Fremsat den 8. oktober 2014 af ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu
Sareen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service
(Rehabiliteringsforløb og
hjemmehjælp m.v.)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1023 af 23. september 2014, som
ændret ved § 1, nr. 2, i lov nr. 495 af 21. maj
2013 og § 1, nr. 6, 11 og 12 i lov nr. 722 af 25. juni
2014, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 83 indsættes efter
stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Forud for
vurderingen af behovet for hjælp efter stk. 1 skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om et tilbud efter § 83 a
vil kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte
behovet for hjælp efter stk. 1.
Stk. 4. Tilbud om
hjælp efter stk. 1 skal bidrage dels til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at
afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte individuelle mål for
hjælp efter stk. 1 til den enkelte modtager af hjælpen.
Hjælpen skal løbende tilpasses modtagerens behov.
Stk. 6. I forbindelse
med afslutning af et rehabiliteringsforløb efter
§ 83 a skal kommunalbestyrelsen vurdere modtagerens
behov for hjælp efter § 83.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 7 og
8.
2.
Efter § 83 indsættes:
Ȥ 83
a. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde et korterevarende og
tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med
nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes
at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte
behovet for hjælp efter § 83, stk. 1. Vurderingen
skal være individuel og konkret og tage udgangspunkt i
modtagerens ressourcer og behov.
Stk. 2.
Rehabiliteringsforløbet, jf. stk. 1, skal
tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og
tværfagligt. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte
individuelle mål for rehabiliteringsforløbet i
samarbejde med den enkelte modtager af forløbet.
Stk. 3. De fastsatte
mål og tidsrammen for rehabiliteringsforløbet skal
indgå i en samlet beskrivelse af forløbet. Er der
under rehabiliteringsforløbet behov for at ændre i
målene, skal dette ske i samarbejde med modtageren.
Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtageren af et
rehabiliteringsforløb den nødvendige hjælp og
støtte under forløbet med henblik på at
nå de fastsatte mål, jf. stk. 2. Hjælpen og
støtten skal løbende tilpasses udviklingen i
modtagerens funktionsevne. Kommunalbestyrelsen kan ikke give afslag
på hjælp efter § 83 alene med henvisning til,
at modtageren ikke magter at gennemføre
rehabiliteringsforløbet.«
3. § 88, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
4. § 89, stk. 2, ophæves.
5. I
§ 90 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen om
hjælp efter § 83 oplyse modtageren af hjælpen
om, hvor hos myndigheden denne kan rette henvendelse, hvis den
tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med
afgørelsen.«
6. I
§ 151, stk. 1,
indsættes efter »§§ 83«:
»,83 a«.
7. § 161, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2. Der kan
opkræves betaling for personaleomkostninger til
madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til
hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig
modtager hjælp efter §§ 41, 42, 96 eller
100.«
8. § 161, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2015.
Stk. 2. For personer,
der den 1. januar 2015 allerede er tilkendt hjælp efter
§ 83, i lov om social service, finder § 83,
stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, og denne
lovs § 1, nr. 2 anvendelse første gang,
hjælpen efter § 83 revurderes, dog senest den 1.
januar 2017.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
|
| 1. Indledning | | | | |
| 2. Lovforslagets indhold | | | | |
| | 2.1. Rehabiliteringsforløb forud
for hjælp efter § 83 | |
| | 2.1.1. Gældende ret | |
| | 2.1.1.1. Rehabilitering | |
| | 2.1.1.2. Hjælp efter
§§ 83 og 86 | |
| | 2.1.1.3. Kvalitetsstandarder for
hjælp efter §§ 83 og 86 | |
| | 2.1.1.4. Tilsyn med hjælp efter
§§ 83 og 86 | |
| | 2.1.2. Den foreslåede ordning | |
| | 2.2. Målfastsættelse for
hjælp efter § 83 | |
| | 2.2.1. Gældende ret | |
| | 2.2.2. Den foreslåede ordning | |
| | 2.3. Ophævelse af sondringen mellem
midlertidig og varig personlig og praktisk hjælp | |
| | 2.3.1. Gældende ret | |
| | 2.3.2. Den foreslåede ordning | | |
| | 2.4. Ophævelse af
kontaktpersonordningen | |
| | 2.4.1. Gældende ret | |
| | 2.4.2. Den foreslåede ordning | |
| 3. Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | | | | |
| 4. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | | | | |
| 5. Administrative konsekvenser for
borgerne | | | | |
| 6. Miljømæssige
konsekvenser | | | | |
| 7. Forholdet til EU-retten | | | | |
| 8. Hørte myndigheder og
organisationer m.v. | | | | |
| 9. Sammenfattende skema | | | | |
| | | | | |
1.
Indledning
Med lovforslaget forpligtes kommunalbestyrelsen til, forud for
vurderingen af behovet for hjemmehjælp, at tilbyde et
tidsafgrænset, korterevarende og målorienteret
rehabiliteringsforløb, hvis rehabiliteringsforløbet
vurderes at kunne forbedre modtagerens funktionsevne og dermed
nedsætte behovet for hjemmehjælp.
Lovforslaget forpligter endvidere kommunalbestyrelsen til at
fastsætte individuelle mål for hjemmehjælp til
den enkelte modtager. Derudover ophæves sondringen mellem
midlertidig og varig personlig og praktisk hjælp, og
kontaktpersonordningen ophæves.
Regeringen indgik den 19. juni 2014 en politisk aftale med Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det
Konservative Folkeparti om fremtidens hjemmehjælp.
Hjemmehjælp er en kerneydelse i ældreplejen og er
samtidig en vigtig del af hjælpen til mennesker med handicap.
Der er 147.000 modtagere af hjemmehjælp, som er
afhængige af hjælp til for eksempel bad og
påklædning for at kunne fungere i dagligdagen. Langt de
fleste modtagere er ældre.
Aftaleparterne er enige om, at hjemmehjælpen i disse
år står overfor store udfordringer. Der kommer flere
ældre, og ældre udgør i dag en mere sammensat
gruppe end tidligere. Det er vigtigt, at hjælpen til borgere
i eget hjem følger med tiden og ændringerne i
borgernes behov. Fremtidens hjemmehjælp skal tage afsæt
i, at ældre er forskellige. Mange af fremtidens
ældre vil have ressourcer på en lang
række områder. De vil have overskud til at klare sig
selv, eller deres behov for hjælp vil kunne løses i
form af hjælp til selvhjælp. Samtidig vil der
være ældre med omfattende og komplekse plejebehov og
med få eller ingen ressourcer til at klare sig uden
hjælp. De har brug for særlig opmærksomhed
i de kommende år.
Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om, at det er
vigtigt, at hjælp til selvhjælp gør en positiv
forskel for den enkelte borger og reelt bidrager til en mere
selvstændig hverdag for borgeren - med mere livskvalitet til
følge. Der er endvidere enighed om, at der er behov for at
sikre en bedre og mere systematisk hjælp til
selvhjælp.
Aftaleparterne ønsker samtidig at slå fast, at
hjemmehjælp også fremover vil være en kerneydelse
på ældreområdet. Det gælder uanset, at der
i stigende omfang vil være fokus på hjælp til
selvhjælp og på at understøtte ældre
borgere i at forblive selvhjulpne og uafhængige af
hjælp så længe som muligt.
Der vil altid være borgere, som er så svage, at de
for at kunne fungere i hverdagen har brug for hjemmehjælp.
Aftaleparterne ønsker, at de svageste borgere skal opleve
større tryghed og mere værdighed i plejen. Det skal
derfor sikres, at hjælpen er koordineret,
sammenhængende og forudsigelig, så det er den enkelte
borgers behov, der er omdrejningspunktet for indsatsen - og ikke
systemet.
Aftaleparterne finder det vigtigt, at der følges op
på udviklingen på baggrund af det foreslåede
regelsæt med henblik på politiske drøftelser i
Folketingsåret 2016/2017. Ved opfølgningen ses bl.a.
på kommunernes praksis omkring målfastsættelse
samt tilrettelæggelse af rehabiliteringsforløb. Det
skal endvidere indgå, om den nødvendige hjælp og
støtte tilvejebringes under et
rehabiliteringsforløb.
Den politiske aftale om fremtidens hjemmehjælp er
regeringens og aftaleparternes opfølgning på
Hjemmehjælpskommissionens afrapportering af 1. juli 2013
(Fremtidens hjemmehjælp - ældres ressourcer i centrum
for en sammenhængende indsats).
Hjemmehjælpskommissionen anbefalede bl.a., at fremtidens
hjemmehjælp tager afsæt i det igangværende
paradigmeskifte i kommunerne, hvor:
- borgere, der har
potentiale for at forbedre deres funktionsevne, hjælpes til
så vidt muligt selv at klare dagligdagen og dermed forblive
uafhængige af hjælp længst muligt
- borgere, der har
omfattende og komplekse plejebehov, modtager en mere kompenserende
hjælp, der er koordineret med sygeplejefaglige indsatser.
