Skriftlig fremsættelse (30. oktober
2014)
Ministeren for by, bolig og landdistrikter
(Carsten Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber
(Skærpede krav til stiftelse af andelsboligforeninger
m.v.)
(Lovforslag nr. L 47).
I 2013 indførte regeringen regler,
der sikrer større gennemsigtighed ved handel med
andelsboliger.
Med dette lovforslag tages yderligere
initiativ til at sikre tilliden til andelsboligmarkedet.
Hovedformålet er at sikre, at
andelsboligforeninger fremover stiftes på et solidt
økonomisk fundament, og at der skabes større
gennemsigtighed om økonomien for de potentielle
andelshavere, der vil være med til at stifte
andelsboligforeningen.
Hermed forhindres, at nye
andelsboligforeninger fremover løber ind i tilsvarende
økonomiske problemer, som har ramt nogle
andelsboligforeninger de senere år.
Lovforslaget indeholder 3 elementer:
1) En
skærpelse af kravene til stiftelse af private
andelsboligforeninger ved at:
• hæve
grænsen for minimumsdeltagelse ved stiftelse af
andelsboligforeninger fra 1/3 til 60 pct. af lejerne
•
indføre krav om, at der skal foreligge budgetter og
sammenlignelige budgetter før en andelsboligforenings
erhvervelse af en ejendom
2) En udvidelse af
pligten til at indberette finansielle nøgleoplysninger om
lån ydet til andelsboligforeninger til at omfatte andre
långivere end penge- og realkreditinstitutter
3)
Indførelse af obligatorisk CVR-registrering af
andelsboligforeninger
Samlet set skønnes lovforslaget ikke
at medføre offentlige merudgifter. Forslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2015.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.