Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 173:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love. (Permanent BoligJobordning, ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, afskaffelse af udligningsskatten og forhøjelse af beløbsgrænser for børneopsparing).

Af skatteministeren (Karsten Lauritzen).

(Fremsættelse 28.02.2018).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Lovforslaget udmønter fire elementer for aftalen om finansloven 2018. Nogle af tiltagene kommer først til senere. Regeringen lægger op til en række skattelettelser af personskatten, ligesom det bliver foreslået, at boligjobordningen skal gøres permanent. Beskatningen af fri telefon og internet, altså arbejdsgiverbetalt privat telefon og internet, skal fjernes fra 2020, og derudover vil regeringen afskaffe udligningsskatten på pensionsopsparing, som skulle udløbe efter 2019. Derudover er det foreslået at hæve beløbsgrænsen for børneopsparing fra 3.000 kr. til 6.000 kr. årligt.

Først et par bemærkninger om den politiske kontekst, som forslagene skal ses i. For det handler jo i bund og grund om prioriteringer i den økonomiske politik, når betydelige lovforslag til nedsættelser af skatten bliver bragt til torvs her i Folketingssalen og altså indgår i den prioritering, som er lavet i forbindelse med finansloven.

Socialdemokratiet sætter velfærd først. Der er for mange velfærdsområder med problemer og også velfærdsområder, hvor der vil være et betydeligt stigende behov i de kommende år. Samtidig er der forskellige pligtopgaver for os med at få indgået forsvarsforlig, der nu er lykkedes, men som jo indebærer nogle omkostninger, samtidig med at få genrejst og forbedret vores skattevæsen og for os at se et behov for at lægge grunden til fremtidens vækst og beskæftigelse med investeringer i uddannelse, opkvalificering og forskellige væksttiltag. Sådan synes vi at man primært skulle prioritere, og det er et relativt lille råderum, vi egentlig har at arbejde med, når man ser på, hvordan behovene udvikler sig, altså, at der bliver flere ældre, som er en del af befolkningen, og også, at der bliver flere børn.

Regeringen har til gengæld kørt enormt meget rundt i en indtil nu endeløs diskussion og en ideologisk betinget bestræbelse på at sætte skatten for de mest velstillede ned. Stålsatte øjne fra Anders Samuelsen bag et krav om lavere topskat, et ønske om det samme fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, og man er klar til både velfærdsforringelser, nedsatte børnepenge, højere pensionsalder og meget andet for at komme til at kunne sætte personskatten ned og egentlig ikke tage fat om det, der er de egentlige udfordringer for os som samfund.

Alt det meget vidtløftige er heldigvis ikke blevet til noget. Borgerne virker ikke rigtig interesseret i, at der skal være markante lettelser af topskatten, og der er heller ikke flertal for det i Folketinget. Det er heller ikke svaret på Danmarks udfordringer, så jeg forstår godt, at der ikke er den store interesse fra befolkningen. Til gengæld forsøger man sig så med andre mere indirekte nedsættelser af skatten, hvoraf mange er rettet mod de mere velstillede dele af befolkningen.

Her med lovforslaget er der så en lidt broget buket, hvor Socialdemokratiet gerne vil støtte, at der efter mange års fastlåst beløb bliver lavet en forhøjelse af, hvad man uden skattemæssige konsekvenser årligt kan indbetale på en børneopsparing.

Jeg vil godt med det samme sige, at vi egentlig ønsker at få lovforslaget opdelt på den måde, at vi kan komme til at bakke op om det element i lovforslaget. Til gengæld er vi kritiske over for de øvrige.

Med hensyn til boligjobordningen først lægger det beslag på et stort beløb, der kunne bruges væsentlig bedre. Det gælder i øvrigt for flere af de her skatteforslag, og det er gennemgående lettelser, der kommer mere velstillede grupper til gode. Boligjobordningen er uforholdsmæssig dyre arbejdspladser at skabe. Den seneste version forventer alene at give 300 fuldtidsbeskæftigede ekstra. For os var boligjobordningen et kriseredskab. Vi var selv med til at indføre det. Vi er ikke imod ordningen af princip, men den har haft sin tid. Den falder på et forkert tidspunkt nu. Vi er slet ikke længere i den krisetid, som berettigede at have en boligjobordning for at få sat gang i noget forbrug.

Ordningen er også fordelingsmæssigt skæv. Det fremgår af skatteministerens svar til hr. Rune Lund, at næsten halvdelen af de 445 mio. kr., ordningen koster efter tilbageløb og adfærd, går til de 20 pct. af borgerne, der tjener mest. De borgere kunne jo nok selv have råd til at betale elektrikeren eller andre håndværkere uden andre skatteyderes hjælp. Der er stadig væk et stort dødvægtstab ved ordningen, altså, at en meget stor del af det, der bliver udført med fradrag, ville være blevet gjort alligevel. Det fremgår af Skatteministeriets egen evalueringsrapport af boligjobordningen, at knap 70 pct. af de fradragsberettigede håndværks- og serviceydelser alligevel ville være blevet udført hvidt, selv hvis ordningen ikke fandtes.

I et mere overordnet perspektiv i den økonomiske politik står det også klart, at tiden er løbet fra ordningen. Både finansministeren og beskæftigelsesministeren udtaler sig om risikoen for overophedning og mangel på arbejdskraft i den ene uge, og ugen efter bruger man så et stort millionbeløb på at videreføre en boligjobordning, som øger efterspørgslen i en bestemt branche, der ikke kan siges at lide nød i forvejen, og som jo i et eller andet omfang er i konkurrence om arbejdskraften med den industri, som vi ud fra et konkurrenceperspektiv har brug for ikke kommer til at opleve mangel på arbejdskraft for hurtigt.

Jeg vil sige, at der er et stykke derhen, før det er det generelle billede, at der er mangel på arbejdskraft, men i nogle brancher og i nogle dele af landet er der rigtig nok et problem, der trænger sig på, og det er ikke noget, boligjobordningen hjælper på. I stedet for bør vi bruge skattekronerne på skoler, ældrepleje og daginstitutioner og ikke lede arbejdskraften til en bestemt branche med den her form for statsstøtte.

Punktet om arbejdsgiverbetalt fri telefon og internet har en endnu mere skæv fordeling. Knap 60 pct. af provenuet går til skattelettelser til de 20 pct. mest velstillede. Skattelettelsen koster mere end 0,5 mia. kr., og det er også efter vores mening penge, der burde gå til at forbedre forskellige velfærdsområder. Jeg synes, at det klinger hult, når regeringen og Dansk Folkeparti påstår, at man gerne vil give skattelettelser i bunden af indtægtsskalaen. Det er overhovedet ikke det, der sker med de her tiltag. Endnu en gang sker der faktisk det stik modsatte.

Udligning i skatten vil man også afskaffe. Det er et lidt mindre beløb, det drejer sig om, men alligevel synes jeg, at den har sin berettigelse og rimelighed i at findes. Det synes de nuværende regeringspartier med undtagelse af Liberal Alliance jo faktisk også, fordi man selv indførte den udligningsskat tilbage i forbindelse med skattereformen fra 2009. Det var simpelt hen lidt for godt at give i pose og sæk til de mennesker, der havde haft råd til med meget store fradrag at indbetale på private pensionsordninger, hvorefter man så efter topskatten var blevet sat betydeligt ned, så kunne få de penge ud til den væsentlig lavere beskatning.

Det synes selv Venstre og Konservative var lidt for flot, og derfor indførte man udligningsskatten. Det var en utilsigtet gevinst, kaldte man det dengang, da man fremsatte loven. Nu skal den altså afskaffes, vi er ikke tilhængere af det. Så som sagt ønsker vi en opdeling. Vi er for forslaget om forhøjelse af børneopsparingens beløbsgrænse, men imod at forlænge boligjobordningen og ophæve beskatningen af fri telefoni og internet og imod afskaffelsen af udligningsskatten. Og tak, formand, for den ekstra taletid for at nå igennem et omfattende lovforslag.

Jamen så let slipper ordføreren slet ikke. Der er nemlig en kort bemærkning fra Louise Schack Elholm. Værsgo.

Tak for det. Vi fik jo en lang forklaring om alverdens forskellige ting, der ikke nødvendigvis har noget med det her lovforslag at gøre. Men ordføreren kom dog også ind på lovforslaget, og ordføreren sagde, at ordføreren mente, at det var et kriseredskab. Ikke desto mindre husker jeg det, som at Socialdemokratiet, dengang der sidst var folketingsvalg, hvor vi også havde en økonomisk krise, var imod en boligjobordning. Jeg havde mange debatter sidste sommer med folk, der ringede ind i radioprogrammer og alt muligt om boligjobordningen, og der var en klar overvægt af ældre, der brugte boligjobordningen til at få hjælp, dels med rengøring, dels med at få istandsat huset eller få ordnet haven, og derfor vil jeg gerne høre hr. Jesper Petersen, om hr. Jesper Petersen mener, at det simpelt hen ikke er i orden, at man giver ældre tilskud til at få hjælp i hjemmet gennem boligjobordningen.

Ordføreren.

Jeg har respekt for, at fru Louise Schack Elholm har den personlige oplevelse med nogle, der har ringet ind til hende i et radioprogram, men hvis vi forholder os til det statistiske eller det faktuelle om, hvordan den her ordning egentlig er blevet brugt, er det jo en meget lille del af det, der egentlig stammer fra servicedelen af det, altså det at få gjort rent eller få hjælp til haven. Det kunne jeg på nogle punkter se en form for fornuft i, men stadig væk vil vi egentlig hellere bruge pengene på noget andet. Men den helt store omkostning ved det her forslag kommer jo fra, at der er nogle mennesker, som godt selv kan betale for deres håndværkerregning og alligevel vil få udført den opgave, som de har tænkt sig at få lavet, og de får altså så et tilskud til det fra nogle andre. Det var der en fornuft i, mens der var behov for at få sat gang i økonomien, der kunne det være en god måde at skubbe på tingene på, men der er vi jo slet ikke nu, der er overhovedet ikke noget økonomisk behov.

Jeg ved godt, det er et populært forslag, og enormt mange danskere gør brug af det, men på et tidspunkt må vi også bare, synes jeg, som ansvarlige politikere se hinanden i øjnene og spørge, om det her er den bedste måde at bruge pengene på der, hvor vi er nu. Og det er ikke vores synspunkt. De penge gør mere gavn ved uddannelse, investeringer, skoler, daginstitutioner og andre ting end ved den her form for skattelettelser.

