Betænkning afgivet af Social-,
Indenrigs- og Børneudvalget den 1. marts 2018
1. Ændringsforslag
Der er stillet 10 ændringsforslag til
lovforslaget. Børne- og socialministeren har stillet
ændringsforslag nr. 6. Enhedslistens, SF's og Alternativets
medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-5 og
7-10.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. december
2017 og var til 1. behandling den 9. januar 2018. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og
Børneudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1
møde.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
børne- og socialministeren sendte den 6. oktober 2017 dette
udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 20. Den 13. december
2017 sendte børne- og socialministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4
spørgsmål til børne- og socialministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, DF, V, LA, RV og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af børne- og
socialministeren under nr. 6 stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod de af et mindretal under nr. 1-5 og 7-10
stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
støtter lovforslaget, som indebærer, at der bliver
skabt hjemmel til en række nye indgrebsmuligheder, som kan
anvendes over for beboerne i boformer med sikrede afdelinger efter
servicelovens § 108. Formålet med lovforslaget er at
opretholde ordenen og sikkerheden i boformer med sikrede afdelinger
og at forebygge ny kriminalitet. Det er hensigten med de
supplerende indgreb, at de alene skal anvendes i de situationer,
hvor det er nødvendigt, og hvor den socialpædagogiske
indsats har været forsøgt, men ikke har været
tilstrækkelig. Region Sjælland og Kofoedsminde har
efterspurgt supplerende indgrebsmuligheder.
Der er kun én boform i Danmark, som
har en sikret afdeling for udviklingshæmmede, og det er
Kofoedsminde. Kofoedsminde huser personer, som har fået en
dom, eller som er idømt en foranstaltning i et åbent
eller et sikret miljø. Nogle af beboerne på
Kofoedsminde har et vilkår i deres straf, som forbyder dem at
have uovervåget adgang til telefon og internet. For at
forhindre, at beboere med domsvilkår om overvåget
adgang til telefon og internet får fat i telefoner,
smartphones el.lign. fra beboere uden et sådant
domsvilkår, er beboerne med domsvilkår anbragt på
en separat og sikret afdeling. I praksis sker det dog
desværre alligevel af og til, at en beboer med
domsvilkår om overvåget adgang til telefon og internet
får fat i en telefon, en smartphone el.lign. via de andre
beboere. Og det sker, fordi beboerne omgås hinanden, f.eks.
under beskæftigelse. På den baggrund har et flertal i
Folketinget vurderet, at der er behov for en hjemmel til, at der i
boformer med sikrede afdelinger kan nedlægges et forbud mod
enheder, der muliggør internetadgang.
Det skal også ses i lyset af de
sager, hvor pædofilidømte anbragte har haft kontakt
med mindreårige piger over internettet. Forbuddet skal
også forebygge, at pædofilidømte
fortsætter deres krænkelser via internettet. Derudover
vil forbuddet også kunne forhindre de anbragte i at bestille
ulovlige genstande over internettet som f.eks. euforiserende
stoffer og våben.
I DF har vi anbefalet, at man bruger
såkaldt jamming (blokering af internet- og telefonsignalet).
Det gør man også på Sikringen, hvor landets
farligste kriminelle er. Og det er en af de bedste og mest
effektive løsninger til at forhindre beboere adgang til
internettet. DF håber også, at der med tiden kommer en
god løsning, når forsøg med jamming har
været afprøvet, men desværre har det vist sig,
at det er en langvarig proces. Først i 2021 vil
Børne- og Socialministeriet tage stilling til, om der
fortsat er et behov for den foreslåede hjemmel, som vi giver
nu, for først på det tidspunkt har man
undersøgt muligheden for at jamme internetsignalet.
Lovforslaget giver også mulighed for
at anvende scannere til personundersøgelse, og der gives
mulighed for, at personalet kan undersøge den anbragtes
opholdsrum, f.eks. ved begrundet mistanke om, at den anbragte er i
besiddelse af effekter, der kan true ordenen eller sikkerheden i
boformen.
Et mindretal i
udvalget (EL, SF og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Hvis de af mindretallet under nr. 1-5 og
7-10 stillede ændringsforslag forkastes, vil mindretallet
stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal (EL,
SF og ALT):
1)
Undertitlen affattes således:
»(Mulighed for undersøgelse af
effekter og åbning og kontrol af post m.v. i boformer med
sikrede afdelinger)«.
[Præcisering af lovforslagets
undertitel som konsekvens af ændringsforslag nr. 5 og 8]
Til § 1
2) I
det under nr. 1 foreslåede § 137 e, stk. 2, udgår », og
§ 137 j, stk. 2«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
3) I
den under nr. 2 foreslåede
ændring af § 137 f, stk. 1
og 2, udgår efter »§
137 j, stk. 1«: »og 2«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
4) I
de under nr. 3 foreslåede
ændringer af § 137 f, stk. 4
og 5, udgår to steder efter
»§ 137 j, stk. 1«: »og 2«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
5) Nr. 4
udgår.
[Muligheden for at nedlægge
et generelt forbud mod besiddelse eller anvendelse af computere,
mobiltelefoner, tablets og andre enheder, der muliggør
internetadgang, udgår]
Af børne- og
socialministeren, tiltrådt af udvalget:
6) I
det under nr. 6 foreslåede § 137 h, stk. 2, ændres
»sikkerheden eller anvendes til at begå kriminalitet
med« til: »sikkerheden i boformen eller bruges til at
begå ny kriminalitet«.
[Sproglig præcisering]
Af et mindretal (EL,
SF og ALT):
7) Nr. 7
og 9 udgår.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
8) Nr. 8
udgår.
