Fremsat den 10. december 2015 af
transport- og bygningsministeren (Hans Christian Schmidt)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven1)
(Udøvelse af markedskontrol med
udstyr til køretøjer og godkendelse af
prøvningsinstanser)
§ 1
I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013, som
ændret bl.a. ved lov nr. 372 af 14. april 2014, lov nr. 457
af 14. maj 2014, lov nr. 1494 af 23. december 2014 og senest ved
lov nr. 154 af 18. februar 2015, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 32 a, stk. 2, og § 52 b
ændres »Transportministeren fastsætter efter
forhandling med justitsministeren« til: »Transport- og
bygningsministeren fastsætter«.
2. I
§ 35, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 43, stk. 8, § 55 a,
stk. 2, og § 83
ændres »Justitsministeren kan efter forhandling med
transportministeren« til: »Transport- og
bygningsministeren kan«.
3. I
§ 37, stk. 2 og 7, 1. pkt., § 44,
stk. 4, 2. pkt., § 84, stk. 3, § 85, stk. 3, § 118
c, stk. 9, § 122, 1. pkt., § 123, stk. 5, og § 124 ændres
»Justitsministeren kan« til: »Transport- og
bygningsministeren kan efter forhandling med
justitsministeren«.
4. I
§ 37, stk. 5, § 86, stk. 2, 2.
pkt., og § 122, 2. pkt.,
ændres »Justitsministeren fastsætter« til:
»Transport- og bygningsministeren fastsætter efter
forhandling med justitsministeren«.
5. I
§ 40 ændres
»Transportministeren kan efter forhandling med
justitsministeren og« til: »Transport- og
bygningsministeren kan«.
6. I
§ 43, stk. 9, ændres
»kan justitsministeren efter forhandling med
transportministeren« til: »kan transport- og
bygningsministeren«.
7. I
§ 43, stk. 10, § 47, stk. 3,
og § 50, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »Transportministeren kan efter forhandling med
justitsministeren« til: »Transport- og
bygningsministeren kan«.
8. § 68
a ophæves, i stedet indsættes:
»Produkttilsyn
§ 68 a. Transport- og
bygningsministeren fører tilsyn med overholdelse af
produktkrav på det køretøjstekniske
område samt på området for personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Stk. 2.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
gennemførelsen eller anvendelsen af EU-regler om
produkttilsyn med produktkrav, herunder mærkningskrav,
på det køretøjstekniske område samt
på området for personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter.
Stk. 3.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
tilsynet med overholdelsen af produktkrav, herunder
mærkningskrav, i bestemmelser, der er fastsat i medfør
af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, §
68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i Den Europæiske Unions
forordninger på det køretøjstekniske
område samt på området for personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter. Bestemmelserne kan indeholde
regler om udførelse af tilsynet, udtagning af
prøveeksemplarer og undersøgelser som led i
tilsynet.
Stk. 4.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler, der
pålægger en erhvervsdrivende at afholde samtlige
udgifter i forbindelse med stikprøvekontrol omfattet af
bestemmelser udstedt i medfør af stk. 3. Transport- og
bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler, der
pålægger en erhvervsdrivende at refundere myndighedens
udgifter til produkter, der er indkøbt i detailhandlen som
led i tilsynet efter bestemmelser udstedt i medfør af stk.
3. Som erhvervsdrivende efter bestemmelserne i §§ 68 a -
68 c anses fabrikanten, dennes repræsentant,
importøren eller distributøren af et
køretøj, af udstyr eller tilbehør hertil samt
importøren eller distributøren af personligt
sikkerhedsudstyr for trafikanter, der som led i en
handelsvirksomhed ved levering med henblik på distribution,
forbrug eller anvendelse mod eller uden vederlag har gjort
køretøjer, udstyrsdele eller tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter tilgængeligt på markedet.
§ 68 b. Transport- og
bygningsministeren kan kræve, at en erhvervsdrivende
vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, uanset om de
foreligger på papir eller i elektronisk form, der er
nødvendige for en vurdering af, om et produkt lever op til
de produktkrav, herunder mærkningskrav, der er fastsat i
medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68,
stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i Den
Europæiske Unions forordninger om køretøjer og
udstyr hertil samt om personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Hvis den erhvervsdrivende ikke er i besiddelse af de
pågældende oplysninger og dokumenter, er den
erhvervsdrivende forpligtet til at indhente disse.
Stk. 2.
Transport- og bygningsministeren kan påbyde en
erhvervsdrivende at bringe et forhold, der ikke opfylder de
produktkrav, herunder mærkningskrav, der er fastsat i regler
udstedt i medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2,
§ 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i
Den Europæiske Unions forordninger om køretøjer
og udstyr hertil samt om personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter, i orden.
Stk. 3.
Transport- og bygningsministeren kan påbyde en
erhvervsdrivende, der har gjort et køretøjsteknisk
produkt eller personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, der ikke
opfylder gældende mærkningskrav, tilgængeligt
på markedet, straks og effektivt at trække produktet
tilbage fra markedet. Transport- og bygningsministeren kan
endvidere, hvis det skønnes nødvendigt, påbyde
den erhvervsdrivende, der har gjort et ulovligt
køretøjsteknisk produkt eller personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter tilgængeligt på
markedet, at tilbagekalde det fra erhververen, indtil det ulovlige
forhold er bragt til ophør.
Stk. 4. En
erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige
angivelser eller udelade væsentlige informationer om den
lovlige erhvervelse eller anvendelse af
køretøjstekniske produkter og personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter, såfremt dette er egnet til
mærkbart at forvride forbrugernes eller andre
erhvervsdrivendes økonomiske adfærd. Transport- og
bygningsministeren kan påbyde den erhvervsdrivende at oplyse
om væsentlige informationer eller påbyde ophør
med angivelse af vildledende informationer i forbindelse med salg
og markedsføring af produktet.
Stk. 5.
Transport- og bygningsministeren kan kræve, at en
erhvervsdrivende, der har fået et påbud i medfør
af stk. 3 eller stk. 4, 2. pkt., oplyser over for transport- og
bygningsministeren, om påbuddet er efterkommet og effekten
heraf.
§ 68 c. Transport- og
bygningsministeren eller den offentlige myndighed, der bemyndiges
hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver
tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til
en virksomheds forretningslokaler, herunder lagerlokaler og
transportmidler, forretningsbøger samt dokumenter, der
vedrører de produkter, der føres tilsyn med, herunder
dokumenter om typegodkendelse, CE-mærkning og lignende i
såvel papirform m.v. samt materiale, der opbevares i
elektronisk form, med henblik på at føre tilsyn med
overholdelsen af produktkrav i regler, der er fastsat i
medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68,
stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, om
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter i Den Europæiske Unions forordninger om
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter.
Prøvningsinstanser
§ 68 d. Transport- og
bygningsministeren kan fastsætte bestemmelser om
prøvningsinstanser inden for det
køretøjstekniske område, herunder om brug af
prøvningsinstanserne. Bestemmelserne kan blandt andet
indeholde krav til ansøgningsprocessen,
ansøgningsmaterialet og ansøgers kompetence,
økonomi samt virksomhedens vilje og evne til at drive
virksomheden i overensstemmelse med godkendelsen. Der kan i
bestemmelserne stilles krav om, at en prøvningsinstans skal
have et kvalitetsstyringssystem samt kvalitetsstyringssystemets
beskaffenhed. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om
bortfald, suspension og tilbagekaldelse af en godkendelse, hvis
betingelserne for at opretholde godkendelsen ikke længere er
til stede.
Stk. 2.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte bestemmelser
om tilsynet med prøvningsinstanserne. Transport- og
bygningsministeren kan henlægge tilsynet med
prøvningsinstanserne til en privat virksomhed.
Henlægges tilsynet til en privat virksomhed, fastsætter
ministeren de nærmere bestemmelser herom.
§ 68 e. Transport- og
bygningsministeren fastsætter bestemmelser om privates adgang
til at blive autoriserede til at installere, justere, plombere og
kontrollere hastighedsbegrænsere i biler og kan herunder
fastsætte regler om, at det tilkommer private at afgive
indstilling om, hvem der bør autoriseres.«
§ 2
Stk. 1. § 1, nr.
1-7, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 8,
træder i kraft den 1. juli 2016.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
baggrund | 3. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 3.1. | Markedskontrol med
udstyr til køretøjer | | | 3.1.1. | Gældende
ret | | | 3.1.2. | Transport- og
Bygningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | 3.2. | Prøvningsinstanser | | | 3.2.1. | Gældende
ret | | | 3.2.2. | Transport- og
Bygningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning | | 3.3. | Ændringer af
færdselslovens bemyndigelsesbestemmelser som følge af
ressortomlægningen | 4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Miljømæssige konsekvenser | 8. | Forholdet til
EU-retten | 9. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 10. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at
præcisere det retlige grundlag for udøvelse af
markedskontrol og tilsyn med produktkrav på det
køretøjstekniske område for at sikre, at
tilsynet i højere grad bringes på linje med den
markedsovervågning, der foretages på andre, lignende
produktområder.
Lovforslaget har endvidere til formål at
indføre regler om godkendelse af prøvningsinstanser,
der kan udføre prøvninger, der anvendes i forbindelse
med godkendelse af køretøj til syn.
Endelig gennemføres med lovforslaget en
række mere tekniske ændringer af færdselsloven
som følge af, at sager vedrørende dansk og
international regulering af færdsel og
færdselssikkerhed er overført fra Justitsministeriet
til Transport- og Bygningsministeriet.
2. Lovforslagets
baggrund
Transportministeriet (nu Transport- og
Bygningsministeriet) offentliggjorde den 10. september 2014 en
handlingsplan, som skal styrke indsatsen mod salg af ulovligt
sikkerhedsudstyr til børn i biler og busser samt ulovlig
montering af udstyret.
Handlingsplanen er udarbejdet af
Trafikstyrelsen (nu Trafik- og Byggestyrelsen), efter at der er
konstateret behov for en skærpet indsats på
området, bl.a. på baggrund af stikprøvekontrol
foretaget af busser med eftermonterede sikkerhedsseler.
