Skriftlig fremsættelse (12. december
2013)
Ministeren for sundhed og
forebyggelse (Astrid Krag):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven. (Udsendelse af påmindelser med henblik
på at forbedre tilslutningen til
børnevaccinationsprogrammet m.v.)
(Lovforslag nr. L 101)
Danmark har en lavere tilslutning til
børnevaccinationsprogrammet end de europæiske lande,
vi normalt sammenligner os med.
Formålet med lovforslaget er at
forbedre tilslutningen til det danske
børnevaccinationsprogram og andre vaccinationer, der
tilbydes børn ved individuelt behov, ved at åbne
mulighed for, at Statens Serum Institut på baggrund af
oplysninger i Det Danske Vaccinationsregister kan sende
påmindelser til forældre og eventuelt praktiserende
læge til børn, der mangler at modtage én eller
flere vaccinationer.
Der vil i forbindelse med den
administrative udmøntning af påmindelsesordningen
blive åbnet mulighed for, at forældre, der ikke
ønsker at modtage påmindelser om manglende
vaccinationer, fremadrettet kan meddele Statens Serum Institut, at
de ikke ønsker at modtage påmindelserne.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at
henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal
jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.