Skriftlig fremsættelse (28. januar
2015)
Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold
(Manu Sareen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
myndighedsloven for Grønland, lov om ikrafttræden for
Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger,
retsplejelov for Grønland og kriminallov for
Grønland. (Ændringer som følge af
ikraftsættelse for Grønland af
forældreansvarslovgivningen og lovgivningen om ægteskab
mellem to personer af samme køn)
(Lovforslag nr. L 122).
Grønlands Selvstyre har anmodet om,
at den familieretlige lovgivning for Grønland
ajourføres. Som et led i denne ajourføring
sættes nu forældreansvarslovgivningen i kraft for
Grønland. Det drejer sig om forældreansvarsloven,
børnebortførelsesloven og
Haagerbørnebeskyttelseskonven-tionsloven. Samtidig
sættes lovgivningen om ægteskab mellem to personer af
samme køn i kraft.
Forældreansvarslovgivningen
sættes i kraft for Grønland ved en række
kongelige anordninger. Ikraftsættelsen af
forældreansvarslovgivningen forudsætter imidlertid, at
der foretages ændringer af lovgivningen for Grønland,
navnlig af myndighedsloven for Grønland og retsplejelov for
Grønland.
Lovgivningen om ægteskab mellem to
personer af samme køn sættes ligeledes i kraft for
Grønland ved kongelig anordning samt ved ændring af
retsvirkningsloven for Grønland.
Lovforslaget indeholder disse
lovændringer.
Ikraftsættelse af
forældreansvarsloven for Grønland medfører
bl.a., at det bærende element for alle afgørelser om
forældremyndighed m.v. skal være barnets ret til begge
forældre og ikke forældrenes ret til barnet.
Afgørelserne skal træffes ud fra, hvad der er bedst
for barnet, og uanset alder skal barnet inddrages i sagen, så
dets perspektiv kan belyses.
Ikraftsættelsen medfører
endvidere, at forældre som udgangspunkt har fælles
forældremyndighed over barnet, og at de har et fælles
ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, det
ikke bor hos. Samvær kan fastsættes sådan, at
barnet er lige meget hos begge forældre (deleordning), og
samvær kan begrænses eller ophæves, hvis det er
bedst for barnet.
Ikraftsættelsen medfører
endvidere, at forældres ret til at "revse" deres barn
ophæves. Endelig vil Grønland indgå i det
internationale samarbejde om forældreansvar, herunder om
internationale børnebortførelser.
Ikraftsættelse for Grønland af
fremtidige ændringer af forældreansvarslovgivningen vil
blive drøftet med Grønlands regering.
Reglerne i retsplejelov for Grønland
om domstolenes behandling af sager om forældreansvar m.v.
tilpasses til reglerne i forældreansvarsloven, herunder med
henblik på styrkelse af inddragelsen af barnet i
sagsbehandlingen og belysning af barnets perspektiv.
Ikraftsættelse af lovgivningen om
ægteskab mellem to personer af samme køn
medfører bl.a., at par af samme køn i Grønland
får mulighed for at indgå ægteskab i stedet for
registreret partnerskab på lige fod og med tilsvarende samme
retsvirkninger som ægteskab mellem to personer af forskelligt
køn, herunder ved kirkelig eller borgerlig vielse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.