I forbindelse med udarbejdelsen af
handlingsplanen er Transport- og Bygningsministeriet blevet
opmærksomt på, at der er behov for at præcisere
det retlige grundlag for markedsovervågning af
køretøjstekniske produkter og personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter med henblik på at sikre, at
tilsynsmyndigheden har de rette beføjelser til at
udføre den nødvendige kontrol. Transport- og
Bygningsministeriet er desuden blevet opmærksomt på, at
der er behov for at indføre nærmere regler om kravene
til de prøvningsinstanser, som ønsker at være
ansvarlige for at udføre visse prøvninger af
køretøjer til brug ved godkendelse og syn af et
køretøj.
Det er Transport- og Bygningsministeriets
opfattelse, at det er vigtigt, at virksomheder og forbrugere i
Danmark har tillid til, at produkter, som bringes i omsætning
på det danske marked, lever op til de gældende
produktkrav. Det gælder også på det
køretøjstekniske område i forhold til
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt sikkerhedsudstyr til trafikanter, hvor
manglende overholdelse af kravene kan have betydning for
trafiksikkerheden.
Med lovforslaget indføres på den
baggrund en række nærmere regler om
gennemførelsen af tilsynet på det
køretøjstekniske område med henblik på at
sikre, at tilsynet i højere grad bringes på linje med
den markedsovervågning, der foretages på andre,
lignende produktområder.
Det forventes, at beføjelsen som
tilsynsmyndighed, der efter loven varetages af transport- og
bygningsministeren, vil blive delegeret til Trafik- og
Byggestyrelsen.
3. Lovforslagets
hovedpunkter
3.1. Markedskontrol
med udstyr til køretøjer
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. Færdselsloven indeholder i § 31, stk. 2,
§ 50, stk. 2, § 68, stk. 1, og § 81 a, nr. 1,
hjemmel til at udstede regler om tekniske krav til
køretøjer, udstyr og tilbehør hertil samt til
personligt sikkerhedsudstyr for trafikanter. § 68, stk. 1, er
tillige anvendt i forbindelse med fastsættelse af regler, der
gennemfører EU-lovgivning på
køretøjsområdet.
I færdselslovens § 68, stk. 2, er
der hjemmel til, at transport- og bygningsministeren kan
fastsætte regler om forbud mod salg og markedsføring
af køretøjer samt udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer og af personligt sikkerhedsudstyr til
førere og passagerer, hvis køretøjet,
udstyrsdelen, tilbehøret eller sikkerhedsudstyret ikke
opfylder de fastsatte produktkrav efter regler udstedt i
medfør af § 68, stk. 1. Det samme gør sig
gældende i § 81 a, nr. 3, om regler fastsat i
medfør af § 81 a, nr. 1.
Denne hjemmel er udmøntet i en
række bekendtgørelser om forbud mod salg og
markedsføring af produkter, hvis de tekniske produktkrav
ikke er overholdt.
De pågældende
bekendtgørelser indeholder regler om mærkning af
typegodkendte køretøjer og udstyr, herunder to- og
trehjulede køretøjer, landbrugs- og
skovbrugstraktorer, personlige værnemidler, herunder
refleksveste, løst hængende reflekser o. lign. til
trafikanter, sikkerhedsudstyr til børn, krav til cykler,
styrthjelme, advarselstrekanter og chiptuning.
Reglerne rummer mulighed for, at
tilsynsmyndigheden kan melde den erhvervsdrivende, der har solgt
eller markedsført køretøjer, udstyr,
tilbehør hertil eller personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter, der ikke lever op til et produktkrav, til politiet.
Forholdet vil herefter kunne straffes med bøde.
3.1.1.2. For produkter, der er omfattet af EU's
harmoniseringslovgivning, herunder visse dele af sikkerhedsudstyret
til trafikanter, gælder forordning nr. 765/2008/EF om kravene
til akkreditering, markedsovervågning og såkaldt
CE-mærkning i forbindelse med markedsføringen af
produkter.
Forordningen opsætter nogle overordnede
rammer for den markedsovervågning, medlemsstaterne skal
udføre, men rummer ikke bestemmelser om myndighedernes
mulighed for at udstede påbud og for eventuelt at få
adgang uden retskendelse med henblik på at udøve
tilsyn.
3.1.1.3. Trafik- og Byggestyrelsen fører som
sektormyndighed på det køretøjstekniske
område for køretøjer, tilbehør og udstyr
hertil samt for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter tilsyn
med, at produktkravene overholdes.
Det tilsyn, der udføres i dag, bygger
på regler, hvor salg og markedsføring af
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter, der ikke lever op til produktkravene, er forbudt samt
på regler, hvor produktkravene er afgørende for at
opretholde et tilfredsstillende sikkerhedsniveau for trafikanter af
enhver art. Er der tale om et farligt produkt, kan
produktsikkerhedslovens regler finde anvendelse i det omfang de
beføjelser, der er til rådighed i sektorlovgivningen,
ikke er tilstrækkelige. Vurderingen af om et produkt er
farligt foretages i overensstemmelse med de definitioner af farlige
og sikre produkter, der fremgår af
produktsikkerhedsloven.
3.1.2. Transport-
og Bygningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
3.1.2.1. Formålet med markedsovervågningen er som
anført at sikre et højt beskyttelsesniveau for
sundhed, sikkerhed, forbrugerbeskyttelse og miljø.
Uanset om der er tale om regler, der tager
afsæt i EU-retten, eller om der er tale om nationale regler,
bør markedsovervågningen medvirke til at finde
både de enkeltstående produkter eller produktserier,
der anses som farlige, og som vil kunne omfattes af reglerne i
produktsikkerhedsloven, og de produkter, der ikke lever op til
relevante produktkrav, uden at de nødvendigvis kan defineres
som farlige. Begge typer af produkter er med til at underminere
tilliden til markedet og skaber derudover en ulige
konkurrencesituation.
Det foreslås derfor, at
færdselslovens generelle regler om muligheden for at forbyde
salg og markedsføring af produkter, der ikke lever op til
givne produktkrav, suppleres med bestemmelser, der giver en bredere
vifte af tilsynsbeføjelser i de tilfælde, hvor der
ikke er tale om produkter, der er farlige i produktsikkerhedslovens
forstand.
Forslaget indeholder på den baggrund en
udtrykkelig bemyndigelse til ministeren om at føre tilsyn
med overholdelse af produktkrav på det
køretøjstekniske område, samt på
området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Forslaget indeholder endvidere en udtrykkelig bemyndigelse til
ministeren om at fastsætte regler om tilsyn med overholdelse
af produktkrav i regler, der er fastsat i medfør af §
31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, den
foreslåede § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, samt i
Den Europæiske Unions forordninger om
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter. Reglerne kan bl.a. indeholde bestemmelser om
opfølgning på tilsyn, udtagning af
prøveeksemplarer og undersøgelser som led i tilsynet.
Der henvises til forslagets § 1, nr. 8 (forslaget til
færdselslovens § 68 a, stk. 1-3).
Det forventes som anført, at
beføjelsen som tilsynsmyndighed vil blive delegeret til
Trafik- og Byggestyrelsen.
Bemyndigelsen vil blive udmøntet i en
bekendtgørelse, der skal finde anvendelse i forhold til
tilsyn med relevante produktkategorier på det
køretøjstekniske område og på
området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Bekendtgørelsen vil bl.a. indeholde
bestemmelser om, i hvilke tilfælde der kan udtages
prøveeksemplarer med henblik på kontrol, og om de
situationer, hvor udgifterne for test af produkterne skal betales
af den erhvervsdrivende.
3.1.2.2. Det er hensigten, at en stor del af den kontrol, der
fremover vil blive udført, skal ske som dokumentkontrol,
hvor den erhvervsdrivende vil blive anmodet om at fremsende
relevant dokumentation for den mærkning, der er
påført produktet, eller for, at relevante produktkrav
er overholdt.
Tilsynsmyndigheden kan i forbindelse med et
tilsyn bede om at få relevante dokumenter og oplysninger
udleveret. Sker det ikke, foreslås det, at myndigheden kan
påbyde den erhvervsdrivende at tilvejebringe relevante
oplysninger om produktet inden for en given frist, jf. forslagets
§ 1, nr. 8 (forslaget til færdselslovens § 68 b,
stk. 1).
3.1.2.3. Hvis det skønnes, at et ulovligt produkt, ikke
bør gøres tilgængeligt på markedet i den
periode, hvor der eventuelt rettes op på det ulovlige
forhold, kan der udstedes påbud om at trække produktet
tilbage fra markedet. I yderste konsekvens vil produktet kunne
kaldes tilbage fra erhververen af produktet. Der henvises til
forslagets § 1, nr. 8 (forslaget til færdselslovens
§ 68 b, stk. 2 og 3).
Langt hovedparten af de erhvervsdrivende
ønsker at sælge produkter, der lever op til reglerne,
og er hurtige til selv at få bragt forholdene i orden igen.
Påbudshjemlen forventes derfor kun udnyttet i de
tilfælde, hvor den erhvervsdrivende, efter at det ulovlige
forhold er konstateret, ikke selv udviser initiativ til at rette op
på ulovlige forhold.
Den, der har fået et påbud om
tilbagekaldelse eller tilbagetrækning af et produkt, kan
endvidere blive pålagt at informere om påbuddets
efterlevelse, jf. forslagets § 1, nr. 8 (forslaget til
færdselslovens § 68 b, stk. 5).
3.1.2.4.
Markedsføringsloven rummer ikke mulighed for, at det i
forbindelse med transport- og bygningsministerens tilsyn i
medfør af færdselslovens bestemmelser kan
påbydes den, der laver vildledende markedsføring, at
ændre markedsføringen, herunder informere om
produktets lovlige anvendelse på færdselslovens
område.
Markedsføringsloven rummer mulighed
for, at Forbrugerombudsmanden - i tilfælde af
overtrædelse af sektorspecifik lovgivning, som samtidig vil
udgøre en overtrædelse af markedsføringslovens
§ 1 om god markedsføringsskik - kan udstede forbud
eller påbud med henblik på at bringe den retsstridige
handling til ophør, jf. Højesterets dom af 4. juli
2013 i sag nr. 335/2012.
Som led i et mere effektivt produkttilsyn
foreslås det derfor at indsætte en bestemmelse,
så der i tilfælde af konkret vildledende
markedsføring af køretøjstekniske produkter
samt personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, gives mulighed
for at udstede påbud om, at en erhvervsdrivende skal give
relevant information om produktet. Der henvises til forslagets
§ 1, nr. 8 (forslaget til færdselslovens § 68 b,
stk. 4).
Hvis tilsynsmyndighedens påbud efter den
foreslåede § 68 b ikke efterkommes, kan forholdet
straffes med bøde efter de almindelige regler herom i
færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 3.