Kommissionen anbefalede endvidere, at der tilvejebringes et
lovgrundlag, som understøtter kommunalbestyrelsen i at
arbejde med rehabiliteringsforløb ud fra en fælles og
bred forståelsesramme.
2.
Lovforslagets indhold
2.1.
Rehabiliteringsforløb forud for hjælp efter
§ 83
2.1.1.
Gældende ret
2.1.1.1.
Rehabilitering
Serviceloven indeholder ikke en
særskilt forpligtelse for kommunalbestyrelsen til at tilbyde
rehabiliteringsforløb i forbindelse med hjælp efter
§ 83.
Det følger af lovens
§ 2, stk. 1, at det overordnede formål med
hjælp efter loven er at fremme den enkeltes mulighed for at
klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og
forbedre livskvaliteten.
Stort set alle kommuner arbejder
efterhånden med hjælp til selvhjælp eller
rehabiliteringsforløb på
hjemmehjælpsområdet, men på meget forskellig vis
og med hjemmel i forskellige bestemmelser i serviceloven. I praksis
tilbydes rehabiliteringsforløb ofte med hjemmel enten i
servicelovens bestemmelse om genoptræning og
vedligeholdelsestræning (§ 86) eller med hjemmel i
bestemmelsen om personlig og praktisk hjælp samt madservice
(§ 83).
Hjemmehjælpskommissionen har
peget på, at kommunernes forskelligartede praksis og tilgang
til rehabiliteringsforløb giver betydelige forskelle
på tværs af landet i forhold til målgrupper,
indholdet i tilbuddet og i forhold til borgerinddragelsen
omkring et rehabiliteringsforløb. Brugen af hjemmelsgrundlag
stiller borgerne forskelligt, da der gælder forskellige
regler for bl.a. ret til frit leverandørvalg samt muligheden
for at blive opkrævet betaling for midlertidig personlig og
praktisk hjælp, afhængig af om
rehabiliteringsforløb tildeles efter servicelovens
§ 83 eller § 86.
2.1.1.2.
Hjælp efter servicelovens §§ 83 og 86
Efter servicelovens § 83 har kommunalbestyrelsen pligt
til at tilbyde personlig pleje, praktisk hjælp og madservice
i hjemmet til personer, som på grund af midlertidigt eller
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse
opgaver.
Det følger af servicelovens
§ 88, stk. 2, at tilbuddene om hjælp efter
servicelovens § 83 skal bidrage dels til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at
afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Tilbuddene skal løbende tilpasses modtagerens behov.
§ 88, stk. 2, konkretiserer den overordnede
formålsbestemmelse i servicelovens § 1, stk. 2,
hvoraf det fremgår, at formålet med hjælp efter
denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv
eller at lette den daglige tilværelse og forbedre
livskvaliteten.
Hjælpen efter § 83
skal endvidere ydes i overensstemmelse med formålet med
indsatsen. Efter servicelovens § 81 er formålet med
indsatsen at forebygge, at problemerne for den enkelte
forværres, at forbedre den enkeltes sociale og personlige
funktion samt udviklingsmuligheder, at forbedre mulighederne for
den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær,
aktivitet, behandling, omsorg og pleje og at yde en
helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den
enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud.
Efter servicelovens § 91
skal kommunalbestyrelsen skabe grundlag for, at modtagere af
hjælp efter § 83 kan vælge mellem to eller
flere leverandører af denne hjælp. Den ene
leverandør kan være kommunal. Beboere i plejehjem m.v.
er ikke omfattet af § 91, jf. § 93.
Efter servicelovens § 86,
stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde genoptræning til
afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse
forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en
sygehusindlæggelse. Genoptræningstilbud efter
§ 86, stk. 1, gives med henblik på så vidt
muligt at bringe personen op på det funktionsniveau, som den
pågældende havde inden sygdommen, jf. § 88,
stk. 3, 2. pkt.
Efter servicelovens § 86,
stk. 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp til at
vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer,
som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer har behov herfor. Tilbud
efter § 86, stk. 2, gives til personer, som har brug for
en individuel træningsindsats med henblik på at kunne
vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, jf.
§ 88, stk. 3, 3. pkt.
2.1.1.3.
Kvalitetsstandarder for hjælp efter §§ 83 og
86
Afgørelsen om hjælp
efter §§ 83 og 86 skal træffes med
udgangspunkt i det kommunalt fastsatte serviceniveau, som
fremgår af kommunens kvalitetsstandard. Efter § 1 i
bekendtgørelse nr. 342 af 26. marts 2013 om
kvalitetsstandarder for hjemmehjælp og træning efter
servicelovens §§ 83 og 86, skal kommunalbestyrelsen
mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard
for personlig og praktisk hjælp m.v. samt kommunal
genoptræning og vedligeholdelsestræning efter lovens
§§ 83 og 86.
Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation
til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen, hvis
de får behov for personlig og praktisk hjælp m.v. eller
kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter
§§ 83 og 86. Kvalitetsstandarden skal indeholde en
beskrivelse af det serviceniveau, kommunalbestyrelsen har fastsat
for ydelser efter lovens §§ 83 og 86. Beskrivelsen
af indholdet, omfanget og udførelsen af hjælpen skal
være præcis og skal danne grundlag for, at der sikres
sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte ressourcer,
afgørelserne samt leveringen af hjælpen.
2.1.1.4.
Tilsyn med hjælp efter §§ 83 og 86
Kommunalbestyrelsen har pligt til
at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter
servicelovens §§ 83 og 86 løses i
overensstemmelse med de afgørelser, kommunalbestyrelsen har
truffet, jf. servicelovens § 151, stk. 1.
2.1.2. Den
foreslåede ordning
Der foreslås en ny
bestemmelse i serviceloven, som fastsætter de
lovgivningsmæssige rammer for rehabiliteringsforløb
på hjemmehjælpsområdet. Med forslaget forpligtes
kommunalbestyrelsen til - forud for vurderingen af behovet for
personlig og praktisk hjælp samt madservice efter
§ 83 - at tilbyde et tidsafgrænset, korterevarende
og målorienteret rehabiliteringsforløb, hvis det
vurderes, at modtageren kan forbedre sin funktionsevne og dermed
nedsætte behovet for hjælp efter § 83.
Forslaget om rehabiliteringsforløb tager udgangspunkt i
Hjemmehjælpskommissionens anbefaling om, at der
tilvejebringes et lovgrundlag, som understøtter
kommunalbestyrelsen i at arbejde med rehabiliteringsforløb
ud fra en fælles og bred forståelsesramme. Kommissionen
anskuer rehabilitering med afsæt dels i Hvidbog om
rehabiliteringsbegrebet (Marselisborg Centret i samarbejde med
Rehabiliteringsforum Danmark, 2004) dels med afsæt i aktuel
viden og praksiserfaring på området.
Hjemmehjælpskommissionen har endvidere anbefalet, at
rehabiliteringsforløb bør baseres på
følgende 8 grundprincipper: 1) borgerens aktive deltagelse i
forløbet, 2) individuel og fleksibel tilrettelæggelse
med afsæt i borgerens behov, 3) helhedsorienteret tilgang i
forhold til borgerens samlede livssituation, 4)
målorientering og tidsperspektiv, 5) tværfagligt og
tværsektorielt, 6) koordinering, 7) planlægning og 8)
vidensbasering og kvalitet.
Formålet med lovforslaget er
at understøtte, at kommunalbestyrelsen arbejder systematisk
med rehabiliteringsforløb ud fra en fælles
forståelse af de grundlæggende principper for
rehabiliteringsforløb. Samtidig er formålet at
understøtte borgerens retssikkerhed, idet lovforslaget
sikrer, at rehabiliteringsforløb tildeles inden for en
entydig lovgivningsmæssig ramme.
Med forslaget forpligtes
kommunalbestyrelsen til at sikre, at rehabiliteringsforløb
tilbydes på baggrund af en individuel og konkret vurdering,
der tager udgangspunkt i modtagerens behov og ressourcer, og hvor
der både ses på den fysiske, psykiske og sociale
funktionsevne. Det skal indgå i vurderingen, om det er
realistisk, at et rehabiliteringsforløb kan skabe de
ønskede forbedringer af borgerens funktionsevne.
