Det er ikke sådan at være blevet det fjerdestørste parti, men det vænner jeg mig til en dag.
Det lovforslag, som vi behandler, rummer – som der også er flere ordførere, der har sagt – en række forskellige forslag til forenklinger af procedurer, hvor nogle af dem sådan set bare er et resultat af den teknologiske udvikling, og det er vi selvfølgelig ikke modstandere af, men det må bare ikke gå ud over retssikkerheden.
Hvis vi griber sådan lidt konkret ned i den der brogede buket af forskellige ændringer, der er i lovforslaget, så kan vi selvfølgelig ikke være modstandere af, at en læge delegerer udtagelsen af en blodprøve til en medhjælp, hvis det er en, som er uddannet til det og kan finde ud af at håndtere blodprøver, og hvis personen, der skal afgive blodprøven, gør det frivilligt.
Vi vil dog gerne – og det vil vi stille et spørgsmål om – have en præcisering af, hvad det er for nogle personalegrupper, der kan fungere som medhjælp for en læge.
Det kunne jo være sygeplejersker og bioanalytikere, men spørgsmålet er, om det også kunne være andre faggrupper, og det vil vi gerne spørge mere ind til.
Også i de helt særlige situationer, hvor en blodprøve faktisk skal udtages ved hjælp af tvang, så er det rigtig afgørende, at den læge, der skal vurdere, om det er forsvarligt, at blodprøven udtages via en medhjælp, er til stede og ser den person, der så skal afgive blodprøven, umiddelbart inden prøven bliver taget, og det vil vi også gerne spørge lidt mere ind til.
Det var det om blodprøver.
Så er der en anden del af lovforslaget, som handler om, at anklageren ved retsmøder om fristforlængelse kan medvirke via videokommunikation, når den sigtede også medvirker via videokommunikation.
Det ser vi heller ikke nogen problemer i, og det er, som de andre ordførere har sagt det, rimelig tilforladeligt.
Mere problematisk er det dog, at det i det her lovforslag også foreslås, at en eventuel tolk ved sådan nogle retsmøder ikke nødvendigvis skal befinde sig i det samme rum som den sigtede, og Advokatrådet påpeger jo i sit høringssvar, at det her lovforslag kan forringe retssikkerheden for den sigtede.
Vi ved i forvejen, at kvaliteten af de tolke, der benyttes i de danske retssale, er yderst svingende, for at sige det mildt, hvilket flere undersøgelser også peger på, senest Translatørforeningens undersøgelse, der kom i sidste måned.
Advokatrådet understreger jo, at sådan nogle ting som den mimik, som den sigtede anvender til at uddybe, hvad der bliver sagt, er noget, der ofte går tabt, hvis tolken og den sigtede ikke er til stede i det samme rum.
Netop når der desværre er tvivl om kvaliteten af den tolkebistand, som bliver ydet i det danske retsvæsen, vil jeg gerne tilføje, at det så er særlig vigtigt, at tolken og den sigtede befinder sig i det samme rum.
Havde vi ikke de store problemer i forvejen, var det måske en anden snak, men det her handler sådan set desværre om at gøre ondt værre.
Vi kan derfor støtte Advokatrådets anbefaling om, at lovens udgangspunkt bør være, at tolken og den sigtede er i det samme rum, medmindre det er forbundet med nogle helt, helt særlige vanskeligheder, og det stiller vi også nogle spørgsmål om, og vi vil overveje at stille et ændringsforslag.
Vi vil da i hvert fald håbe, at ministeren er åben over for en dialog om den her del af lovforslaget.
Så vi synes, der er nogle fine ting i det, som vi sagtens kan støtte, når vi har fået nogle afklaringer på nogle spørgsmål, og det vil vi forsøge at få afklaret i Retsudvalget.
Men vi har altså også en meget dybtgående, reel bekymring om den sigtedes retssikkerhed, når det kommer til tolkebistanden.
Jeg håber, vi alle sammen kan være enige om, at det at kunne forstå, hvad der foregår i en retssag, hvor man selv er tiltalt, er rigtig, rigtig vigtigt.