3.1.2.5. Efter de
gældende regler kan produkttilsynet alene foretages i
offentligt tilgængelige erhvervslokaler. Der er således
ikke, som på en lang række andre områder med
produktkontrol, mulighed for, at myndigheden kan få adgang
uden retskendelse til ikke offentligt tilgængelige
erhvervslokaler.
For at kunne udføre et effektivt tilsyn
med produktkravene, er det efter Transport- og Bygningsministeriets
opfattelse nødvendigt, at tilsynsmyndigheden får
mulighed for at føre tilsyn og få adgang til alle de
lokaliteter, hvor opbevaring, markedsføring og salg af
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter finder sted.
Hvis kontrollen med
køretøjstekniske produkter alene kan udføres
på offentligt tilgængelige erhvervslokaliteter, er der
således risiko for, at produkter, der ikke opfylder
produktkravene, vil blive opbevaret i lagerlokaler, hvor
tilsynsmyndigheden ikke har adgang. Det kan i sidste ende
føre til en forringelse af trafiksikkerheden på vejene
samt en væsentlig konkurrenceforringelse for de virksomheder,
hvis produkter opfylder produktkravene.
Det foreslås derfor, at transport- og
bygningsministeren eller den offentlige myndighed, der bemyndiges
hertil, i det omfang det skønnes nødvendigt,
får mulighed for at få adgang til sådanne
lokaliteter uden retskendelse, jf. forslagets § 1, nr. 8
(forslaget til færdselslovens § 68 c).
Der forudsættes, at muligheden for
adgang uden retskendelse kun anvendes, hvis det er
nødvendigt, for at øjemedet med kontrollen ikke
forspildes. Vurderingen af, om det er nødvendigt, skal
foretages under iagttagelse af det almindelige
proportionalitetsprincip. Myndighedens behov for adgang skal
således også vejes op mod de gener, som indgrebet
medfører.
Administrationen af forslagets
tilsynsbeføjelser skal endvidere ske i overensstemmelse med
reglerne i lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb, der bl.a. indeholder
regler om myndighedernes pligt til at give underretning til
vedkommende borger eller virksomhed forud for et tvangsindgrebs
gennemførelse samt om den fremgangsmåde,
forvaltningsmyndighederne skal følge ved
iværksættelse af et tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen (tilsynsbesøg m.v.).
3.2. Prøvningsinstanser
3.2.1. Gældende ret
Anerkendelsen af prøvningsinstanser er
hidtil sket på grundlag af færdselslovens § 68,
som giver mulighed for generelt at fastsætte bestemmelser om
tekniske krav til køretøjer, udstyr og
tilbehør hertil samt til sikkerhedsudstyr for trafikanter,
jf. afsnit 3.1.1. ovenfor.
3.2.2. Transport-
og Bygningsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Der findes i dag 6 nationale
prøvningslaboratorier, der anses for anerkendte til at
udføre prøvninger, der kan lægges til grund for
synsvirksomhedernes syn og godkendelse af et
køretøj.
Der er ikke fastsat nærmere regler om
udpegningen og de kriterier, der har ligget til grund for
udpegningen. Prøvningsinstanser omfatter organer, der skal
kunne udføre prøvninger på det
køretøjstekniske område i tilfælde af, at
der f.eks. er sket ombygning af et køretøj, og hvor
det er nødvendigt, at der sker en afprøvning af
f.eks. emission, støj, køretekniske egenskaber
mv.
En prøvningsinstans har ikke som
sådan en godkendende myndighedsrolle, men står inde for
fagligheden i de erklæringer, som den udsteder.
Prøvningsinstanserne kan i stedet tilvejebringe
tilstrækkeligt kvalificeret teknisk grundlag, der beskriver
et givet køretøjs eller udstyrs evne til at leve op
til de køretøjstekniske krav, der skal være
opfyldt for, at et køretøj kan godkendes ved syn.
Det er således synsvirksomhederne, der i
medfør af reglerne i synsloven endeligt godkender
køretøjet. Det tekniske godkendelsesgrundlag kan
tilvejebringes af en prøvningsinstans, men kan også
tilvejebringes som en erklæring fra f.eks.
køretøjsfabrikanten.
Det er Transport- og Bygningsministeriets
opfattelse, at der er behov for at indføre mere
præcise regler om de krav, der stilles til
prøvningsinstanserne, herunder til
ansøgningsprocessen og betingelserne for udpegningen.
Det foreslås derfor, at der gives
transport- og bygningsministeren bemyndigelse til at
fastsætte bestemmelser om prøvningsinstanser, herunder
bestemmelser om det tilsyn, der skal føres med
prøvningsinstanserne. Der henvises til forslagets § 1,
nr. 8 (forslaget til færdselslovens § 68 d).
Det forventes, at bestemmelsen vil blive
udnyttet til at fastsætte krav om, at en
prøvningsinstans skal have et kvalitetsstyringssystem.
Dermed sikres det, at prøvningerne udføres i lyset af
et krav om ensartethed.
Det er vurderingen, at hovedparten af de
virksomheder, der varetager opgaver som anerkendte
prøvningslaboratorier i dag, allerede har et
kvalitetsstyringssystem, der kan finde anvendelse, og at
bestemmelsen derfor ikke vil indebære yderligere krav for
disse virksomheder. Der vil imidlertid blive fastsat en
overgangsperiode, hvor de virksomheder, der i dag anses for
anerkendte prøvningslaboratorier, får mulighed for at
indrette sig på de nye krav.
Det er ikke hensigten, at der i reglerne om
prøvningsinstanser skal være mulighed for
administrativt at tilbagekalde godkendelsen, hvis der f.eks. er
begået et strafbart forhold som led i udførelsen af
virksomheden som prøvningsinstans. Som eksempel på et
strafbart forhold kan nævnes forfalskning af dokumenter, der
lægges til grund for prøvningen. En eventuel
rettighedsfrakendelse vil alene kunne ske efter straffelovens
bestemmelser herom.
De regler, der vil blive fastsat i
medfør af den foreslåede hjemmel, vil således
alene kunne føre til bortfald af godkendelsen, hvis
betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt. Det
vil svare til, at virksomheden, såfremt den ansøgte
under de senere opståede forudsætninger, ikke ville
kunne opnå godkendelsen.
Da prøvningen kan danne grundlag for
godkendelsen af køretøjet, er det nødvendigt,
at der er tillid til, at prøvningsinstanserne til enhver tid
kan udføre ensartet arbejde på en ensartet måde
og med den fornødne kvalitet. Der vil derfor i medfør
af de foreslåede regler blive fastsat regler om, at
virksomheden skal underrette Trafik- og Byggestyrelsen om forhold,
der kan have betydning for godkendelsen som
prøvningsinstans.
3.3. Ændringer af færdselslovens
bemyndigelsesbestemmelser som følge af
ressortomlægningen
Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er
det bestemt, at sager vedrørende dansk og international
regulering af færdsel og færdselssikkerhed samt sager
vedrørende færdselsadfærd overføres fra
Justitsministeriet til Transport- og Bygningsministeriet.
Ressortomlægningen indebærer
nærmere, at færdselsloven samt opgaver og
regelfastsættelse om færdsel,
færdselsadfærd, færdselssikkerhed og køre-
og hviletid overføres fra Justitsministeriet til Transport-
og Bygningsministeriet.
Ressortomlægningen har bl.a. betydning
for udformningen af en række af de bemyndigelsesbestemmelser,
der findes i færdselsloven. Bemyndigelsesbestemmelser, der
knytter sig til opgaver og regelfastsættelse om
færdsel, færdselsadfærd, færdselssikkerhed
og køre- og hviletid, overføres fra
Justitsministeriet til Transport- og Bygningsministeriet, mens
bemyndigelsesbestemmelser, der knytter sig til politiets faktiske
virksomhed, fortsat henhører under Justitsministeriet.
Lovforslagets § 1, nr. 1-7, er udformet i overensstemmelse
hermed.
Lovforslagets § 1,
nr. 1-7, indeholder således en række
ændringer, som alle er konsekvenser af
ressortomlægningen uden dog at kunne siges at være en
umiddelbar følge heraf.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
De foreslåede regler om øget
produkttilsyn forventes at medføre et begrænset
øget ressourcetræk i Trafik- og Byggestyrelsen, der
varetager tilsynsopgaven. Hertil kommer udgifter til eventuelle
test-udførsler, hvor Trafik- og Byggestyrelsen betaler
omkostningerne. Et produkt vil kun blive udtaget til test, hvis der
er en begrundet formodning om, at det ikke lever op til kravene.
Viser det sig, at produktet trods en sådan formodning lever
op til kravene, vil Trafik- og Byggestyrelsen bære
omkostningerne i forbindelse med testen. I modsat fald vil den
erhvervsdrivende bære omkostningerne.
Det forventes, at denne type af sager vil
være af meget begrænset omfang. Det forventes, at
omkostningerne for staten i den forbindelse vil ligge på
mellem 0 - 100.000 kr. pr. år. Der henvises i øvrigt
til afsnittet om økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
Præciseringen af reglerne om
prøvningsinstanserne forventes at ville medføre et
begrænset øget ressourcetræk i Trafik- og
Byggestyrelsen i forbindelse med selve godkendelsen og det
løbende tilsyn med, at prøvningsinstansen til
stadighed lever op til kravene. Det forventes, at ikke mere end 10
virksomheder ønsker at varetage opgaver som
prøvningsinstans, og at tidsforbruget i forbindelse med
sagsbehandlingen for det offentlige i gennemsnit vil udgøre
10 timer årligt pr. virksomhed.
Omkostningerne vil kunne afholdes inden for
Trafik- og Byggestyrelsens egen ramme.
Forslaget skønnes i øvrigt at
få meget begrænsede administrative konsekvenser for
Trafik- og Byggestyrelsen.
Lovforslaget indebærer ikke
økonomiske eller administrative konsekvenser for kommuner
eller regioner.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget skønnes alene at have
begrænsede direkte negative økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
Med forslaget indføres en bemyndigelse
til, at Trafik- og Byggestyrelsen kan få foretaget test af et
produkt, hvis producent eller forhandler ikke kan fremskaffe
fornøden dokumentation for produktets lovlighed, herunder
hvis Trafik- og Byggestyrelsen har grundlag for at formode, at den
dokumentation, der fremlægges, ikke er korrekt.