Efter forslaget skal
tilrettelæggelsen af rehabiliteringsforløbet
være helhedsorienteret og tværfagligt, og der skal
sættes mål for det enkelte
rehabiliteringsforløb. Målene skal fastsættes i
samarbejde med borgeren. Det er borgerens egne mål og behov,
som er omdrejningspunktet for arbejdet med
målfastsættelsen. Kravet om, at
målfastsættelsen skal ske i samarbejde med borgeren,
betyder, at kommunen forpligtes til at arbejde med borgerens
motivation. En kommunalbestyrelse kan dog ikke afvise at yde
hjemmehjælp alene med henvisning til, at borgeren ikke magter
at gennemføre rehabiliteringsforløbet. Der skal
være en dialog mellem borger og kommune omkring, hvad der
skal til, for at borgeren kan få en bedre hverdag med
større uafhængighed. Det er således
afgørende, at et rehabiliteringsforløb baserer sig
på en konstruktiv dialog med udgangspunkt i borgerens samlede
situation. Hvis kommunalbestyrelsen under
rehabiliteringsforløbet ud fra en samlet vurdering af
borgerens behov, ressourcer og motivation vurderer, at borgeren
ikke magter at gennemføre rehabiliteringsforløbet,
skal kommunen vurdere borgerens behov for hjælp efter
§ 83.
De konkrete mål for
forløbet og det nærmere indhold samt omfanget af den
hjælp og støtte, som indgår i et
rehabiliteringsforløb, vil variere i forhold til den enkelte
borgers behov og ressourcer, og vil løbende skulle tilpasses
udviklingen i modtagerens funktionsevne. Modtagerens funktionsevne
kan udvikle sig i såvel op- som nedadgående retning
under rehabiliteringsforløbet. Efter forslaget skal der
være den nødvendige hjælp og støtte
undervejs i forløbet med henblik på at nå de
opstillede mål for forløbet. Hjælpen
indgår som en del af det samlede
rehabiliteringsforløb.
Målgruppen for
rehabiliteringsforløb efter § 83 a er de personer,
som er omfattet af målgruppen for hjælp efter
§ 83, og hvor et rehabiliteringsforløb vurderes at
kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte
behovet for hjælp efter § 83, stk. 1. Ud over
ældre er bl.a. mennesker med handicap også
målgruppe for hjælp efter § 83, og dermed
omfattes mennesker med handicap også af den foreslåede
§ 83 a.
Det forudsættes, at også borgere med et stort
plejebehov og beboere i plejeboliger/plejecentre kan have gavn af
et rehabiliteringsforløb, f.eks. borgere med en
demensdiagnose. Ingen borgere er på forhånd udelukket
fra at blive tilbudt et korterevarende og tidsafgrænset
rehabiliteringsforløb. Et rehabiliteringsforløb skal
baseres på en individuel, helhedsorienteret og
tværfaglig vurdering af borgerens samlede situation, hvor der
både ses på den fysiske, psykiske og sociale
funktionsevne.
Den brede tilgang til forbedringen
af modtagerens funktionsevne har til formål at sikre, at
bl.a. også borgere med en demensdiagnose vil kunne omfattes
af tilbud om et rehabiliteringsforløb. En forbedring af
funktionsevnen hos en borger med en demensdiagnose kan for eksempel
bestå i, at borgeren bliver bedre i stand til at
håndtere sin hverdag. Kommunalbestyrelsens vurdering af, om
rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre borgerens
funktionsevne, går således på, at der kan
forventes en positiv udvikling i borgerens samlede funktionsevne,
som nedsætter behovet for hjælp efter § 83,
herunder udskyder eller reducerer behovet for hjælp efter
§ 83.
Det følger af forslaget, at resultaterne af et
rehabiliteringsforløb vil variere i forhold til den enkelte
modtagers behov og ressourcer. Et rehabiliteringsforløb kan
for eksempel resultere i, at modtageren af indsatsen bliver helt
selvhjulpen, således at den pågældende person
selv kan varetage alle gøremål i dagligdagen,
eventuelt understøttet af hjælpemidler eller
velfærdsteknologi. Et rehabiliteringsforløb kan
også medføre, at modtageren af indsatsen opnår
delvis selvhjulpenhed i forhold til varetagelse af dele af
opgaverne i dagligdagen, f.eks. at den pågældende
bliver i stand til selv at købe ind, men fortsat har brug
for hjælp til rengøring. For andre modtagere af
indsatsen kan et rehabiliteringsforløb betyde, at modtageren
kan blive bedre til at håndtere hverdagen med en given
funktionsnedsættelse.
Med forslaget forpligtes
kommunalbestyrelsen til efter forløbet at tage stilling til,
om modtagerens funktionsevne er blevet forbedret, således at
den pågældende kan klare sig selv uden eller med mindre
hjælp. Har modtageren af indsatsen fortsat brug for
hjælp og støtte i hverdagen, skal kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse om indhold og omfang af
hjælpen.
Det er op til den enkelte
kommunalbestyrelse at tilrettelægge rammerne for, indholdet i
og opfølgningen på rehabiliteringsforløbene.
Det gælder også i forhold til muligheden for at
inddrage eventuelle private leverandører.
Det er fortsat kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at
medarbejderne har de rette kompetencer og relevant
uddannelsesmæssig baggrund til at levere en hjælp, som
imødekommer borgerens behov. Dette gælder uagtet om
borgeren modtager hjælp fra kommunale eller private
leverandører, jf. servicelovens § 4, stk. 2.
Socialstyrelsen udarbejder som led
i et større rehabiliteringsprojekt på
ældreområdet en håndbog til brug for kommunernes
tilrettelæggelse af rehabiliteringsforløb.
Håndbogen bygger på kortlægning af eksisterende
viden og praksis bl.a. om motivation og inddragelse af borgeren i
forbindelse med et rehabiliteringsforløb.
Servicelovens nuværende regler om
vedligeholdelsestræning § 86, stk. 2, gælder
fortsat. Kommunalbestyrelsen har således også fremover
en forpligtelse til at tilbyde en individuel træningsindsats
til borgere, som har brug for hjælp til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder.
Vedligeholdelsestræning kan gives uafhængigt af, om
borgeren modtager hjemmehjælp eller ej. Det kan f.eks.
være i form af træningsforløb til hjemmeboende
borgere med en demensdiagnose, hvor der er fokus på at
vedligeholde den praktiske funktionsevne og på at lære
borgeren at håndtere en hverdag med en demensdiagnose.
Rehabiliteringsforløb efter
§ 83 a omfattes af den stedlige kommunes
tilsynsforpligtelse. Det betyder, at den stedlige kommune skal
føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter
§ 83 a løses i overensstemmelse med de
afgørelser, kommunalbestyrelsen har truffet, og i henhold
til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, der efter
forslaget også skal omfatte § 83 a.
Borgerens retssikkerhed sikres ved,
at borgeren har mulighed for at klage over afgørelsen om
kommunalbestyrelsens tilbud om et rehabiliteringsforløb.
Borgeren kan ligeledes klage over afgørelsen om hjælp
efter § 83 efter afslutning af
rehabiliteringsforløbet.
2.2.
Målfastsættelse for hjælp efter
§ 83
2.2.1.
Gældende ret
Serviceloven indeholder i dag ikke
en forpligtelse til, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælpen
efter § 83 ud fra individuelt fastsatte mål.
2.2.2. Den
foreslåede ordning
Med forslaget forpligtes
kommunalbestyrelsen til at fastsætte individuelle mål
for den enkelte modtager i forhold til hjælp efter
§ 83. Formålet med at sætte mål for
hjælpen er at skabe klarhed omkring hjælpen for den
enkelte modtager, og at fremme en fokuseret og koordineret indsats
fra de forskellige medarbejdere, som yder hjælp til
modtageren.
Målene bør i videst
muligt omfang fastsættes i samarbejde med modtageren af
hjælpen under hensyntagen til modtagerens evne til at
indgå i et samarbejde om målfastsættelsen.
Endvidere bør der ske inddragelse af eventuelle
pårørende, hvis modtageren ønsker det, og de
pårørendes kendskab til modtageren og modtagerens
behov kan være med til at kvalificere målene.
Endvidere flyttes formuleringen om, at der skal ske
løbende opfølgning på hjælpen, fra
§ 88, stk. 2, til § 83. Den løbende
opfølgning og tilpasning af hjælpen skal ses i
sammenhæng med de fastsatte mål.
Arbejdet med at fastsætte
mål for hjælp efter § 83 skal tage
højde for, om modtageren får anden hjælp, som
bør ses i sammenhæng med hjælpen efter
§ 83. Det gælder for eksempel, hvis den
pågældende samtidig modtager hjemmesygepleje efter
sundhedslovens § 138, eller er udskrevet fra sygehus med
en genoptræningsplan efter sundhedslovens § 140.
Formålet er at skabe en mere koordineret og
sammenhængende indsats på tværs af de kommunale
ydelser, f.eks. personlig pleje, praktisk hjælp og
hjemmesygepleje.