Spørgeren.

Socialdemokratiet har jo blankt afvist at støtte boligjobordningen. Man har ikke engang ønsket at indgå i en dialog om, hvordan man kunne strikke den sammen, så det her med, at Socialdemokratiet pludselig går ind for servicedelen, er jo ganske overraskende på nuværende tidspunkt. Derfor vil jeg sådan set gerne bore lidt mere i det: Er det sådan, at Socialdemokratiet kunne gå ind for en servicedel på en boligjordning? Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke kan støtte op om, at folk får hjælp i hverdagen, og hvis man kigger på fordelingen af boligjobordningen, er det, så vidt jeg husker, relativt mange i Nordjylland, der får hjælp med boligjobordningen.

Det er rigtigt, at man også får hjælp til renovering af huset, men det kan ældre også have behov for, fordi ældre har sværere ved at få malet huset eller få ordnet vinduerne eller noget andet. Så det er jo ikke et spørgsmål om, at det kun er de rige, der bruger det her, det her er en ordning for alle, så hvordan kan det være, at Socialdemokratiet ikke under almindelige danskere noget velfærd, altså noget hjælp i hverdagen?

Ordføreren.

Venstre skifter sådan lidt argumentation om det her lovforslag, som tiden går, og efter hvad man lige har behov for at kunne argumentere med, og lige nu er det ældrepolitik. Og det er den samme regering, som i forhold til behovet vil halvere de penge, vi har at arbejde med til den fælles velfærd. Man ved, at der bliver så mange flere ældre i vores samfund i de kommende år, og regeringen udarbejder selv beregninger, som siger, at der er behov for en vækst i den offentlige sektor på ca. 0,7 pct., hvis man alene skal følge med den udvikling, der sker. Det er man totalt ligeglad med, og man vil alene afsætte halvdelen, men det vil da gå ud over ældre mennesker. Der vil da blive flere svigt af ældre mennesker i ældreplejen, på plejehjemmene, hvis man er så benhårde også ved ældreplejen, og så skal vi stå her og høre på, at det er federe med boligjobordningen, end at man kan få en ordentlig hjemmepleje. Jeg er helt uenig i den argumentation, men det er godt forsøgt.

Tusind tak til hr. Jesper Petersen for dagens indsats, og velkommen til hr. Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti.

Tak. Således opløftet og opmuntret oven på Socialdemokraternes positive indslag til det her forslag, som jo er en del af finansloven, vil jeg prøve på vegne af Dansk Folkeparti at give et lidt mere positivt billede af det. Det vil vi selvfølgelig, dels fordi vi er en del af finansloven, dels fordi det faktisk er en rigtig god lov, vi får udmøntet i forbindelse med den her behandling i dag.

Det er jo som sagt en permanentgørelse af den meget velfungerende boligjobordning og serviceordning, som vi har i dag, og det er en ophævelse af beskatningen af fri telefon og internet, og det er afskaffelse af udligningsskatten – den udligningsskat, hvis afskaffelse fremrykkes – og så er det endelig mulighed for at forhøje beløbsgrænserne for børneopsparinger, hvis man ønsker at hjælpe sine børn eller sine børnebørn bedre på vej. I Dansk Folkeparti er vi meget tilfredse med den her del af finansloven. Vi synes faktisk, det er nogle af de rigtig gode, centrale elementer. Vi synes også, det er den helt rigtige måde at give skattelettelser på, hvis man endelig skal diskutere skattelettelser.

Jeg er udmærket klar over, at der er partier, som bevidstløst vil kalde det her for skattelettelser. Men vi mener sådan set også, at det er serviceforbedringer, set i forhold til at folk får en bedre råderet over deres egen økonomi, og man får også tilskud og motivation til at benytte sig af arbejdskraft, hvor der betales moms og afgifter og skatter af det arbejde, der bliver udført.

Hvis man kigger på det her samlet, synes jeg selvfølgelig, at boligjobordningen og servicedelen fylder rigtig meget. Blandt kritikerne i den debat, der var i efteråret og i december, og helt frem til vi indgik aftalen, var der jo sådan en fast tradition for, at man skulle sige, at det var aktiviteten i byggebranchen, som gjorde, at man ikke skulle støtte en permanentgørelse af boligjobordningen. I Dansk Folkeparti har vi hele tiden sagt, at det egentlig ikke er det, der er det væsentligste argument for, at man skal støtte ændringerne, som gør den permanent; det var faktisk tre andre og helt klare forudsætninger, som vi syntes var fornuftige og forstandige, og det var jo, at det her med at lade folk indberette faktisk havde vist sig at være et rigtig godt redskab til at minimere sort arbejde. Folk har simpelt hen efterspurgt boligjobordningen i en sådan grad, at det også har kunnet ses, i forhold til at færre opgaver er blevet efterspurgt på det sorte marked.

Så er der hele vedligeholdelsesdelen af danske boliger – der er værdier for over 5.000 mia. kr. – som vi har en interesse i både bliver vedligeholdt, men også energioptimeret og energirenoveret, så også driftsomkostningerne på lys, vand og varme bliver gjort billigere. Det er jo punkt nummer 2.

Så er der selvfølgelig også hele indsatsen for at skaffe flere praktikpladser, flere lærlingepladser på danske arbejdspladser. Vi har jo kunnet se, at nogle af de steder, hvor man har været rigtig gode til at generere flere lærlingepladser, har været hos de små og mellemstore håndværksvirksomheder. Det er ikke dem, der bygger de store byggerier på Aarhus Havn og alle mulige andre steder. Nej, det er faktisk de mindre virksomheder, dem, som egentlig mere begiver sig ud i service og vedligehold til husstande og laver mindre ombygninger, tilbygninger og forbedringer af boligmassen. Der er boligjobordningen altså noget, som virker uovertruffent.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er den rigtige indsats at få den permanentgjort. Det har været til stor gene, at man ikke har vidst år for år, hvornår den udløb, hvornår der kom ændringer; om der var ting, der blev koblet på boligjobordningen, eller ting, der blev pillet fra. Med den her model får vi også sikret, at de private husejere, som vælger eksempelvis at investere i at få alarm på deres ejendom på grund af de mange indbrud, der desværre er i Danmark, også fremadrettet bliver omfattet af boligjobordningen.

Vi er en del af finansloven, men vi er også en del af de partier, som synes, at det her er et rigtig godt lovforslag, som implementerer en række forbedringer – en række forbedringer for både danske lønmodtagere og også for danske små og mellemstore håndværksvirksomheder. Så vi kan støtte lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund.

Det skyldes mest, at hr. Hans Kristian Skibby siger, at det her er den helt rigtige måde at lave skattelettelser på. Men vi kan jo se af svar på de spørgsmål, vi har stillet, hvordan fordelingseffekten af det her er, og i forhold til boligjobordningen må man konstatere, at de 10 pct. rigeste scorer ca. 30 pct. af rabatten. I forhold til fri telefon er det ca. 40 pct. af rabatten, som bliver snuppet af de 10 pct. rigeste, og hvis vi tager provenuets fordeling i forhold til afskaffelsen af udligningsskatten, er det faktisk sådan, at over 80 pct. af rabatten går til de 10 pct. rigeste. Er det idealet for Dansk Folkeparti, i forhold til hvordan man laver skattenedsættelser i det her land, at de 10 pct. rigeste virkelig skal have den store del af kagen, når der bliver sænket skat i Danmark?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg gerne sige, at jeg ikke synes, det er den helt store del af kagen, man kan tale om her. Hvis man ser på de samlede skattebetalinger i Danmark, kan man se, at boligjobordningsdelen og servicedelen jo ikke er det, der på nogen måde vælter de finansielle vilkår for de danske familier. Og så vil jeg gerne sige, at afskaffelsen af udligningsskatten jo reelt er en fremrykning af en allerede planlagt afskaffelse af den her skat. Så kan man diskutere, om der var plads til det. Ja, det var der så, og det var noget, som andre partier insisterede meget på. Og er man med i et flertal, hvor man søger indflydelse, så må man også nogle gange give sig. Jeg ved godt, det kan være lidt svært for Enhedslisten, fordi man så sjældent er med. Men det er bare en serviceoplysning, at hvis man nogle gange er indstillet på at give, vil man også kunne få noget af sin politik nemmere og mere gelinde igennem, også her i Folketingssalen.

Spørgeren.

Vi går efter maksimal indflydelse, men jeg kan godt sige, at vi ikke kunne drømme om at stemme for det her. Nu siger ordføreren, at det handler om at give sig, men lige før sagde ordføreren, at det var den helt rigtige måde at lave skattelettelser på. Så må jeg bare spørge, hvis vi tager udligningsskatten igen: De 10 pct. rigeste scorer over 80 pct. af skatterabatten i forhold til den hurtigere udfasning af udligningsskatten, og næsten 30 pct. bliver scoret af den rigeste procent. Er det bare den ideelle måde, den helt rigtige måde at lave skattelettelser i Danmark på? Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at få svar på.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, jeg kan give andre svar end dem, jeg allerede har givet. Her er en samlet pakke, og der er nogle ting, som nogle partier har båret ind til forhandlingsbordet, og nogle andre ting har andre været mere nidkære over. Den her del er en fremrykning af en allerede indgået aftale. Vi synes, det er sund fornuft, at man også sikrer en afskaffelse af udligningsskatten, og det står jeg sådan set ved. Selvfølgelig gør jeg det. Men det er ikke noget, som vi er kommet med til forhandlingsbordet. Vores kerne har sådan set mere været omkring boligjobordningsdelen, mens regeringen jo egentlig fremlagde en plan, hvor man sagde, at man sådan set kun ønskede et servicefradrag, så børnepasning og vinduespudsning kunne trækkes fra.

Vi ville gerne have boligjobordningen mere ind i den her samlede del af finanslovsaftalen, hvor der også indgik nogle skattelettelser, netop fordi vi kunne se, at det er nogle af de steder, hvor der også genereres lærepladser, lærlingepladser og praktikpladser. Man bliver jo ikke uddannet børnepasser som sådan eller uddannet vinduespudser. Derfor var det i vores optik langt, langt vigtigere, at vi kom med i en aftale for at sikre, at det blev en model, hvor vi kunne se os selv, i forhold til at der bliver gjort en større indsats for, at de unge kommer ind og får faglige uddannelser i højere grad, end de ellers ville få, hvis man ikke fik de her ting. Og man kan jo se, hvis man kigger på dansk byggeri, at det vurderes, at hver tredje danske SMV-virksomhed inden for håndværksfagene faktisk vil ansætte flere lærlinge med henblik på at understøtte boligjobordningens udfoldelse.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jesper Petersen.

