Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 16. december 2015
1. Ændringsforslag
Der er stillet 5 ændringsforslag til
lovforslaget. Skatteministeren har stillet ændringsforslag
nr. 1 og 3-5, og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet ændringsforslag nr. 2.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. oktober
2015 og var til 1. behandling den 23. oktober 2015. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5
møder.
Høring
Lovforslaget er en genfremsættelse af
lovforslag nr. L 189 (folketingsåret 2014-15, 1. samling),
der i udkast blev sendt i høring i perioden fra den 18.
februar 2015 til den 18. marts 2015 af den daværende
økonomi- og indenrigsminister.
I forbindelse med genfremsættelsen
har lovforslaget ikke været sendt i fornyet høring.
Høringssvar og høringsnotat fra den daværende
økonomi- og indenrigsminister over lovforslag nr. L 189
(folketingsåret 2014-15, 1. samling) er omdelt som bilag
4.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6
spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret. Derudover har udvalget stillet
1 spørgsmål til Folketingets Lovsekretariat, som dette
har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Dansk Folkepartis, Venstres, Liberal
Alliances og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget er
enige om at stemme for de af skatteministeren stillede
ændringsforslag om vurdering af visse ejendomme med
hjemfaldspligt. Ændringsforslagene sikrer en løsning
her og nu på problemstillingen om beskatning af ejendomme med
hjemfaldspligt, der blev rejst under 1. behandling af lovforslaget.
Parterne er dog samtidig enige om, at der er behov for at analysere
problemstillingen yderligere med henblik på at finde frem til
en mere permanent løsning, herunder at det afdækkes,
om en løsning uden for Skatteministeriets område er
mere hensigtsmæssig på længere sigt. DF, V, LA og
KF er derfor enige om, at der bør igangsættes en
yderligere analyse af problemstillingen, der forankres i
Skatteministeriet med inddragelse af andre relevante ministerier,
med henblik på at en løsning kan præsenteres i
1. halvår af 2016.
Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Radikale Venstres medlemmer af udvalget
støtter lovforslaget, der i sin essens er en
genfremsættelse af lovforslag nr. L 189 (folketingsåret
2014-15, 1. samling) fremsat af den daværende økonomi-
og indenrigsminister. Problemstillingen omkring stigende grundskyld
på ejendomme omfattet af hjemfaldspligt er i stor hast blevet
en del af lovforslaget mod slutningen af udvalgsbehandlingen. S, SF
og RV støtter skatteministerens ændringsforslag herom,
men havde dog ønsket en grundigere behandling af
ændringsforslagene, end at forslagene blev fremsendt kort
før udvalgets afgivelse af betænkning og med et meget
sparsomt oplysningsgrundlag til udvalget. S, SF og RV noterer sig
da også, at skatteministeren i bemærkningerne til
ændringsforslaget erkender, at man ikke har reelt overblik
over omfanget af problemstillingen og de provenumæssige
konsekvenser heraf. Skatteministeren må med den valgte
fremgangsmåde in mente bære ansvaret for eventuelle
udfordringer som følge af udvidelsen af lovforslaget.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker i tilknytning hertil, at SF gerne havde set
en økonomisk kompensation til de berørte
kommuner.
Alternativets medlemmer af udvalget
bemærker, at ALT arbejder for, at skatte- og afgiftssystemmet
bliver så gennemsigtigt og logisk som muligt. Det er selvsagt
ulogisk at betale skat af en grund, som reelt set er ubrugelig,
fordi havet har spist den, og selv om dette i dag er et mindre
problem, vil det vokse i omfang fremover set i lyset af
klimaforandringers komme og de dertilhørende ekstreme
vejrforhold og vandstandsstigninger. ALT ønsker at
imødekomme denne problemstilling nu frem for at vente og kan
på denne baggrund støtte lovforslaget.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Enhedslistens medlemmer af udvalget er
grundlæggende positive over for lovforslaget, men finder det
dybt kritisabelt, at der i et forslag om grunde ramt af
kystnedbrydning tilføjes grunde omfattet af hjemfaldspligt.
