L 114 Forslag til lov om ændring af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om miljøbeskyttelse, lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og forskellige andre love.

(Ny regulering af husdyrbrug m.v. og indførelse af generelle regler for anvendelse af gødning på arealer og for husdyrbrug m.v. som udmøntning af dele af fødevare- og landbrugspakken samt ændringer som følge af VVM-direktivet m.v.).

Af: Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 08-02-2017

Afgivet: 08-02-2017

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 8. februar 2017

20161_l114_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 8. februar 2017

1. Ændringsforslag

Miljø- og fødevareministeren har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 12. januar 2017 og var til 1. behandling den 19. januar 2017. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljø- og fødevareministeren sendte den 26. september 2016 dette udkast til udvalget, jf. MOF alm. del - bilag 645, folketingsåret 2015-16. Den 12. januar 2017 sendte miljø- og fødevareministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Tekniske gennemgange

Den 12. januar 2017 afholdt udvalget en teknisk gennemgang af lovforslaget med miljø- og fødevareministeren og embedsmænd. Den 2. februar 2017 afholdt udvalget en teknisk gennemgang af lovforslagets bestemmelser om fosforlofter med miljø- og fødevareministeren og embedsmænd.

Deputationer

Kopenhagen Fur har mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 76 spørgsmål til miljø- og fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (DF, V, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler:

Når der fremover fastsættes generelle regler for BAT-krav for husdyrbrug, sker dette med udgangspunkt i de mest normale produktionssystemer. Derfor vil der være eksisterende husdyrbrug, der ikke passer ind i de standardforudsætninger, der ligger til grund for fastlæggelsen af de generelle BAT-krav. Samtidig kan der komme udfordringer, fordi opdatering af BAT-krav ikke kan følge med teknologiudviklingen. DF, V, LA og KF opfordrer til, at det undersøges, om der for disse husdyrbrug opretholdes muligheden for en konkret vurdering af BAT-kravet på husdyrbruget. Partierne finder, at denne mulighed er i overensstemmelse med IE-direktivets artikel 14.4. En konkret vurdering af BAT-kravet vil kunne medføre forlænget sagsbehandlingstid for ansøger og kan resultere i forskellig behandling fra kommune til kommune.

Ved overgangen fra regulering af husdyrbrug ved antallet af dyreenheder til regulering på kvadratmeter produktionsareal (stipladsmodellen) er der foretaget en fagligt begrundet oversættelse af emissionerne for alle betydende dyretyper og staldsystemer. Den nye faglige viden dokumenterer, at der for de betydende staldsystemer er en bedre sammenhæng mellem produktionsareal og emissionerne fra anlægget, end der er mellem antallet af dyr og emissionerne. Der er dog en række staldsystemer eller dyretyper, der ikke er »betydende«, og hvor gennemsnitsbetragtningerne fra oversættelsen kan betyde, at deres emissioner beregnes som langt større end i dag. Det gælder f.eks. systemer, hvor man af velfærdshensyn giver dyrene mere plads. Disse husdyrbrug kan fortsætte produktionen med deres nuværende miljøgodkendelse eller -tilladelse, men kan få problemer, hvis de senere hen vil lave godkendelsespligtige udvidelser eller ændringer på bedriften. Ydermere kan de gennemsnitlige emissionsbetragtninger betyde, at udvikling og implementering af nye staldsystemer og teknologier hæmmes.

DF, V, LA og KF finder, at der for at sikre muligheden for udvikling og innovation i husdyrproduktionen i bekendtgørelsesform bør fastsættes grænser for, hvornår et produktionssystem afviger så meget fra normen, at det ikke kan vurderes inden for stipladsmodellens generelle regler. Disse grænser vil tage udgangspunkt i forudsætningerne for stipladsmodellen. For disse afvigende produktionssystemer skal der være mulighed for en undtagelse fra stipladsmodellens beregninger, indtil der foreligger tilstrækkelig dokumentation for emissionerne, til at der kan fastsættes emissionsfaktorer for de afvigende produktionssystemer. Det ønskes, at miljø- og fødevareministeren undersøger denne mulighed. Dette kan også være relevant i forbindelse med udvikling og afprøvning af nye staldsystemer og ny teknologi og vil være i overensstemmelse med IE-direktivets artikel 14.5, der netop giver mulighed for at afvige fra BAT-krav i forbindelse med afprøvning af ny teknologi.