Tak. Jeg synes egentlig, vi fra Socialdemokratiets side har haft et ret godt samarbejde med Dansk Folkeparti i forhold til at få regeringen væk fra sine ideer om at skulle lave markante nedsættelser af topskatten. Det synes jeg har været rigtig godt og meget virkningsfuldt. Det lykkedes ikke for regeringen. Til gengæld er der f.eks. i det her lovforslag noget, som alligevel kommer lidt derhenad, bare ad en anden rute, altså det helt gængse princip i skattelovgivningen om, at hvis man får udbetalt løn som noget andet end penge, men det har en privat værdi, skal det stadig væk beskattes. Og det sker, når man altså ophæver beskatningen af fri privat telefoni. Og det er altså typisk de mere velstillede grupper i Danmark, der benytter sig af det. Det er ikke rengøringsassistenten, der har fået en smartphone og et internet- og telefonabonnement betalt af sin arbejdsgiver. Der er vi typisk oppe i de højere lønlag, og det viser de tal om lovforslaget, som Skatteministeriet er kommet med, også. Derfor undrer det mig, at Dansk Folkeparti er gået med på det forslag. Ville pengene, hr. Hans Kristian Skibby, ikke have været bedre brugt på de velfærdsområder, som de tages fra for at kunne lave den her skattelettelse?

Ordføreren.

Livet skal jo leves forlæns, men det skal forstås baglæns. Hr. Jesper Petersen repræsenterer selv et parti her i Folketinget, som jo afskaffede formueskatten. Mig bekendt var det under Poul Nyrup, man gjorde det, for at få De Konservative med i en finanslovsaftale. Ja, jeg kunne da godt vælge at drille Socialdemokraterne med, at man står hernede og er misundelige på en model, hvor nogle kan få en beskatning fjernet på fri telefon. Så kunne man spørge, hvorfor man har så travlt med det hos Socialdemokraterne, når partiet selv synes, det er fantastisk at fjerne en formuebeskatning fra dem, der havde de allerhøjeste formuer i Danmark. De, der nu får en glæde af at få fjernet en beskatning af deres fri telefon, er rigtig, rigtig mange almindelige lønmodtagere med såkaldt almindelige LO-indkomster, og dem er der rigtig, rigtig mange af.

Så er jeg da helt med på, at der selvfølgelig er flere mekanikere end rengøringsassistenter, der får det, fordi mekanikeren måske har et større behov for at være til rådighed i forhold til gode råd, hvis der er en bil, der ikke kan starte, og alt muligt andet. Det lader vi være helt op til den enkelte arbejdsgiver at håndtere, og det har jeg egentlig stor tillid til man kan håndtere. Jeg er da med på, at der selvfølgelig også vil være medarbejdere, som ikke i deres ansættelse får tilbudt fri telefon, og det vil jeg egentlig ikke blande mig så meget i. Jeg synes måske bare, at Socialdemokraterne trods alt også retfærdigvis skulle erkende, at langt, langt de fleste af dem, der nu får den her skattelettelse, er ganske almindelige LO-indkomster, og det kan man vel ikke være modstander af hos et LO-parti.

Spørgeren.

Jeg mener simpelt hen ikke, at hr. Hans Kristian Skibby har ret. Der er rigtigt nok mange mennesker, der i forbindelse med deres arbejde er udstyret med en telefon af deres arbejdsgiver, men det er en telefon, de anvender til deres arbejde, og den betyder ikke, at de har en privat telefon derudover betalt med abonnement og internet og hele dynen. Det skal man altså lige adskille her. Det er ikke alle folk, der har en arbejdstelefon, der nu får en eller anden stor skattelettelse, det er folk, der har deres private telefoni og private telefon betalt. Der er vi altså et andet sted end det typiske LO-arbejdsmarked, hvor det er det, man ligesom får med i sin lønpakke, og hvis det er det rigtige at gøre for arbejdsgiveren og lønmodtageren i det forhold, synes jeg, de skal gøre det. Jeg synes bare også, det er fair, at man så bliver beskattet af den værdi, som hvis man havde fået udbetalt sin løn på alle mulige andre punkter. Så jeg forstår ikke, at Dansk Folkeparti vil gennemføre det her og altså bruge ca. ½ mia. kr. på det i stedet for på ældrepleje eller daginstitutioner.

Selv om det er komplicerede ting, vil jeg gerne opfordre til, at vi udøver lidt selvdisciplin.

Så er det ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om hr. Jesper Petersen har en folketingstelefon. Det har jeg selv. Vi får en telefon stillet til rådighed, og den er vi også blevet beskattet af tidligere efter de regler, der var. Så fik vi så godt nok et supplerende løntilskud på vores lønseddel bagefter. Det var Socialdemokraterne i øvrigt med til at indføre, altså at man så blev kompenseret for det. Men jeg har det da også sådan, at den telefon, jeg så har, bruger jeg både privat og arbejdsmæssigt. Mange af dem er faktisk med abonnementsmodeller, hvor der er det, der hedder fri tale og fri sms og alt muligt andet. Mange af dem er sågar blevet udbygget senere hen i forhold til andre EU-lande osv., hvad angår roaming og alt muligt andet, og sådan tror jeg altså også rigtig mange af de her lønmodtagere, også LO-lønmodtagerne, har det. Jeg tror faktisk, de fleste bruger den samme telefon. Jeg ser mange gå med en telefon i dag, men jeg synes ikke, jeg ser ret mange komme gående med to og tre mobiltelefoner. Jeg synes måske også, det er den rigtige måde at håndtere det på.

Tak til hr. Hans Kristian Skibby. Der er ikke flere korte bemærkninger. Velkommen til fru Louise Schack Elholm fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det, formand. Det her lovforslag udmønter de dele af finansloven, der handler om skattelettelser. Når man så lytter til debatten, kan det næsten lyde, som om vi diskuterer hele finansloven, for Socialdemokratiet får det til at lyde, som om det her er hele finansloven, altså skattelettelserne. Det er det altså ikke. Må jeg ikke bare lige gøre opmærksom på, at i finansloven – jeg ved godt, at det ikke har noget med det her lovforslag at gøre, men det er, fordi debatten netop har været her – hæver vi sådan set det beløb og det niveau, vi har til ældreplejen, med 2,7 mia. kr. fra 2018 til 2021, og vi hæver det beløb, som vi bruger til sundhed, med 2 mia. kr. fra 2018 til 2021. Det vil altså sige, at vi øger velfærden. Man skal så bare huske på, at vi under den socialdemokratisk ledede regering, som vi havde tidligere, havde en nulvækst i den offentlige sektor i flere år. Så det her er altså en vækst i velfærden. Vi investerer både i velfærd og i skattelettelser. Men i dag behandler vi skattelettelserne, og derfor handler min tale primært om skattelettelser.

Noget af det, vi har fokus på, er at gøre boligjobordningen permanent. Boligjobordningen sikrer, at familier og ældre – det er sådan set alle danskere, for den er ikke kun målrettet nogle få danskere, men målrettet alle danskere – kan få hjælp til rengøring, istandsættelse, børnepasning eller havehjælp i hverdagen. Det kan være noget af det, der kan være med til at få hverdagen til at hænge sammen for de travle børnefamilier. Det kan være rigtig svært at få hverdagen til at hænge sammen, og der kan det være noget af det, der gør, at det bliver lidt lettere at få hverdagen til at hænge sammen. De ældre, som måske ikke er tilfredse med det niveau for rengøringen, som de har derhjemme, kan få tilskud til at få noget rengøringshjælp eller noget havehjælp. Man kan også, hvis man ikke selv kan male huset, få støtte til at få malet huset. Så det er altså en ordning, der er til gavn for rigtig mange danskere. Og jeg synes sådan set, at det også er velfærd for danskerne.

Samtidig modvirker boligjobordningen også sort arbejde, for vi ved, at det, at folk skal sende kvitteringerne ind, gør, at de har et incitament til at få det gjort hvidt i stedet for sort. Det synes vi er rigtig, rigtig positivt.

Den ordning, vi havde tidligere, fik kritik, fordi den ikke var permanent. Det har vi også lyttet til her. Den blev kritiseret for, at man, når den ikke var permanent, ville få nogle stop and go-handlinger. Det vil sige, at folk fik istandsat noget og fik fradrag for det, men ikke fik det gjort på de tidspunkter, hvor de ikke kunne få fradrag for det. Det har vi lyttet til, og derfor er ordningen nu gjort permanent. Det synes vi sådan set er meget positivt. Derudover får den den udformning, som den oprindelig havde, så det er serviceydelser og håndværkerydelser som f.eks. renovering af huset og andet, der er omfattet af ordningen. Det gør ordningen mindre bureaukratisk. Det synes vi også er positivt.

Ud over det er et af de andre skatteforslag fra finansloven, som vi behandler i dag, at vi ophæver beskatningen af fri telefon og internet. Det tror jeg ikke er forbigået nogen i debatten, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Vi forhøjer også beløbsgrænserne for indskud på en børneopsparing. Det synes vi er positivt, for det gør, at man har et større incitament til at hjælpe sine børn bedre på vej i livet og give dem en bedre mulighed for selv at komme i gang, når de flytter hjemmefra. Vi synes egentlig, det er positivt, at forældrene og bedsteforældrene har et incitament til det. Derudover afskaffer vi den midlertidige udligningsskat for store pensionsudbetalinger. Den har nu udtjent sit formål, og derfor afskaffer vi den fra 2018.

Alt i alt gør alle elementerne i lovforslaget det billigere, lettere og tryggere at være dansker, og på den baggrund støtter Venstre lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund.

Jeg bliver bare lige nødt til at kommentere det der med, at det her skulle forhindre sort arbejde. Hvis vi kigger på den analyse, som tidligere er blevet lavet i Skatteministeriet af konsulenthuset Damvad, kan vi jo se betydningen i forhold til sort arbejde. Og der er kun 5 pct. af dem, som modtager støtte fra ordningen, som siger, at hvis ikke de havde fået støtten fra boligjobordningen, så ville de have fået lavet arbejdet sort. Kun 5 pct. Det er jo ikke særlig meget, kan vi ikke blive enige om det?

