Betænkning afgivet af
Miljøudvalget den 16. januar 2014
1. Ændringsforslag
Miljøministeren har stillet 3
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 7. november
2013 og var til 1. behandling den 14. november 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Miljøudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
miljøministeren sendte den 18. juni 2013 dette udkast til
udvalget, jf. folketingsåret 2012-13, MIU alm. del - bilag
355. Den 7. november 2013 sendte miljøministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 9
spørgsmål til miljøministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af DF) indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Venstres og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget finder, at forslagets indførelse af en
obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage til
Natur- og Miljøklagenævnet er en naturlig følge
af regeringens målsætning om, at al kommunikation
mellem borgere, virksomheder og det offentlige skal foregå
digitalt inden udgangen af 2015, og af den fællesoffentlige
digitaliseringsstrategi 2011-2015 fra august 2011 »Den
digitale vej til fremtidens velfærd«. Digitaliseringen
er kommet for at blive.
Venstre og Det Konservative Folkeparti
lægger vægt på regelforenklinger og
afbureaukratiseringer i det offentlige. Men vi understreger, at det
ikke skal foregå på bekostning af én
samfundsgruppe.
Venstre og Det Konservative Folkeparti
stemmer for lovforslaget. Vi vil dog følge ministerens
løfter under 1. behandlingen nøje. Ministeren lovede
bl.a., at det uanset brugervenligheden selvfølgelig stadig
skal sikres, at digitaliseringen ikke bliver en barriere for, at
enkelte borgere kan komme til at klage til nævnet. Natur- og
Miljøklagenævnet kan derfor dispensere fra brugen af
den digitale selvbetjening, hvis der eksempelvis er særlige
forhold hos en klager, som betyder, at klageren ikke kan anvende
den digitale selvbetjening. Det kan f.eks. være, hvis der er
tale om borgere med særlige handicap eller manglende digitale
kompetencer.
Derudover lovede ministeren, at den
digitale platform først vil blive lanceret, når den er
færdigudviklet og testet, og at eventuelle nedbrud af
systemet lige omkring en klagefrists udløb vil komme
klageren til gode. Det vil sige, at hvis systemet går ned,
skal man have klaget inden for en rimelig frist, efter at det er
oppe at køre igen.
Et mindretal i
udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
kan stemme for de stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan
ikke støtte lovforslaget. Obligatorisk digital selvbetjening
ved indgivelse af klage over lokalplaner til Natur- og
Miljøklagenævnet er problematisk for de mange borgere,
som ikke er på internettet, og det risikerer at være
til skade for miljøet. Man risikerer, at der måske vil
opstå sager, som ikke bliver påklaget, som det ellers
ville være sket, hvis man bare kunne sende et brev til
nævnet.
DF finder det ærgerligt, at man ikke
har afventet, at der kommer gode internetforbindelser over hele
landet, inden man vælger at indføre obligatorisk
digital selvbetjening i forbindelse med klager til nævnet.
Samtidig er der mange, der ikke har internetadgang og ikke er
fortrolige med at bruge nettet, og der er personer, der eksempelvis
har et synshandicap, som vil have problemer med den obligatoriske
digitale selvbetjening. For disse grupper af borgere burde der
være en mulighed for at klage ved personligt fremmøde
eller over telefonen.
Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
1) I
den under nr. 2 foreslåede § 18 b ændres i stk. 3 »og« til:
»eller«.
[Sproglig præcisering]
Til § 12
2)
Efter nr. 4 indsættes som nye numre:
»01. I §
26 b, stk. 7, der bliver stk. 9, ændres »stk. 5
og 6« til: »stk. 7 og 8«.
02. I
§ 44, stk. 1, nr. 1, ændres
»stk. 5« til: »stk. 7«.«
[Konsekvensændringer]
Til § 24
3)
Paragraffen udgår.
[Den foreslåede
ophævelse af en ændringsbestemmelse til
jordforureningsloven udgår]
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse
præciserer, at kravet om anvendelse af digital selvbetjening
ved indgivelse af klage til Natur- og Miljøklagenævnet
kan fraviges, hvis det vil være i strid med internationale
eller EU-retlige forpligtigelser om ret
til at klage over trufne afgørelser.
Til nr. 2
Der er tale om redaktionelle
ændringer.
Til nr. 3
Den foreslåede bestemmelse er en
konsekvens af, at den pågældende ændringslov
træder i kraft den 1. januar 2014 og derfor ikke kan
ophæves med L 62.
Annette Lind (S) Flemming
Møller Mortensen (S) Jens Joel (S) John Dyrby Paulsen (S)
Mette Reissmann (S) Torben Hansen (S) Simon Kollerup (S) Lone
Loklindt (RV) fmd. Lotte Rod (RV)
Trine Pertou Mach (SF) Steen Gade (SF) Per Clausen (EL) Lars Dohn
(EL) Sara Olsvig (IA) Uffe Elbæk (UFG) Erling Bonnesen (V)
Anne-Mette Winther Christiansen (V) Henrik Høegh (V) Esben
Lunde Larsen (V) Hans Christian Schmidt (V) Anni Matthiesen (V)
nfmd. Hans Christian Thoning (V)
Eyvind Vesselbo (V) Jørn Dohrmann (DF) René
Christensen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Hans Kristian Skibby
(DF) Villum Christensen (LA) Charlotte Dyremose (KF)
Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 62
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringsnotat og høringsvar,
fra miljøministeren | 2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 3 | Ændringsforslag fra
miljøministeren | 4 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 62
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om at oplyse, hvem der træffer
beslutningen, om en borger hører under undtagelserne for
digital selvbetjening som følge af »særlige
forhold«, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om, hvilke tanker ministeren har
gjort sig om kriterierne for »særlige forhold«,
til miljøministeren , og ministerens svar herpå | 3 | Spm., om alle borgere, der ønsker
det, kan blive omfattet af undtagelserne for digital selvbetjening,
f.eks. hvis de har utrilfredsstillende adgang til internettet, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm., om ministeren vil tage
spørgsmålet om manglende adgang til internettet i
visse områder af landet op i regeringen, så regeringen
kollektivt kan adressere spørgsmålet om
internetadgang, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå | 5 | Spm., om ministeren er indstillet på
at lave en overgangsordning, hvor dem, der vil klage digitalt,
får mulighed for det, mens der stadig er adgang til at klage
på den sædvanlige måde, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå | 6 | Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at
alle får adgang til at udnytte deres klageadgang, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm., om man kan få hjælp til
at klage f.eks. af borgerservicecentre el. lign., hvis man har
problemer med at bruge den digitale selvbetjeningsløsning,
til miljøministeren, og ministerens svar herpå | 8 | Spm., om ministeren vil sikre, at systemet
ikke tages i anvendelse, før der er sikkerhed for, at
systemet virker efter hensigten, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå | 9 | Spm. om, hvem der træffer
beslutning, om en borger er omfattet af undtagelserne for digital
selvbetjening, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
|