Skriftlig fremsættelse (8. februar
2012)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
sygedagpenge (Ændring af frister for anmeldelse af
sygefravær samt anmodning om sygedagpenge m.v. for bedre at
udnytte den digitale indberetningsløsning
(SDPI-løsningen))
(Lovforslag nr. L 85)
Kommunernes administration i forbindelse med oprettelse af
sygedagpengesager er blevet væsentligt lettet gennem de
senere år. Det skyldes indførelse af den digitale
indberetningsløsning (SDPI-løsningen). Formålet
med lovforslaget er at ændre sygedagpengelovens regler om
anmeldelse af sygefravær og om anmodning om sygedagpenge fra
kommunen for at opnå optimal udnyttelse af
SDPI-løsningen. Det skal sikre, at flest mulige
sygedagpengesager oprettes via SDPI-løsningen med deraf
følgende effektivisering i kommunerne.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
• En mere
effektiv udsendelse af oplysningsskemaet til sygemeldte
borgere.
• Fristen for
en arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefraværet,
til at anmelde lønmodtagerens sygefravær til kommunen
rykkes fra 4 til 5 uger.
• Der
indføres en anmeldelsespligt for en arbejdsgiver, der ikke
udbetaler løn under sygefraværet samt for
arbejdsløshedskassen, når der er tale om et sygemeldt
dagpengeberettiget ledigt medlem af
arbejdsløshedskassen.
• Der
fastsættes en anmeldelsespligt for et sygemeldt
dagpengeberettiget ledigt medlem til at anmelde sygefraværet
til arbejdsløshedskassen.
• Der sker en
justering af tidspunktet for beregningen af fristen, for
henholdsvis en lønmodtager og et dagpengeberettiget ledigt
medlem af en arbejdsløshedskasse, for at anmode om
sygedagpenge fra kommunen.
Lovforslaget ændrer ikke på de gældende
anmeldelsesfrister for selvstændige erhvervsdrivende.
Lovforslaget skønnes at frigøre 0,3 mio. kr. om
året i kommunerne i form af færre sager, der anmeldes
til kommunen, idet anmeldelsesfristen udvides fra 4 til 5
uger.
Forslaget skønnes endvidere at frigøre i
størrelsesordenen 8,5 mio. kr. om året i kommunerne i
form af sparet porto og mindre administration, i forbindelse med
udsendelse af oplysningsskema til sygemeldte.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den
2. april 2012. Udsendelsen af oplysningsskemaet fra
SDPI-løsning foreslås at ske fra 2. juli 2012.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.