[Muligheden for anbringelse i
afskærmningslokale udgår]
9) I
den under nr. 10 foreslåede
ændring af § 137 l, stk. 1,
udgår efter »§ 137 j, stk. 1«: »og
2«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
10) I
den under nr. 11 foreslåede
ændring af § 137 m, stk. 1,
udgår efter »§ 137 j, stk. 1«: »og
2«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 8]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 5 og 8.
Til nr. 2-4, 7, 9 og
10
Ændringsforslagene er konsekvenser af
ændringsforslag nr. 8.
Til nr. 5
Ændringsforslaget indebærer, at
den foreslåede adgang for driftsherren af en boform, jf.
§ 108 i serviceloven, med sikrede afdelinger til at beslutte,
at der i hele boformen nedlægges et generelt forbud mod
besiddelse eller anvendelse af computere, mobiltelefoner, tablets
og andre enheder, såfremt disse muliggør
internetadgang, udgår af lovforslaget.
Enhedslisten, SF og Alternativet anerkender
vigtigheden af at kunne afskære beboere i en boform, jf.
§ 108 i serviceloven, med sikrede afdelinger, der har
domsvilkår om overvåget adgang til telefon og internet,
fra at have en uovervåget adgang hertil.
EL, SF og ALT finder dog ikke, at forslaget
om et generelt forbud i hele boformen udgør et proportionelt
indgreb set i forhold til, at det vil ramme alle beboere på
Kofoedsminde i Lolland Kommune, der for tiden er den eneste boform,
jf. § 108 i serviceloven, med sikrede afdelinger, og dermed
også ramme den overvejende andel af beboere, der ikke har
domsvilkår om overvåget adgang til telefon og
internet.
Det bør efter EL's, SF's og ALT's
opfattelse være muligt på anden vis at afskære de
få beboere, der på nuværende tidspunkt har
domsvilkår om overvåget adgang til telefon og internet,
fra at opnå en uovervåget adgang. Det bemærkes i
den forbindelse, at de nye indgreb, der foreslås med
lovforslaget, herunder særlig brug af scannere og
personundersøgelser, må formodes at være
tilstrækkelige. Det gælder særlig henset til, at
problemet med, at beboere med domsvilkår om overvåget
adgang til telefon og internet får adgang til mobiltelefoner
m.v., ifølge lovforslaget synes begrænset til,
når beboerne omgås hinanden under
beskæftigelse.
Til nr. 6
Ved ændringsforslaget foreslås
det, at der foretages enkelte sproglige ensretninger i dele af det
foreslåede § 137 h, stk. 2, således at ordlyden af
teksten ensrettes i forhold til de foreslåede § 137 h,
stk. 3 og 4. Ændringsforslaget indeholder ingen materielle
ændringer.
Til nr. 8
Ændringsforslaget indebærer, at
den foreslåede mulighed for brug af afskærmningslokale
udgår af lovforslaget. Enhedslisten, SF og Alternativet er
bekymrede for at indføre en så indgribende form for
magtanvendelse og finder ikke, at der er fremført en
tilstrækkelig begrundelse for, at isolation skulle være
den rette måde at håndtere de udfordringer, der
ubestrideligt kan være med meget udadreagerende beboere i en
boform, jf. § 108 i serviceloven, med sikrede afdelinger.
Det er EL's, SF's og ALT's opfattelse, at
anbringelse i afskærmningslokale kan risikere at blive brugt
som straf eller konsekvens og mere generelt føre til
indirekte negative konsekvenser for de anbragte og for det
relationspædagogiske miljø på Kofoedsminde, der
på nuværende tidspunkt er den eneste boform, jf. §
108 i serviceloven, med sikrede afdelinger.
EL, SF og ALT stiller sig endvidere
skeptiske over for, om brug af afskærmningslokale, som
forudsat i lovforslaget, vil kunne mindske antallet af
magtanvendelser efter servicelovens kapitel 24.
Bestræbelserne herpå bør efter partiernes
opfattelse i højere grad støttes på en
stærk socialpædagogiske indsats ydet af et fagligt
kompetent personale.
Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina
Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Pernille Bendixen
(DF) Morten Marinus (DF) Mads Fuglede (V) Carl Holst (V) Jane
Heitmann (V) Hans Andersen (V) Marianne Bredal (V) Anni Matthiesen
(V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Orla Østerby (KF)
Karen J. Klint (S) Magnus Heunicke (S) Orla Hav (S) Pernille
Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Julie Skovsby (S) Yildiz Akdogan
(S) Finn Sørensen (EL) Pernille Skipper (EL) Torsten Gejl
(ALT) Marianne Jelved (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Trine Torp
(SF) Kirsten Normann Andersen (SF)
Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi
og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 46 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 | |
Enhedslisten (EL) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 10 | |
Radikale Venstre (RV) | ? 8 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Tjóðveldi (T) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 119
Bilagsnr. | Titel | 1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra børne- og socialministeren | 2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 3 | Ændringsforslag, fra børne-
og socialministeren | 4 | 1. udkast til betænkning | 5 | 2. udkast til betænkning | 6 | 3. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 119
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om en redegørelse for
personalesammensætningen på Kofoedsminde, til
børne- og socialministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om, hvor stort vikarbudgettet er
på Kofoedsminde, hvilken uddannelse vikarerne har, og hvilken
introduktion vikarerne får til den særlige
målgruppe på stedet og til de eksisterende
indgrebsmuligheder, til børne- og socialministeren, og
ministerens svar herpå | 3 | Spm. om rekrutteringsproblemer på
Kofoedsminde, til børne- og socialministeren, og ministerens
svar herpå | 4 | Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at
Kofoedsminde og evt. fremtidige lignende boformer med sikrede
afdelinger har personale ansat, der er uddannet til denne opgave,
til børne- og socialministeren, og ministerens svar
herpå |
|