Det forventes, at testprisen i gennemsnit vil
ligge på 40.000 kr. pr. test. Der forventes udført 0 -
10 tests årligt, og at de vil blive udtaget blandt
erhvervsdrivende, der enten fabrikerer, importerer eller
distribuerer produkter på det køretøjstekniske
område samt på området for personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter. Det er ikke muligt på
forhånd at definere, inden for hvilke produktgrupper, der
konkret forventes udtaget produkter til test. Det vil afhænge
af beskaffenheden af de produkter, der efterses i forbindelse med
et tilsyn.
I 75 procent af tilfældene forventes der
at være grundlag for at pålægge den
erhvervsdrivende omkostningerne. Årligt forventes
omkostningerne således ikke at overstige 300.000 kr.
I forbindelse med en præcisering af de
krav, der stilles til virksomhederne, der ønsker at virke
som prøvningsinstanser, skal virksomhederne ved
ansøgningen om at blive godkendt til at udføre eller
få udført prøvninger etablere et
kvalitetsstyringssystem.
Det forventes, at et begrænset antal
virksomheder (max 10) vil have et ønske om at kunne
udføre eller få udført prøvninger eller
at føre tilsyn med prøvningsinstanserne. Flere af
disse virksomheder skønnes allerede at leve op til kravet om
at have et kvalitetsstyringssystem og vil dermed ikke have
væsentlige omkostninger herved. Antages det imidlertid, at
ingen opfylder de betingelser, der skal til for at blive udpeget,
skønnes de samlede erhvervsøkonomiske
omstillingskonsekvenser, der udgøres af etablering af et
kvalitetsstyringssystem, ikke at overstige 1.275.000 kr., svarende
til 127.500 kr. pr. virksomhed.
Dertil kommer de løbende omkostninger
til bl.a. opfølgning på afvigelser og afrapportering i
forhold til kvalitetsstyringssystemet. Det skønnes, at de
samlede årlige løbende erhvervsøkonomiske
omkostninger for prøvningsinstanserne ikke vil overstige
150.000 kr. samlet set.
Det skønnes endvidere, at der vil
være begrænsede erhvervsadministrative konsekvenser som
følge af forslaget.
Tidsforbruget i forbindelse med dokumentation
af overholdelse af produktkravene forventes således samlet
set ikke at ville overstige 25 timer årligt.
Derudover vil den del af forslaget, der
vedrører prøvningsinstanserne, medføre en
pligt for virksomhederne til årligt at afrapportere i forhold
til fortsat overholdelse af kravene for at kunne opretholde
udpegningen. Det skønnes umiddelbart, at det samlede
timeforbrug til årlig afrapportering for de involverede
virksomheder ikke vil overstige 10 timer pr. virksomhed.
6. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre markeds og om ændring af
Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004,
(direktivet om urimelig handelspraksis) i dansk ret.
Direktivet er allerede gennemført i
bl.a. lov om markedsføring. Det foreslås med
lovforslaget, at der indsættes en særlig bestemmelse om
vildledning i færdselslovens regler om
markedsovervågning.
9. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra
den 22. oktober til den 23. november 2015 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
m.v.:
Østre og Vestre Landsret, Samtlige
byretter, Advokatrådet, Autobranchen Danmark,
Automobilbranchens Handels- og Industriforening, Bilbranchen,
Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ITD, Camping
Branchen, Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark (C. A. T),
Danmarks Motor Union, Danmarks Tekniske Universitet, Institut for
Transport (DTU Transport), Dansk Agroindustri, Dansk
Bilbrancheråd, Dansk Bil-Forhandler Union, Dansk Byggeri,
Dansk Camping Union, Dansk Cyklist Forbund, Dansk Erhverv, Dansk
Industri (DI), Dansk Kranforening, Dansk
Kørelærer-Union, Dansk Maskinhandlerforening, Dansk
Metal, Dansk Standard, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport &
Logistik (DTL), Danske Advokater, Danske Biludlejere, Danske
Busvognmænd, Danske Cykelhandlere, Danske Maskinstationer og
Entreprenører, Danske Motorcyklister, Danske
Speditører, Datatilsynet, De Danske
Bilimportører, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske
Motorejere (FDM), Foreningen af offentlige anklagere, Foreningen af
Vognimportører i Danmark, Forsikring og Pension, Frie Danske
Lastbilvognmænd, GAFSAM, Håndværksrådet,
Industriens Uddannelser, Institut for Menneskerettigheder,
International Transport Danmark (ITD), Kommunernes Landsforening
(KL), Maskinleverandørerne, Motorcykel Importør
Foreningen, Motorcykel-Forhandler Foreningen, Motorhistorisk
Samråd, NOAH-Trafik, Oliebranchens
Fællesrepræsentation, Politiforbundet i Danmark,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Sikker Trafik,
Sammenslutningen af Karosseriopbyggere og Autooprettere i
Danmark, SKAD, Teknologisk Institut, Trafikforskningsgruppen ved
Aalborg Universitet, Trafiksikkerheds Venner i Danmark og
Transporterhvervets Uddannelsesråd.
| 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen væsentlige udgifter | Ingen af betydning | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen af betydning | Samlet set forventes de årlige
omkostninger for den del af forslaget, der vedrører
markedskontrol med udstyr til køretøjer ikke at
overstige 300.000 kr. For så vidt angår den del af
forslaget, der vedrører prøvningsinstanser
skønnes de samlede etableringsudgifter ikke at overstige
1.275.000 kr., mens de årlige vedligeholdelses omkostninger
samlet set ikke skønnes at overstige 150.000 kr. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen af betydning | Ingen af betydning | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre marked og om ændring af
Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2006/2004. Direktivet er allerede gennemført i
bl.a. lov om markedsføring. Det foreslås med
lovforslaget, at der indsættes en særlig bestemmelse om
vildledning i færdselslovens regler om
markedsovervågning. |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1-7
Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 er
det bestemt, at sager vedrørende dansk og international
regulering af færdsel og færdselssikkerhed samt sager
vedrørende færdselsadfærd overføres fra
Justitsministeriet til Transport- og Bygningsministeriet.
Ressortomlægningen indebærer
nærmere, at færdselsloven samt opgaver og
regelfastsættelse om færdsel,
færdselsadfærd, færdselssikkerhed og køre-
og hviletid overføres fra Justitsministeriet til Transport-
og Bygningsministeriet.
Ressortomlægningen får betydning
for udformningen af en række af de bemyndigelsesbestemmelser,
der findes i færdselsloven. Bemyndigelsesbestemmelser, der
knytter sig til opgaver og regelfastsættelse om
færdsel, færdselsadfærd, færdselssikkerhed
og køre- og hviletid, overføres fra
Justitsministeriet til Transport- og Bygningsministeriet, mens
bemyndigelsesbestemmelser, der knytter sig til politiets faktiske
virksomhed, fortsat henhører under Justitsministeriet.
Lovforslagets § 1,
nr. 1-7, indeholder en række ændringer, som alle
er konsekvenser af ressortomlægningen uden dog at kunne siges
at være en umiddelbar følge heraf. Navnlig
indsættes der i en række tilfælde pligt til
forhandling med Justitsministeriet forud for udstedelse af visse
administrative forskrifter, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 4.
Derudover ændres en række af
forhandlingsbestemmelserne, således at transport- og
bygningsministeren fremover kan udstede forskrifter i henhold til
bemyndigelse uden forhandling med justitsministeren, jf.
lovforslaget § 1, nr. 1, 2, 5, 6 og 7.
Til grund for ændringen ligger, at
Transport- og Bygningsministeriet nu er ressortministerium for
regulering af sager af færdselsmæssig karakter, og at
transport- og bygningsministeren derfor bør fastsætte
de nærmere administrative regler herom. Justitsministeriet
bør dog involveres i forhandlinger om regulering af
administrative politimæssige anliggender, ligesom
spørgsmål vedrørende straffeprocessuelle
forhold fortsat bør reguleres af Justitsministeriet.
De sproglige ændringer af lovteksten,
som er en umiddelbar følge af ressortomlægningen,
medtages derimod ikke i lovforslaget, da de indholdsmæssigt
er gennemført ved ovennævnte kongelige resolution. De
nødvendige konsekvensrettelser i lovteksten vil blive
medtaget i førstkommende lovbekendtgørelse af
færdselsloven, således at
»justitsministeren« og
»transportministeren« (og deraf afledte ord) erstattes
af »transport- og bygningsministeren« (og deraf afledte
ord) i følgende af lovens nugældende bestemmelser:
§ 3, stk. 2, § 4, stk. 2, § 5,
stk. 5, § 7, stk. 1- 3, § 14, stk. 4, § 28, stk. 4,
§ 29, stk. 4, § 31, stk. 2, § 32, stk. 3, § 33
a, stk. 2, § 34, § 35, stk. 2, § 44, stk. 4, 1.
pkt., § 46, stk. 2, § 49, stk. 5, 50, stk. 3, § 51,
stk. 8, § 54, stk. 1, § 56, stk. 5, § 56 a, stk.
1-2, § 56 b, § 57, stk. 1-2, § 59, stk. 2-3, §
59 a, stk. 1 og 3, § 60 e, § 61, § 63, stk. 5,
§ 64, stk. 5, § 66, stk. 1, nr. 4, stk. 2 og 6, §
68, § 69, § 70, stk. 3-4, § 70 a, § 79, §
80, stk. 3-4, § 80 a, stk. 5-6, § 80 b, stk. 3, §
81, stk. 5, § 81 a, stk. 1, § 82, stk. 4-7, § 84,
stk. 1, § 85, stk. 1, § 86, stk. 2, 1. pkt., § 86 a,
stk. 1-4, § 87, stk. 3, 88 a, § 89, stk. 2-3, 90, stk. 2,
91, stk. 2, § 92 c, stk. 3 og 5, § 92 d, stk. 1-2, §
92 e, stk. 1 og stk. 3-4, § 93, § 94, § 95, stk. 1
og 3-4, § 96, stk. 2, § 100, stk. 2, § 105, stk. 1
og stk. 3-4, § 107, stk. 1-2, § 109, stk. 2 og 4, §
115 a, stk. 1 og stk. 3-4, § 115 b, § 122 a, stk. 1 og 4,
§ 122 c, stk. 2, § 124 c, stk. 7, § 124 i, §
124 q, § 130, stk. 1, § 132 a, stk. 4-5 og stk. 10-11,
§ 134, stk. 3, § 134 a, stk. 1, § 134 c, § 139,
stk. 2, § 140, stk. 2 og § 141.