Ordføreren.

Jeg tvivler på, at der er ret mange, der, hvis de bliver ringet op af nogen, der laver undersøgelsen for Skatteministeriet, har lyst til at sige, at de får lavet tingene sort. Jeg tror simpelt hen ikke, at der er et incitament til at svare andet, end at det vil man da ikke få gjort sort. Så jeg tror ikke på, at det er en undersøgelse, man kan bruge til så voldsomt meget, og jeg synes, vi har set mange undersøgelser, som har sagt noget andet. Hvis man bare snakker med helt almindelige folk, hvis man snakker med håndværksmestre og andre, så er svaret entydigt: Det fjerner en hel del af det sorte arbejde.

Spørgeren.

Jeg tillader mig bare at mene, at det er en smule mere evidensbaseret at tage udgangspunkt i en rapport, som Skatteministeriet har lavet, end i de samtaler, som fru Louise Schack Elholm har med tilfældige håndværksmestre. Der må jeg bare konstatere, at kun 5 pct. siger, at de ville have fået udført arbejdet sort, hvis der ikke havde været en boligjobordning. Og så må jeg bare konstatere, at det ikke er særlig meget. Man kan godt argumentere for, at man vil lave en boligjobordning, fordi man gerne vil give en skatterabat til dem, der har mest, betalt af nogle af dem, der tjener mindre og har mindst. Det kan man godt. Det synes jeg man skulle være ærlig omkring, men at sige, at man gør det her, fordi det forhindrer sort arbejde, er jo bare faktuelt forkert, for der er ikke noget som helst, der dokumenterer det.

Ordføreren.

Det er absolut ikke faktuelt forkert. Jeg er godt klar over, at man fra rød blok ønsker at hænge sig op på en eller en rapport, hvori et analyseinstitut på Skatteministeriets vegne har ringet rundt og spurgt danskerne, om de ville få udført tingene sort, hvis ikke de fik fradrag. Lad mig bare sige, at man også godt må vurdere, om man tror på de undersøgelser, der bliver lavet. Man må godt vurdere, om man synes, at de er lavet på et retvisende grundlag. Jeg synes ikke, det var en retvisende undersøgelse, der blev lavet dengang. Jeg stoler ikke på den. Og når jeg ser på, hvad der ellers har været af undersøgelser, hvad jeg har fået forelagt af tal fra alle mulige andre end Damvad, må jeg bare sige, at der en helt klar tendens til, at det her vil modvirke sort arbejde. Jeg må også bare sige, at det er det helt klare billede, jeg får fra de folk, jeg har talt med. Jeg synes faktisk, at man også skal lytte til folk. Man skal ikke kun lytte til eksperter.

Hr. Jesper Petersen.

På det rent faktuelle plan er der i forhold til boligjobordningen alt galt med fru Louise Schack Elholms indlæg, og det tror jeg også man godt selv ved. Man ved også bare godt, at det er et vældig populært forslag, og derfor markedsførte man det frem til sidste folketingsvalg, og så skal det gennemføres nu, og forhåbentlig skal det redde statsministeren endnu en gang. Men der er altså simpelt hen ikke overhovedet hold i de argumenter, der bliver brugt, om boligjobordningen.

Man kritiserer en undersøgelse, Skatteministeriet selv har bekostet, som benytter sig af en spørgemetodik, som også ligger til grund for det arbejde, som Rockwool Fonden laver, hvor man også undersøger på den måde ved at spørge folk ad. Det er vel trods alt den forskning, som Skatteministeriet i årtier har brugt til at undersøge sort arbejde. Jeg synes i forhold til det rent faktuelle, at alt er galt med fru Louise Schack Elholms indlæg, når det handler om boligjobordningen. Det er til at gennemskue, hvad det handler om.

Jeg vil gerne tale lidt mere om det her med beskatning af fri telefon og internet, for jeg mener, det er et eksempel på, at regeringen altså hellere vil gennemføre den form for skattelettelse, som ret præcist kommer de mere velstillede grupper til gode, end at bruge de samme penge på f.eks. ældrepleje, daginstitutioner eller skoler. Ville pengene ikke være bedre brugt på de ældre end på den skattelettelse til typisk mere velstillede danskere?

Ordføreren.

Som jeg startede med at nævne, investerer vi i modsætning til den tidligere socialdemokratiske regering ekstra penge både i ældre og i sundhed og i kernevelfærd med den her finanslov. Så vi gør faktisk det stik modsatte af, hvad socialdemokraterne gjorde, dengang de havde magten. Vi investerer faktisk i velfærd. Men der er faktisk så mange penge i det, at vi også kan investere i skattelettelser. Og ja, det er fuldstændig rigtigt, hvad jeg sagde omkring boligjobordningen.

Socialdemokratiets ordfører sagde, at man godt kunne se en idé i boligjobordningen, hvis den havde fokus på serviceerhverv, men så er det bare sjovt, at da vi foreslog en boligjobordning, der var baseret på serviceerhverv, så var socialdemokraterne også imod. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Og da Socialdemokratiets ordfører skulle svare på det, nægtede ordføreren at svare, men gik i stedet til angreb på mig.

Spørgeren.

Næh, det, jeg sagde med det samme i mit indlæg, var faktisk, at det kunne der da have været en eller anden form for fornuft i, men også på det punkt vil vi hellere bruge pengene på velfærd – det sagde jeg faktisk i mit indlæg. Jeg har ikke nægtet at svare på noget som helst.

Men fru Louise Schack Elholm forholder sig ikke til den prioritering, som man foretager her, hvor man jo hellere vil begunstige nogle velstillede grupper ved at gøre op med et almindelig skattemæssigt princip om, at løn, der også kommer i andre former for goder, bliver beskattet. Det er så tilfældigvis nogle af de samme grupper, som man gerne vil have begunstiget med lavere topskat; det kunne man ikke komme igennem med, og så bliver det så via den her omvej. De penge var da bedre brugt på de ældre, som fru Louise Schack Elholm i dag stiller sig op og gør sig til af at hun har en helt særlig veneration for, fordi det skulle have noget med boligjobordningen at gøre.

Hvis man gerne vil hjælpe de ældre, skal man da sørge for, at der er nogle ordentlige bevillinger til ældreplejen, hjemmeplejen osv. I stedet for bruger man jo pengene til at lave den her skattelettelse. Så skal fru Louise Schack Elholm tjekke sine historiebøger: Der var ikke nulvækst i sidste valgperiode. Så også på det punkt er man fejlagtig i sit indlæg; det er ved at være en vane i den her debat.

Ordføreren

Det her begynder at blive ganske morsomt. Altså, man må jo sige, at ordføreren jo bare ikke lytter til, hvad jeg siger. Jeg har jo gentagne gange sagt, at vi investerer i ældre. Så tager man jo ikke penge fra de ældre, når man putter flere penge i det, vel? Vi har bare både råd til mere velfærd og til skattelettelser.

Jeg synes sådan set, at det er velfærd, at man både giver penge til velfærdsforøgelse og til bevillingerne, som Socialdemokratiets ordfører her står og taler så varmt om lige pludselig, og at man også f.eks. får lov til at få noget hjælp derhjemme og får noget tilskud til det i form af en boligjobordning, ifølge hvilken man kan få hjælp til rengøring og til havearbejde. Det synes jeg er positivt.

Hr. René Gade.

Vi kan i Alternativet godt se mange fornuftige ting her i forslaget. Vi kan ikke blæse og have mel i munden, og vi har meget ambitiøse tanker på bl.a. klimaområdet, så vi bliver nødt til i bund og grund at sige nej til medier, fordi vi gerne vil bruge pengene et andet sted, og det er også i forhold til en anden omfordeling.

Vi har tidligere bakket op om en boligjobordning, og da var det en grøn boligjobordning. Vi gjorde meget ud af, at den skulle være grøn. Så kan det være, at nogle sagde, at den ikke var grøn nok, for at det gav mening, men det syntes vi det gjorde. Men når jeg ser forslaget her igennem og også nogle af høringssvarene, er der nogle ting, der er faldet ud, som netop var en del af den her grønne påvirkning af adfærden. Jeg kan læse mig frem til, at det selvfølgelig er en del af en politisk proces, og det var noget med finansieringen, hvor det ikke kunne lade sig gøre at tage det hele med.

Hvis der ellers havde været penge til det, ville man så have taget eksempelvis elstik og de intelligente varme- og ventilations- og lysstyringsanalyser og -systemer med, altså de her grønne elementer, som nu er blevet taget ud? Høringssvarene spørger også, hvorfor de egentlig er det. Ville man gerne have haft det med, hvis der havde været økonomi til det, eller er det et politisk signal om, at elbiler ikke er fremtiden, når man tager sådan noget som det ud? Det virker lidt pudsigt, når vi har et problem med at få elbiler til at køre i Danmark.

Værsgo.

Lad mig starte med at takke Alternativet for den ansvarlige måde, man gik til forhandlinger på efter sidste folketingsvalg, hvor man netop gik ind og fik en boligjobordning, som så også havde den drejning, som Alternativet ønskede, netop i den mere grønne retning. Det var SF også med til at gøre. Det gjorde jo, at vi fik en grøn boligjobordning.

Men det, som vi fra regeringens side brændte meget for, var servicedelen, det var det, vi spillede ud med – undskyld, jeg er ikke regering, men fra Venstres side spillede vi ud med en vægt på servicedelen, for det var sådan set det, vi syntes var det vigtigste. Og vi er så endt med det i den udformning, der er, og det er klart, at der har været en forhandling, og der er det afgørende jo, hvem man har forhandlet med, med hensyn til hvordan ordningen kommer til at se ud i sidste ende. Dansk Folkepartis ordfører har også sagt, at de lagde vægt på håndværksdelen. Det er derfor, at den har fået den udformning. Havde vi lavet en aftale med andre, kunne den have set anderledes ud. Det gjorde den jo sidste gang, dengang vi lavede en aftale. Derfor ser den ud, som den gør. For vores førsteprioritet var serviceerhvervene, og Dansk Folkeparti havde en anden prioritet, og de er vores aftalepartner.

Spørgeren.

Så Venstre ville gerne, hvis det havde været muligt, have haft netop eksempelvis motivationen til elbiler med i en aftale?

Ordføreren.