Formuleringen om formålet med hjælp efter
§ 83 flyttes fra § 88, stk. 2 til
§ 83. Formålet med hjælp efter § 83
er at bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske
færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige
følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer. Hjælpen efter § 83
skal dermed ikke alene afhjælpe eller kompensere for
følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer, men skal også bidrage til at
vedligeholde borgerens færdigheder.
2.3.
Ophævelse af sondringen mellem midlertidig og varig personlig
og praktisk hjælp
2.3.1.
Gældende ret
Hjælp efter § 83
gives efter en konkret, individuel vurdering af behovet for
hjælp til personer, som på grund af midlertidig eller
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse
opgaver. Tilbuddene skal løbende tilpasses modtagerens
behov.
Ved lov nr. 333 af 19. juni 1974
(bistandsloven), indførtes begrebet midlertidig
hjemmehjælp, og den øvrige bistand i hjemmet blev
betegnet varig hjemmehjælp. Betalingen for varig
hjemmehjælp blev ophævet ved lov nr. 1078 af 23.
december 1992 om ændring af lov om social bistand, lov om
stempelafgift og ligningsloven.
Hjælp efter § 83
gives både til personer med midlertidig og varig nedsat
funktionsevne. Sondringen mellem midlertidig og varig hjælp
er alene relateret til, om der kan opkræves betaling for
hjælpen.
Kommunalbestyrelsen kan vælge
at opkræve betaling for personaleomkostninger til midlertidig
personlig pleje og praktisk hjælp efter § 83, jf.
§ 161, stk. 3. Midlertidig hjælp gives f.eks. til
personer, der kommer hjem fra hospitalet, og som kun i en
begrænset periode har behov for hjælp.
Kommunalbestyrelsen kan ikke opkræve betaling for
personaleudgifter, når hjælpen efter § 83 er
varig, jf. servicelovens § 161, stk. 2.
Efter bemyndigelsesbestemmelsen i
servicelovens § 161, stk. 1, kan ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold ved
bekendtgørelse fastsætte regler om betaling for tilbud
efter kapitel 16 og om beregnings- og indkomstgrundlaget for
betalingen. Ved bekendtgørelse nr. 343 af 26. marts 2013 om
betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og
praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79,
83 og 84 (betalingsbekendtgørelsen) er fastsat
betalingsregler for §§ 79, 83 og 84.
Per 1. januar 2005 indførtes
på grund af de administrative udgifter ved opkrævningen
af betalingen en bagatelgrænse for, hvornår
kommunalbestyrelsen skulle opkræve betaling. Med lov nr. 629
af 11. juni 2010 om ændring af lov om social service, lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
og sundhedsloven samt om ophævelse af lov om forebyggende
hjemmebesøg til ældre m.v. (Afbureaukratisering
på området for ældre, handicappede m.fl.) blev
det gjort frivilligt for kommunalbestyrelsen at opkræve
betaling for midlertidig personlig og praktisk hjælp. Den
enkelte kommunalbestyrelse har således frihed til selv at
træffe beslutning om, hvorvidt og hvornår en
opkrævning af betaling for midlertidig personlig og praktisk
hjælp er hensigtsmæssig, herunder i forhold til de
enkelte ydelseskategorier, administrative udgifter m.v.
Betalingen for midlertidig
personlig og praktisk hjælp beregnes på grundlag af
modtagerens indkomstgrundlag. Nærmere regler herfor er
fastsat i § 3 i bekendtgørelse nr. 343 af 26.
marts 2013 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om
personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens
§§ 79, 83 og 84
(betalingsbekendtgørelsen).
2.3.2. Den
foreslåede ordning
Med forslaget ophæves
sondringen mellem midlertidig og varig hjælp i
betalingsreglen i servicelovens § 161. Med forslaget
tydeliggøres, at al hjælp ydes med henblik på at
styrke modtagerens evne til at klare sig selv, og at hjælpen
løbende skal justeres i takt med, at modtagerens
funktionsevne ændres i op- eller nedadgående
retning.
Selvom modtageren af hjælp
har en varigt nedsat funktionsevne, kan det konkrete behov for
hjælp godt ændre sig undervejs. Et sygdomsforløb
eller et fald kan f.eks. betyde en yderligere svækkelse af
modtagerens tilstand og afstedkomme andre behov for hjælp.
Omvendt kan en bedring også betyde, at hjælpebehovet
ændrer sig, ligesom nye hjælpemidler eller tekniske
hjælperedskaber kan betyde, at en given opgave kan
løses på en enklere måde, som modtageren af
hjælpen selv kan stå for. Ændring af behovet for
hjælp hos en person med varig funktionsnedsættelse kan
således både være i op- og nedadgående
retning, og det kan være i kortere- eller
længerevarende perioder. Det er vigtigt løbende at
være opmærksom på, hvilken form for hjælp
der bedst løser modtagerens behov. Det afgørende er
derfor, at der løbende følges op på, om det er
den rette hjælp, der gives, og at hjælpen er tilpasset
modtagerens aktuelle situation.
Forslaget betyder, at
kommunalbestyrelsen ikke længere kan opkræve betaling
for personaleomkostninger, når personlig og praktisk
hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, gives
midlertidigt.
Kommunalbestyrelsen vil fortsat kunne opkræve betaling for
personaleomkostninger til madservice efter servicelovens
§ 83, stk. 1, og hjælp efter § 84, hvis
modtageren af hjælpen ikke samtidig får hjælp
efter servicelovens § 41 om merudgiftsydelse til
børn, § 42 om tabt arbejdsfortjeneste,
§ 96 om borgerstyret personlig assistance eller
§ 100 om merudgiftsydelse til voksne. Reglerne om
betaling for madservice og aflastning og afløsning er dermed
uændrede.
2.4.
Ophævelse af kontaktpersonordningen
2.4.1.
Gældende ret
Efter servicelovens § 89, stk. 2, skal
kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om
hjælp efter § 83 oplyse om, hvilken person der kan
kontaktes på myndighedens vegne, hvis modtageren af
hjælpen har spørgsmål vedrørende den
personlige og praktiske hjælp, eller hvis den tildelte
hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen,
jf. § 90.
Kommunalbestyrelsen er efter § 89, stk. 2, forpligtet
til at give modtageren af hjælpen kontaktoplysninger på
én fast person. Modtageren af hjælpen kan kontakte den
faste person, hvis modtageren har spørgsmål
vedrørende den personlig og praktiske hjælp, eller
hvis den tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med
afgørelsen.
2.4.2. Den
foreslåede ordning
Med forslaget foreslås en
ophævelse af kravet i servicelovens § 89, stk. 2,
om, at kommunalbestyrelsen skal oplyse modtagere af personlig og
praktisk hjælp efter servicelovens § 83 om, hvilken
person på myndighedens vegne der kan kontaktes, hvis
modtageren af hjælpen har spørgsmål
vedrørende den personlige og praktiske hjælp.
Hjemmehjælpskommissionen har peget på, at reglerne
om en fast kontaktperson på myndighedsniveau ikke bidrager
væsentligt til at skabe mere sammenhængende
forløb og mere kvalitet for modtageren af hjælpen.
Hjemmehjælpskommissionens vurdering bygger på en
analyse af kontaktpersonordningen, som kommissionen
gennemførte i 2013. Analysen pegede på, at borgerne
generelt ikke er bekendte med kontaktpersonordningen, og at
borgerne foretrækker at kontakte deres hjemmehjælper
eller en leder hos leverandøren, hvis borgeren har
spørgsmål. Analysen viste også, at
kontaktpersonordningen er overflødig for mange borgere,
særligt for de mere ressourcestærke borgere, som godt
ved, at de kan ringe til visitationen, hvis de har
spørgsmål til den visiterede hjælp, og som
foretrækker fleksibilitet frem for stabilitet i kontakten til
myndigheden. Borgere med mere komplekse behov, som typisk modtager
flere forskellige ydelser, har på den anden side brug for en
koordineret indsats og mere omfattende støtte, end
kontaktpersonordningen giver. Analysen konkluderer, at
kontaktpersonordningen ikke reelt har ført til
ændringer i fremgangsmåden for, hvordan borgeren
orienteres om muligheder for kontakt til myndigheden.
Kommunalbestyrelsen vil med forslaget ikke længere
være forpligtet til at stille én fast kontaktperson
til rådighed for modtageren af hjælpen. Forslaget giver
dermed kommunalbestyrelsen større frihed til at beslutte,
hvorledes kontakten mellem kommunen og den enkelte modtager skal
varetages. Modtageren af hjælpen skal fortsat oplyses om,
hvordan han eller hun skal forholde sig, hvis hjælpen ikke
leveres i overensstemmelse med afgørelsen, herunder hvor hos
myndigheden den pågældende kan rette henvendelse. Det
er derfor vigtigt, at kommunalbestyrelsen har en procedure for,
hvorledes modtageren af hjælpen skal forholde sig, hvis
hjælpen udebliver eller ikke leveres i overensstemmelse med
afgørelsen. I stedet for kontaktoplysninger på en
konkret person kan kommunalbestyrelsen f.eks. give
kontaktoplysninger til visitationen i kommunen.
