Fremsat den 26. februar 2016 af Kim
Christiansen (DF), Villum Christensen (LA) og Rasmus Jarlov
(KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om kørekort til stor knallert og lille
motorcykel for 16-årige
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag, der giver 16-årige mulighed for
at erhverve kørekort til stor knallert (kategori AM) og
lille motorcykel (kategori A1).
Bemærkninger til forslaget
Nærværende beslutningsforslag er
en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 72 fra
folketingsåret 2013-14.
Af hensyn til den enkeltes livskvalitet og
samfundets økonomi har Folketinget pligt til at sørge
for høj mobilitet og en effektiv transport i Danmark.
Desuden er det afgørende at sørge for god
trafiksikkerhed og en høj grad af ansvarlighed hos den
enkelte trafikant. Dette beslutningsforslag tager netop sigte
på at styrke de unges mobilitet under hensyntagen til
trafiksikkerheden, ved at der indføres en mere trinvis
ordning for de unges overgang mellem de enkelte transportmidler.
Samtidig vil forslaget indebære, at Danmark kommer på
linje med resten af EU, når det gælder alderskrav
vedrørende unges adgang til kørsel med stor knallert
og lille motorcykel.
EU's tredje kørekortdirektiv
EU's tredje kørekortdirektiv tager
udgangspunkt i en aldersgrænse på 16 år for at
opnå kørekort til små motorcykler (kategori A1)
og store knallerter (kategori AM). I Danmark er aldersgrænsen
18 år for begge typer kørekort, og Danmark skiller sig
hermed markant ud fra de øvrige EU-lande. I 24 ud af 27
EU-lande har man lavere aldersgrænser end i Danmark for
kørekort til små motorcykler (»FAKTA Nyt
kørekortdirektiv betyder«, Børsen, den 8.
januar 2013), og i samtlige øvrige EU-lande har man en
lavere aldersgrænse end i Danmark for knallertkørsel
(»Effektanalyse af »Knallertpakken««,
Newinsight, 2010).
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der
ikke er nogen fornuftig grund til, at Danmark har fastsat
højere grænser end de øvrige EU-lande, eftersom
der ikke er trafiksikkerhedsmæssige argumenter, der
støtter en højere aldersgrænse. Hertil kommer,
at EU-reglerne medfører, at et kørekort erhvervet i
et andet land inden for EU også gælder i Danmark. Unge,
der har erhvervet kørekort til lille motorcykel eller stor
knallert som 16-årige i de øvrige lande, kan
således køre fuldt ud lovligt i Danmark.
Trafiksikkerhed
Et baggrundsnotat fra Havarikommissionen for
Vejtrafikulykker fra 2008 viser, at antallet af alvorlige
personskader blandt unge motorcyklister under 25 år er faldet
betydeligt: fra næsten 400 om året midt i 1980'erne til
30-40 om året de senere år. Desuden er ældre
motorcyklister kommet til at fylde mere i uheldsstatistikken. Det
fremgår endvidere, at motorcyklister under 25 år i
perioden fra 2005 til 2007 udgjorde under 20 pct. af de alvorligt
tilskadekomne (»Motorcykelulykker«, baggrundsnotat,
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, den 18. september 2008).
Det er på denne baggrund forslagsstillernes opfattelse, at
det ikke er de unge, der udgør den største
ulykkesrisiko.
Tal fra trafikstyrelsen i Sverige, hvor unge
kan erhverve kørekort til lille motorcykel, når de er
fyldt 16 år, viser da også, at antallet af ulykker ikke
er steget efter indførelsen af aldersgrænsen på
16 år. På denne baggrund er det forslagsstillernes
opfattelse, at der ikke er trafiksikkerhedsmæssige
betænkeligheder ved at sænke aldersgrænsen for
erhvervelse af kørekort til lille motorcykel til 16
år.