Vores prioritet er helt klart serviceerhvervene. Men det er klart, at havde Alternativet igen lagt stemmer til, havde vi jo lyttet til Alternativets ønsker på det her område.

Tak til fru Louise Schack Elholm for dagens indsats. Og så vil vi gerne byde velkommen til hr. Rune Lund fra Enhedslisten.

Det her lovforslag indeholder tre af de mest ulighedsskabende forslag fra finansloven for 2018. Man gør boligjobordningen permanent, og det er vi imod fra Enhedslistens side, fordi det er en gave til de velstillede, der i forvejen har råd til at få foretaget rengøring og købe håndværksydelser. Det koster cirka ½ mia. kr. om året, og de rigeste 10 pct. scorer 30 pct. af skatterabatten. Der bliver også fjernet beskatning af fri telefon fra 2020 og frem, og det er også primært de velstillede, som får glæde af den skattenedsættelse. Det vil i 2020 koste 440 mio. kr. Igen er det de rigeste, der snupper skatterabatten; de rigeste 10 pct. tager faktisk 40 pct. af skatterabatten her.

Så sker der det, at udligningsskatten, som jo er en skat på særlig høje pensioner, bliver udfaset tidligere. Den skulle egentlig have været udfaset i 2020, men den bliver fremrykket, og det koster 100 mio. kr. i 2018 og 60 mio. kr. i 2019. For dem med store pensionsudbetalinger er der tale om meget store skattelettelser i kroner og øre, og den er ekstremt ulige fordelt. De 1.300 mennesker, som har udbetalinger over 1 mio. kr., får i gennemsnit en skattelettelse på 24.000 kr. De rigeste 10 pct. snupper over 80 pct. af skatterabatten, og den rigeste ene procent får ca. 30 pct. af den her skatterabat. Det er et asocialt pilskævt forslag, og man må bare sige, at hvis der er nogen i den her Folketingssal, som skulle mene, at der ikke er noget, der hedder klassekamp mere, så må man bare sige, at det er der. For den bliver ført fra oven. Den bliver ført af de partier, der som en konsekvens af det her lovforslag tager fra dem, der har mindst, og giver til dem, der har mest. Det er en klassekamp, som Enhedslisten ikke har tænkt sig at deltage i, og derfor har vi selvfølgelig tænkt os at stemme nej til det her lovforslag.

Det er desuden sådan, at der ud over de tre forslag, som jeg lige har nævnt, også er et forslag om børneopsparings- og selvpensioneringskonti, og så vidt vi kan se, sker der ikke nogen indholdsmæssig ændring af reglerne for selvpensioneringskonti. Men i forhold til børneopsparing er ændringen jo, at beløbsbrænserne for det maksimale indskud på børneopsparingskonti fordobles, hvilket indebærer, at det årlige maksimale indskud forhøjes til 6.000 kr. fra 3.000 kr., og at det maksimale indskud forhøjes til 72.000 fra 36.000 kr. Der altså være mulighed for at indbetale langt flere penge på børneopsparingen, og så må man bare sige, at det jo så vil betyde, at de ressourcestærke forældre kan sende deres børn godt på vej. Man kan sige, at det er småpenge. Det koster efter tilbageløb under 5 mio. kr. frem til 2024, hvor det altså bliver 5 mio. kr. stigende til 6 mio. kr. i 2025, men det er alligevel en øget opsparingsmulighed for de ressourcestærke forældre betalt af fælleskassen, hvor vi alle sammen indbetaler. Så det kan vi sådan set ikke støtte. Men det ændrer under alle omstændigheder ikke ved, at lovforslaget samlet set selvfølgelig ikke er noget, som Enhedslisten overhovedet kan støtte.

Tak til hr. Rune Lund. Der var ingen, der bed på med korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Velkommen, hr. Joachim B. Olsen.

Tak, hr. formand. Forslaget her gennemfører en række af de gode skattelettelser, som blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2018. Det drejer sig om en fjernelse af skatten på fri telefon, en permanent boligjobordning, afskaffelse af den sidste rest af udligningsskatten og mulighed for at lave større børneopsparing.

I Liberal Alliance synes vi altid, det er positivt, når man letter skatten på arbejdende danskere. Vi har specielt haft et stort ønske om, at man gjorde noget ved den temmelig høje og groteske beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon. Efter vores opfattelse er det ikke et specielt forbrugsgode, når det samtidig for de fleste er forbundet med, at man står til rådighed uden for almindelig kontortid. Man kunne måske endda argumentere for, at det for nogle ikke ville være særlig favorabelt overhovedet at have sådan en arbejdsgiverbetalt telefon. Men under alle omstændigheder synes vi ikke, det harmonerer særlig godt, at man beskatter et arbejdsinstrument, og derfor er vi rigtig glade for, at den nu afskaffes. Det var også en del af vores 2025-plan, ligesom det også var det at afskaffe den sidste rest af udligningsskatten.

Så alt i alt er vi meget tilfredse med det her lovforslag, og derfor støtter vi det naturligvis. Tak for det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund.

Da ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Hans Kristian Skibby, var på talerstolen, sagde han, at det var den helt rigtige måde at lave skattelettelser på. Der er jo tre forslag: boligjobordningen, hvor ca. 30 pct. af skatterabatten bliver snuppet af de 10 pct. rigeste, fri telefon, hvor ca. 40 pct. af skatterabatten bliver snuppet af de 10 pct. rigeste, og den hurtigere udfasning af udligningsskatten, hvor lidt over 80 pct. af skatterabatten bliver snuppet af de 10 pct. rigeste. Hvis jeg skal spørge Liberal Alliance, hvad er så den helt rigtige måde at lave skattelettelser på, hvis vi skal se fordelingsmæssigt på det? Er det boligjobordningen, hvor kun 30 pct. af skatterabatten går til de 10 pct. rigeste, er det den fri telefon, hvor det er 40 pct., eller er det udligningsskatten, hvor over 80 pct. af skatterabatten går til de 10 pct. rigeste?

Ordføreren.

Jamen vi synes, at alle skattelettelser er gode skattelettelser. Det er sådan, at de 10 pct. rigeste i Danmark betaler næsten en tredjedel af alle indkomstskatterne. De bidrager rigeligt til den danske statskasse. De 10 pct. fattigste bidrager ikke i særlig stort omfang til den danske statskasse – og det er sådan set også fint nok, det har jeg ikke noget problem med, jeg synes, alle skal betale mindre i skat. Men her har vi nogle skatter, som er ufornuftige, f.eks. skat på fri telefon. Det er ikke særlig fornuftigt at beskatte et arbejdsredskab. Det at man fjerner skatten vil jo også betyde, at der er flere folk, flere lønmodtagere, som vil få en arbejdsgiverbetalt telefon. Det vil jo i meget højere grad være folk med lavere indkomster, og dem under Enhedslisten altså ikke, at de også får del i det, som nogle mener er et gode.

I forhold til udligningsskatten synes vi ikke, at det at beskatte folk, der sparer ekstra meget op til pension, er særlig fornuftigt. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem at have en høj indkomst og høj pensionsindbetaling, men den er jo ikke en til en. Der er også folk, som har mere normale indkomster, som vælger at lægge meget til side til deres pensionstilværelse, og det synes vi ikke skal beskattes ekstra hårdt. Det er heller ikke sådan omfordelingsmæssigt en særlig fornuftig måde at beskatte på.

Så er der boligjobordningen, og det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er en idé, der er groet i vores have. Vi synes da, at de penge kunne bruges mere fornuftigt på at sænke nogle af de mere forvridende skatter, f.eks. topskat eller registreringsafgift. Det ville samfundsøkonomisk være mere fornuftigt. Men det er jo sådan i aftaler, som en anden ordfører også sagde, at man giver og tager, og her har vi så givet.

Spørgeren.

Det, jeg prøver at fiske lidt efter, er, hvilken fordelingsprofil der egentlig er den mest ideelle for Liberal Alliance. Altså, er det her den helt rigtige måde at lave skattelettelser på? Nu kender jeg godt Liberal Alliances holdning til boligjobordningen, som man alligevel har valgt at acceptere som en del af regeringen. Er det i forhold til udligningsskatten, at vi er tættest på den fordelingsmæssige profil, som Liberal Alliance gerne vil have, eller er det i forhold til fri telefon, hvor det i gåseøjne kun er 40 pct. af skatterabatten, der går til de 10 pct. rigeste? Man kan også lige nævne, at den ene procent jo faktisk scorer 30 pct. af den skatterabat, der bliver givet i forhold til udligningsskatten. Er det noget, der varmer hjerterne i Liberal Alliance, at der er den fordeling, eller hvordan ser man på det?

Ordføreren.

Jamen det er slet ikke den anskuelse, den præmis, vi bruger, når vi ønsker at sænke skatter. Det er ikke noget med et særligt ønske om, at dem med høje indkomster skal betale mindre i skat. Vi ser sådan på det, at det er helt fornuftigt og retfærdigt, at har man en høj indkomst, betaler man mere i skat, end hvis man har en lav indkomst. Selvfølgelig skal det være sådan. Men i Danmark betaler man jo ikke bare mere i skat, når man har en høj indkomst, i kroner og øre, man betaler også procentmæssigt mere i skat, og det synes jeg ikke er særlig retfærdigt.

Jeg synes, det retfærdige er, at alle betaler en vis procentandel af deres indkomst i skat. Det er det retfærdige. Det er sådan, alle bidrager lige meget, og det er også det mest fornuftige. Der er mange af de skatter, vi har, som simpelt hen samfundsøkonomisk er dybt ufornuftige, og dem vil vi gerne sænke. Og det er med den præmis, vi går ind i skattediskussioner.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Velkommen til hr. René Gade fra Alternativet.

I den her uge er der mange af os folketingspolitikere, der har været ude at rejse. Flere har været på udvalgsrejser og har fået perspektiv på alle mulige forskellige områder. Jeg har selv været på en ferie; det var mere sådan et familieperspektiv, jeg fik. Det var også på statens regning, jeg gjorde det, så det er jo forskelligt, hvordan vi vælger at prioritere – og så knokler jeg forhåbentlig på et andet tidspunkt. Det gav mening for mig, og det har sikkert også givet mening for rigtig mange af mine kolleger, der har været af sted og lært noget om, hvordan man gør i andre lande, så man kan komme tilbage her til Folketinget og så gøre noget fornuftigt. Man behøver ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang. Der sker tit noget rigtig fornuftigt ude i verden.

