Skriftlig fremsættelse (28. januar
2015)
Erhvervs- og
vækstministeren (Henrik Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om sikkerhed ved
elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk
materiel (Elsikkerhedsloven)
(Lovforslag nr. L 119)
Lovforslaget
fremsættes som led i aftalen om Vækstpakke 2014.
Formålet med lovforslaget er at internationalisere og
forenkle stærkstrømsreglerne for at øge
konkurrencen på markedet for elinstallationer og sikre en
regulering, der kan rumme den fremtidige teknologiske udvikling
samtidig med, at det fastholdes, at elektriske anlæg,
elektriske installationer og elektrisk materiel har et
sikkerhedsniveau, der ikke udgør en fare for personer,
husdyr eller ejendom.
Lovforslaget
erstatter den nuværende stærkstrømslov og
indeholder en modernisering af reglerne med henblik på at
øge anvendelsen af internationale og europæiske
standarder. Med lovforslaget lægges der op til en mulighed
for valgfrihed for virksomhederne i forhold til enten at
udføre arbejdet efter en gældende europæisk
eller international standard eller på en anden måde,
som opfylder lovens krav til sikkerhed. Derved opnås en
væsentlig reduktion i danske særregler. Denne
øgede fleksibilitet skaber behov for dokumentation af,
hvordan arbejdet er udført. Derfor stilles der med
lovforslaget krav om, at virksomheder skal indberette
basisoplysninger i et digitalt indberetningssystem.
Størstedelen af denne dokumentation udarbejdes allerede i
dag til brug i virksomhedens kvalitetsledelsessystem.
Lovforslaget
indeholder desuden rammer for en moderne kontrolordning, ligesom
det foreslås, at Det Tekniske Sikkerhedsråd fokuseres i
et nyt Råd for El- og Gasteknisk Sikkerhed, som fremadrettet
kun skal beskæftige sig med sikkerheden inden for
områderne for el og gas.
Lovforslaget
vurderes at bidrage til strukturelt BNP med ca. 0,1 mia. kr. i 2020
gennem forbedret produktivitet og øget konkurrence. Danske
virksomheder vil ligeledes få bedre muligheder for at
konkurrere på et udenlandsk marked, når de danske
regler tilnærmes reglerne i vore nabolande.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger,
der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets
velvillige behandling.