Under samrådet den 28. februar 2013 om alm. del – samrådsspørgsmål Å, AA og AB (Restanceinddrivelsen) oplyste ministeren, at det kun er ca. 20-25 mia. kr. (svarende til max 25 pct.), der vurderes p.t. at kunne inddrives ud af det samlede restancebeløb på ca. 80 mia. kr. Med henvisning til, at den tidligere skatteminister – for knapt et år siden - under et samråd i udvalget den 19. marts 2012 oplyste, at restancerne dengang var godt 73 mia. kr., og at 37 mia. kr. – svarende til ca. halvdelen - dengang blev vurderet inddrivelige, bedes ministeren redegøre for den voldsomme negative udvikling i restanceinddrivelsen over det seneste år, jf. at den ikke-inddrivelige restanceandel på under 1 år er gået fra at udgøre ca. 50 pct. til nu at udgøre mindst 75 pct. af den samlede restancemasse. Ministeren bedes redegøre detaljeret for forklaringerne på denne store ændring over så kort tid. Ministeren bedes endvidere redegøre for, hvordan udviklingen fordeler sig på de forskellige grupper af restanter og de forskellige restancetyper (skat, licens, parkeringsbøder, m.v.). Ministeren bedes endvidere redegøre for udviklingen det seneste år i forhold til, hvor stor en del af den ikke-inddrivelige restancemasse, der vurderes at skulle afskrives henholdsvis parkeres.
Dato: 05-03-2013
Status: Endeligt besvaret
Emne:
inddrivelse