Grunden til, at jeg startede med at sige det, er, at jeg måske lidt havde lyst til at save nogle af de her elementer, der ligger i lovforslaget, midt over, fordi vi er uenige i den fordelingspolitik, der ligger bag. Omvendt må man også sige – som også flere ordførere har været inde på – jamen altså, der er også nogle af dem, der er relativt små i omfordelingen, og derfor er det måske ikke så voldsomt. Til gengæld er der også nogle af dem, der er relativt store. Skal vi så sige, at det er helt forfærdeligt, at man giver fri telefon? Altså, det er i hvert fald ikke noget, vi kommer til at stemme for. Så man kan jo sige, at det er vi i hvert fald uenige i.

Omvendt sagde jeg også selv før, at vi bakkede op om en grøn boligjobordning for nogle år siden, hvor vi mente, at der var nok grønt i den til at sige ja til nogle andre ting, som vi måske ikke var så enige i. Så jeg vil ikke sige, det er fjollet at give den her skattelettelse; jeg vil bare sige, at vi er imod i Alternativet. Og det er i det her perspektiv, jeg tænker, at vi skal blive rigtig gode til – også hos os i Alternativet – at prøve at se på, hvordan vi egentlig kan få dem, der er uenige med os, i befolkningen og i de andre partier, til at synes, at det, vi siger, er fornuftigt.

For hvis vi gerne vil lave en grøn omstilling og gerne i det her lovforslag ville have haft mere grønt med i den boligjobordning, der nu bliver permanent, så skulle vi måske have været ude og lobbye bedre – også over for regeringen – i forhold til at man skulle fastholde de elementer, om hvilke der også i høringssvarene bliver sagt: Hvorfor fastholder man egentlig ikke dem? Hvorfor vil man ikke have eksempelvis armeret græs – altså sådan at vandet kan sive igennem den belægning, man får i sin indkørsel – som en af de ting, man kan få fradrag for? Hvorfor vil man ikke have det, som jeg tror var nogle intelligente varmebesparende analyser, som man heller ikke længere får det for?

Altså, hvis vi virkelig skulle have gjort vores arbejde godt, skulle jeg have været inde og lobbye for at få de dele med og gå med i den her aftale. Men det kan vi så ikke, fordi vi overordnet set simpelt hen synes, at vi på det her tidspunkt i Danmark ikke har behov for at lave den her vækstfremmende indsats, som boligjobordningen jo i den grad også lægger op til. Vi er et andet sted, som flere af mine ordførerkolleger også har sagt tidligere. Jeg tror, det var Socialdemokratiet, der sagde, at det er et andet sted, vi står i dag. Det er ikke det her, vi har behov for, og derfor siger vi også fra Alternativets side nej tak til hele lovforslaget.

Så tror jeg, at vi bare må sige, at dansk politik egentlig er ved at blive sådan ret fragmenteret igen, i forhold til at der netop i nogle lejre bliver talt rigtig meget om skattelettelser som noget entydig godt. Og jeg vil sige, at hvis jeg selv får tilbudt en skattelettelse eller en mulighed for at tjene ekstra penge, så vil jeg næsten altid sige ja tak.

Så jeg tror da, at der i den grad er behov for, at vi lægger nogle linjer her fra politisk hold, der går ud på, at det ikke er sig selv, man er nærmest, og at man ikke har mulighed for at være sig selv nærmest hele tiden, men derimod tænker på, om vi har det sundhedsvæsen, om vi har det offentlige system, vi gerne vil have, om det er meningsfuldt at gå på arbejde, om det er meningsfuldt at starte en virksomhed herhjemme. Hvis det er det, er jeg helt sikker på, at så er man ligeglad med, om man får fri telefon. Så tror jeg nærmere, jeg vil være enig med hr. Joachim B. Olsen i, at der er mange, der egentlig skulle have belønning for at have en fri telefon, for hold da op, hvor det presser folk, der er ude på arbejdsmarkedet.

Så vi siger nej tak til lovforslaget her, men jeg vil også sige, at der da er fornuftige elementer i det. Omvendt synes vi bare, vi politisk skal lægge op til en debat, hvor man ikke taler om, at skattelettelser er entydigt af det gode. Det er altså ikke det, vores velfærdssamfund er bygget op på.

Tak til hr. René Gade. Der er ingen korte bemærkninger. Velkommen til endnu en person fra Silkeborg og omegn, hr. Andreas Steenberg, Radikale Venstre.

Lovforslaget her er jo en del af regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, og derfor kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at vi i Radikale Venstre ikke støtter lovforslaget.

Pengene i finansloven er jo bl.a. fundet ved at spare på nogle af de allersvageste her i Danmark og i verden i form af besparelser på kontanthjælp og ulandsbistand. Rigtig mange penge er også fundet ved at lave meget store årlige sparerunder på hele uddannelsessystemet lige fra erhvervsskoler til universiteter. Så giver man det jo så altså i skattelettelser på en måde, som ikke skaber særlig mange nye job eller særlig meget udvikling.

Set med vores øjne skriger det til himlen, at vores børn nu kan få en større børneopsparing uden at betale skat af renterne, men til gengæld kan de opleve, at deres skoler, deres erhvervsskoler, deres videregående uddannelser bliver væsentlig forringet, fordi der bliver sparet. Det synes vi er en helt forkert prioritering både på vores børns vegne, men også på vores samfunds fremtids vegne.

Når vi så ser på de skattelettelser, man giver, giver det simpelt hen for lidt, når det kommer til job og beskæftigelse. Jeg synes, at det er spild af penge, og jeg synes, at det handler allermest om rent ideologisk bare at sige, at skatterne er blevet lavere, så vi alle sammen kan få lidt flere penge, men effekten i forhold til at skabe nye arbejdspladser er stort set lig nul.

Hvis vi tager den her permanente boligjobordning, som den så teknisk hedder, det, de fleste kalder håndværkerfradraget, er det efterhånden rimelig godt belyst, også af ministerierne selv, at det ikke skaber særlig mange nye job, fordi folk i høj grad havde foretaget de investeringer alligevel, og det, man så også gør, er at få folk til at flytte deres forbrug fra f.eks. butikker og restauranter, hoteller, hvad det nu kan være, over til byggevirksomheder. Det er selvfølgelig godt for byggevirksomhederne, men samlet set giver det jo ikke nogen nye job, at de bliver skabt ét sted i stedet for et andet.

Det er det samme med fri telefon og den her skattelettelse på pensionsopsparing. Det giver simpelt hen for lidt udvikling, og derfor synes vi, at det er spild af penge, og vi synes, at pengene er fundet nogle steder, hvor man gør de sociale problemer større både i Danmark og verden, og man skærer i vores uddannelsessystem, som er det, vi skal leve af.

Så vi kan ikke støtte lovforslaget og heller ikke finansloven, men det er der ikke så stor en overraskelse i.

Tak til hr. Andreas Steenberg, og velkommen til fru Lisbeth Bech Poulsen fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg er enig med de af mine kollegaer, som har været inde på, at de her meget forskellige elementer samlet i ét lovforslag egentlig repræsenterer noget af det mest ulighedsskabende, som er sket for nylig på det her område i forhold til, selvfølgelig, boligjobordningen, i forhold til fri telefon og internet, udligningsskatten og så forhøjelsen af børneopsparingsgrænsen.

Jeg vil lige sige lidt om de forskellige elementer. Med hensyn til boligjobordningen var vi jo ligesom Alternativet med til at lave den grønne boligjobordning for 2½ år siden. Det gjorde vi, fordi vi mente, at der stadig væk var visse brancher, der kunne bruge den her ordning i forhold til vækst og beskæftigelse, men jo i allerhøjeste grad for at få sat skub i energirenoveringer, skub i den grønne omstilling i forhold til folks huse, i forhold til at få gennemført forskellige tiltag. Og det står vi fuldstændig bag.

Det grønne har man så valgt at tage fuldstændig ud af det her. Man har nogle elementer, som jo, som hr. Rune Lund fra Enhedslisten også har været inde på, har en skæv fordelingsprofil. Det samme kunne man til dels sige om den grønne boligjobordning, men der var det primære argument og grunden til, at vi var med til det, at få sat gang i energirenoveringer, og det står vi også på mål for.

Men nu har vi overophedning i en række sektorer, og man laver en ordning, der ikke har nogen miljø- eller klimaeffekter, men som i den grad kommer de mest velstillede til gode. Og det samme kan man sige om børneopsparingen. Hvem er det, der får glæde af, at beløbsgrænsen bliver hævet? Jamen det er jo de mennesker, som – og det er jo godt for dem – har råd til at sætte de her penge til side til deres børn. Og det er der rigtig mange andre der ikke har.

Det her handler jo ikke om, at man ikke kan forstå, at det er glædeligt for folk, som har deres på det tørre rent økonomisk. Det her handler om, at man skridt for skridt – og de her fire elementer er ret centrale i det – er ved at, hvad skal man sige, privatisere noget af den velfærd, som har været offentlig, nemlig hvor man siger, at pengene ikke kan bruges to gange; vi bruger dem på skattelettelser, og det kommer visse menneskers privatøkonomi til gode, og samtidig er der jo bare færre penge til offentligt forbrug, til velfærd.

Vi kan også se det med den erhvervsaftale, der blev lavet i efteråret. Den var også hamrende skæv rent fordelingspolitisk, og sådan er det skridt for skridt. Vi kan se det på bilområdet i forhold til registreringsafgiften. Den politik, regeringen fører, har på stort set alle punkter en skæv fordelingsprofil. Og det synes vi er ærgerligt.

Under det, som nogle kalder nødvendighedens politik, hører vi ofte, at der ikke er råd til det ene og det andet, og at nu skal vi sikre sammenhæng i indtægter og udgifter. Det er fuldstændig rigtigt, men det er da et klokkeklart politisk valg, hvad man så vil bruge vores penge til. Og der synes vi altså, det er rigtig ærgerligt – på linje med De Radikales ordfører – at man siger, at nu bruger man nogle penge på at hæve beløbsgrænsen for, hvad du kan sætte til side til børneopsparing, når vi samtidig ser, at der er daginstitutioner, hvor der er alt for få pædagoger til børnene, at der er skoler, der ikke bliver renoveret osv., under den overskrift, at der ikke er råd til at investere i vores fælles velfærd.