Til nr. 8
Ifølge færdselslovens § 68,
stk. 2, kan transport- og bygningsministeren forbyde salg og
markedsføring af køretøjer samt udstyrsdele og
tilbehør til køretøjer og af personligt
sikkerhedsudstyr til førere og passagerer, hvis
produktkravene hertil ikke er opfyldt. Det samme gør sig
gældende i medfør af § 81 a, nr. 3, for så
vidt angår personligt sikkerhedsudstyr til andre trafikanter.
Loven indeholder således ikke regler, der hjemler andre
former for indgreb overfor produkter, der ikke lever op til de
gældende produktkrav, herunder indgreb som påbud i
forbindelse med udførelse af
markedsovervågningsopgaver.
Det følger af den foreslåede
§ 68 a, stk. 1, at transport- og
bygningsministeren ligesom hidtil fører tilsyn med, at
produktkravene overholdes. Tilsynet kan udføres såvel
proaktivt som reaktivt, og kan ske ved fysisk fremmøde eller
i form af dokumentkontrol eller lignende.
Det foreslås i § 68 a, stk. 2 at præcisere, at
transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere
regler om gennemførelsen af EU-retsakter om produkttilsyn
med produktkrav, herunder mærkningskrav, på det
køretekniske område samt på området for
sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Fremtidige bestemmelser på det
køretøjstekniske område samt på
området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, der
vedrører markedsovervågning, vil således kunne
gennemføres ved udstedelse af en bekendtgørelse i
medfør af den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede § 68, stk.
3, indeholder en bemyndigelse til, at transport- og
bygningsministeren kan fastsætte regler om tilsynet med
overholdelsen af de produktkrav, herunder mærkningskrav, der
allerede i dag findes i bestemmelser om køretøjer,
udstyr eller tilbehør hertil og personligt sikkerhedsudstyr
til trafikanter samt bestemmelser, der skal gennemføre
EU-retsakter inden for området.
Bestemmelsen forventes særligt
udmøntet i regler om udførelse af tilsynet, herunder
eventuelt muligheden for at indhente sagkyndig bistand i
forbindelse med test af udtagne produkter til kontrol. Derudover
vil bestemmelsen kunne udmøntes i regler om udtagning af
prøveeksemplarer og om undersøgelser heraf.
Det forventes ikke, at bestemmelsen om
udtagelse af produkter til afprøvning og undersøgelse
vil skulle anvendes ofte. Den kontrol, der er relevant for
produkter omfattet af forslaget, vil som regel kunne ske på
stedet og på baggrund af relevant dokumentation. De
nærmere regler for afprøvning vil blive fastsat ved
bekendtgørelsen.
Det fremgår af den foreslåede
§ 68 a, stk. 4, at transport- og
bygningsministeren kan fastsætte regler, der
pålægger en erhvervsdrivende at afholde samtlige
udgifter i forbindelse med stikprøvekontrol omfattet af
bestemmelser udstedt i medfør af stk. 3. Transport- og
bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler, der
pålægger en erhvervsdrivende at refundere myndighedens
udgifter til produkter, der er indkøbt i detailhandlen som
led i tilsynet efter bestemmelser udstedt i medfør af stk.
3. Som erhvervsdrivende efter bestemmelserne i §§ 68 a -
68 c anses fabrikanten, dennes repræsentant,
importøren eller distributøren af et
køretøj, af udstyr eller tilbehør hertil samt
importøren eller distributøren af personligt
sikkerhedsudstyr for trafikanter, der som led i en
handelsvirksomhed ved levering med henblik på distribution,
forbrug eller anvendelse mod eller uden vederlag har gjort
køretøjer, udstyrsdele eller tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter tilgængeligt på markedet.
Det er hensigten, at bestemmelsen vil blive
udmøntet i regler om, at virksomheden i tilfælde, hvor
et prøveeksemplar udtages, og hvor undersøgelsen
viser, at produktet er i overensstemmelse med reglerne, ikke skal
betale for produktet og undersøgelsen. Er produktet ikke i
overensstemmelse med reglerne, vil virksomheden være
ansvarlig for at afholde udgifterne i forbindelse med udtagning og
afprøvning.
Begrebet erhvervsdrivende anvendes i
overensstemmelse med den gældende definition i reglerne om
produkttilsyn. Der er tale om en samlebetegnelse, der dækker
over såvel fabrikanten, dennes repræsentant,
importøren eller distributøren af et
køretøj, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer og personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter.
Samtlige erhvervsdrivende vil således
kunne blive mødt med krav, der relaterer sig til udlevering
af dokumenter som led i et produkttilsyn. Det vil i forbindelse med
et tilsyn skulle overvejes, om dialog eller et eventuelt
påbud skal rettes mod den erhvervsdrivende, der forhandler
produktet, eller mod importøren.
Det fremgår af den foreslåede
§ 68 b, stk. 1, at transport- og
bygningsministeren som noget nyt kan kræve, at en
erhvervsdrivende vederlagsfrit indhenter og udleverer oplysninger
og dokumenter, uanset om de foreligger på papir eller i
elektronisk form, der er nødvendige for en vurdering af, om
et produkt lever op til de produktkrav, herunder
mærkningskrav, der er fastsat i medfør af § 31,
stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2,
§ 81 a, nr. 1, og i Den Europæiske Unions forordninger
om køretøjer og udstyr hertil samt om personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter.
De oplysninger og dokumenter, der vil
være omfattet, er typisk prøvningsrapporter,
typegodkendelsesdokumentation, overensstemmelseserklæringer
og anden tilsvarende dokumentation.
Det forventes, at en stor del af tilsynet
netop vil ske ved dokumentkontrol. Det kan f.eks. være
kontrol af dokumentation for korrekt mærkning af et produkt.
Efter bestemmelsen kan dokumentationsmaterialet foreligge på
papir, elektronisk form eller på andet medie.
Hvis den, der påbydes at udlevere
relevant materiale, ikke er i besiddelse af materialet, vil
vedkommende være nødt til at rette henvendelse til et
tidligere led i omsætningskæden med henblik på at
få materialet udleveret. Vedkommende kan dog også bede
om, at materialet sendes direkte til tilsynsmyndigheden, hvis dette
konkret skønnes mere hensigtsmæssigt.
Den erhvervsdrivende kan blive pålagt at
fremsende oplysningerne inden for en frist, der vil blive fastsat
på baggrund af omstændighederne i den konkrete sag.
Det foreslås med § 68 b, stk. 2, at der i tilfælde
af, at produktkrav ikke overholdes, kan udstedes et påbud om
at bringe produkterne i forskriftsmæssig stand inden for en
frist, der vil blive fastsat på baggrund af
omstændighederne i den konkrete sag.
Det gælder også, hvis f.eks. et
produkt uretmæssigt er mærket med CE-mærkning, e-
eller E-mærkning, hvor den forskriftsmæssige stand
også vil kunne omfatte fjernelse af mærket. Dette vil
eventuelt kunne kombineres med et påbud efter den
foreslåede bestemmelse i § 68 b, stk. 4, hvis der f.eks.
er tale om et produkt, der er påtænkt anvendt som
udstyr eller tilbehør i et e-mærket
køretøj, men hvor produktet ikke er typegodkendt og
dermed ikke må anvendes i køretøjet på
færdselslovens område.
I de tilfælde, hvor det i forbindelse
med et tilsynsbesøg konstateres, at en lang række
produkter ikke lever op til mærkningskravene og dermed
ulovligt er sat til salg i detailleddet, vil det kunne være
relevant at gribe ind med et påbud om straks at trække
produkterne tilbage fra markedet med henblik på, at den
erhvervsdrivende kan drage omsorg for, at de
lovliggøres.
I sjældne tilfælde kan der
være behov for at pålægge den erhvervsdrivende at
tilbagekalde et produkt med henblik på at udbedre ulovlige
forhold eller ombytte produktet.
Ifølge den foreslåede § 68 b, stk. 3, kan transport- og
bygningsministeren påbyde en erhvervsdrivende, der har gjort
et køretøjsteknisk produkt eller personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter, der ikke opfylder gældende
mærkningskrav, tilgængeligt på markedet, straks
og effektivt at trække produktet tilbage fra markedet.
Transport- og bygningsministeren kan endvidere, hvis det
skønnes nødvendigt, påbyde den
erhvervsdrivende, der har gjort et ulovligt
køretøjsteknisk produkt eller personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter tilgængeligt på
markedet, at tilbagekalde det fra erhververen, indtil det ulovlige
forhold er bragt til ophør.
Den foreslåede § 68 b, stk. 3,
muliggør henholdsvis tilbagetrækning fra markedet og
tilbagekaldelse fra den, der har erhvervet produkterne.
Ved påbud om tilbagetrækning skal
den erhvervsdrivende alene foretage handlinger med henblik på
at begrænse det fremtidige salg, markedsføring m.v. af
produktet, mens den pågældende ved påbud om
tilbagekaldelse skal foretage handlinger med henblik på at
få allerede leverede produkter leveret tilbage fra
erhververen. Definitionerne af tilbagetrækning og
tilbagekaldelse svarer således til produktsikkerhedslovens
definitionsbestemmelser.
Det forventes, at muligheden for at udstede
påbud om tilbagetrækning vil blive anvendt i
forbindelse med tilsynsbesøg, hvor det skønnes
nødvendigt og proportionalt for at forhindre salg af
produkterne, mens det eventuelt undersøges nærmere, om
det vil være muligt at lovliggøre dem og dermed
på ny gøre dem tilgængelige på
markedet.
Muligheden for tilbagekaldelse forventes at
blive anvendt i mere begrænset omfang. Kun hvis det
skønnes nødvendigt, at produkterne ikke anvendes,
før eventuelle ulovligheder ved produkterne er berigtiget,
vil et påbud om tilbagetrækning fra markedet være
proportionalt. Vurderingen af, om det er nødvendigt at
udstede et tilbagekaldelsespåbud, beror bl.a. på
trafiksikkerhedsmæssige hensyn samt hensynet til tilliden
til, at de produkter, der gøres tilgængelige på
markedet, også lever op til de gældende
produktkrav.
Hvis der er tale om farlige produkter, vil
produktsikkerhedslovens regler om tilbagetrækning og
tilbagekaldelse kunne finde anvendelse, uanset om der er udstedt et
forudgående påbud om at lovliggøre
forholdet.
Den foreslåede § 68 b, stk.
