Ministeren bedes i forlængelse af lukket samråd i § 71-tilsynet den 5. december 2017 (jf. § 71-tilsynet alm. del – samrådsspørgsmål A) undersøge følgende, herunder med bistand fra Ankestyrelsen:
1) Hvor ofte politiet bistår i forbindelse med, at et barn tvangsfjernes fra hhv. deres biologiske forældre eller deres anbringelsessted, herunder f.eks. fra deres plejeforældre.
2) Om et barn kan risikere at blive hentet i barnets skole, daginstitution e.l. for at skulle skifte anbringelsessted eller blive tvangsfjernet fra dets forældre.
3) Hvornår politiets involvering i at et barn tvangsfjernes fra deres biologiske forældre eller deres anbringelsessted, herunder f.eks. fra deres plejeforældre, betragtes som tvang, og om det eksempelvis betragtes som tvang, når to betjente møder om i forbindelse med en tvangsfjernelse, og ikke anvender fysisk magt, men det implicit ligger i situationen og det faktum, at politiet er mødt op, at barnet risikerer at blive taget med til et nyt anbringelsessted med fysisk magt, hvis barnet ikke ”frivilligt” følger med.
4) Om det er inden for hjemlen i lovgivningen, når en kommune rekvirerer politiet i forbindelse med, at et barn skal flyttes fra dets biologiske forældre eller et anbringelsessted til et andet anbringelsessted, når der ikke er hjemmel i lovgivningen til at tvangsflytte et barn med magt fra et anbringelsessted til et andet. Ministeren bedes i forlængelse heraf ligeledes bekræfte, at ministeren vil oversende Ankestyrelsens undersøgelse.
Dato: 11-12-2017
Status: Endeligt besvaret
Emne:
tvangsanbragte børn og unge