Min kollega hr. Rune Lund var inde på, hvor skæv fordelingsprofilen netop er på hvert enkelt område, og det skal jeg ikke gentage. Jeg vil bare sige, at vi på ingen måde kan støtte det her sammensurium af forskellige forslag, og vi synes altså, det er en trist udvikling, vi er inde i med den her regering, at man i den grad ikke vil investere i vores fælles velfærd, i vores offentligt ansatte, i vores daginstitutioner, i vores skoler, og i stedet for bruger pengene på dem, der i forvejen har deres på det tørre. Det skaber ikke bare en økonomisk kløft imellem borgerne i det her land, men det er også inde at pille ved det, man nogle gange kalder sammenhængskraften. Og det er vi meget bekymret for i SF, så vi kan ikke støtte lovforslaget.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen og velkommen til hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak for det. Lovforslaget er jo, som flere har været inde på, en udmøntning af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det er en rigtig god aftale, og derfor er det selvfølgelig også et rigtig godt lovforslag.

Det første, som jeg vil nævne, er den her permanentgørelse af boligjobordningen, som giver mulighed for f.eks. at få udført serviceopgaver i hjemmet. Det kan være sådan noget som rengøring eller børnepasning eller lignende. Det synes vi faktisk fra konservativ side er rigtig fornuftigt, for det vil være med til at give et større overskud i familierne og bedre mulighed for, at familierne kan prioritere deres tid, samtidig med at ordningen også skaber nogle jobs til nogle, som måske ellers ikke er på arbejdsmarkedet i dag, eller nogle, som måske den vej igennem kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Et andet vigtigt element i lovforslaget er forslaget om at hæve grænsen for indskud på børneopsparing, altså at den øges fra de nuværende 3.000 kr. og så op til 6.000 kr. årligt. Loftet for, hvor meget man må indbetale, er ikke blevet reguleret siden 1999, og derfor er værdien af indskuddene gradvis blevet forringet. I samme periode er renten faktisk også faldet meget, og det betyder, at fordelene ved at spare op til sine børn og børnebørn er blevet gradvis udhulede. Så fra konservativ side er vi rigtig godt tilfredse med, at loftet bliver fordoblet, så forældre og bedsteforældre får bedre mulighed for at spare op til deres børns fremtid.

Det sidste i forslaget, jeg vil nævne, er omkring fri telefon, og det bakker Det Konservative Folkeparti selvfølgelig også op om. Vi synes, det er urimeligt og bøvlet for medarbejdere, som udviser en særlig fleksibilitet, netop at have en arbejdsgiverbetalt telefon, altså at de så står til rådighed for arbejdsgiveren på skæve tidspunkter. Det giver bøvl, hvis man unødigt skal gå rundt med to telefoner, eller er nødt til at aflevere sin telefon, når man går hjem fra arbejde. Det er simpelt hen et unødigt bureaukrati, og det er med til at reducere medarbejdernes ønske om at være fleksible – i sidste ende drejer det sig om at reducere beskatningen af erhvervslivets fleksibilitet.

Udviklingen på arbejdsmarkedet har gjort, at mange arbejder på både arbejdspladsen og hjemmefra og på vej til og fra arbejdspladsen og alle mulige andre steder. I Danmark har vi brug for den fleksibilitet, og vi har brug for nogle, som kan og vil arbejde fleksibelt. Derfor er det lykkeligt, synes vi, at vi nu får afskaffet den her ekstra beskatning på et i virkeligheden arbejdsredskab og på de medarbejdere, som udviser fleksibilitet.

Med disse ord skal jeg bare meddele, at vi selvfølgelig bakker lovforslaget op.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så vil det glæde os usigeligt at se skatteministeren på talerstolen.

Der kom lidt mere debat om det her forslag. Jeg tror, det var Venstres ordfører, der var inde på, at der var gået sådan lidt finanslovsdebat i det. Det hilser jeg velkommen sådan en tirsdag aften her. Jeg vil dog her i min besvarelse som udgangspunkt holde mig til det, lovforslaget handler om, men hvis der skulle være spørgsmål, der vedrører finansloven, skal jeg hjertens gerne besvare dem og forsvare den fremragende finanslov, som regeringen har indgået med Dansk Folkeparti.

Tak for bemærkningerne om lovforslaget. Der er heldigvis et flertal, der støtter lovforslaget og omtaler det positivt. Det vil skabe glæde hos rigtig mange danskere, særlig dem, der er ude på arbejdsmarkedet. Lovforslaget udmønter nemlig de skattelettelser på personområdet, som blev aftalt med finanslovsaftalen for 2018. Det er skattelettelser, der omfatter områder, der berører rigtig mange danskere. Jeg er tilfreds med, at vi dermed giver skattelettelser, ikke til en lille velhavende gruppe, som hr. Rune Lund var inde på, men en bred gruppe af Danmarks borgere. Vi hjælper travle familier i hverdagen ved at gøre boligjobordningen permanent. Samtidig vil det fortsat være attraktivt at energirenovere boligen og etablere velfungerende bredbåndsforbindelser. Vi hjælper ansatte, der af hensyn til skatteregler skal gå rundt med to mobiltelefoner, en til arbejdsrelaterede samtaler og en til private samtaler, ved at skattefritage fri telefon. Dem, der kun har én telefon og bliver beskattet af den telefon, slipper så for skatten og får dermed en skattelettelse. Det er en skattelettelse til en stor del af befolkningen, som er ude på arbejdsmarkedet. Det er grundlæggende meget godt at sænke beskatningen af folk, der arbejder. Det, vi får ud af det, er forhåbentlig, at folk arbejder lidt mere.

Det medfører skattelettelser for en bred gruppe af lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende. Og som også De Konservatives ordfører var inde på, øger vi forældres og i øvrigt også bedsteforældres muligheder for at give børn eller børnebørn en god økonomisk start på det selvstændige voksenliv ved at øge beløbsgrænserne for børneopsparing, som ikke har været reguleret i mange år. Endelig giver vi også til sidst en skattelettelse til et ikke ubetydeligt antal pensionister ved at fremrykke ophævelsen af udligningsskatten.

Hvis jeg skal forholde mig lidt til den kritik, der jo så har været fra en række partier i salen, må jeg vende mig mod de bemærkninger, der går på, at det her er en udmøntning af en finanslov, hvor man tager fra de fattige og giver til de rige, den der Robin Hood-argumentation, som man hører gang på gang fra venstrefløjen. Hvis man læser den samlede finanslov, og hvis man læser det her lovforslag, vil man se, at der er flere penge, og også ganske mange flere penge, til velfærdsområder, til ældre, til sundhed, som er et helt centralt område, og der er penge til at sænke skatten på udvalgte områder, bl.a. de initiativer, der er beskrevet her.

Så billedet af, at regeringen tager fra de allermest udsatte, skubber dem ud i armod og i den sociale massegrav – man kan nærmest høre Villy Søvndal, da han var på sit højeste, inden han indtrådte i en efterfølgende regering og ikke kunne omsætte skræmmebilledet til virkelighed, heldigvis for det – er ikke rigtigt. Det var ikke rigtigt, hvad Villy Søvndal sagde dengang om den tidligere VK-regerings økonomiske politik, nemlig at det førte til en social massegrav, at det var et valg mellem velfærd og skattelettelser. Den kritik, venstrefløjen fremfører af finansloven, var ikke rigtig dengang, og den er heller ikke rigtig nu. Der er både penge til øget velfærd og penge til at sænke skatten.

Så kan man diskutere, hvor man skal bruge pengene på velfærdsområderne. Man kan også diskutere, hvor man skal sænke skatten – legitime politiske diskussioner – men billedet af, at man ikke både kan sikre et ordentligt fundament under velfærdssamfundet og bedre velfærd, at vi ikke har råd til at give flere penge til ældrepleje og til sundhed, samtidig med at vi sænker skatten bl.a. på arbejde eller på at indføre en boligjobordning, er simpelt hen ukorrekt. Det billede vil jeg gerne mane i jorden.

Så er det rigtigt, som flere også har været inde på, at man kun kan bruge penge en gang. Så skulle man, hvis man bruger 400 mio. kr. på en permanentgørelse af boligjobordningen, lægge andre 400 mio. kr. oven i det milliardbeløb, regeringen sammen med Dansk Folkeparti har aftalt til ældreområdet og til sundhedsområdet på finansloven. Det er fuldstændig rigtigt, at man kun kan bruge pengene en gang, men der er i finansloven penge til begge dele, og det synes jeg man skylder at sige i forhold til den kritik, der kommer fra venstrefløjen.

Så er der en kritik af boligjobordningen. Boligjobordningen permanentgør vi nu. Jeg havde gerne set en boligjobordning, der i større omfang lignede den svenske og med en højere fradragsprocent. Det var i øvrigt det, regeringen spillede ud med. Vi har forhandlet en god boligjobordning sammen med Dansk Folkeparti, og vi permanentgør altså boligjobordningen, som har levet et noget omtumlet liv. Det er rigtigt, som hr. Jesper Petersen var inde på, at Socialdemokraterne støttede boligjobordningen, da den var et konjunkturredskab, men nu med permanentgørelsen får vi et redskab, som gør, at vi, når vi har brug det, kan skrue op for fradragsprocenten, skrue op for beløbet, og på den måde har vi et konjunkturredskab, som ligger i værktøjskassen, og vi er i hvert fald ude over den her zigzagkurs med, at så har vi en boligjobordning, der gælder i et eller to år, og så skal den forsvinde igen. Nu har vi fået en permanentgørelse, og derfor håber jeg også, at man, selv om man er modstander af ordningen, ikke vil afskaffe den igen, hvis flertallet skulle skifte, for vi har brug for ro om boligjobordningen.

Boligjobordningen er med til at begrænse sort arbejde. Så kan man diskutere nogle af de undersøgelser, der ligger, og jeg mener, at det er utvivlsomt, at der, når det handler om servicedelen, er empiri for, at boligjobordningen bidrager til at mindske det sorte arbejde. Når det handler om den håndværksmæssige del, er der mindre empiri for det. Jeg er personligt af den opfattelse, at boligjobordningen på den håndværksmæssige såvel som på servicedelen er med til at gøre sort arbejde hvidt og er dermed et argument for ordningen.