Et mindretal i udvalget (S, EL, RV og SF) vil redegøre for deres indstillinger til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Radikale Venstres medlemmer af udvalget er endnu uafklarede i forhold til dette lovforslag. Partierne finder det uhensigtsmæssigt og kritisabelt, at udvalget, i lyset af lovforslagets omfang, skal afgive betænkning, få uger efter at lovforslaget er fremsat. S, SF og RV har dermed ikke haft mulighed for at danne sig et tilstrækkeligt overblik over konsekvenserne af lovforslaget. Samtidig finder partierne det problematisk, at det ikke har været muligt at arrangere en høring om lovforslaget i udvalget, hvor man netop kunne få belyst lovforslagets konsekvenser på et detaljeret niveau. S, SF og RV mener, at det er et generelt problem, at lovforslag, der implementerer fødevare- og landbrugspakken, hastes igennem Folketinget uden at give Folketinget tilstrækkelig mulighed for at danne sig et overblik over konsekvenserne af lovforslaget. Her tænkes i særdeleshed på dette lovforslag, forslag til lov om vandplanlægning og forskellige andre love og forslag til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække. Partierne opfordrer dermed regeringen til at sikre en bedre proces i forhold til lovforslag, der implementerer fødevare- og landbrugspakken.

Et andet mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af miljø- og fødevareministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 49 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 43 indsættes efter »husdyrbrug«: », et husdyrbruganlæg eller et gødnings- eller ensilageopbevaringsanlæg«, og efter »husdyrbruget« indsættes: », husdyranlægget eller gødnings- eller ensilageopbevaringsanlægget«.«

[Ændringer som følge af lovens foreslåede anvendelsesområde]

2) Nr. 55 udgår.

[Lovteknisk rettelse]

3) Nr. 73 udgår.

[Korrekturrettelse]

Til § 2

4) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 110, stk. 3, ændres »§ 19, stk. 5-7« til: »§ 19, stk. 5«.«

[Konsekvensændring]

Til § 10

5) I stk. 3 ændres »§ 1, nr. 10« til: »§ 1, nr. 9«.

[Rettelse af henvisning]

6) I stk. 4 ændres »§ 41, stk. 2 og 4« til: »§ 41, stk. 2«.

[Rettelse af henvisning]

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter den gældende lovs § 43 kan tilsynsmyndigheden umiddelbart nedlægge forbud imod fortsat drift af et husdyrbrug og eventuelt forlange husdyrbruget fjernet, hvis forureningen medfører overhængende alvorlig fare for sundheden.

Ved en fejl indeholder det fremsatte lovforslag ikke en ændring af bestemmelsen svarende til, at husdyrbruglovens anvendelsesområde foreslås ændret. Med den foreslåede ændring af lovens anvendelsesområde vil loven ikke alene finde anvendelse på husdyrbrug, men også på husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg, der ikke indgår i husdyrbrug.

Ændringen betyder, at lovens § 43 ændres, således at tilsynsmyndigheden også kan nedlægge forbud og forlange fjernelse af husdyranlæg og gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg, der ikke indgår i husdyrbrug. Ændringen indebærer ikke i øvrigt ændringer i forhold til de situationer, hvor bestemmelsen finder anvendelse efter den gældende lov.

Til nr. 2

I det fremsatte lovforslags § 1, nr. 55, foreslås en ændring af husdyrbruglovens § 51, stk. 1, som følge af det foreslåede anvendelsesområde i lovens nye § 2, stk. 1, 2. pkt., og den foreslåede adskillelse af areal- og anlægsreguleringen. Den foreslåede ændring indebærer, at tilsynsmyndigheden får mulighed for også på bedrifter, hvor der ikke er husdyrbrug, men som har arealer, som modtager gødning, at udføre den kontrol, som bedriften ellers skulle udføre som egenkontrol, for bedriftens regning.