Lovforslaget ændrer ikke på kommunalbestyrelsens
generelle pligt til at rådgive og vejlede borgeren ved
spørgsmål om hjælp.
3.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Indførelse af en ny bestemmelse om
rehabiliteringsforløb og fastsættelse af individuelle
mål for hjemmehjælp i § 83, samt afskaffelse
af betaling for midlertidig hjemmehjælp vurderes samlet set
ikke at medføre merudgifter for kommunerne. De
administrative ændringer, der følger af de
foreslåede regler om rehabilitering, vurderes således
at kunne gennemføres inden for de eksisterende
økonomiske rammer.
Ophævelse af reglerne om fast
kontaktperson i § 89, stk. 2, forventes at medføre
en besparelse på 11,2 mio. kr. årligt, svarende til de
merudgifter, kommunerne blev kompenseret for ved ordningens
indførelse.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med
kommunerne.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for stat og regioner.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5.
Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8.
Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslaget har i
perioden fra den 19. august 2014 til den 16. september 2014
været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.:
Alzheimerforeningen,
Boligforeningernes Landsforening, BUPL, Center for Sund Aldring
(KU), Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk center for
Aldringsforskning (SDU), Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske
Diakonhjem, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer,
Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske Ældreråd,
DemensKoordinatorer i Danmark, De Samvirkende Menighedsplejere, Det
Centrale Handicapråd, EGV, Ergoterapeutforeningen, Foreningen
af offentligt ansatte (FOA), Foreningen af ledere ved
institutioner, der udbyder erhvervsrettet social- og
sundhedsuddannelse Foreningen af Socialchefer i Danmark,
Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Institut for Folkesundhedsvidenskab
(Københavns Universitet), Institut for Statskundskab
(Aalborg Universitet), KL, Kommunale Tjenestemænd og
Overenskomstansatte (KTO), KORA, Kost &
Ernæringsforbundet, Landsforeningen for ansatte i
sundhedsfremmende forebyggende hjemmebesøg (SUFO),
Lederforum, Foreningen til fremskaffelse af boliger for ældre
og enlige, LOs Faglige Seniorer, Lægeforeningen, Nationalt
Videnscenter for Demens, OK-Fonden, PLO,
Pårørendegruppen for svage ældre,
Rektorkollegiet for professionshøjskoler, Rådet for
frivilligt socialt arbejde, Selveje Danmark, SFI- Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd, Socialpædagogernes
Landsforbund, ÆldreForum og Ældre Sagen.
| | | 9. Sammenfattende skema | | | | Positive konsekvenser/mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Mindre udgifter i kommunerne på 11,2
mio. kr. årligt. | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til
§ 1
Til nr. 1.
Med den foreslåede § 83,
stk. 3, forpligtes kommunalbestyrelsen til forud for
vurderingen af personens behov for hjælp efter § 83
at foretage en vurdering af, om personen vil kunne forbedre sin
funktionsevne via et korterevarende, tidsafgrænset
rehabiliteringsforløb, jf. forslagets § 1, nr. 2,
og dermed nedsætte behovet for hjælp efter
§ 83, stk. 1. Forpligtelsen gælder både i
forhold til personer, der anmoder om hjælp efter
§ 83, og personer, der allerede modtager hjælp
efter § 83. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 2.
Forslaget betyder, at når en person tilbydes et
rehabiliteringsforløb, er det som hovedregel først
efter et afsluttet rehabiliteringsforløb, at
kommunalbestyrelsen skal tage endeligt stilling til den
pågældende persons behov for hjælp efter
§ 83.
Vurderingen af, om en person vil kunne forbedre sin
funktionsevne, skal efter forslaget ske på baggrund af en
konkret og individuel vurdering af den pågældende
persons funktionsnedsættelse og det afledte behov for
hjælp i forhold til at klare sig selv i hverdagen.
Kommunalbestyrelsen skal se på den pågældende
persons funktionsevne i bred forstand - hvor både den
fysiske, psykiske og sociale funktionsevne indgår.
Med forslaget skal kommunalbestyrelsen foretage en konkret og
individuel vurdering af, hvorvidt det er realistisk, at et
rehabiliteringsforløb reelt kan forbedre den
pågældende persons funktionsevne og dermed
nedsætte behovet for hjælp efter § 83. Der
skal bl.a. ses på tyngden og kompleksiteten af personens
funktionsnedsættelse.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 2, for nærmere beskrivelse af
rehabiliteringsforløb. Der henvises endvidere til
gældende ret om hjælp efter § 83 under de
almindelige bemærkninger.
Den forslåede § 83, stk.
4, er en redaktionel ændring, idet lovens beskrivelse
af, hvad der er formålet med hjælpen efter
§ 83, foreslås flyttet fra den nuværende
§ 88, stk. 2, 1. pkt., til § 83, stk. 4.
Formålet med hjælp efter § 83 er efter
gældende ret at bidrage dels til at vedligeholde fysiske
eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe
væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer. Hjælpen
efter § 83 skal dermed ikke kun kompensere for
væsentlige følger af nedsat funktionsevne, men
også - i det omfang det er muligt - fremme den enkeltes
muligheder for at leve et liv med bedst mulig funktionsevne.
Formålet tydeliggøres redaktionelt ved at flytte
lovens beskrivelse af formålet med hjælp efter
§ 83 til den foreslåede § 83, stk. 4.
Med den forslåede § 83,
stk. 5, skal kommunalbestyrelsen fastsætte
individuelle mål for hjælp efter § 83 til den
enkelte modtager. Som det fremgår af de almindelige
bemærkninger, indebærer det en forpligtelse til at
fastsætte mål for den konkrete hjælp efter
§ 83 i forhold til den enkelte modtager. Forslaget skal
skabe klarhed omkring formålet med den konkrete hjælp
efter § 83 i forhold til den enkelte borger, fremme en
fokuseret og koordineret indsats fra de involverede medarbejdere
samt lette en opfølgning på hjælpen set i
forhold til målene.
Arbejdet med målene skal bidrage til en mere
sammenhængende og koordineret indsats mellem de involverede
medarbejdere i forhold til den enkelte modtager af hjælpen.
Kommunalbestyrelsen skal ved fastsættelsen af målene
for hjælp efter § 83 tage højde for, om
modtageren af hjælpen får anden hjælp, f.eks.
hjemmesygepleje efter sundhedslovens § 138 eller
genoptræning efter sundhedslovens § 140, som kan
have betydning for de mål, der skal fastsættes i
forhold til hjælpen efter servicelovens § 83.
Kommunernes arbejde med mål for og opfølgning på
hjælpen efter § 83 bør ligeledes gå
på tværs af ydelserne til borgeren.
Det følger af forslaget, at det er kommunalbestyrelsen,
som fastsætter de individuelle mål for den enkelte
modtager af hjælpen. Fastsættelsen af mål
bør i videst muligt omfang ske i samarbejde med modtageren
af hjælpen. Eventuelle pårørende bør
inddrages, hvis modtageren ønsker det, og de
pårørendes kendskab til modtageren og modtagerens
behov kan være med til at kvalificere målene. Det er op
til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan
målene skal gøres tilgængelige. Det
afgørende er, at målene er tilgængelige for
såvel modtageren af hjælpen som de medarbejdere, der er
involveret i hjælpen til modtageren.
Kommunalbestyrelsen bør endvidere være
opmærksom på muligheden for elektronisk
understøttelse af arbejdet med mål og løbende
opfølgning, f.eks. via Fælles Sprog.
Den foreslåede § 83, stk. 5, 2. pkt., om, at
hjælpen løbende skal tilpasses modtagerens behov, er
en redaktionel ændring, idet den nuværende,
§ 88, stk. 2, 2. pkt., foreslås flyttet til
§ 83, stk. 5, på grund af sammenhængen mellem
opstilling af mål for hjælpen og løbende
tilpasning af hjælpen efter modtagerens behov.
Kommunalbestyrelsens hidtidige forpligtelse til løbende at
vurdere behovet for hjælp efter § 83 og tilpasse
denne til det aktuelle behov opretholdes dermed.
Den foreslåede § 83, stk.
6 indebærer, at kommunalbestyrelsen forpligtes til i
forbindelse med afslutningen af rehabiliteringsforløbet at
tage stilling til, om modtageren har behov for hjælp efter
§ 83.
Kommunalbestyrelsen skal endvidere tage stilling til modtagerens
eventuelle andre behov for hjælp, jf. § 5 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Til nr. 2.
Det foreslås i § 83 a, stk.
