Skriftlig fremsættelse (6. november
2014)
Ministeren for sundhed og
forebyggelse (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven. (Hjælperordninger til personer
med kronisk respirationsinsufficiens)
(Lovforslag nr. L 57)
Lovforslaget fremsættes som led i
udmøntningen af en aftale, som omfatter alle partier i
Folketinget, om at skabe et forbedret grundlag for
tilrettelæggelse af de fælles
hjælperordninger for borgere, der både har
hjælpere til respirationsbehandling efter sundhedsloven og
hjælp efter lov om social service.
På den baggrund foreslås en
række ændringer af sundhedsloven, som har til
formål dels at sikre, at borgeren får størst
mulig indflydelse på tilrettelæggelsen af
hjælperordningerne og samtidig høj kvalitet i
behandlingen, dels at forenkle grundlaget for administrationen af
hjælperordningerne.
Med henblik på at sikre, at en borger
får en væsentlig valgfrihed mht. varetagelse af
arbejdsgiveropgaven for hjælperordninger, og at borgeren ikke
risikerer at få to forskellige hjælperhold i hjemmet
samtidig, foreslås det bl.a. at give borgere ret til at lade
den samme forening eller private virksomhed, der er arbejdsgiver
for den hjælper, som udfører hjælp til borgeren
efter §§ 95 eller 96 i lov om social service, være
arbejdsgiver for den hjælper, som skal varetage opgaver
forbundet med respirationsbehandling af den
pågældende.
Det foreslås endvidere at etablere et
lovgrundlag, som forpligter regionsråd og kommunalbestyrelser
til at indgå aftaler om tilrettelæggelse af
fælles hjælperordninger for borgere, som har fået
ordineret respirationsbehandling i hjemmet samt tildelt hjælp
efter servicelovens § 83 (personlig og praktisk hjælp -
hjemmehjælp), § 85 (socialpædagogisk bistand),
§ 95 (kontant tilskud til ansættelse af hjælpere)
eller § 96 (borgerstyret personlig assistance).
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.