Bestemmelsen må imidlertid anses for unødvendig, idet det fremsatte lovforslag ikke indeholder bestemmelser om de pågældende bedrifters egenkontrol.

Lovforslagets § 1, nr. 55, udgår derfor af lovforslaget.

Til nr. 3

Lovforslagets § 1, nr. 73, indeholder en korrekturrettelse af kommateringen i husdyrbruglovens § 86, stk. 2, og § 87, stk. 2. Rettelsen er imidlertid ikke korrekt, hvorfor nummeret udgår.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensrettelse. Lovforslagets § 2, nr. 4, indeholder en ophævelse af miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 6 og 7. Ved en fejl er der ikke i det fremsatte lovforslag en samtidig konsekvensrettelse af henvisningen til bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3.

Til nr. 5

Henvisningen i det fremsatte lovforslags § 10, stk. 3, til den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1 om ændring af den gældende lovs § 4, stk. 2, er ikke korrekt, hvorfor den er rettet.

Til nr. 6

Det fremsatte lovforslags § 10, stk. 4, og bemærkningerne hertil indeholder ved en fejl henvisning til både husdyrbruglovens § 41, stk. 2 og 4. Lovforslaget indeholder dog alene en ændring af lovens § 41, stk. 2, hvorfor henvisningen til § 41, stk. 4, udgår.

René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) fmd. Ib Poulsen (DF) Orla Østerby (KF) Lise Bech (DF) Karina Due (DF) Erling Bonnesen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Thomas Danielsen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Anni Matthiesen (V) Jacob Jensen (V) Carsten Bach (LA) Villum Christensen (LA) Mette Abildgaard (KF) Bjarne Laustsen (S) Lea Wermelin (S) nfmd. Christian Rabjerg Madsen (S) Jesper Petersen (S) Kirsten Brosbøl (S) Simon Kollerup (S) Søren Egge Rasmussen (EL) Maria Reumert Gjerding (EL) Christian Poll (ALT) Roger Matthisen (ALT) Sanne Bjørn (RV) Ida Auken (RV) Trine Torp (SF) Pia Olsen Dyhr (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 114

Bilagsnr.
Titel
1
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
2
Høringssvar og høringsnotat, fra miljø- og fødevareministeren
3
Materiale fra den tekniske gennemgang af lovforslaget 12/1-17
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Præsentation fra den tekniske gennemgang 2/2-17
6
Ændringsforslag fra miljø- og fødevareministeren
7
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 114

