L 139 Forslag til lov om ændring af SU-loven og lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

(Uddannelsesstøtte til uddannelse i udlandet m.v.).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 06-05-2014

Afgivet: 06-05-2014

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 6. maj 2014

20131_l139_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 6. maj 2014

1. Ændringsforslag

Uddannelses- og forskningsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. februar 2014 og var til 1. behandling den 13. marts 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser sendte den 20. december 2013 dette udkast til udvalget, jf. FIV alm. del - bilag 81. Den 26. februar 2014 sendte uddannelses- og forskningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget understreger, at L 139 handler om et lille, men vigtig element i SU-lovgivningen. Lovforslaget spiller ind i den igangværende debat og problematik om velfærdsturisme forstået på den måde, at SU-området og Danmarks måde at etablere velfærdssystemer på også her angribes af EU. Danmark har også på dette område opbygget et system, der har som primært formål at understøtte det danske samfunds mål, nemlig at støtte, at danske unge kan tage en uddannelse, og i relation til dette lovforslag, at de også har mulighed for at få støtte til uddannelse i udlandet. Det er glimrende, men det er naturligvis ikke hensigten, at de danske skattemidler skal bruges til at understøtte uddannelse af unge fra det øvrige EU. Det må og skal være de øvrige landes opgave at understøtte deres borgeres uddannelse.

Der er faldet en række domme ved EU-Domstolen, som kræver handling. Dansk Folkeparti accepterer, at regeringen med det konkrete lovforslag forsøger at opstille værns?initiativer. Dansk Folkeparti lægger vægt på, at det i både loven og i bekendtgørelsen understreges, at der skal være tale om en reel og betydelig tilknytning til Danmark, for at man kan være berettiget til SU.

Dansk Folkeparti accepterer lovforslagets tilgang til værns?initiativer som nødvendige her og nu. Men Dansk Folkeparti peger på, at vi forventer, at regeringen aktivt følger op på den aftale, som blev indgået i forbindelse med SU-forhandlingerne i foråret 2013. På det tidspunkt handlede det om udenlandske studerendes ret til som vandrende arbejdstagere at få SU til uddannelse i Danmark. I den aftale, som blev indgået med den daværende minister, står der i forlængelse af omtalen af værnsinitiativer:

»I den forbindelse vil Danmark arbejde aktivt i enhver relevant europæisk sammenhæng for at fremme forudsætningerne for at opretholde det nuværende danske SU-system.«

Når gentagne domme viser, at vore systemer er udfordret, burde det give sig selv, at vi ikke bare skal lægge os fladt ned igen og igen, men at vi skal arbejde for politisk at få ændret de EU-love, som ligger til grund for EU-Domstolens afgørelser.

Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget kan støtte forslaget, da KF erkender, at det nu viser sig nødvendigt at lempe på 2-årsreglen for SU-modtagere, som ønsker at tage SU med til en uddannelse i udlandet. Men KF støtter forslaget med en vis bekymring. De foreslåede parametre er mere upræcise end 2-årsreglen, og KF frygter, at gennemsigtigheden og ensartetheden i tildelingen kan blive ringe. Derfor vil KF på det kraftigste opfordre ministeren til at udfordre EU-retten til det yderste på dette område, og KF vil også opfordre regeringen til helt generelt at tage en grundig drøftelse med kollegerne i de andre EU-lande om det hensigtsmæssige i, at vi på det ene område efter det andet får stadig stigende problemer med at tildele velfærdsydelser til vores borgere efter de hensigter, som vi havde med ydelserne.

Der er behov for en drøftelse i EU, der gør det muligt at fastholde vores velfærdssamfund, som vi kender det, samtidig med at vi sikrer arbejdskraftens frie bevægelighed.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af uddannelses- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 30, stk. 6, udgår »og 4«.«

[Forældelse af tilbagebetalingskrav]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med lov nr. 899 af 4. juli 2013 blev der i SU-loven § 30 om den endelige tildeling af SU indsat et nyt stk. 6, der regulerer forældelsesfristen for krav, der rejses efter stk. 2 og 4, sådan at fristen regnes fra tidspunktet for den endelige tildeling. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet hermed var at fastsætte et entydigt tidspunkt for, hvornår forældelsen af de såkaldte indkomstkontrolkrav regnes fra.

