.v. vedrørende ulovlig
statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked.
§ 3.
Miljø- og fødevareministeren træffer
afgørelse om tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte,
der er uforenelig med det indre marked, efter denne lov og regler
fastsat i medfør heraf.
§ 4.
En støttemodtager omfattet af afgørelsen nævnt
i § 1 skal efter anmodning stille enhver nødvendig
oplysning om sig selv og sine aktiviteter til rådighed for
miljø- og fødevareministeren.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om, at skriftlig kommunikation om forhold omfattet af denne
lov eller af regler udstedt i medfør heraf skal foregå
digitalt.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte
regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte
it-systemer, særlige digitale formater, digital signatur,
opfyldelse af underskriftskrav, at digitale meddelelser anses for
at være kommet frem, når de er tilgængelige for
modtageren, klage og undtagelse fra kravet om digital
kommunikation.
§ 5.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser
truffet efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf
skal være anlagt, inden 3 måneder efter at
afgørelsen er meddelt støttemodtageren.
Stk. 2.
Miljø- og fødevareministeren kan bemyndige en
statslig myndighed under ministeriet til at udøve de
beføjelser, der i denne lov er tillagt miljø- og
fødevareministeren.
Stk. 3.
Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler
om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet
i henhold til bemyndigelse efter stk. 2, herunder om, at
afgørelserne ikke skal kunne påklages.
§ 6.
Loven træder i kraft den 1. juli 2018.
§ 7.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Officielle noter
1)
Loven gennemfører Europa-Kommissionens afgørelse af
16. oktober 2017 om støtteforanstaltning, SA. 32874.