Fremsat den 24. november 2011 af
miljøministeren (Ida Auken)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om kemikalier
(Gennemførelse af EU-regler om
egenkontrol og oplysnings- og undersøgelsespligt, samt
skærpede regler om håndhævelse)
§ 1
I lov om kemikalier, jf. lovbekendtgørelse
nr. 878 af 26. juni 2010, som ændret ved § 19 i lov
nr. 484 af 11. maj 2010, § 1 i lov nr. 294 af 11. april
2011 og § 5 i lov nr. 553 af 1. juni 2011, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnote 2 til lovens titel
indsættes som 4. pkt.:
»Loven indeholder bestemmelser, der supplerer
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2004 af
31. marts 2004 om vaske- og rengøringsmidler, EU-Tidende
2004, nr. L 104, side 1 og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008, om kravene til
akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med
markedsføring af produkter og om ophævelse af
Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, EU-tidende 2008,
nr. L 218, side 30.«
2.
Efter § 39 a indsættes:
Ȥ 39
b. Miljøministeren fastsætter med henblik
på opfyldelse af EU-retlige forpligtelser, der
vedrører stoffer, blandinger og andre varer omfattet af
denne lov, regler om producenters, importørers og
forhandleres egenkontrol, samt oplysnings- og
undersøgelsespligt, herunder pligt til
1) at sikre, at
produktion og varer er i overensstemmelse med fastsatte krav,
2) at føre
register,
3) at udarbejde og
opbevare dokumentation og overensstemmelseserklæringer,
4) at mærke
varer og sikre, at varer ledsages af bestemte oplysninger og
dokumentation,
5) af egen drift at
tilbagekalde ulovlige varer fra forhandlere og brugere,
6) af egen drift at
give bestemte oplysninger, herunder oplysninger om ulovlige
varer,
7) efter anmodning
at give information og dokumentation til myndigheder i EU på
et sprog, der er letforståeligt for den
pågældende myndighed, og i øvrigt samarbejde med
myndighederne og
8) efter anmodning
fra en myndighed at identificere dem, de har leveret varer til
eller fået leveret varer fra.«
3. § 48, stk. 2, nr. 3, affattes
således:
»3)
tilbagekalde stoffet, blandingen eller varen fra forhandlere eller
brugere og«
4. § 48, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
Forhandlere og brugere af et stof, en blanding eller en vare, som
tilbagekaldes efter stk. 2, nr. 3, har pligt til at aflevere
stoffet, blandingen eller varen til den ansvarlige efter dennes
anvisning.«
5. I
§ 48, stk. 5,
ændres »1-4« til: »1, 2 og 4«.
6.
Efter § 48 indsættes:
Ȥ 48
a. Tilsynsmyndigheden kan lade påbudte
foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning,
når den fastsatte frist er udløbet.
Stk. 2. Forhandlere
og brugere af stoffer, blandinger og andre varer, som tilbagekaldes
efter stk. 1, har pligt til at aflevere dem efter
tilsynsmyndighedens anvisning.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan pålægge den ansvarlige at
modtage eller betale for bortskaffelse af stoffer, blandinger og
andre varer, der tilbagekaldes efter stk. 1.
Stk. 4. Hvis
tilsynsmyndigheden skønner, at et stof, en blanding eller en
vare udgør en alvorlig risiko for menneskers sundhed eller
miljøet, kan den for den ansvarliges regning uden
forudgående påbud destruere eller på anden vis
ubrugeliggøre stoffet, blandingen eller varen, hvis det
anses for nødvendigt.
Stk. 5.
Tilsynsmyndigheden kan, når det skønnes
påkrævet, oplyse offentligheden om farerne ved et stof,
en blanding eller en vare.
Stk. 6.
Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-5 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
§ 48
b. Ved overtrædelse af denne lov eller regler fastsat
i medfør af denne lov kan tilsynsmyndigheden eller politiet
på vegne af tilsynsmyndigheden under iagttagelse af
reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74
foretage beslaglæggelse af ulovlige stoffer, blandinger og
andre varer
1) med henblik
på lovliggørelse eller destruktion,
2) til sikring af
bevismidler og
3) til sikring af
det offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og
bøde.
Stk. 2. Ulovlige
stoffer, blandinger og andre varer, som ingen har eller vedkender
sig rådighed over, og hvorover ingen gør en ret
gældende, kan tages i bevaring af tilsynsmyndigheden eller
politiet på vegne af tilsynsmyndigheden. Stk. 1, 4 og 5
finder ikke anvendelse.
Stk. 3. Er ulovlige
stoffer, blandinger og andre varer, som er beslaglagt eller taget i
bevaring efter stk. 1 eller 2, ikke blevet lovliggjort inden 4
måneder efter udløbet af den måned, hvor varerne
er beslaglagt eller taget i bevaring, kan tilsynsmyndigheden uden
yderligere varsel destruere de pågældende stoffer,
blandinger og andre varer og disses emballager, hvis det
skønnes nødvendigt for at forebygge fare for
sundheden eller miljøet. Det samme gælder, hvis
skyldige bødekrav eller sagsomkostninger ikke er betalt
inden udløbet af den frist, der er angivet i 1. pkt. Er der
tale om stoffer, blandinger eller andre varer, hvor
tilsynsmyndigheden vurderer, at lovliggørelse ikke vil kunne
ske inden udløbet af den frist, der er angivet i 1. pkt.,
kan tilsynsmyndigheden destruere de pågældende stoffer,
blandinger eller andre varer straks.
