Tak.
Det er jo regeringens klare holdning, at vi ønsker en grøn omstilling af Danmark, og det har vi arbejdet på fra dag et.
Det er også et arbejde, der – synes jeg – er lykkedes, bl.a.
er det kronet med en meget ambitiøs energiaftale, og derudover har vi taget en række initiativer, som flytter Danmark i en grønnere retning.
På finansloven for 2013 afsatte vi mere end 1,5 mia.
kr.
over en årrække til at satse på grøn vækst og beskæftigelse.
På finansloven for 2014 afsatte vi en grøn reserve på 800 mio.
kr.
frem mod 2017, og vi aftalte at oprette Den Danske Naturfond, hvor op mod 1 mia.
kr.
skal løfte natur- og miljøbeskyttelse i de kommende år.
Endelig afsatte vi så sent som i marts 2014 700 mio.
kr., som skal bruges til at forbedre vores vandløb fra 2016 og fremad.
Kort sagt har den her regering taget en række konkrete initiativer til at gøre Danmark grønnere, og det afspejler, at vi har den holdning, at vi ønsker et højt beskyttelsesniveau for naturen og miljøet i Danmark.
Hvis spørgeren ønsker en mere grundlæggende vurdering af natur- og miljøpolitiske spørgsmål og tilstande, ja, så må jeg henvise til miljøministeren, som har det ressortansvar.
Jeg er ikke bekendt med de nærmere detaljer i den sag, der omtales, og jeg vil ikke gå ind i den konkrete sag eller kommentere konkrete vendinger fra medarbejdere i Finansministeriet.
Jeg vil bare generelt understrege, at Finansministeriet og ressortministerierne løbende er i meget tæt dialog omkring budget- og bevillingsmæssige og mere faglige spørgsmål, og det er en fuldstændig integreret del af arbejdsformen i ministerierne og en væsentlig forudsætning for, at vi sikrer høj kvalitet i opgaveløsningen såvel i Finansministeriet som i ressortministerierne.
I forhold til den konkrete sag er der jo tale om et initiativ, som blev aftalt i finansloven for 2014, og derfor er det helt naturligt, at Finansministeriet indgår i en dialog med ressortministeriet om de spørgsmål, der måtte opstå i den forbindelse.