4, vedrører forbud mod vildledende
markedsføring. Bestemmelsen omhandler alene det forhold, at
der gives vildledende eller urigtige angivelser eller udelades
væsentlige informationer om den lovlige erhvervelse eller
anvendelse af køretøjstekniske produkter samt
personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, såfremt dette er
egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre
erhvervsdrivendes økonomiske adfærd.
Spørgsmål om f.eks. anprisningsforhold og priser vil
således fortsat være spørgsmål, der
reguleres i markedsføringsloven og varetages af
Forbrugerombudsmanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 6 og 7
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.
maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre marked og om ændring af
Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2006/2004.
I overensstemmelse med direktivets terminologi
stilles der krav om, at den erhvervsdrivendes handlinger skal
være egnet til mærkbart at forvride erhververens
økonomiske adfærd.
Ved vurderingen af, hvorvidt en angivelse er
egnet til at vildlede forbrugeren, vil der blive taget udgangspunkt
i en gennemsnitsforbruger, således som denne opfattes af
EU-Domstolen i forbindelse med fortolkning af de gældende
reklamedirektiver. En gennemsnitsforbruger anses i den forbindelse
som udgangspunkt som en, under hensyntagen til sociale, kulturelle
og sproglige forhold, almindelig oplyst, rimeligt opmærksom
og velunderrettet person.
I erhvervsforhold vil vurderingen tage
udgangspunkt i, hvordan en erhvervsdrivende i samme situation
typisk vil opfatte markedsføringen.
En erhvervsdrivende må ikke anvende
vildledende eller urigtige angivelser i markedsføringen som
f.eks. faktuelt forkerte oplysninger, usande påstande eller
forkerte betegnelser for de produkter, som udbydes. Vildledningen
kan berøre et eller flere elementer i
markedsføringen.
Som eksempel kan nævnes
markedsføring af et produkt på det
køretøjstekniske område, hvor produktet ikke i
sig selv er ulovligt, men hvor produktet kun under visse
omstændigheder lovligt kan anvendes i køretøjer
på færdselslovens område.
Oplysningen kan både have betydning for,
om køretøjet kan godkendes ved syn, og om
køretøjet f.eks. i forbindelse med vejsidekontrol vil
blive betragtet som lovligt. Hvis produktet f.eks. foreslås
anvendt til et køretøj, der er e-mærket, men
produktet ikke selv er e-mærket, vil produktet ikke lovligt
kunne anvendes i køretøjet på
færdselslovens område.
Det er i øvrigt efter bestemmelserne
ikke tilladt at afgive urigtige udsagn om resultaterne af
afprøvning eller kontrol af varen eller produktet eller om
behovet for eftersyn, reservedele, udskiftninger eller
reparationer.
Det er ligeledes ikke tilladt, hvis en
erhvervsdrivende på en vildledende eller urigtig måde
anvender erklæringer eller symboler, som direkte eller
indirekte indikerer, at produktet opfylder de betingelser, der
knytter sig til mærket.
Det foreslåede § 68 b, stk. 4,
indeholder i overensstemmelse med ovennævnte direktivs
artikel 7 et forbud mod vildledende udeladelser. Udeladelse af
oplysning om, at produktet kun lovligt kan anvendes i visse
situationer, vil være i strid med bestemmelsen, hvis
udeladelsen har haft en afgørende indflydelse på
erhververens økonomiske adfærd.
Det følger endvidere af det
foreslåede § 68 b, stk. 4, at transport- og
bygningsministeren kan påbyde en erhvervsdrivende at oplyse
om væsentlige informationer i forbindelse med salg og
markedsføring af køretøjstekniske produkter
samt personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Oplysningerne omfatter som udgangspunkt
oplysninger om forudsætningerne for produkternes lovlige
anvendelse. Det kan f.eks. være oplysningen om, at udstyrs-
og tilbehørsdele, der ikke er e-mærkede, ikke må
anvendes i e-mærkede køretøjer, der er
tiltænkt anvendelse på færdselslovens
område.
Oplysning kan enten ske ved mærkning
på de enkelte produkter, ved produkterne, der udbydes til
salg, eller ved opslag eller lignende i butikken. Er der tale om
information ved opslag, skal det ske på steder, hvor den, der
køber produkterne, vil kunne få øje på
informationerne.
Efter forslaget til § 68 b, stk. 5, kan transport- og
bygningsministeren kræve, at den, der har fået et
tilbagetræknings- eller tilbagekaldelsespåbud eller et
påbud om at oplyse om et produkts anvendelse, oplyser
myndigheden om, hvordan påbuddet er efterkommet og effekten
heraf.
Bestemmelsen skal sikre, at myndigheden kan
kræve de nævnte oplysninger uden nødvendigvis at
foretage et fysisk tilsynsbesøg. Sædvanligvis vil
kravet om oplysninger blive stillet som et led i
påbuddet.
Oplysningerne er væsentlige for
myndighedens vurdering af, om påbuddet er behørigt
efterkommet. Det vil f.eks. sige, om der er givet behørig
information om lovlig anvendelse eller erhvervelse, og om den
tilbagekaldelse, der er foretaget, er tilstrækkeligt
effektiv.
Skønner myndigheden, efter at have
fået informationer om, hvordan påbuddet er efterkommet,
at påbuddet ikke er efterkommet i tilstrækkelig grad,
vil myndigheden herefter kunne vurdere, om det vil være
relevant at anmelde forholdet til politiet.
Hvis tilsynsmyndighedens påbud efter
§ 68 b ikke efterkommes, gælder det i alle
tilfælde, at modtageren af påbuddet vil kunne straffes
med bøde i medfør af de almindelige regler herom i
færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 3.
Den gældende færdselslov rummer
ikke bestemmelser, der gør det muligt i forbindelse med
markedsovervågning af produkter på det
køretøjstekniske område samt på
området for personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter at
få adgang til erhvervslokaler for at udføre
tilsyn.
Det foreslås derfor med § 68 c at give mulighed for, at
tilsynsmyndigheden kan få adgang til erhvervslokaler med
henblik på at føre tilsyn med at reglerne overholdes.
I den forbindelse vil myndigheden også kunne få adgang
til relevant materiale, uanset om det findes på papir eller i
en elektronisk version. Ved relevant materiale forstås
materiale, der har en relation til den kontrol, der udføres.
Det vil således ikke være muligt for den, hos hvem
kontrollen udføres, at afvise at udlevere eller give adgang
til relevant materiale, fordi det alene findes i elektronisk
form.
Myndigheden har alene adgang til ikke
offentligt tilgængelige lokaler for at føre tilsyn,
hvis det skønnes nødvendigt. Om det er
nødvendigt at udtage produkterne fra ikke offentligt
tilgængelige lokaler, beror bl.a. på, om
tilsynsmyndigheden vil kunne få et tilstrækkeligt
retvisende billede af markedet, hvis der kun udtages produkter fra
offentligt tilgængelige lokaler.
Derudover indgår en vurdering af, om det
er muligt at skaffe produkterne på anden måde, om det
er nødvendigt, at myndigheden selv kan udvælge de
produkter, der ønskes udtaget til stikprøvekontrol,
eller om det er tilstrækkeligt, at den erhvervsdrivende
udvælger og eventuelt fremsender et produkt.
Konkret vil det f.eks. kunne være
nødvendigt at få adgang til ikke-offentligt
tilgængelige lokaler, hvis myndigheden ikke kan foretage et
effektivt tilsyn, fordi de tilgængelige produkter, ikke
gør det muligt at udtage repræsentative produkter til
test, f.eks. fordi et givet produkt kun findes i butikken i
begrænsede eksemplarer, eller fordi de produkter, der
udtages, stammer fra samme parti.
Bestemmelsen vil endvidere kunne finde
anvendelse i forhold til internetbutikker og butikker, der
sælger via postordre o. lign., og hvor produkterne ikke kan
udtages til test i offentligt tilgængelige butikslokaler.
Såfremt internetbutikken drives fra privatboligen, vil adgang
dog alene kunne ske til de dele af boligen, der anvendes til
erhvervsformål.
Det forudsættes, at bestemmelsen
administreres i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 442 af 6.
juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter og det strafferetlige forbud mod
selvinkriminering. Efter § 18 i lov nr. 442 af 6. juni 2004 er
det hovedreglen, at en part skal underrettes, inden et
tvangsindgreb finder sted.
Der eksisterer dog en mulighed for at fravige
denne hovedregel, såfremt øjemedet med
tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis
forudgående underretning skulle gives. Denne undtagelse tager
først og fremmest sigte på tilfælde, hvor en
myndighed foretager tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller
tilsynsvirksomhed.
Tilsynsbesøg kan således
foretages uvarslet, hvis det i det konkrete tilfælde efter en
konkret vurdering må antages, at øjemedet ville blive
forspildt, såfremt der skete forudgående varsling,
f.eks. hvis der på grund af tidligere erfaringer med en part
er grund til at antage, at den pågældende vil
bortskaffe de effekter mv., der ønskes kontrolleret.
Varsling vil også kunne undlades i tilfælde, hvor det
generelt må antages, at øjemedet ville blive
forspildt, såfremt den pågældende virksomhed er
advaret forinden.
Anerkendelsen af prøvningslaboratorier
er hidtil sket på grundlag af færdselslovens § 68,
som giver mulighed for generelt at fastsætte bestemmelser om
tekniske krav til køretøjer, udstyr og
tilbehør hertil samt til sikkerhedsudstyr for
trafikanter
Den foreslåede § 68 d, stk. 1, indeholder en
bemyndigelse til, at transport- og bygningsministeren nu kan
fastsætte nærmere regler om prøvningsinstanser.
Begrebet prøvningsinstanser omfatter de anerkendte
prøvningslaboratorier, der allerede i dag anvendes inden for
det køretøjstekniske område, og som er afledt
af de EU-retlige regler om typegodkendelse.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive
udmøntet i regler, der sætter rammerne for
prøvningsinstansernes varetagelse af
prøvningsopgaver, herunder reglerne for selve godkendelsen
som prøvningsinstans. I de tilfælde, hvor en
prøvningsinstans ikke selv har kompetencen til at varetage
visse dele af de prøvninger, der er nødvendige, vil
reglerne beskrive de krav, der vil blive stillet til
underleverandøren i den forbindelse.
En prøvningsinstans får med
godkendelsen mulighed for at tilbyde f.eks. prøvning af et
ombygget køretøj forud for godkendelse ved syn.