1, at kommunalbestyrelsen forud for vurderingen af behovet
for hjælp efter § 83 skal vurdere, om et
korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb
vil kunne forbedre borgerens funktionsevne og dermed nedsætte
behovet for hjælp efter § 83.
Rehabiliteringsforløbet omfatter dermed personer, som er
omfattet af målgruppen for hjælp efter § 83,
og relaterer sig til den hjælp, der kan gives efter
§ 83. Vurderingen skal være individuel og konkret
og skal tage udgangspunkt i modtagerens behov og ressourcer.
Forslagets krav om, at rehabiliteringsforløb skal
være tidsafgrænset og korterevarende, indbefatter dels,
at der skal sættes en tidsramme for det samlede
forløb, og dels at der skal være tale om et intensivt
forløb, som er overskueligt for borgeren, og som samtidig
understøtter en fokuseret indsats (typisk af 8-12 ugers
varighed). Tidsrammen vil afhænge af den enkelte modtagers
behov og ressourcer.
Borgerens funktionsevne skal forstås bredt, således
at der i vurderingen både skal være fokus på
borgerens fysiske, psykiske og sociale funktionsevne. Med forslaget
stilles der krav om, at vurderingen efter den foreslåede
§ 83 a, stk. 1, skal være individuel og konkret og
tage udgangspunkt i modtagerens behov og ressourcer. Forslaget
indebærer, at der skal ses på den enkelte borgeres
samlede situation og ikke kun på de forhold, som borgeren
ikke selv kan klare som følge af
funktionsnedsættelsen. Eksempelvis kan borgerens fysiske
funktionsevnenedsættelse begrænse den enkeltes
muligheder for social kontakt og derved påvirke den psykiske
og sociale funktionsevne. Omvendt vil en nedsat psykisk eller
social funktionsevne også kunne påvirke den fysiske
funktionsevne og muligheden for at vedligeholde den fysiske
funktionsevne.
Forslaget indebærer endvidere en vurdering af, om det er
realistisk, at borgeren vil kunne opnå de ønskede
forbedringer af funktionsevnen gennem et korterevarende og
tidsafgrænset rehabiliteringsforløb. Det indbefatter
bl.a. en vurdering af, om det er muligt at gøre noget ved de
bagvedliggende årsager til funktionsnedsættelsen, eller
om det er muligt, på trods af funktionsnedsættelsen, at
udvikle modtagerens evne til at klare flere opgaver selv. For nogle
borgere kan årsagerne til den nedsatte funktionsevne samt
tyngden og kompleksiteten af denne have en sådan karakter, at
det ikke vil være realistisk at igangsætte et
rehabiliteringsforløb. Det følger af forslaget, at
disse personer skal tilbydes anden relevant hjælp, der
modsvarer behovet - typisk hjælp efter § 83.
Det er endvidere hensigtsmæssigt i vurderingen at forholde
sig til, om borgeren er eller kan blive motiveret for at
indgå aktivt i rehabiliteringsforløbet.
Efter forslaget skal der træffes en afgørelse
på baggrund af vurderingen i henhold til § 83 a,
stk. 1.
En afgørelse om et tilbud efter den foreslåede
§ 83 a betyder, at der er tildelt et samlet
forløb. Afgørelsen vedrører tildelingen af
forløbet men ikke de konkrete indsatser, der ydes i
forløbet, samt omfanget heraf. Det betyder, at det er muligt
at op- og nedjustere hjælp og støtte undervejs i
forløbet uden fornyet afgørelse. Afgørelsen om
tildeling af et rehabiliteringsforløb kan påklages til
Ankestyrelsen, jf. servicelovens § 166.
Det foreslås i § 83 a, stk.
2, at rehabiliteringsforløbet skal
tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og
tværfagligt. Det betyder, at der igennem hele forløbet
skal inddrages relevant social- og sundhedsfagligt personale i
forhold til den enkelte modtagers konkrete
rehabiliteringsforløb. De involverede medarbejdere skal
arbejde på tværs i forløbet for at sikre en
helhedsorienteret indsats i forhold til den enkelte modtager.
Den helhedsorienterede tilrettelæggelse indebærer,
at der ikke kun skal være fokus på den fysiske
funktionsnedsættelse. Der kan være andre forhold
omkring modtagerens situation, som er nødvendige at
være opmærksom på for at få bedst mulig
udbytte af en rehabiliteringsindsats. Et element i en
rehabiliteringsindsats kan f.eks. være at facilitere en
kontakt til andre hjælpemuligheder. Det kan være
relevant at skabe kontakt til frivillige organisationer eller
foreninger, f.eks. hvis modtageren af hjælpen er ufrivillig
ensom eller socialt isoleret, eller det kan være relevant at
vurdere, om der er behov for f.eks. psykologisk støtte i en
periode.
Det bør altid være en del af vurderingen omkring
det enkelte rehabiliteringsforløb, om brug af
velfærdsteknologi eller hjælpemidler kan bidrage til
øget selvstændighed og selvhjulpenhed i modtagerens
hverdag. Det er vigtigt, at ny teknologi introduceres på en
tryg og værdig måde og i dialog med modtageren. Der
skal være balance mellem hensynet til at bruge de
potentialer, der ligger i teknologien, og modtagerens parathed.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
mål for rehabiliteringsforløbet, samt at
målfastsættelsen skal ske i samarbejde med modtageren
af hjælpen. Da modtagerens motivation er central for
gennemførelse af forløbet, er det vigtigt, at
borgerens egne ønsker er omdrejningspunktet for samarbejdet
omkring målfastsættelsen og selve indsatsen.
Modtagerens egne ønsker om f.eks. selv at kunne klare
personlig hygiejne eller at kunne genoptage udadvendte sociale
aktiviteter vil ofte være den motiverende faktor i forhold
til at indgå i et rehabiliteringsforløb. Kravet om, at
målfastsættelsen skal ske i samarbejde med borgeren,
betyder, at kommunen skal gå i dialog med borgeren i forhold
til, om borgeren er eller kan blive motiveret for at indgå
aktivt i rehabiliteringsforløbet. En kommunalbestyrelse kan
dog ikke afvise at yde hjemmehjælp alene med henvisning til,
at borgeren ikke magter at gennemføre
rehabiliteringsforløbet, jf. den foreslåede
§ 83 a, stk. 4.
Modtagerens overordnede mål kan nedbrydes i delmål.
Udover samarbejde og dialog med modtageren om målene for
forløbet, bør der også være en
løbende dialog med modtageren om tilrettelæggelsen af
indsatser og støtte undervejs, herunder også hvordan
modtagerens egne ressourcer kan bringes i spil.
Formålet med at sætte mål for forløbet
er at tydeliggøre forventningerne til indsatsen og dermed
skabe klarhed omkring forløbet for den enkelte modtager.
Målene skal endvidere fremme en fokuseret og koordineret
indsats fra de involverede medarbejdere samt lette en
opfølgning på indsatserne i forhold til den
ønskede udvikling eller forbedring af modtagerens
funktionsevne.
Der skal være proportionalitet mellem den indsats, som
modtageren selv forventes at bidrage med, og det forventede
resultat af den samlede indsats. Er målet for en modtager
f.eks. at blive i stand til selv at klare morgenbarberingen og
knappe skjorten, og vedbliver denne opgave med at tage
uforholdsmæssig lang tid, uden at borgeren oplever fremgang,
skal der ske ændringer i forløbet. Det kan f.eks.
være at ændre på indsatserne eller justere
på målene.
Der bør være opmærksomhed på, om det er
relevant også at inddrage eventuelle pårørende i
forbindelse med rehabiliteringsforløbet, hvis modtageren
ønsker det, da de pårørendes kendskab til
modtageren og dennes hverdag kan være med til at kvalificere
forløbet. Der bør endvidere være
opmærksomhed på, om de pårørende
bør orienteres om det forløb, der sættes i
gang, hvis modtageren ønsker det, da det kan betyde
ændringer i hverdagen for modtageren af hjælpen.
Det foreslås i § 83 a, stk.
3, at de fastsatte mål og tidsrammen for
rehabiliteringsforløbet skal indgå i en samlet
beskrivelse af mål og indsatser for forløbet. Det er
op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan den
samlede beskrivelse skal gøres tilgængelig. Det
afgørende er, at beskrivelsen er tilgængelig for
såvel modtager af hjælpen som relevante/involverede
medarbejdere.
Med forslaget skal eventuelle ændringer i målene
under rehabiliteringsforløbet ske i samarbejde med
modtageren. Rehabiliteringsforløbet er baseret på et
samarbejde med borgeren om fastsættelse af målene for
forløbet, hvor borgerens egne ønsker og mål er
omdrejningspunktet. Er der undervejs behov for at ændre i
disse mål, skal dette derfor på tilsvarende vis ske i
samarbejde og dialog med borgeren. Det kan f.eks. være
nødvendigt at ændre i målene, fordi borgeren
genvinder sin funktionsevne hurtigere end først antaget,
eller fordi borgeren bliver svækket på grund af sygdom
eller andre begivenheder.