Indkomstkontrolkrav er de krav, der rejses efter SU-loven § 30, stk. 2, i forbindelse med den endelige tildeling af SU efter støtteårets udgang, hvis den uddannelsessøgendes indkomst i støtteåret (egenindkomsten) overstiger det beløb, som den uddannelsessøgende må tjene i støtteåret (årsfribeløbet). Efter § 30, stk. 6, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, hvor den endelige tildeling sker; det vil sige, når Styrelsen for Videregående Uddannelser efter støtteårets udgang sammenholder støttemodtagerens egenindkomst med årsfribeløbet. Dette sker tidligst, umiddelbart efter at SKAT i løbet af foråret danner årsopgørelserne for det afsluttede skatteår.

Efter SU-loven § 30, stk. 4, kan der imidlertid også efter støtteårets udgang rejses krav om tilbagebetaling af for meget modtaget SU, fordi den uddannelsessøgende ikke opfylder oplysningspligten. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den uddannelsessøgende ikke har oplyst om orlov fra uddannelsen, lønnede praktikperioder el.lign. De uddannelsessøgendes oplysningspligt er nærmere reguleret i § 52 i bekendtgørelse nr. 1269 af 17. december 2012 om statens uddannelsesstøtte. Krav, der rejses efter § 30, stk. 4, er således ikke indkomstkontrolkrav, og forældelsen af disse krav skal derfor ikke omfattes af bestemmelsen i § 30, stk. 6. Det er derfor en fejl, at der i § 30, stk. 6, henvises til § 30, stk. 4. Det foreslås derfor i overensstemmelse med bemærkningerne til § 30, stk. 6, at henvisningen til stk. 4 udgår.

Forældelsen af krav efter § 30, stk. 4, vil herefter alene følge reglen i § 2, stk. 1, i forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 28. august 2013, hvorefter forældelsesfristen ved tilbagesøgningskrav løber fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt, hvilket som udgangspunkt vil sige det tidspunkt, hvor den fejlagtige udbetaling fandt sted.

Jeppe Bruus (S) Jesper Petersen (S) Mette Reissmann (S) Rasmus Prehn (S) fmd. Per Husted (S) Ole Hækkerup (S) Trine Bramsen (S) Lotte Rod (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Jeppe Mikkelsen (RV) Annette Vilhelmsen (SF) Jonas Dahl (SF) Pernille Vigsø Bagge (SF) Pernille Skipper (EL) Rosa Lund (EL) Bertel Haarder (V) Kristian Jensen (V) Karen Ellemann (V) nfmd. Esben Lunde Larsen (V) Tina Nedergaard (V) Mads Rørvig (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marie Krarup (DF) Alex Ahrendtsen (DF) Christian Langballe (DF) Merete Riisager (LA) Villum Christensen (LA) Charlotte Dyremose (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 139

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra uddannelses- og forskningsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra uddannelses- og forskningsministeren
6
Notat om EU-regler vedrørende vandrende arbejdstageres rettigheder
7
2. udkast til betænkning
8
3. udkast til betænkning
9
4. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 139

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om udformning af de nærmere regler om tilknytningskravet, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvilke beregninger der ligger til grund for den vurderede merudgift på 40 mio. kr., til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvilke grupper der efter lovforslaget får adgang til dansk SU, som ikke havde adgang efter de gamle regler, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om sikring af, at der stilles krav om integration for opnåelse af mulighed for SU, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvordan ministeren vil leve op til aftalen fra SU-forliget om, at »arbejde aktivt i enhver relevant europæisk sammenhæng for at fremme forudsætninger for at opretholde det nuværende danske SU-system«, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvilke tiltag ministeren gør for at skabe et samarbejde med de øvrige lande, som har fået domme imod sig på SU-området om at arbejde for ændring af EU's regler, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om begrundelsen for, at der ikke gives SU fra den dag, hvor den studerende fylder 18 år, men først fra det kvartal, der følger efter det kvartal, hvor den studerende er fyldt 18 år, til uddannelses- og forskningsministeren, og ministerens svar herpå