Men et af de primære argumenter for ordningen, som jeg vil fremhæve her til sidst, handler også om troværdighed, og det handler for mit eget partis vedkommende om, at vi er gået til valg på at ville permanentgøre boligjobordningen. Hvis ikke vi havde gjort det, ville de selv samme politikere, der nu kritiserer os for at indføre ordningen, kritisere os for at løbe fra vores valgløfte, og på den måde er vi lidt fanget, og derfor er det eneste rigtige, at det, man siger før valget, leverer man også på efterfølgende. Det gør vi med det her forslag, og det er jeg som Venstremand og skatteminister på vegne af hele regeringen naturligvis glad for.

Nå, jeg ser frem til en konstruktiv videre behandling af forslaget og selvfølgelig også en efterfølgende debat om både forslaget såvel som den brede finanslov, hvis ordførerne, der er til stede i salen, måtte ønske det. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rune Lund.

Det er bare i forhold til skatteministerens bemærkninger om, at det her skulle komme sådan brede dele af befolkningen til gavn. Der må man bare sige, at dem, der har mest og tjener mest, jo er dem, der får mest ud af det her. Det kan man tydeligt se af de svar, som skatteministeren har givet til mig på de spørgsmål, jeg har stillet omkring det her. Altså, de 10 pct. rigeste snupper 30 pct. af provenuet, af skatterabatten i forhold til boligjobordningen. Det er da skævt, er det ikke?

Ministeren.

Altså, vi har jo haft den her diskussion mange gange. Som jeg forstår Enhedslistens skattepolitik, ønsker man at øge beskatningen. Det vil sige, at man næsten pr. definition er imod ethvert forslag fra regeringen, hvor man letter skatten på noget eller indfører et fradrag. Hvis man endelig skulle gå med til noget, er jeg efterladt med det indtryk, at de eneste, Enhedslisten kunne acceptere af skattelettelser, er nogle, hvor de er målrettet en særlig lavindkomstgruppe.

Hvis man kun giver en målrettet skattelettelse der, kommer man i den situation, at det er meget svært at lave en skattelettelse, der gør samfundskagen større, for så får vi det, der hedder et negativt arbejdsudbud. Derfor ønsker vi jo at lette skatten generelt. Det betyder typisk, at hvis man letter en skat i procent, så får man også en større lettelse, hvis man tjener mere. Det kan man ikke ændre på.

De tal, hr. Rune Lund nævner, har jeg ikke grund til at anfægte, men hvis man angriber det på en anden måde, kunne man også sige, at halvdelen af de ca. 415.000 personer, der bruger fradraget, har en årlig indkomst på under 350.000 kr. – altså halvdelen har en indkomst på under 350.000 kr. Og hvis man tjener 350.000, hører man i hvert fald ikke til hos de absolut rigeste i det her land.

Spørgeren.

Jamen det ændrer ikke ved, hvordan provenuet bliver fordelt, og det er så pilskævt, som det fremgår af de svar, som skatteministeren har givet. Men det er rigtigt, at vi ønsker at lave en skatteomlægning, der giver en skattenedsættelse til dem, der har mindst, altså for indtægter på op til 350.000, og så ønsker vi at aftrappe det.

Så ved jeg godt, at Finansministeriet har sådan en skattemæssig regnemaskine, som siger, at når man laver sådan en målrettet skattenedsættelse og giver mennesker, der tjener lidt, flere penge mellem hænderne, hvilket vi i øvrigt vil betale for ved at hæve skatten for dem, der har mest – og på den måde lave det socialt retfærdigt – så vil det resultere i et negativt arbejdsudbud og dermed et samfundsøkonomisk minus. Det er jo en absurd regnemaskine, som regner på den måde. Den er jo simpelt hen designet til, at skattenedsættelser helst skal gives til dem, der tjener mest, og til at understøtte den måde, regeringen fører den økonomiske politik på.

Det understreger bare, hvad det er for en regnemaskine, som der bliver regnet med ovre i Finansministeriet. Den skal åbnes op og diskuteres, der skal være transparens, og den skal gennemlyses, sådan at vi kan få en økonomisk debat, som er løsrevet fra den måde at regne på, som regnemaskinen er skruet sammen til at gøre i Finansministeriet.

Ministeren.

Det sidste er jeg grundlæggende enig med hr. Rune Lund i, nemlig spørgsmålet om transparens. Jeg ønsker, at Skatteministeriet – det er mit ministerium – skal være transparent med hensyn til, hvordan vi udregner provenuskøn. Det, vi så bare skal være ærlige at fortælle hinanden, er jo, at alting er et skøn, og at hvis vi bruger al vores politiske tid og kapital på at diskutere regnemetoder, så når vi aldrig til den politiske diskussion. Så derfor tror jeg grundlæggende, at det er meget fornuftigt, at man har nogle embedsmænd, der er partipolitisk neutrale, og som regner på det bedst mulige grundlag ud fra den forskning og den empiri, der gælder. Så skal der være mulighed for at se, hvordan man regner, og også tage en diskussion omkring det. Men man skal passe meget på med ikke at politisere måden, man regner på.

I forhold til Rune Lunds kritik af Finansministeriet kan jeg sige, at der er andre på højrefløjen og også i mit eget parti, der kritiserer Finansministeriet for ikke at regne med høje nok dynamiske effekter. Så Finansministeriet står lidt fanget mellem en kritik fra højrefløjen og fra venstrefløjen om, hvordan man regner, og derfor er der jo et eller andet, der taler for, at man måske er landet på det, der vel hedder et middelret skøn for, hvordan man skal udregne dynamiske effekter og andre af politiske forslag.

Hr. Jesper Petersen.

Jeg vil ikke fremmane den sociale massegrav og sige, at vores samfund falder sammen, hvis man gennemfører de her ting i stedet for at gøre det, som vi siger. Men som det er med alting i den økonomiske politik, er det her jo en prioriteringsdiskussion om, hvad det er for nogle hensyn, man gerne vil tage, hvad det er, man vil bruge midler på, og hvordan man skal opkræve dem, og det her synes jeg er et eksempel på, at der er nogle politiske ting, der altså skiller vandene. For regeringen kan jo ikke leve op til den offentlige vækst, som regeringen selv siger det er nødvendigt at have, hvis man skal kunne følge med befolkningsudviklingen, når det drejer sig om, at der kommer flere ældre og flere børn – oversat til dansk: Opgaverne vokser i forhold til at tage sig godt af de ældre, opgaverne vokser også, i forhold til at der bliver flere børn, som vi skal have nogle gode daginstitutioner til. De her opgaver synes vi at vi skal løse og være sikre på, at vi kan løse, inden vi ser på, om der så er råd til skattelettelser. Regeringen gør det den anden vej rundt, og det er den prioritering, vi er uenige i.

Jeg vil bare bede skatteministeren om at bekræfte, at man altså her lægger beslag på over 1 mia. kr. af råderummet, når vi taler om boligjobordning og fri telefon og internet, som man ikke længere skal beskattes af, selv om det har en privat værdi. Så det, man egentlig lægger beslag på, er den del af råderummet, der var reserveret til fremtidens velfærd, og som altså tages ud af det, der kunne være gået til at styrke servicen på f.eks. ældreområdet, daginstitutioner, og hvad vi ellers har talt om.

Værsgo.

Altså, jeg kan i hvert fald bekræfte, at man kun kan bruge pengene en gang. Det, jeg værner mig mod, er argumentationen om, at vi ikke har råd til både at forbedre vores velfærdssamfund og leve op til det demografiske pres. Der er lidt diskussion om, hvor stort det er. Hvis vi får løst integrationsudfordringen og får stoppet tilstrømningen, hvilket regeringen har leveret på, bliver det demografiske pres i fremtiden mindre, så der er flere penge til andre ting. Men selv med den finanslov, den skatteaftale, vi har lavet, er der jo et råderum, som jeg forstår, så vidt jeg i hvert fald er orienteret, kan rumme det demografiske pres frem mod 2025, og derfor er der her råd til såvel skattesænkninger som flere penge til ældre og til sundhed, det afspejler finansloven også, og det synes jeg man sådan set skylder at anerkende. Man kan så sige, at vi hellere ville have givet de her skattelettelser på nogle andre områder, eller at vi hellere ville have givet endnu flere penge til sundhed, men jeg synes, man skylder at anerkende, at vi faktisk har en finanslov, der giver råd til begge dele.

Spørgeren.

Der sker da nogle dispositioner der. I nogen grad har regeringen lidt for vane at lave nogle lidt stramme kommuneaftaler og tager nogle penge fra kommunerne, og så giver man dem til dem igen et par måneder senere i finansloven, og så er man selv afsenderen i stedet for kommunerne. Der er nogle gange sådan lidt fikumdik i det der. Men det er jo rigtigt nok, at der ud fra det samlede økonomiske råderum, der er, også er til bare lidt mere end det, det vil kræve at følge med befolkningsudviklingen. Det er bare ikke regeringens politik. Altså, regeringens politik er jo kun at afsætte det halve af, hvad der ifølge dens egne beregninger egentlig skal til, og man lever ikke op til det med de aftaler, man laver, om at sørge for, at der bliver en ordentlig service.

Det skal så være min eneste appel, at man, hver gang man fremover støder på tilfælde med, at der er ældre mennesker, der har ligget for længe med den samme ble, eller at der igen er sket nogle fejl i sundhedsvæsenet, lige tænker sig om og siger: Vi kunne måske ikke have løst alle problemer, men der er faktisk 1 mia. kr., godt og vel, fra det her lovforslag, der kunne bruges og gøre mere gavn derovre.

Så er det ministeren.

Når regeringen har et ønske om, at væksten i den offentlige sektor skal vi være tilbageholdende med, så hviler det på sådan en grundforudsætning om, at det, vi lever af, jo ikke er den offentlige sektor, for det er den private sektor, der finansierer vores velfærdssamfund. Vi vil gerne bruge nogle penge på gode vilkår for private jobs og jobskabelse i det private, fordi det fremtidssikrer velfærdssamfundet, og det er ud fra et politisk ønske om, at vi skal gøre samfundskagen større. For hvis vi gør samfundskagen større, bliver vi rigere, og så bliver der også på sigt flere penge til velfærd. Så hvis vi bruger penge på at øge samfundsøkonomien, bliver der også i kroner og øre flere penge til en stor offentlig sektor, og det er den politik, vi forfølger.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, som ønsker en kort bemærkning.

Da der heller ikke er flere, der har bedt om ordet i øvrigt, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteministeriet – Undskyld! – det er selvfølgelig kun Skatteudvalget, der skal have det i første omgang. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.