Fremsat 14-12-2016
1. behandlet / henvist til udvalg 17-01-2017
Betænkning afgivet 23-03-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 30-03-2017
3. behandlet, vedtaget 04-04-2017
Ministerområde:
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Lovforslaget giver transport-, bygnings- og boligministeren bemyndigelse til at udbygge rute 34 med en 7,5 km lang omfartsvej vest om Haderup. 5,5 km af omfartsvejen anlægges som motortrafikvej med 2+1 spor og niveaufri krydsning af skærende veje. De øvrige delstrækninger på omfartsvejen
anlægges med to spor og kryds i niveau.
Lovforslaget indeholder desuden en bemyndigelse til at nedklassificere rute 34, Herningvej/Nørregade (statsvej 429), gennem Haderup til kommunevej og eksisterende rute 34, Herningvej/Skivevej (statsvej 430), når omfartsvejen er anlagt, og bemyndigelse til at omlægge kommunevejene Vittrupvej og Hedevej.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen af 26. august 2016 om udmøntning af midler til vejprojekter ved Haderup og Ribe m.v. indgået af parterne bag aftaler om en grøn transportpolitik (Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti).
Forslaget blev vedtaget. For stemte 96 (S, DF, V, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 9 (EL).