Med den foreslåede § 83 a,
stk. 4, skal kommunalbestyrelsen under
rehabiliteringsforløbet tilbyde modtageren den
nødvendige hjælp og støtte for at nå de
fastsatte mål. Modtageren skal have den nødvendige
hjælp og støtte til de opgaver i dagligdagen, som
modtageren (endnu) ikke magter. Den hjælp og støtte,
der skal ydes under rehabiliteringsforløbet, kan f.eks.
være indkøb eller hjælp til personlig hygiejne.
Borgeren skal under rehabiliteringsforløbet have den
hjælp, som borgeren har behov for. Hjælpen skal ses som
en del af det samlede rehabiliteringsforløb, og der skal
ikke træffes særskilt afgørelse herom. Se
nærmere om afgørelsen om rehabiliteringsforløb
under bemærkninger til den foreslåede § 83 a,
stk. 1.
Forslaget betyder også, at modtageren skal have den
hjælp og støtte, der i forhold til den enkelte
modtager er nødvendig for at nå de aftalte mål.
Det kan bl.a. indbefatte støtte og vejledning til at styrke
kroppens fysiske formåen, som f.eks. at få bedre
muskelstyrke og kondition, styrke netværket, ændre de
fysiske rammer i boligen (f.eks. installere hjælpemidler),
træning i daglige aktiviteter. Det kan endvidere dreje sig om
træning i sociale aktiviteter som f.eks. at deltage i
foreningsliv eller (gen)etablere kontakt til netværket. Ofte
kan der være brug for en kombination af flere indsatser.
Efter forslaget skal hjælpen og støtten
løbende tilpasses udviklingen i modtagerens funktionsevne.
Forslaget indbefatter, at der skal tages højde for, at
modtagerens funktionsevne kan udvikle sig i såvel op- som
nedadgående retning under rehabiliteringsforløbet.
Kommunalbestyrelsen kan ikke give afslag på hjælp
efter § 83 alene med henvisning til, at modtageren ikke
magter at gennemføre rehabiliteringsforløbet. Der
skal være en dialog mellem borgeren og kommunen om, hvad der
skal til for, at borgeren kan få en bedre hverdag med
større uafhængighed. Det er således
afgørende, at et rehabiliteringsforløb baserer sig
på en konstruktiv dialog med borgeren i centrum. Vurderingen
af, om borgeren magter at gennemføre
rehabiliteringsforløbet, er en samlet vurdering af borgerens
behov, ressourcer og motivation. Det kan således vise sig
under rehabiliteringsforløbet, at borgeren ikke har
ressourcer og motivation til at gennemføre
rehabiliteringsforløbet.
Lovforslaget ændrer ikke på kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at yde den hjælp borgeren har behov for
efter de enkelte bestemmelser i serviceloven.
Til nr. 3.
Forslaget om ophævelse af § 88, stk. 2 er en
redaktionel ændring som konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 1. Se bemærkninger til § 1, nr.
1 under § 83, stk. 4.
Til nr. 4.
Med forslaget ophæves § 89, stk. 2. Kravet om,
at kommunalbestyrelsen skal oplyse modtagere af personlig og
praktisk hjælp efter servicelovens § 83 om, hvilken
person på myndighedens vegne, der kan kontaktes, hvis
modtageren af hjælpen har spørgsmål
vedrørende den personlige og praktiske hjælp,
bortfalder således.
Modtageren af hjælp efter § 83 skal dog fortsat
oplyses om, hvor hos myndigheden han eller hun kan rette
henvendelse, hvis hjælpen ikke leveres i overensstemmelse med
afgørelsen og de indgåede aftaler. Se
bemærkninger til § 1, nr. 5.
Til nr. 5.
Det foreslås, at det fremgår af den foreslåede
§ 90, stk. 2, at kommunalbestyrelsen forpligtes til i
forbindelse med afgørelse om tildeling af personlig og
praktisk hjælp at oplyse modtageren af hjælpen om, hvor
hos myndigheden der kan rettes henvendelse, hvis den tildelte
hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen.
Bestemmelsen svarer til den nuværende § 89, stk. 2,
bortset fra, at modtageren ikke skal oplyses om, hvilken person,
der kan kontaktes på myndighedens vegne, hvis modtageren af
hjælpen har spørgsmål vedrørende den
personlige og praktiske hjælp, og modtageren skal ikke
længere have en konkret kontaktperson. For så vidt
angår henvendelser, der angår, at den tildelte
hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen,
skal modtageren fortsat kunne henvende sig til myndigheden, som har
ansvar for at sikre, at hjælpen leveres inden for rimelig
frist.
Lovforslaget ændrer ikke på kommunalbestyrelsens
generelle pligt til at rådgive og vejlede borgeren ved
spørgsmål om hjælp. Kommunalbestyrelsen vil
således fortsat være omfattet af de almindelige
forvaltningsretlige regler om vejledning af borgerne, herunder
forvaltningslovens § 7, hvorefter kommunalbestyrelsen har
en almindelig pligt til at vejlede borgere, der retter henvendelse
om spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde,
eller til at sende henvendelsen videre til den rette myndighed.
Kommunalbestyrelsens afgørelse vil også fortsat
være omfattet af retssikkerhedslovens bestemmelser.
Der henvises til beskrivelse af gældende ret om
kontaktpersonordningen under de almindelige bemærkninger.
Til nr. 6.
Med den foreslåede § 151, stk. 1, forpligtes den
stedlige kommune til at føre tilsyn med de kommunale opgaver
efter § 83a i overensstemmelse med de afgørelser,
kommunalbestyrelsen har truffet efter § 83a, og i henhold
til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf.
§ 139.
Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for
hjemmehjælp og træning efter servicelovens
§§ 83 og 86 vil blive udvidet til også at
omfatte § 83 a.
Til nr. 7.
Efter bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens § 161,
stk. 1, kan ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold ved bekendtgørelse fastsætte regler
om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om beregnings- og
indkomstgrundlaget for betalingen. Ved bekendtgørelse nr.
343 af 26. marts 2013 om betaling for generelle tilbud og for
tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter
servicelovens §§ 79, 83 og 84
(betalingsbekendtgørelsen) er fastsat betalingsregler for
§§ 79, 83 og 84.
Det fremgår af servicelovens § 161, stk. 2, at
kommunalbestyrelsen ikke kan opkræve betaling for
personaleudgifter, når hjælpen efter § 83,
stk. 1 og §§ 84 og 85 er varig. Det fremgår af
§ 161, stk. 3, at uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der
opkræves betaling for personaleomkostninger til
madserviceordninger og til midlertidig hjælp efter
§ 83, stk. 1.
Den foreslåede § 161, stk. 2, træder i
stedet for den gældende § 161, stk. 2 og 3, idet
den foreslåede bestemmelse udtrykkeligt angiver,
hvornår der kan opkræves betaling for
personaleomkostninger.
Udgangspunktet er fortsat, at der ikke kan opkræves
betaling for personaleomkostninger for hjælp efter
servicelovens kapitel 16, medmindre der er fastsat betalingsregler
herom.
Kommunalbestyrelsen kan således med den foreslåede
ændring ikke længere opkræve betaling for
personaleomkostninger for personlig og praktisk hjælp efter
§ 83, stk. 1, nr. 1 og 2.
Kommunalbestyrelsen kan fortsat opkræve betaling for
personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83,
stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis
modtageren ikke samtidig får hjælp efter servicelovens
§ 41 om merudgiftsydelse til børn, § 42
om tabt arbejdsfortjeneste, § 96 om borgerstyret
personlig assistance eller § 100 om merudgiftsydelse til
voksne. Reglerne om betaling for madservice og aflastning og
afløsning er dermed uændrede.
Til nr. 8.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr.
7.
Forslaget er en redaktionel ændring, som konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 7. I den foreslåede
§ 161, stk. 2, angives, i hvilke tilfælde der kan
opkræves betaling for personaleomkostninger for tilbud efter
kapitel 16. Af den gældende § 161, stk. 2,
fremgår i hvilke tilfælde, der ikke kan opkræves
betaling for personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16. Den
gældende § 161, stk. 3, er en
undtagelsesbestemmelse til § 161, stk. 2, hvoraf
fremgår, hvornår der kan opkræves betaling for
personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16.
Forslaget fastsætter, hvornår der kan opkræves
betaling for personaleomkostninger for tilbud efter kapitel 16,
hvorfor den gældende § 161, stk. 3,
ophæves.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar
2015.
