Skriftlig fremsættelse (25. marts
2015)
Kulturministeren
(Marianne Jelved):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
arkivloven (Databeskyttelse af visse personoplysninger
indsamlet i forbindelse med patientbehandling)
(Lovforslag nr. L 168)
Forslaget har to formål. For det
første at ændre navnet fra Statens Arkiver til
Rigsarkivet. Rigsarkivet er den betegnelse, som er mest kendt og
anvendt om de institutioner, som udgør statens forskellige
arkiver. Navnændringen er administrativt en realitet.
For det andet er formålet med
forslaget at fastsætte særlige regler for Rigsarkivet
og kommunale arkivers opbevaring af sundhedsmyndigheders registre,
som indeholder personoplysninger om patienters helbredsforhold,
øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger
i forbindelse med patientbehandling i det omfang, disse er
konstateret retsstridigt indsamlet.
Sådanne registre blokeres i 120
år hos Rigsarkivet således, at der ingen adgang er til
materialet i denne periode. Efter blokeringens ophævelse
sættes tilgængelighedsfristen til 110 år.
Særlige vilkår for tilgængeligheden i denne ikke
umiddelbart tilgængelige periode på 110 år
bestemmes via bekendtgørelse.
Baggrunden for lovforslaget er den
retsstridige indsamling af personoplysninger om patienters
helbredsforhold m.v., fortaget af Region Syddanmark til Dansk
AlmenMedicinsk Database (DAMD).
Arkivloven sikrer i dag, at Rigsarkivet og
kommunale arkiver bevarer arkivalier, der har historisk værdi
eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig
administrativ eller retlig betydning for borgere og
myndigheder.
Lovforslaget balancerer på den ene
side hensynet til den registreredes retsfølelse ved, at de
retsstridigt indsamlede, fortrolige oplysninger opnår en
særlig databeskyttelse og på den anden side hensynet
til den offentlige interesse i at dokumentere og bevare materiale
af historisk værdi ved, at materialet indsamles.
Det foreslås, at loven revideres
senest fem år fra lovens ikrafttrædelsestidspunkt for
så vidt angår lovens anvendelsesområde.
Revisionsklausulen pålægger kulturministeren at
fremsætte et lovforslag senest i folketingsåret 2019-20
med stillingtagen til, om den foreslåede ordning om blokering
og fastsættelse af særlig tilgængelighedsfrist
også skal gælde andre myndighedsområder.
Det foreslås, at loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.