Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2015)
Skatteministeren
(Karsten Lauritzen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
kommunal ejendomsskat (Fritagelse for grundskyld for ejendomme ramt
af kystnedbrydning)
(Lovforslag nr. L 17)
En grundejer
kan i dag risikere at skulle betale fuld grundskyld for en grund i
op til ca. 2 år, selvom grunden er ramt af kystnedbrydning.
Det er efter regeringens opfattelse hverken ret eller rimeligt.
Det
foreslås derfor, at kommunerne kan fritage en ejendom helt
eller delvist for grundskyld, allerede fra det tidspunkt hvor
kystnedbrydningen er sket.
Ligesom kommunen i dag kan fastsætte
grundskyldspromillen, bør det efter regeringens opfattelse
også være op til den enkelte kommunalbestyrelse frit at
skønne, om grundejeren skal fritages for grundskyld,
eksempelvis ud fra billedmateriale indsendt af borgeren. Herved
sikres et fleksibelt regelsæt og en forhåbentlig hurtig
sagsbehandling.
Der er ikke
tale om, at kommunalbestyrelsen fra sag til sag kan bestemme, om
der skal gives en fritagelse. Der skal være tale om en
generel ordning, der skal gælde for alle grunde i kommunen,
hvor det må anses for godtgjort, at grunden er ramt af
kystnedbrydning.
Alternativet ville være et
regelsæt baseret på objektive, skematiske kriterier,
der imidlertid vil være vanskelige at definere og utilsigtet
vil kunne afskære nogle grundejere fra fritagelse.
Sådanne regler vil desuden forudsætte, at der skal
afholdes udgifter til opmåling m.v., der som udgangspunkt vil
påhvile enten kommunen eller grundejeren.
Det er derfor
regeringens opfattelse, at det samlet set er den mest
hensigtsmæssige udformning af det nye regelsæt, at
fritagelsen baseres på en samlet skønsmæssig
vurdering, og at denne træffes af den myndighed, der er
tættest på borgeren, i dette tilfælde
kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsens beslutning vil have virkning, indtil SKAT har
foretaget en ny vurdering af grunden, der kan lægges til
grund for opkrævningen af grundskyld.
De nye regler
skal have virkning fra 1. januar 2015 for alle ejendomme ramt af
kystnedbrydning. Forslaget vil altså i et vist omfang
få tilbagevirkende kraft til gunst for borgerne.
Lovforslaget
er en genfremsættelse af L 189 fremsat af den tidligere
regering den 22. april 2015. L 189 blev samtidig med
fremsættelsen den 22. april 2015 sendt i høring med
frist den 18. marts 2015. I forbindelse med genfremsættelsen
af lovforslaget har lovforslaget ikke været sendt i fornyet
høring, idet lovforslaget ikke indeholder nye elementer.
Da lovforslaget blev behandlet inden
valgudskrivelsen, var der tilslutning til forslaget fra alle
Folketingets partier, og jeg håber på en tilsvarende
bred opbakning til forslaget i denne omgang.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.