Det har ikke i denne sene fase af udvalgsarbejdet været
muligt at få overblik over konsekvenserne af, at loven
også omfatter grunde med hjemfaldspligt.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Til titlen
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af EL):
1)
Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om kommunal ejendomsskat
og lov om vurdering af landets faste ejendomme
(Fritagelse for grundskyld for ejendomme
ramt af kystnedbrydning og vurdering af visse ejendomme med
hjemfaldspligt)«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
Til § 1
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal
(udvalget med undtagelse af EL):
2) Nr. 1
affattes således:
»1. Efter § 7
indsættes:
Ȥ 7 A.
Kommunalbestyrelsen skal meddele hel eller delvis fritagelse for
grundskyld af ejendomme, hvor grunden er ramt af kystnedbrydning.
Fritagelsen gælder alene, indtil en ny ansættelse kan
lægges til grund ved opgørelsen af det afgiftspligtige
grundlag, jf. § 26, stk. 2.««
[Kommunen forpligtes til at give
hel eller delvis fritagelse for grundskyld for ejendomme ramt af
kystnedbrydning]
Ny paragraf
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af EL):
3)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I lov om vurdering af landets faste ejendomme,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som
ændret ved § 13 i lov nr. 649 af 12. juni 2013, § 1
i lov nr. 1635 af 26. december 2013 og § 1 i lov nr. 1535 af
27. december 2014, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 3, stk. 1, nr. 6,
indsættes efter »ændrede planforhold,«:
»jf. dog §§ 12 A og 13 A,«.
2.
Efter § 12 indsættes før overskriften før
§ 13:
Ȥ 12 A. Hvis ejeren
over for told- og skatteforvaltningen godtgør, at der
på ejendommen senest den 31. december 2015 er tinglyst en
hjemfaldspligt, hvor der på vurderingstidspunktet er 10
år eller mindre til det tidspunkt, hvor kommunen tidligst kan
udnytte hjemfaldspligten, skal der ved ansættelsen ikke tages
hensyn til ændrede planforhold.«
3.
Efter § 13 indsættes:
Ȥ 13 A. Hvis ejeren
over for told- og skatteforvaltningen godtgør, at der
på ejendommen senest den 31. december 2015 er tinglyst en
hjemfaldspligt, hvor der på vurderingstidspunktet er 10
år eller mindre til det tidspunkt, hvor kommunen tidligst kan
udnytte hjemfaldspligten, skal der ved ansættelsen ikke tages
hensyn til ændrede planforhold.«
4. I
§ 33, stk. 15, indsættes som
4. pkt.:
»1.-3. pkt. finder ikke anvendelse i
de i § 12 A nævnte tilfælde.«
5. I
§ 33, stk. 17, indsættes som
3. pkt.:
»1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse
i de i § 13 A nævnte tilfælde.««
[Vurdering af visse ejendomme med
hjemfaldspligt]
Til § 2
4) I
stk. 2 ændres »Loven«
til: »§ 1«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
5) Som
stk. 3 indsættes:
»Stk. 3.
En vurdering foretaget forud for lovens ikrafttræden kan
genoptages med henblik på anvendelse af vurderingslovens
§§ 12 A og 13 A, hvis ejeren anmoder told- og
skatteforvaltningen herom senest den 1. maj i det fjerde år
efter udløbet af det kalenderår, hvor vurderingen er
foretaget.«
[Mulighed for genoptagelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås at ændre
lovforslagets titel som følge af ændringsforslag nr.
3.
Til nr. 2
Efter det
fremsatte lovforslag kan kommunalbestyrelsen fritage for
grundskyld, i det omfang kommunalbestyrelsen finder det godtgjort,
at grunden er ramt af kystnedbrydning. Der er tale om en valgfri
ordning forstået på den måde, at den enkelte
kommune selv kan vælge, hvorvidt den vil udnytte
fritagelsesbestemmelsen. Hvis kommunalbestyrelsen udnytter
fritagelsesbestemmelsen, skal fritagelsen dog gælde for alle
grunde i kommunen, hvor kommunalbestyrelsen finder det godtgjort,
at grunden er ramt af kystnedbrydning. Der skal således
være tale om en generel ordning, hvorfor kommunalbestyrelsen
ikke fra sag til sag kan vælge, om der skal ske
fritagelse.