Prøvningsinstansen udøver ikke forvaltningsretlige
opgaver og varetager dermed heller ikke opgaver på vegne af
staten. Det gør derimod synsvirksomheden, der kan
lægge prøvningsrapporten til grund for
udførelsen af syn og godkendelse af et ombygget
køretøj.
Der vil i reglerne blive fastsat krav til den
faglige tekniske kompetence, virksomhedens vilje og evne til at
kende og efterleve de gældende regler på området.
Derudover vil der blive fastsat regler om, at virksomheden skal
være forsikret i forhold til varetagelse af opgaver som
prøvningsinstans, og om, at virksomheden ikke må
være under konkurs eller rekonstruktionsbehandling eller have
andet end uvæsentlig gæld til det offentlige. Der vil
ikke blive fastsat krav om, at virksomheden skal have en vis
egenkapital, for at den kan søge om godkendelse som
prøvningslaboratorium.
Der vil endvidere blive fastsat krav om, at
virksomheden skal have et kvalitetsstyringssystem. Det forventes,
at systemet skal svare til de krav, der stilles i DS/EN ISO
9001:2008 eller DK/EN ISO/IEC 17020:2005. Der vil imidlertid ikke
blive stillet krav om, at kvalitetsstyringssystemet skal være
certificeret i henhold til de nævnte standarder. Dog
forventes det, at en del af de virksomheder, der vælger at
søge om at blive udpeget som prøvningsinstans, vil
være certificeret i henhold til standarden og dermed allerede
have professionelle erfaringer med at varetage sådanne
opgaver.
Derudover vil der blive fastsat regler om
ansøgningsprocessen, herunder det materiale, der er
nødvendigt, for at den myndighed, der skal godkende
ansøgningen, kan vurdere, om ansøgeren har de
fornødne kompetencer til rådighed og i øvrigt
opfylder kravene for udpegningen.
Der vil endvidere blive fastsat regler om
opsigelse og bortfald af godkendelsen og de betingelser, der skal
være til stede, for at den udpegende myndighed kan
tilbagekalde udpegningen.
Med § 68 d, stk.
2, foreslås det, at transport- og bygningsministeren
får beføjelse til at fastsætte regler om det
tilsyn, der skal føres med prøvningsinstanserne.
Transport- og bygningsministeren kan henlægge tilsynet med
prøvningsinstanserne til en privat virksomhed.
Hvis det besluttes, at tilsynet med
prøvningsinstanserne skal henlægges til en privat
virksomhed, fastsætter transport- og bygningsministeren de
nærmere bestemmelser herom.
Reglerne vil bl.a. indeholde krav til
kontrolinstansens kompetence, økonomi samt vilje og evne til
at udføre kontrollen med prøvningsinstanserne i
overensstemmelse med godkendelsen. Der kan stilles krav om, at en
kontrolinstans skal have et kvalitetsstyringssystem samt
kvalitetsstyringssystemets beskaffenhed. Der kan endvidere
fastsættes regler om bortfald, suspension og tilbagekaldelse
af en godkendelse, hvis betingelserne for at opretholde
godkendelsen ikke længere er til stede.
Der henvises i øvrigt i det hele til
pkt. 3.1.2 og 3.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det foreslås af lovtekniske
årsager, at den gældende bestemmelse i § 68 a, om
at transport- og bygningsministeren fastsætter bestemmelser
om privates adgang til at blive autoriserede til at installere,
justere, plombere og kontrollere hastighedsbegrænsere i biler
og kan herunder fastsætte regler om, at det tilkommer private
at afgive indstilling om, hvem der bør autoriseres,
ophæves og i stedet indsættes som § 68 e.
Forslaget medfører ikke
indholdsmæssige ændringer i bestemmelsen, som affattet
ved § 1, nr. 16 i lov nr. 98 af 2. september 1994 om
ændring af færdselsloven, vægtafgiftsloven og lov
om afgift af ansvarsforsikringer af motorkøretøjer
mv. og ændret ved § 1, nr. 22 i lov nr. 557 af 24. juni
2005 om ændring af færdselsloven og pasloven. Der
henvises derfor om den nævnte bestemmelse i
færdselslovens § 68 e i øvrigt til
bemærkningerne til § 1, nr. 16, i lovforslag nr. L 90 af
24. november 1993 og bemærkningerne til § 1, nr. 22, i
lovforslag nr. 153 af 13. april 2005.
Til §
2
Efter det foreslåede stk. 1
vil forslagets § 1, nr. 1-7, træde i kraft dagen efter
offentliggørelsen i Lovtidende. Baggrunden herfor er, at der
alene er tale om tekniske ændringer af færdselsloven
som følge af, at sager vedrørende dansk og
international regulering af færdsel og
færdselssikkerhed er overført fra Justitsministeriet
til Transport- og Bygningsministeriet.
Det foreslås i stk.
2, at forslagets § 1, nr. 8, (forslag til
færdselslovens §§ 68 a-68 e) træder i kraft
den 1. juli 2016. For at give virksomhederne mulighed for at
omstille sig til nye regler, har regeringen således
besluttet, at alle nye love og bekendtgørelser, der har
direkte konsekvens for erhvervslivet, som hovedregel skal
træde i kraft enten den 1. januar eller den 1. juli.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
ret
Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | §
1 | | | | | | I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1386 af 11. december 2013, som
ændret bl.a. ved lov nr. 372 af 14. april 2014, lov nr. 457
af 14. maj 2014, lov nr. 1494 af 23. december 2014 og senest ved
lov nr. 154 af 18. februar 2015, foretages følgende
ændringer: | | | | § 32
a. --- Stk. 2.
Transportministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren nærmere bestemmelser om krav til lyd- og
lyssignaler på letbanekøretøjer. | | 1. I § 32 a, stk. 2, og § 52 b ændres
»Transportministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren« til: »Transport- og
bygningsministeren fastsætter« | | | | § 52 b.
Transportministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren bestemmelser om særlige forhold for
letbaner, herunder om tekniske krav til letbaner, ansvarsforsikring
og krav til førere af letbanekøretøj. | | | | | | § 35. Er
køretøj i lygtetændingstiden standset eller
parkeret på vej, skal køretøjets positionslys
(parkeringslys), baglygter og nummerpladebelysning holdes
tændt. Justitsministeren kan efter forhandling med
transportministeren fastsætte bestemmelser om, at også
andre lygter end dem, der er nævnt i 1. pkt., skal eller kan
holdes tændt. Stk.
2-3. --- Stk. 4. Er et
motordrevet køretøj, hvis længde og bredde ikke
overstiger henholdsvis 6 m og 2 m, parkeret langs vejens kant i
tættere bebygget område, behøver kun
positionslys (parkeringslys) og baglygte med vejens midte at
være tændt, medmindre køretøjet er
tilkoblet andet køretøj. Justitsministeren kan efter
forhandling med transportministeren fastsætte bestemmelser
om, at der i stedet kan anvendes særlig sidelygte. Stk.
5. --- §
43. --- Stk.
2-7. --- Stk. 8.
Justitsministeren kan efter forhandling med transportministeren,
hvor forholdene taler herfor, fastsætte en højere
hastighedsgrænse end de i stk. 1-5 nævnte,
gældende for særlige køretøjstyper,
såfremt færdselssikkerhedsmæssige eller
køretøjstekniske grunde ikke taler derimod. § 55
a. --- Stk. 2.
Justitsministeren kan efter forhandling med transportministeren
fastsætte nærmere regler om brug af andet teleudstyr,
og lignende under kørsel. § 83.
Justitsministeren kan efter forhandling med transportministeren
fastsætte sikkerhedsbestemmelser vedrørende befordring
af personer. | | 2. I § 35, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt.
§ 43, stk. 8, § 55 a, stk. 2, og § 83 ændres
»Justitsministeren kan efter forhandling med
transportministeren« til: »Transport- og
bygningsministeren kan«. | | | | §
37. --- Stk.
1. --- | | | Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om
gennemførelse af motionsløb for cyklister. Stk. 3-6.
--- Stk. 7.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om
afgørelser efter stk. 3 og 6 og om adgangen til at
påklage disse afgørelser, herunder at
afgørelserne ikke skal kunne indbringes for anden
administrativ myndighed. Justitsministeren kan endvidere efter
forhandling med transportministeren fastsætte nærmere
bestemmelser om politiets godkendelse af baner til motorløb
omfattet af stk. 3, nr. 4, og stk. 6, og om
sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af publikum og
løbsdeltagere ved disse motorløb. §
44. --- Stk. 1-3.
--- Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte regler om kørsel med
motordrevne køretøjer på motorvej efter stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling for
politiets assistance, der efter politiets skøn er
påkrævet ved gennemførelse af sådan
kørsel. §
84. --- Stk. 1-2.
--- Stk. 3.
Justitsministeren kan for transporter, der efter de bestemmelser,
der fastsættes i medfør af stk. 1, kun kan
gennemføres efter forud indhentet tilladelse fra politiet,
fastsætte bestemmelser om betaling af gebyr for
politimæssig assistance, der efter politiets skøn er
påkrævet ved sådanne transporters
gennemførelse. §
85. --- Stk.
1-2. --- Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling for
politimæssig assistance, der efter politiets skøn er
påkrævet ved gennemførelse af transporter, der
kræver tilladelse efter stk. 2. § 118
c. --- Stk. 1-8.
--- Stk. 9.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager omfattet af stk. 1, herunder om brug af
digitale kommunikationsmidler. § 122.
Justitsministeren kan bestemme, at det inden for bestemte
områder overdrages særlige
parkeringskontrollører, der ansættes under politiet,
helt eller delvist at varetage kontrollen med overholdelse af de
bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
parkeringskontrollørernes virksomhed. §
123. --- Stk. 1-4.
--- Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fremgangsmåden ved indbringelse af køretøjer,
forkyndelse af den i stk. 3 nævnte meddelelse til ejeren,
betaling for opbevaring af køretøjer og om salg af
disse. § 124.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at
køretøjer, der uden at være omfattet af §
123, stk. 1, er i politiets varetægt, kan sælges i
overensstemmelse med bestemmelserne i § 123, stk. 3 og
4. | | 3. I § 37, stk. 2 og 7, 1. pkt., § 44, stk. 4,
2. pkt., § 84, stk. 3, § 85, stk. 3, § 118 c, stk.
9, § 122, 1. pkt., § 123, stk. 5, og § 124
ændres »Justitsministeren« til: »Transport-
og bygningsministeren kan efter forhandling med
justitsministeren«. | | | | §
37. --- Stk.