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil bekræfte, at det grundlæggende princip i forhold til kommende anmeldeordninger er, at anmeldelser ikke afvises, så længe miljøpåvirkningen af omgivelserne er uændret eller faldende og BAT er opfyldt, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om ministeren vil bekræfte, at bl.a. en ændring af dyregruppe suppleret med et skift i miljøteknologi, der samlet set har en uændret eller mindsket miljøpåvirkning, kan foretages ved en anmeldelse og således ikke kræver en fuld fornyet myndighedsbehandling, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren kan bekræfte, at de gældende anmeldeordninger i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen opretholdes, for så vidt de fortsat vil være relevante for de husdyrbrug, der ikke kan opnå en tilladelse eller godkendelse i medfør af de nye regler eller af andre årsager ikke finder det hensigtsmæssigt at ansøge om en ny tilladelse eller godkendelse, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om ministeren vil bekræfte, at renoveringer, herunder indvendig ombygning af stalde, f.eks. nye gulve, ikke udløser en helt ny miljøgodkendelse/tilladelse, hvis projektet gennemføres uden at medføre en merpåvirkning af omgivelserne, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren kan bekræfte, at de detaljerede regler om bedste tilgængelige teknik (BAT) udformes således, at den gældende klagenævnspraksis om en bagatelgrænse på 100 kg N/år opretholdes, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren kan bekræfte, at muligheden for en konkret vurdering af BAT fastholdes, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at nye typer af stalde og produktionsarealer, der ikke er beskrevet i det faglige grundlag for emissionsmodellen, kan etableres og håndteres i godkendelsessystemet, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren kan bekræfte, at der kan laves omfordelinger af fosforlofterne fra 2019 og fremefter, hvis det ikke har betydning for det overordnede beskyttelsesniveau, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm., om det bliver muligt at anvende egne aktuelle analyser for fosfor- og kvælstofindhold i foderet til korrektionen, og oplysning om, hvordan ny viden om korrektioner for f.eks. separering af fiberfraktionen tænkes inddraget i disse opgørelser, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger side 45, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvilke typer af fjerkræproduktioner der vil opleve stramninger, og hvor stort et omfang disse har og hvilke konsekvenser det har for disse produktioner, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger side 47-48, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvor stort et areal der fremover vil være beskyttet af de nye generelle regler vedrørende udbringningskrav for husdyrgødning nær natur, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om ministeren kan bekræfte, at beskyttelsen af yngle- og rastesteder for bilag IV-arter, jf. habitatdirektivets artikel 12, ikke omfatter beskadigelse eller ødelæggelser, som er et resultat af diffuse påvirkninger fra mange kilder, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om ministeren kan bekræfte, at økologiske bedrifter ikke vil være omfattet af husdyrefterafgrødekravet, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm., om det er direktivnødvendigt, at husdyrefterafgrøderne pålægges krydsoverensstemmelse, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm., om kravet om efterafgrøder i medfør af husdyrbrugloven bør blive omfattet af krydsoverensstemmelse og bør strafbelægges ved at blive omfattet af § 92, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om, hvorvidt øvrige lovligt eksisterende husdyrbrug ud over husdyrbrug, som har en godkendelse eller tilladelse efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug eller godkendelse efter § 33 i lov om miljøbeskyttelse, også vil blive omfattet af de nye regler om helt eller delvist bortfald af miljøgodkendelser, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm., om ministeren kan bekræfte, at husdyrbrug i perioden fra den 1. marts 2017 til og med den 31. juli 2017 uden forudgående anmeldelse eller ansøgning kan udskifte et udbringningsareal med et andet udbringningsareal, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om, på hvilken måde og i hvilket omfang ændringerne i lovforslaget vil påvirke forekomsten af nitrat i grundvandet generelt både på kort og langt sigt og på nitratfølsomme områder i forhold til det nuværende beskyttelsesniveau, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm., om der i forhold til ammoniak i fremtiden vil være samme krav som nu i relation til lugt, støj og placering af anlæg ud fra landskabelige hensyn, og hvis ikke, om der vil være naboer, der kan risikere mere lugt, støj og grimme placeringer, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm., om ministeren vil redegøre for den ændrede beskyttelse af heder og overdrev i forhold til anden natur, og konsekvenserne heraf, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvornår ministeren forventer at regulering ved stiplads kan erstattes af en regulering af de faktiske emissioner af drivhusgasser, ammoniak m.v. fra produktionsanlæggets udluftning m.m., til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om, hvor stort fosforoverskuddet og fosfortabet forventes at være ved fuld gennemførelse af lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om, hvilke kompenserende tiltag regeringen vil gennemføre for at begrænse tabet af fosfor, som er en begrænset ressource, f.eks. afvikling af