Retsudvalget (REU) Alm. del

Samling: 2014-15 (1. samling)

Spørgsmål 442

Vil ministeren for hver af de nedenstående hypotetiske situationer redegøre for hvilke oplysninger, der ifølge offentlighedsloven skal gives aktindsigt i? 1) Finansministeriet beder Fødevareministeriet (herefter benævnt FVM) om at overveje en afskaffelse af en dansk særregel om, at æg skal opbevares på køl i forbindelse med forberedelsen af en vækstplan. I forbindelse med FVMs arbejde med forslaget udveksles en række e-mails mellem ministerierne, der bl.a. indeholder fakta om detailhandlens salg af æg og FVMs vurdering af de fødevaresikkerhedsmæssige konsekvenser af forslaget. Da FVMs vurdering er negativ, forkastes forslaget. En journalist søger på dette tidspunkt aktindsigt i sagen om afskaffelsen af den danske særregel. 2) Finansministeriet har ligeledes bedt FVM overveje en forenklet udgave af de kontrolrapporter, der skal ophænges efter fødevarekontrollens kontrolbesøg i forretninger. I forbindelse med FVMs arbejde med forslaget udveksles en række e-mails mellem ministerierne, der bl.a. indeholder fakta om antallet af kontrolbesøg, fødevarekontrollens ressourceforbrug i forbindelse med udfyldelse af de nuværende kontrolrapporter og Fødevarestyrelsens beregning af besparelsespotentialet, der kan realiseres ved forslagets gennemførelse. Forslaget bliver en del af det videre arbejde med vækstplanen, der dog først præsenteres på et senere tidspunkt. En journalist søger på dette tidspunkt aktindsigt i alle dokumenter vedrørende Finansministeriets og FVMs forberedelse af vækstplanen. 3) Erhvervs- og Vækstministeriet har sammen med Finansministeriet forberedt det endelige udkast til vækstplanen, der godkendes i regeringens økonomiudvalg. Planen skal lanceres om 14 dage. En journalist søger på dette tidspunkt aktindsigt i vækstplanen hos alle tre ministerier. 4) Embedsmænd fra Stats-, Finans-, Erhvervs- og Vækstministeriet samt FVM planlægger nu i fællesskab den nærmere lancering af vækstplanen, herunder hvilke elementer fødevareministeren skal præsentere hvornår. Den nærmere planlægning sker via e-mail og sms. En journalist søger på dette tidspunkt aktindsigt i vækstplanen og dens lancering hos både Statsministeriet og FVM. 5) Efter vækstplanen er lanceret i sin helhed, opstår der spørgsmål om, hvorvidt lanceringen af forslaget om forenkling af kontrolrapporterne er sket i overensstemmelse med den aftalte tidsplan. Dialogen om spørgsmålet finder sted mellem en embedsmand i Finansministeriet, to embedsmænd i FVM og fødevareministeren selv primært via e-mail og enkelte SMS-beskeder. En journalist søger på dette tidspunkt aktindsigt hos FVM i alle dokumenter vedrørende lanceringen af vækstplanen, herunder SMS-beskeder. 6) Efter vækstplanens offentliggørelse opstår der en ny politisk debat om kontrolrapporterne, efter det på baggrund af en historie i dagspressen er blevet foreslået, at kontrolrapporter også bør ophænges i en version med blindeskrift, således at der tages behørigt hensyn til fødevaresikkerheden for personer med synshandicap.
Dato: 11-02-2015
Status: Endeligt besvaret
Emne: forvaltningsret og persondata
Dokumentdato: 26-02-2015
Modtaget: 26-02-2015
Omdelt: 27-02-2015

REU alm. del - svar på spm. 442 om, hvilke oplysninger, der ifølge offentlighedsloven skal gives aktindsigt i, fra justitsministeren

Besvarelse af spm. 442 REU alm. del [DOK1494802].DOCM (pdf-version)
Html-version
Dokumentdato: 11-02-2015
Modtaget: 11-02-2015
Omdelt: 11-02-2015

Spm. om, hvilke oplysninger, der ifølge offentlighedsloven skal gives aktindsigt i, til justitsministeren

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version