Fremsat den 1. marts 2016 af
Kenneth Kristensen Berth (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Mikkel Dencker (DF), Karina Due (DF),
Søren Espersen (DF),
Claus Kvist Hansen (DF),
Marlene Harpsøe (DF),
Peter Kofod Poulsen (DF),
Peter Skaarup (DF) og
Hans Kristian Skibby (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om EU's støtte til
tyrekalveopdræt
Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde
for, at EU's indirekte økonomiske støtte til
opdræt af tyrekalve med henblik på deltagelse i
tyrefægtning bringes til ophør.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Formålet med indeværende forslag
er at få regeringen til at arbejde for at få EU til at
stoppe den økonomiske støtte til opdræt af
tyrekalve med henblik på deltagelse i tyrefægtning.
Hvert år bruger EU omkring en mia. kr.
på at støtte opdræt af tyrekalve til
tyrefægtningsarenaer rundtomkring i Spanien. Tyrene
opdrættes i landbruget, og landbruget modtager
hektarstøtte fra EU. Dermed kan man sige, at EU i hvert fald
indirekte støtter opdræt af tyrekalve til
tyrefægtning.
Organisationen World Animal Protection
arbejder bl.a. for at få standset tyrefægtning. De
skriver på deres hjemmeside, at mindst 40.000 tyre dør
hvert eneste år i tyrefægtningsarenaer i Europa. Og i
2013 vedtog man en lov i Spanien, der ophøjede
tyrefægtning til kulturarv. Det betyder, at
tyrefægtning som aktivitet beskyttes og kan modtage national
økonomisk støtte. (»EU støtter
dyremishandling med milliarder«, World Animal Protection
Danmark, den 7. juli 2014).
Europa-Parlamentet har flere gange behandlet
emnet. Den 28. oktober 2015 vedtog et flertal i parlamentet et
ændringsforslag til 2016-budgettet, som gik ud på, at
EU's landbrugsstøtte ikke skulle gå til støtte
af tyrefægtning i Spanien. Forslaget skulle dog godkendes af
Ministerrådet, hvilket ikke er sket. Den spanske delstat
Catalonien forbød tyrefægtning i 2011. De Kanariske
Øer har ligeledes forbudt tyrefægtning. (»EU
cuts subsidies that support Spanish bullfighting«,
Telegraph.co.uk, den 28. oktober 2015) ).
Forslagsstillerne mener, at resten af Spanien
burde følge i Catalonien og De Kanariske Øers fodspor
og forbyde tyrefægtning. EU burde i det mindste afholde sig
fra at støtte denne forfærdelige form for
dyremishandling. Det er både umoralsk og dyreetisk totalt
uforsvarligt, at man opdrætter dyr med det ene formål
langsomt at slå dyret ihjel for at underholde mennesker. Ofte
lider dyrene endda en pinefuld død i
tyrefægterarenaerne.
Skriftlig fremsættelse
Kenneth Kristensen
Berth (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om EU's
støtte til tyrekalveopdræt.
(Beslutningsforslag nr. B 81)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.