L 98 Forslag til lov om anlæg af Haderup Omfartsvej.

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 03-04-2017

Afgivet: 03-04-2017

Ændringsforslag nr. 1 af stillet den 03.04.2017

20161_l98_aendringsforslag_beh31740192.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 3. april 2017

Til § 1

Af Henning Hyllested (EL):

1) I stk. 1, nr. 1, indsættes efter »Skive,«: »der anlægges som en motortrafikvej med 2+1 spor med en hastighedsbegrænsning på 90 km/t i overensstemmelse med VVM-undersøgelsens forslag A2,«.

[Anlæg af en motortrafikvej med hastighedsbegrænsning på 90 km/t]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at den planlagte omfartsvej vest om Haderup på rute 34 mellem Herning og Skive anlægges som en motortrafikvej med 2+1 spor og en hastighedsbegrænsning på 90 km/t i modsætning til regeringens lovforslag, hvor omfartsvejen foreslås anlagt med en hastighedsbegrænsning på 100 km/t. Ændringsforslaget er dermed enslydende med VVM-undersøgelsens forslag A2. Det er Enhedslistens opfattelse, at det er unødvendigt og overflødigt med en hastighedsbegrænsning på 100 km/t på den planlagte omfartsvej. Enhedslisten lægger i den forbindelse vægt på flere forhold. Dels er der alene tale om en strækning på 5,5 km, så den tidsmæssige besparelse ved at hæve hastighedsbegrænsningen fra 90 km/t til 100 km/t vil være minimal. Desuden vil hastighedsbegrænsningen på den eksisterende vejstrækning nord og syd for den planlagte omfartsvej fortsat være 80 km/t, uanset hvilken løsning for omfartsvejen der vælges. Det vil betyde, at bilisterne først skal accelerere fra 80 km/t til 100 km/t og kort efter bremse op og nedsætte hastigheden til 80 km/t igen. Den form for »kængurukørsel« er efter Enhedslistens opfattelse ikke god for trafiksikkerheden, ligesom mange accelerationer og efterfølgende nedbremsninger vil være skadeligt miljøet, hvilket navnlig skal ses i lyset af den meget minimale tidsgevinst, der efter alt at dømme vil være ved at opgradere strækningen med en hastighedsbegrænsning på 100 km/t.