Med
ændringsforslaget foreslås det, at kommunen skal
fritage ejendomme helt eller delvis for grundskyld, i det omfang
grunden er ramt af kystnedbrydning. Ændringsforslaget
indebærer således, at det ikke skal være valgfrit
for kommunerne, om undtagelsesbestemmelsen skal finde anvendelse i
den pågældende kommune. Kommunerne vil således
ikke generelt kunne fravælge at give fritagelse efter
bestemmelsen, men skal derimod foretage en konkret vurdering af, om
det må anses for godtgjort, at ejendommen helt eller delvis
er ramt af kystnedbrydning.
Kommunalbestyrelsen skal således inden for lovgivningen og
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger såvel
som efter det fremsatte lovforslag skønne, hvornår det
findes godtgjort, at en ejendom er omfattet af bestemmelsen.
Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis lægge vægt på
fotografisk materiale indsendt af borgeren eller oplysninger om nye
opmålinger af grunden, hvoraf det fremgår, at grunden
er ramt af kystnedbrydning.
Ændringsforslaget skønnes ikke at have
nævneværdige provenumæssige konsekvenser.
Til nr. 3
Almindelig vurdering af landets faste
ejendomme finder sted hvert andet år. Ejerboliger vurderes i
ulige år, og andre ejendomme (erhvervsejendomme m.v.)
vurderes i lige år. Året efter den almindelige
vurdering foretages der omvurdering af ejendomme, hvis en eller
flere af de hændelser (omvurderingsgrunde), der er
nævnt i vurderingslovens § 3, stk. 1, er
indtrådt.
Der skal ved ejendomsvurderingen tages
hensyn til rettigheder og byrder af offentligretlig karakter og
privatretlige servitutter, der er pålagt en ejendom til
fordel for en anden ejendom, såvel ved vurderingen af den
herskende som af den tjenende ejendom. I øvrigt bortses der
fra rettigheder og forpligtelser af privatretlig karakter, jf.
vurderingslovens § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 3,
2. pkt. Ved hjemfaldspligt forstås en aftale, hvor kommunen
udgør den ene part. Aftalen mellem kommunen og grundejeren
anses for en privatretlig aftale, og der skal således bortses
fra den ved vurderingen.
Med ændringsforslaget foreslås
det, at der ikke ved ejendomsvurderingen af ejendomme med
hjemfaldspligt til kommunen skal tages hensyn til ændrede
planforhold, hvis der er 10 år eller mindre til det
tidspunkt, hvor kommunen tidligst kan udnytte hjemfaldspligten,
dvs. det år, hvor kommunen ifølge hjemfaldspligten har
ret til at tilbagekøbe grunden til en nærmere angivet
pris lavere end markedsværdien.
Det er en betingelse, at ejeren ved
anmodning til SKAT godtgør, at der på ejendommen er
tinglyst en hjemfaldspligt senest den 31. december 2015, og at der
er 10 år eller mindre til tilbagekøbstidspunktet.
Ejeren kan gøre dette, gældende i forbindelse med at
SKAT sender en vurderingsmedde?lelse, eller senere ved anmodning om
genoptagelse efter de almindelige frister i
skatteforvaltningsloven, dvs. normalt senest den 1. maj i det
fjerde år efter vurderingsårets udløb. Den
foreslåede bestemmelse finder således alene anvendelse,
hvis den, der er ejer af ejendommen på vurderingstidspunktet,
anmoder SKAT herom.
Ændringsforslaget omfatter
såvel ejendomsvurderinger, der gennemføres som en del
af de almindelige vurderinger, som omvurderinger, hvor
ejendomsværdien eller grundværdien må antages at
være steget som følge af ændrede planforhold,
jf. vurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 6.
Hvis ejeren over for SKAT godtgør,
at der på ejendommen senest den 31. december 2015 er tinglyst
en hjemfaldspligt, hvor der er 10 år eller mindre til
tilbagekøbstidspunktet, vil omvurderingsgrunden ikke
længere være til stede, og konsekvensen vil
således være, at der ikke skal foretages en
omvurdering.
Endelig foreslås det, at der, i
tilfælde hvor der efter ændringsforslaget ikke ved
vurderingen skal tages hensyn til ændrede planforhold,
ligeledes ikke skal foretages yderligere ansættelse af
ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 15,
eller af grundværdien efter vurderingslovens § 33, stk.
17.
Provenumæssige
konsekvenser af ændringsforslag nr. 3
Skatteministeriet er ikke i besiddelse af
oplysninger om hjemfaldspligt, herunder hvilke ejendomme der har
hjemfaldspligt, og hvornår de forfalder. Der foreligger
således ikke et statistisk grundlag for en eksakt vurdering
af de provenumæssige konsekvenser.
