Skriftlig fremsættelse (10. januar
2013)
: :
Beskæftigelsesministeren : (Mette Frederiksen):
: :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsmiljø og om ophævelse af lov om
arbejdsmiljøcertifikat til virksomheder (Præcisering
af anvendelsesområdet i forhold til psykisk
arbejdsmiljø og overførelse af reglerne om certifikat
til lov om arbejdsmiljø m.v.)
(Lovforslag nr. L 112)
Formålet med lovforslaget er at
præcisere, at arbejdsmiljøloven omfatter både
det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Lovforslaget
udmønter det ene af de tre initiativer, som jeg lancerede i
august 2012 om en styrket indsats for et bedre psykisk
arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøloven indeholder i
§ 1 en formålsbestemmelse, hvorefter det med loven
tilstræbes at skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø,
der til enhver tid er i overensstemmelse med den tekniske og
sociale udvikling i samfundet.
§ 1 blev indført med
arbejdsmiljøloven i 1975 og er ikke blevet ændret
siden. Det fremgår af bemærkningerne fra 1975 til
§ 1, at loven omfatter både det fysiske og det psykiske
arbejdsmiljø. Da ingen skal være i tvivl om, at det er
sådan, foreslås det præciseret direkte i
lovteksten.
Lovforslaget har endvidere til formål
at samle certifikatreglerne i arbejdsmiljølovgivningen samt
at gennemføre mindre justeringer af
arbejdsmiljøcertifikatordningen. Endelig foreslås
mindre strafferetlige og ordensmæssige ændringer.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.