For så vidt angår knallerter, er
de nuværende regler således, at 16-årige må
betjene en knallert med en maksimal hastighed på 30 km/t. En
undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik
fastslår dog, at omtrent halvdelen af alle små
knallerter (knallert 30) er tunede (»Dødsensfarligt at
være teenager i trafikken på landet«,
JydskeVestkysten, den 8. februar 2012). I realiteten kører
halvdelen af de unge altså rundt på
dødsensfarlige knallerter, der kan køre op til 80
km/t. De unges incitament til at tune knallerten bliver efter
forslagsstillernes opfattelse forstærket af, at
16-årige i Danmark ikke kan opnå kørekort til
stor knallert med en maksimal hastighed på 45 km/t. For at
stoppe den farlige tuning af knallerter opfordrer forslagsstillerne
derfor til, at 16-årige lovligt må betjene en stor
knallert med en maksimal hastighed på 45 km/t. efter
yderligere køreundervisning og beståelse af en
skærpet prøve. I den forbindelse skal det
fremhæves, at det ikke er almindelig lovlig kørsel
på knallerter, der udgør et trafiksikkerhedsproblem. I
over 70 pct. af knallertulykkerne med personskade indgår
faktorer som spirituskørsel, høj hastighed og
manglende hjelm (Tal og statistik over knallertulykker,
www.sikkertrafik.dk). Af den grund er det forslagsstillernes
holdning, at der ikke er trafiksikkerhedsmæssige
betænkeligheder ved at sænke aldersgrænsen til 16
år for erhvervelse af kørekort til stor knallert.
Trinvis tilvænning til store
motorcykler
Ifølge forslagsstillerne skal der
stadig være tale om en trinvis erhvervelse af de
større motorcykelkørekort, således at man kan
erhverve sig et kørekort til »lille« motorcykel
med en motoreffekt på maksimalt 15 HK som 16-årig,
hvorefter man kan erhverve sig kørekort til
»mellem« motorcykel med en motoreffekt på
maksimalt 48 HK, når man fylder 18 år. Det
»store« motorcykelkørekort skal man kunne
erhverve sig efter 2 års erfaring fra kørekortet til
en mellemstor motorcykel. Direkte adgang til det
»store« motorcykelkørekort vil, jf. EU's tredje
kørekortdirektiv, kunne gives til førere, som er
fyldt 24 år. Denne trinvise tilvænning kombineret med
en tidligere tilvænning til at styre et
motorkøretøj vil forbedre trafiksikkerheden.
Mobilitet
Forslaget styrker mobiliteten blandt de
16-årige, hvilket specielt vil være en stor fordel i de
tyndere befolkede egne. Det er af stor betydning, at vi tager
hensyn til de steder i Danmark, hvor der er længere mellem
byerne. I udkantsområderne kan det være af
afgørende betydning, at de unge har et transportmiddel, der
kan transportere dem hurtigere fra A til B. Det kan være fra
skole til fritidsarbejdet og i sociale eller andre
sammenhænge, hvor et fleksibelt transportmiddel er
nødvendigt. Specielt for gymnasieelever, handelsskoleelever,
studerende på teknisk skole og lærlinge, der bor
på landet med begrænset adgang til offentlige
transportmidler, vil forslaget om at få lovlig adgang til et
hurtigere, individuelt transportmiddel betyde meget for deres
motivation til at forsætte med uddannelse, have
fritidsarbejde og opsøge sociale aktiviteter.
Forslagsstillerne opfordrer til, at der bliver
lavet en overgangsordning, så borgere over 18 år, der i
dag har knallertkørekort til knallert 30, ikke tvinges til
at tage et knallertkørekort. Dette skyldes, at vi skal tage
hensyn til de nuværende ejere af knallert 30, herunder
lavindkomstgrupper, der ofte er meget afhængige af deres
knallerter.
Effekt af beslutningsforslaget
Beslutningsforslaget vil forbedre
trafiksikkerheden på følgende punkter:
- De unges
ansvarlighed øges generelt, idet de med en mere trinvis
tilgang tidligere lærer at styre et
motorkøretøj, hvilket også er en fordel for de
unges evne til at køre bil.
- De unge
knallertkøreres incitament til at tune knallerten bliver
mindre, ved at de lovligt får mulighed for at betjene
hurtigere køretøjer i en tidligere alder.
Skriftlig fremsættelse
Kim Christiansen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
kørekort til stor knallert og lille motorcykel for
16-årige.
(Beslutningsforslag nr. B 79)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.