forbrænding af gødning, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om, hvad den samlede samfundsøkonomiske beregning af lovforslaget viser, og hvad de eksterne omkostninger for sundhed, klima, miljø og natur er, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om, hvor store mængder drivhusgasser forslaget netto vil medføre, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om, hvordan forureningen med sekundære partikler ændrer sig, og hvor mange ekstra dødsfald og sygdomstilfælde lovforslaget netto vil medføre, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om, hvilke muligheder kommunerne har for at stille krav til luftkvaliteten lokalt med hensyn til ammoniak, partikler m.v. i forhold til den enkelte produktion, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om, hvordan emissionen af ammoniak og drivhusgasser vil forandre sig med lovforslaget målt på landsbasis, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om, hvilke tiltag regeringen planlægger for at reducere ammoniakbelastningen fra andre kilder, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm., om ministeren er enig i, at hvis man vælger at differentiere ammoniakbeskyttelsen efter naturtilstanden ved at tillade øget belastning af naturområder i ringe og/eller dårlig naturtilstand, vil man uundgåeligt komme til at forårsage en forværring af områdernes tilstand, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om, hvad ændringerne i ammoniaktilførslen vil være for de enkelte naturtilstandskategorier, og hvad ministeren kan oplyse om konsekvenserne for biodiversiteten og beskyttede arter, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm., om ministeren kan bekræfte, at husdyrbekendtgørelsen skal gennemgå en miljøvurdering, jf. juridisk analyse af domstolspraksis v/professor Peter Pagh, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om, hvilke forhold der udestår i forhold til Europa-Kommissionen i relation til indholdet af dette lovforslags del af landbrugspakken, samt hvilke forhold, herunder nye forhold, som regeringen er usikker på, om kommissionen kan acceptere, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm., om ministeren vil redegøre for eksisterende efterafgrødeordninger og herunder udspecificere de specifikke krav i de enkelte ordninger, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om, hvilke dele af lovforslaget der flugter med anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen, og hvilke dele af lovforslaget der ikke er en del af Natur- og Landbrugskommissionens anbefaling, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om, hvor meget ventetiden på at få godkendelse til husdyrbrugets anlæg anslås at blive nedbragt som følge af lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm., om ministeren vil fremsende en grundig gennemgang af de erhvervsmæssige konsekvenser af den ændrede fosforregulering fordelt på hver af landbrugets dyreopdelte sektorer, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm., om ministeren vil fremsende en grundig gennemgang af de miljømæssige konsekvenser af den ændrede fosforregulering, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om, i hvilke geografiske områder og på hvilke typer af områder der vil blive indført skærpede fosforlofter, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om, hvor mange landbrug ministeren forventer vil benytte muligheden for at udvide deres produktion som følge af overgangen til stipladsmodellen, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om, hvordan udvidelser af landbrugsproduktionen som følge af overgangen til stipladsmodellen vil påvirke miljø- og klimabelastningen, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm. om, hvor mange flere slagtesvin der vil kunne produceres som følge af overgangen til stipladsmodellen, herunder hvad den beskæftigelsesmæssige effekt er, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
43
Spm. om, hvordan ministeren agter at inddrage Folketinget i forbindelse med benyttelsen af de bemyndigelser, som ministeren med lovforslaget gives til at fastsætte regler i forhold til godkendelser og tilladelser i husdyrbrugloven, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm., om ministeren kan garantere, at det ikke går ud over miljøbeskyttelsen, at der i højere grad fastsættes generelle regler, frem for at der stilles konkrete vilkår, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om, hvordan lovforslaget harmonerer med det kommende forslag fra Europa-Kommissionen om CO2-udledning fra de ikkekvotebelagte sektorer, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
46
Spm. om, hvordan lovforslaget vil påvirke de økologiske landbrug, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm., om ministeren kan bekræfte, at der vil blive mulighed for undtagelser i den nye beregningsmodel, som betyder, at visse ekstensive typer af staldarealer ikke skal indregnes i det beregnede tilladte produktionsareal m.v., til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. om bagatelgrænse for overskridelse af BAT-krav m.m., til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
49
Spm. om redegørelse for den juridiske hjemmel til at betragte reglerne i naturbeskyttelseslovens kapitel 2 a (§§ 19 d og 19 e) som subsidiære i forhold til anden lovgivning, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
50
Spm., om ministeren vil redegøre for, hvordan L 114 samlet set påvirker kvælstofregnskabet i fødevare- og landbrugspakken, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
51