1-4. --- Stk. 5.
Justitsministeren fastsætter bestemmelser om betaling for
eventuel politimæssig assistance, der efter politiets
skøn er påkrævet under afviklingen af de i stk.
1-3 nævnte løb. Stk.
6-7. --- §
86. --- Stk. 2.
Transportministeren fastsætter bestemmelser om
blokvognskørsel. Justitsministeren fastsætter
bestemmelser om betaling for politimæssig assistance, der
efter politiets skøn er påkrævet ved
gennemførsel af sådanne transporter. § 122.
Justitsministeren kan bestemme, at det inden for bestemte
områder overdrages særlige
parkeringskontrollører, der ansættes under politiet,
helt eller delvist at varetage kontrollen med overholdelse af de
bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
parkeringskontrollørernes virksomhed. | | 4. I § 37, stk. 5, § 86, stk. 2, 2. pkt. og
§ 122, 2. pkt., ændres »Justitsministeren
fastsætter« til: »Transport- og
bygningsministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren«. | | | | § 40.
Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren og
i samråd med miljøministeren, efter indstilling fra de
kommunale myndigheder, fravige reglerne i kapitlerne 2, 3 og 4 i
det omfang, det er nødvendigt for i lokalområder at
fremme en hensigtsmæssig trafiksanering. | | 5. I § 40, ændres
»Transportministeren kan efter forhandling med
justitsministeren og« til: »Transport- og
bygningsministeren kan« | | | | §
43. --- Stk.
1-8. --- Stk. 9. Uanset
bestemmelserne i stk. 4 kan justitsministeren efter forhandling med
transportministeren træffe bestemmelser om udførelse
af forsøg med højere hastigheder på motorveje
for de i stk. 2 og 3 nævnte køretøjer. Stk.
10. --- | | 6. I § 43, stk. 9 ændres »kan
justitsministeren efter forhandling med transportministeren«
til: » kan transport- og bygningsministeren«. | | | | §
43. --- Stk. 1-9.
--- Stk. 10.
Transportministeren kan efter forhandling med transportministeren
fastsætte regler om, hvilke betingelser der skal være
opfyldt, for at en bus må køre med op til 100 km i
timen, jf. stk. 1, 2. pkt. §
47. --- Stk. 1-2.
--- Stk. 3.
Transportministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om brug af tavlevogn og anden
afmærkning ved fjernelse af et køretøj og ved
udførelse af reparation på stedet. §
50. --- Stk. 2. På
en cykel må ikke befordres flere personer, end den er
beregnet til. Transportministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om transport af
børn på cykel og personer i påhængsvogn
(cykelanhænger) eller sidevogn, herunder regler om indretning
af passagerers siddeplads og om cyklistens alder. Stk. 3.
--- | | 7. I § 43, stk. 10, § 47, stk. 3 og
§ 50, stk. 2, 2. pkt.,
ændres »Transportministeren kan efter forhandling med
justitsministeren« til: »Transport- og
bygningsministeren kan« | | | | § 68 a.
Transport- og bygningsministeren fastsætter bestemmelser om
privates adgang til at blive autoriserede til at installere,
justere, plombere og kontrollere hastighedsbegrænsere i biler
og kan herunder fastsætte regler om, at det tilkommer private
at afgive indstilling om, hvem der bør autoriseres. | | 8. § 68 a ophæves, i stedet
indsættes: | | | »Produkttilsyn § 68 a.
Transport- og bygningsministeren fører tilsyn med
overholdelse af produktkrav på det
køretøjstekniske område, samt på
området for personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter. Stk. 2.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
gennemførelsen eller anvendelsen af EU-regler om
produkttilsyn med produktkrav, herunder mærkningskrav,
på det køretøjstekniske område samt
på området for personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter. Stk. 3.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om
tilsynet med overholdelsen af de produktkrav, herunder
mærkningskrav, i bestemmelser, der er fastsat i medfør
af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68, stk. 1, §
68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i Den Europæiske Unions
forordninger på det køretøjstekniske
område samt på området for personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter. Bestemmelserne kan indeholde
regler om udførelse af tilsynet, udtagning af
prøveeksemplarer og undersøgelser som led i
tilsynet. Stk. 4.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler, der
pålægger en erhvervsdrivende at afholde samtlige
udgifter i forbindelse med stikprøvekontrol omfattet af
bestemmelser udstedt i medfør af stk. 3. Transport- og
bygningsministeren kan endvidere fastsætte regler, der
pålægger en erhvervsdrivende at refundere myndighedens
udgifter til produkter, der er indkøbt i detailhandlen som
led i tilsynet efter bestemmelser udstedt i medfør af stk.
3. Som erhvervsdrivende efter bestemmelserne i §§ 68 a -
68 c anses fabrikanten, dennes repræsentant,
importøren eller distributøren af et
køretøj, af udstyr eller tilbehør hertil samt
importøren eller distributøren af personligt
sikkerhedsudstyr for trafikanter, der som led i en
handelsvirksomhed ved levering med henblik på distribution,
forbrug eller anvendelse mod eller uden vederlag har gjort
køretøjer, udstyrsdele eller tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter tilgængeligt på markedet. § 68 b.
Transport- og bygningsministeren kan kræve, at en
erhvervsdrivende vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter,
uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form,
der er nødvendige for en vurdering af, om et produkt lever
op til de produktkrav, herunder mærkningskrav, der er fastsat
i medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2, § 68,
stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i Den
Europæiske Unions forordninger om køretøjer og
udstyr hertil samt om personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter.
Hvis den erhvervsdrivende ikke er i besiddelse af de
pågældende oplysninger og dokumenter, er den
erhvervsdrivende forpligtet til at indhente disse. Stk. 2.
Transport- og bygningsministeren kan påbyde en
erhvervsdrivende at bringe et forhold, der ikke opfylder de
produktkrav, herunder mærkningskrav, der er fastsat i regler
udstedt i medfør af § 31, stk. 2, § 50, stk. 2,
§ 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a, nr. 1, og i
Den Europæiske Unions forordninger om køretøjer
og udstyr hertil samt om personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter, i orden inden for en given frist. Stk. 3.
Transport- og bygningsministeren kan pålægge en
erhvervsdrivende, der har gjort et køretøjsteknisk
produkt eller personligt sikkerhedsudstyr til trafikanter, der ikke
opfylder gældende mærkningskrav, tilgængeligt
på markedet, straks og effektivt at trække produktet
tilbage fra markedet. Transport- og bygningsministeren kan
endvidere, hvis det skønnes nødvendigt, påbyde
en erhvervsdrivende, der har gjort et ulovligt
køretøjsteknisk produkt eller personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter tilgængeligt på
markedet at tilbagekalde det fra erhververen, indtil det ulovlige
forhold er bragt til ophør. Stk. 4. En
erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige
angivelser eller udelade væsentlige informationer om den
lovlige erhvervelse eller anvendelse af
køretøjstekniske produkter og personligt
sikkerhedsudstyr til trafikanter, såfremt dette er egnet til
mærkbart at forvride forbrugernes eller andre
erhvervsdrivendes økonomiske adfærd. Transport- og
bygningsministeren kan påbyde den erhvervsdrivende at oplyse
om væsentlige informationer eller påbyde ophør
med angivelse af vildledende informationer i forbindelse med salg
og markedsføring af produktet. Stk. 5.
Transport- og bygningsministeren kan kræve, at den
erhvervsdrivende, der har fået et påbud i medfør
af § stk. 3 eller stk. 4, 2. pkt., oplyser overfor transport-
og bygningsministeren, om påbuddet er efterkommet og effekten
heraf. § 68 c.
Transport- og bygningsministeren eller den offentlige myndighed,
der bemyndiges hertil har, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation
og uden retskendelse adgang til en virksomheds forretningslokaler,
herunder lagerlokaler og transportmidler, forretningsbøger
samt dokumenter, der vedrører de produkter, der føres
tilsyn med, herunder dokumenter om typegodkendelse,
CE-mærkning og lignende i såvel papirform m.v. samt
materiale som, der opbevares i elektronisk form, med henblik
på at føre tilsyn med overholdelsen af produktkrav i
regler, der er fastsat i medfør af § 31, stk. 2, §
50, stk. 2, § 68, stk. 1, § 68 a, stk. 2, § 81 a,
nr. 1, om køretøjer, udstyrsdele og tilbehør
til køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter og i Den Europæiske Unions forordninger om
køretøjer, udstyrsdele og tilbehør til
køretøjer samt personligt sikkerhedsudstyr til
trafikanter. Prøvningsinstanser § 68 d.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte bestemmelser
om prøvningsinstanser inden for det
køretøjstekniske område, herunder om brug af
prøvningsinstanserne. Bestemmelserne kan blandt andet
indeholde krav til ansøgningsprocessen,
ansøgningsmaterialet og ansøgers kompetence,
økonomi samt virksomhedens vilje og evne til at drive
virksomheden i overensstemmelse med godkendelsen. Der kan i
bestemmelserne stilles krav om, at en prøvningsinstans skal
have et kvalitetsstyringssystem samt kvalitetsstyringssystemets
beskaffenhed. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om
bortfald, suspension og tilbagekaldelse af en godkendelse, hvis
betingelserne for at opretholde godkendelsen ikke længere er
til stede. Stk. 2.
Transport- og bygningsministeren kan fastsætte bestemmelser
om tilsynet med prøvningsinstanserne. Transport- og
bygningsministeren kan henlægge tilsynet med
prøvningsinstanserne til en privat virksomhed.
Henlægges tilsynet til en privat virksomhed, fastsætter
ministeren de nærmere bestemmelser herom. § 68 e.
Transport- og bygningsministeren fastsætter bestemmelser om
privates adgang til at blive autoriserede til at installere,
justere, plombere og kontrollere hastighedsbegrænsere i biler
og kan herunder fastsætte regler om, at det tilkommer private
at afgive indstilling om, hvem der bør
autoriseres.« | | | | | | §
2 | | | | | | Stk. 1. §
1, nr. 1-7, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen
i Lovtidende. Stk. 2. §
1, nr. 8, træder i kraft den 1. juli 2016 |
|
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 29/2005/EF af 11. maj
2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne
på det indre marked og om ændring af Rådets
direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig
handelspraksis,) EU-Tidende 2005, nr. L 149, side 22-39.