Det vurderes dog, at
ændringsforslaget vedrører et begrænset antal
ejendomme. Det skal ses i lyset af, at der er en række
betingelser, der skal være opfyldt, for at
ændringsforslaget har virkning. På den baggrund
skønnes ændringsforslaget kun at have meget
begrænsede provenumæssige konsekvenser.
Provenuet fra grundskylden tilfalder
kommunerne. De provenumæssige konsekvenser har karakter af en
skatteudgift.
Til nr. 4
Det foreslås, at
ændringsforslaget skal træde i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. § 2, stk. 1. Det er
således kun ændringerne i det fremsatte lovforslag om
kystnedbrydning, der har virkning fra den 1. januar 2015.
Til nr. 5
Det foreslås, at der gives mulighed
for genoptagelse af vurderingen efter samme frister, inden for
hvilke der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens
§ 33, stk. 1, med henblik på anvendelse af de
foreslåede regler i ændringsforslag nr. 3.
Dennis Flydtkjær (DF) Jan
Rytkjær Callesen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Kim
Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) René Christensen (DF)
Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Kristian Pihl
Lorentzen (V) Jacob Jensen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Britt
Bager (V) Merete Riisager (LA) nfmd. Ole Birk Olesen (LA) Brian
Mikkelsen (KF) Per Husted (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Jesper
Petersen (S) Mattias Tesfaye (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S)
Thomas Jensen (S) fmd. Jesper
Kiel (EL) Pelle Dragsted (EL) Josephine Fock (ALT) René Gade
(ALT) Martin Lidegaard (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Jonas Dahl
(SF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer
i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 37 |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 34 |
Enhedslisten (EL) | 14 |
Liberal Alliance (LA) | 13 |
Alternativet (ALT) | 9 |
Radikale Venstre (RV) | 8 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 7 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 6 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag
vedrørende L 17
Bilagsnr. | Titel | 1 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 2 | Fastsat tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget | 3 | Kopi af SAU alm. del - svar på spm.
30 om kommentar til artiklen »Politisk aktion skal redde
skatteramt autoværksted« bragt i Politiken den 12.
oktober 2015, fra skatteministeren | 4 | Kopi af høringssvar og
høringsnotat vedrørende L 189 (2014-15, 1. samling),
fra den daværende økonomi- og idenrigsminister | 5 | 1. udkast til betænkning | 6 | Meddelelse om udskudt
betænkningsafgivelse | 7 | Ændringsforslag, fra
skatteministeren | 8 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 17
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om at yde teknisk bistand til
udfærdigelse af et ændringsforslag, der sikrer, at
ejendomme, hvor der er hjemfaldspligt (tilbagekøbsklausul),
udelukkende vurderes til det, som grunden er værd med denne
hjemfaldspligt, og således ikke underlægges SKATs
ejendomsvurdering, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om at yde teknisk bistand til
udfærdigelse af et ændringsforslag om, at
kommunalbestyrelser skal fritage ejendomme, hvor grunden er
forsvundet som følge af kystnedbrydning, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm., om en dispensation eller undtagelse i
forhold til den konkrete sag om grundskyld vedrørende et
autoværksted på Nørrebro vil føre til, at
andre grundejere kan opnå en tilsvarende rabat, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm., om SKAT ved vurdering af en grunds
værdi tager hensyn til tinglyste rettigheder og
begrænsninger i anvendelsen af grunden, til skatteministeren,
og ministerens svar herpå | 5 | Spm., om SKAT sikrer, at afskrivning
på grundens værdi, f.eks. på grund af
hjemfaldspligt, modsvares af en modsvarende skattepligt, hvis
grunden sælges til en værdi, der ligger ud over den
nedskrevne værdi, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå | 6 | Spm., om der er sikkerhed for, at
værdistigninger som følge af ophørte
tinglysninger medfører en tilsvarende regulering af
ejendomsværdien, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå | 7 | Spm., om Lovsekretariatet vil vurdere
forholdet mellem skatteministerens ændringsforslag, jf. bilag
7, og det såkaldte identitetskrav, jf. grundlovens § 41,
stk. 2, til Lovsekretariatet, og Lovsekretariatets svar
herpå |
|