For de personer, der den 1. januar 2015 allerede er tilkendt
hjælp efter § 83 i serviceloven, foreslås
det, at reglerne om fastsættelse af mål i den
foreslåede § 83, stk. 5, og
rehabiliteringsforløb i den foreslåede § 83
a finder anvendelse første gang, hjælpen efter
§ 83 revurderes, dog senest den 1. januar 2017. Det skal
dermed sikres, at personer, der modtager hjælp efter
§ 83 ved lovens ikrafttræden, i forbindelse med
revurdering af hjælpen efter § 83, dog senest den
1. januar 2017, får vurderet, om et
rehabiliteringsforløb efter den foreslåede
§ 83 a vil kunne forbedre personens funktionsevne og
dermed nedsætte behovet for hjælp efter § 83.
Samtidig sikres, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
revurderingen af hjælpen efter § 83, dog senest den
1. januar 2017, har fastsat individuelle mål for den enkelte
modtager af hjælp efter § 83.
Kommunalbestyrelsen skal revurdere hjælpen efter
§ 83 i forbindelse med deres forpligtelse til
løbende at vurdere behovet for hjælp og tilpasse
hjælpen personens aktuelle behov, jf. den foreslåede
§ 83, stk. 5, 2. pkt. Derudover skal kommunalbestyrelsen
mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard
for personlig og praktisk hjælp m.v. efter § 83.
Hvis kommunalbestyrelsen i den forbindelse beslutter at ændre
serviceniveauet, og det ændrede serviceniveau medfører
ændringer i den enkelte borgers hjælp, skal
kommunalbestyrelsen revurdere hjælpen efter § 83
baseret på en konkret, individuel vurdering med udgangspunkt
i borgerens funktionsevne og særlige behov.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1023 af 23. september 2014, som
ændret ved § 1, nr. 2, i lov nr. 495 af 21. maj
2013 og § 1, nr. 6, 11 og 12 i lov nr. 722 af 25. juni
2014, foretages følgende ændringer: | | | | § 83.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 1) personlig hjælp og
pleje, 2) hjælp eller støtte
til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og 3) madservice. Stk. 2.
Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af
midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre
disse opgaver. Stk. 3.
Tilbuddene efter stk. 1 kan ikke gives som generelle tilbud efter
§ 79. Stk. 4. Kommunen
skal ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg m.v. for en
person med en demensdiagnose så vidt muligt respektere dennes
vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig,
pleje og omsorg (plejetestamenter). | | 1. I § 83 indsættes efter stk. 2
som nye stykker: »Stk. 3.
Forud for vurderingen af behovet for hjælp efter stk. 1 skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om et tilbud efter § 83 a
vil kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte
behovet for hjælp efter stk. 1. Stk. 4. Tilbud
om hjælp efter stk. 1 skal bidrage dels til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at
afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer. Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte individuelle mål for
hjælp efter stk. 1 til den enkelte modtager af hjælpen.
Hjælpen skal løbende tilpasses modtagerens
behov. Stk. 6. I
forbindelse med afslutning af et rehabiliteringsforløb efter
§ 83 a skal kommunalbestyrelsen vurdere modtagerens
behov for hjælp efter § 83.« Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 7 og
8. | | | | | | 2. Efter
§ 83 indsættes: »§ 83
a. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde et korterevarende og
tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med
nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes
at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte
behovet for hjælp efter § 83, stk. 1. Vurderingen
skal være individuel og konkret og tage udgangspunkt i
modtagerens ressourcer og behov. Stk. 2.
Rehabiliteringsforløbet, jf. stk. 1, skal
tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og
tværfagligt. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte
individuelle mål for rehabiliteringsforløbet i
samarbejde med den enkelte modtager af forløbet. Stk. 3. De
fastsatte mål og tidsrammen for
rehabiliteringsforløbet skal indgå i en samlet
beskrivelse af forløbet. Er der under
rehabiliteringsforløbet behov for at ændre i
målene, skal dette ske i samarbejde med modtageren. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtageren af et
rehabiliteringsforløb den nødvendige hjælp og
støtte under forløbet med henblik på at
nå de fastsatte mål, jf. stk. 2. Hjælpen og
støtten skal løbende tilpasses udviklingen i
modtagerens funktionsevne. Kommunalbestyrelsen kan ikke give afslag
på hjælp efter § 83 alene med henvisning til,
at modtageren ikke magter at gennemføre
rehabiliteringsforløbet. « | | | | § 88.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om tildeling
af personlig hjælp og pleje m.v. efter dette kapitel.
Kommunalbestyrelsen skal behandle anmodninger om hjælp efter
§ 83 ved en konkret, individuel vurdering af behovet for
hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan
udføre. Ved vurderingen af behovet for hjælp skal
kommunalbestyrelsen tage stilling til alle anmodninger om
hjælp fra ansøgeren. Stk. 2.
Tilbuddene om hjælp efter § 83 skal bidrage dels
til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, dels
til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer. Tilbuddene skal løbende tilpasses modtagerens
behov. Stk. 3. Tilbud
efter § 86 gives efter en konkret, individuel vurdering
af træningsbehovet. Genoptræningstilbud efter
§ 86, stk. 1, gives med henblik på så vidt
muligt at bringe personen op på det funktionsniveau, som den
pågældende havde inden sygdommen. Tilbud efter
§ 86, stk. 2, gives til personer, som har brug for en
individuel træningsindsats med henblik på at kunne
vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. | | 3. § 88, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2. | | | | § 89. I
forbindelse med afgørelsen efter dette kapitel skal
ansøgeren skriftligt oplyses om, hvilken hjælp der er
bevilget. Kommunalbestyrelsen kan ved mindre, begunstigende
justeringer i hjælpen undlade at fremsende en ny skriftlig
oplysning herom til borgeren. Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen om
hjælp efter § 83 oplyse om, hvilken person der kan
kontaktes på myndighedens vegne, hvis modtageren af
hjælpen har spørgsmål vedrørende den
personlige og praktiske hjælp, eller hvis den tildelte
hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen,
jf. § 90. | | 4. § 89, stk. 2, ophæves. | | | | § 90.
Hjælp efter §§ 83 og 86 skal leveres i
overensstemmelse med den afgørelse, kommunalbestyrelsen har
truffet efter §§ 88 og 89. Kommunalbestyrelsen skal
sørge for, at den tildelte hjælp efter § 83
leveres inden for en rimelig frist, hvis leverandøren ikke
kan overholde de aftaler, der i forbindelse med afgørelsen
efter § 88, stk. 1, er indgået om levering af
hjælpen. | | 5. I § 90 indsættes som nyt stk. 2: »Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med afgørelsen om
hjælp efter § 83 oplyse modtageren af hjælpen
om, hvor hos myndigheden denne kan rette henvendelse, hvis den
tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med
afgørelsen.« | | | | § 151.
Den stedlige kommune har pligt til at føre tilsyn med, at de
kommunale opgaver efter §§ 83 og 86 løses i
overensstemmelse med de afgørelser, kommunalbestyrelsen har
truffet efter disse bestemmelser og i henhold til
kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf.
§ 139. Stk. 2.
Som led i tilsynsforpligtelsen efter stk. 1 skal
kommunalbestyrelsen hvert år foretage mindst ét
uanmeldt tilsynsbesøg på plejehjem m.v., jf.
§ 192, i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og
personer med handicap, og i andre, tilsvarende boligenheder i
kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og
lejere, der modtager kommunale serviceydelser. Tilsynet må
ikke varetages af leverandører eller personer, der
udfører opgaver på området. Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter stk. 1 og 2
gælder ikke tilbud, som er omfattet af socialtilsynet, jf.
§ 4 i lov om socialtilsyn. | | 6. I § 151, stk. 1, indsættes
efter »§§ 83«: »,83
a«. | | | | § 161.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold fastsætter i en bekendtgørelse regler
om betaling for tilbud efter kapitel 16 og om beregnings- og
indkomstgrundlaget for betalingen. Stk. 2.
Der opkræves ikke betaling for personale-omkostninger,
når hjælpen efter § 83, stk. 1, og
§§ 84 og 85 er varig. Stk. 3.
Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling
for personaleomkostninger til madserviceordninger og til
midlertidig hjælp efter § 83, stk. 1. Stk. 4.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold fastsætter nærmere regler om
modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter
§ 83, stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af
egenbetalingen. | | 7. § 161, stk. 2, affattes
således: »Stk. 2.
Der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til
madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til
hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig
modtager hjælp efter §§ 41, 42, 96 eller
100.« 8. § 161, stk. 3, ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 3 8. § 161, stk. 3, ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 3 | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. januar
2015. Stk. 2. For
personer, der den 1. januar 2015 allerede er tilkendt hjælp
efter § 83, i lov om social service, finder
§ 83, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 1, og denne lovs § 1, nr. 2 anvendelse første
gang, hjælpen efter § 83 revurderes, dog senest den
1. januar 2017. | | | |
|