L 119 Forslag til lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel

(elsikkerhedsloven).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 28-01-2015
1. behandlet / henvist til udvalg 05-02-2015
Betænkning afgivet 26-03-2015
2. behandlet/direkte til 3. behandling 14-04-2015
3. behandlet, vedtaget 16-04-2015
Ministerområde:
Erhvervs- og Vækstministeriet
Resumé:
Lovforslaget erstatter den nuværende stærkstrømslov og indeholder en modernisering af reglerne med henblik på at øge anvendelsen af internationale og europæiske standarder. Lovforslaget åbner op for valgfrihed for virksomhederne i forhold til enten at udføre arbejdet efter en gældende europæisk eller international standard eller på en anden måde, som opfylder lovens krav til sikkerhed. I forlængelse af denne øgede fleksibilitet stilles der krav om, at virksomheder skal indberette basisoplysninger i et digitalt indberetningssystem.

Lovforslaget indeholder desuden rammer for en moderne kontrolordning, ligesom det foreslås, at Det Tekniske Sikkerhedsråd fokuseres i et nyt råd, Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed, som fremadrettet kun skal beskæftige sig med sikkerheden inden for områderne for el og gas.

Lovforslaget fremsættes som led i aftalen om Vækstpakke 2014. Formålet med lovforslaget er at internationalisere og forenkle stærkstrømsreglerne for at øge konkurrencen på markedet for elinstallationer og sikre en regulering, der kan rumme den fremtidige teknologiske udvikling, samtidig med at det fastholdes, at elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel har et sikkerhedsniveau, der ikke udgør en fare for personer, husdyr eller ejendom.

Loven skal træde i kraft den 1. januar 2016.

Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 100 (V, S, DF, RV, SF, LA, KF, ALT), imod stemte 8 (EL), hverken for eller imod stemte 0.