Spm., om ministeren vil redegøre for, hvor meget kvælstof der årligt i perioden 2012-2022 udledes fra husdyrgødning fra hhv. slagtesvin, kvæg, fjerkræ og mink som følge af landbrugspakken og vedtagelsen af L 114 samlet og hver for sig, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. om, hvilken model der er anvendt for at beregne den marginale kvælstofudvaskning i forhold til lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm., om ministeren i lyset af »Analyse af bedriftsøkonomiske konsekvenser og ændret fosforoverskud på typebedrifter ved scenarier for en ændret fosforregulering« vil redegøre for, hvordan der med krav til foderoptimering for slagtesvin kan realiseres den mængde slagtesvin, der lægges op til i fødevare- og landbrugspakkens ændring af harmonikravet for slagtesvin, og samtidig fastholdes et fosforloft på hhv. 30, 35 eller 37 kg. P/ha., til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
54
Spm., om ministeren vil redegøre for de økonomiske konsekvenser for erhvervet ved at stille krav om foderoptimering, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
55
Spm., om ministeren vil oversende en justeret opgørelse af det gennemsnitlige beskyttelsesniveau, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
56
Spm. om, hvorledes lovforslaget holder sig inden for rammerne af EU's vandrammedirektiv i forhold til tildeling af fosfor, og herunder ændring af påvirkningen af tilstanden i de danske søer, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
57
Spm. om, hvorledes lovforslaget stemmer overens med myndighedernes administration i henhold til bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter i forhold til fosfor, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
58
Spm., om de fosforlofter, der foreslås indført med lovforslaget, ligger betydeligt over den mængde fosfor, der fjernes med afgrøderne, og om dette vil betyde, at der på arealer med høje fosfortal og på lavbundsjorde derfor vil opstå en betydelig risiko for udvaskning af fosfor, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
59
Spm., om ministeren vil redegøre for, om der med lovforslaget lægges op til, at der først efter 2022 kan tages stilling til, hvorledes der bedst muligt kan sikres mod tilbagegang i følsomme vandmiljøer forårsaget af fosfor, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
60
Spm. om, hvorledes man med lovforslaget sikrer beskyttelse af grundvandet, som indgår i de ca. 50.000 ikkealmene vandforsyninger i landområderne, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
61
Spm., om ministeren vil redegøre for de sundhedsmæssige konsekvenser af en eventuel øget forurening af ikkealmene vandforsyninger i landområderne, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
62
Spm. om, hvorledes lovforslaget påvirker grundvandsforekomster i områder med særlige drikkevandsinteresser, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
63
Spm., om ministeren vil redegøre for de økonomiske konsekvenser for borgere (via vandselskaber) og kommuner af, at en række landbrug med lovforslaget tillades en øget forurening, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
64
Spm., om ministeren vil præcisere den i lovforslaget omtalte geografiske forskydning i miljøbelastningen, der kan være en konsekvens af lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
65
Spm. om, hvordan man fremadrettet vil håndtere konsekvenserne for de af lovforslaget berørte plante- og dyrearter, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
66
Spm. om, hvilken procentsats for marginaludvaskningen der er lagt til grund for lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
67
Spm. om, hvilken tidshorisont til opgørelse af merudvaskningen fra husdyrgødning der er lagt til grund for lovforslaget, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
68
Spm. om, hvor omkostningseffektive husdyrefterafgrøderne, der lægges op til med lovforslaget, vil blive, herunder såvel budgetøkonomisk effektivitet som samfundsøkonomisk effektivitet, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
69
Spm., om ministeren er enig i, at omkostningseffektiviteten af husdyrefterafgrøderne afhænger af, hvor de placeres i forhold til kvælstof-retentionen, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
70
Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil iværksætte, når f.eks. vejrliget medfører, at husdyrefterafgrøderne ikke kan etableres, så de får den planlagte effekt på kvælstofudvaskningen, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
71
Spm., om ministeren vil redegøre for de alternative virkemidler, som landmanden kan vælge som erstatning for husdyrefterafgrøder, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
72
Spm. om, hvorvidt ministeren er enig i, at omlægning af omdriftsjord til ekstensiv drift vil kunne bidrage både til at mindske kvælstofudvaskningen og forbedre naturkvaliteten i landbrugsområderne, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
73
Spm., om ministeren vil redegøre for, hvor mange overdrev og heder der er omfattet af kategori 2-natur i henhold til gældende lovgivning, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
74
Spm. om, hvor mange husdyrproducenter der har fået skærpede ammoniakkrav som følge af reglerne for kategori 2-natur siden reglernes indførelse, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
75
Spm. om, hvor mange husdyrproducenter der ligger inden for en afstand af 1 km fra et område, der er omfattet af kategori 2-natur, til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå
76
Spm. om, hvilke overfladevande uden for Natura 2000-områderne der i dag er omfattet af kvælstofreguleringen af husdyrbrug (nitratklasser), til miljø- og fødevareministeren, og ministerens svar herpå