Stk. 4. Er
ansøgning om godkendelse af bekæmpelsesmidler, der er
beslaglagt efter stk. 1, ikke modtaget senest 10 dage efter
beslaglæggelsen, kan tilsynsmyndigheden destruere dem
straks.
Stk. 5. Hvis
stoffer, blandinger og andre varer, som er beslaglagt efter
stk. 1, er blevet lovliggjort, og skyldige bødekrav og
sagsomkostninger er betalt, inden der er sket destruktion, jf.
stk. 3 og 4, udleveres de til den, hos hvem de er beslaglagt,
eller til en anden, som godtgør at være berettiget til
dem. Dette gælder dog ikke nødvendige eksemplarer til
bevissikring.
Stk. 6.
Omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse, bevaring og
destruktion pålægges den for forholdet ansvarlige.
Stk. 7.
Afgørelser efter stk. 1-6 kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.«
7. § 49, stk. 1, affattes
således:
»Tilsynsmyndighederne eller personer, der af
disse myndigheder er bemyndiget hertil, har, hvis det
skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private
ejendomme, lokaliteter og transportmidler, for at udføre
tilsyns- eller andre opgaver efter denne lov eller regler udstedt
med hjemmel i loven. Tilsynsmyndigheden har herunder adgang til at
foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage
dokumenter samt medtage andre genstande uden vederlag, herunder
eksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer, der er reguleret
i medfør af loven. Kvittering for medtagne genstande skal
udleveres. Producenten, eller importøren af en udtaget
produkt- eller vareprøve er forpligtet til at
godtgøre en forhandler prøvens fakturapris eller
levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning af
kvitteringen.«
8. § 50 ophæves.
9. I
§ 59, stk. 4,
indsættes efter »§ 39,«: »
§ 39 b,«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 2012.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | | Almindelige
bemærkninger | | | | | 1. | Indledning og baggrund | 2. | RoHS-direktivet og varepakken | 3. | Lovforslagets hovedindhold | | 3.1. | Krav til virksomheder om egenkontrol,
oplysnings- og undersøgelsespligt | | | 3.1.1. | Gældende ret | | | 3.1.2. | Forslaget | | 3.2. | Skærpede regler om
håndhævelse | | | 3.2.1. | Gældende ret | | | 3.2.2. | Forslaget | 4. | De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 5. | De økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | 6. | Administrative konsekvenser for
borgere | 7. | Miljømæssige
konsekvenser | 8. | Forholdet til EU retten | 9. | Hørte myndigheder og
organisationer | 10. | Sammenfattende skema | | | | |
|
1. Indledning og baggrund
Formålet med lovforslaget er at sikre, at
lov om kemikalier indeholder de nødvendige hjemler til at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/65/EU af 8. juni 2011om begrænsning af anvendelsen af
visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (herefter
det nye RoHS-direktiv), der bl.a. stiller krav til virksomheder om,
hvordan de skal indrette deres produktion og sikre, at de varer, de
producerer eller sælger, overholder fastsatte krav, og
hvordan de skal handle, hvis de finder ud af, at varerne ikke
overholde kravene. Direktivet er en revision af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om
begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i
elektrisk og elektronisk udstyr.
EU-krav til producenter, importører og
forhandlere om indretning af produktion, kontrol med varer m.v. og
krav til tilsynsmyndighedernes håndhævelse findes i et
regelsæt, den såkaldte »varepakke«, der
blev vedtaget i juli 2008. Varepakken har til formål at
forbedre det indre markeds funktion på vareområdet samt
forenkle og modernisere regler og principper i overensstemmelse med
EU's strategi for bedre regulering. Varepakken skal fremme
konkurrencen i det indre marked og samtidig sikre, at forbrugere og
arbejdstagere beskyttes mod farlige varer.
Varepakken består af afgørelse nr.
768/2008/EF om fælles rammer for markedsføring af
produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse
93/465/EØF (herefter afgørelse nr. 768/2008/EF) og to
forordninger, dels Europa-Parlamentet og Rådets forordning
(EF) 765/2008 om kravene til akkreditering og
markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af
produkter og om ophævelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 339/93 (herefter benævnt forordning (EF) nr.
765/2008 om akkreditering og markedsovervågning) og dels
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 764/2008 om
procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter
på produkter, der markedsføres lovligt i en anden
medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF.
Sidstnævnte forordning er ikke relevant for dette lovforslag
og vil ikke blive omtalt yderligere.
Det nye RoHS-direktiv har indarbejdet
bestemmelser, der bygger på afgørelse nr. 768/2008/EF,
for at reducere antallet af varer, der ikke overholder direktivets
regler.
Nogle af de bestemmelser i det nye RoHS-direktiv,
der bygger på afgørelse nr. 768/2008/EF, kan ikke
gennemføres i dansk ret uden en ændring af
kemikalieloven.
Formålet med lovforslaget er endvidere at
sikre, at tilsynsmyndigheden har de tilstrækkelige
handlemuligheder til rådighed, hvis stoffer, blandinger og
andre varer, på det danske marked ikke overholder loven,
regler udstedt i medfør heraf, eller EU-forordninger
vedrørende de af denne lov omfattede stoffer, blandinger og
varer. Der foreslås derfor indført hjemmel til, at
tilsynsmyndigheden kan foretage selvhjælpshandlinger, hvis
påbudte foranstaltninger ikke er udført inden den
fastsatte frist. Dette svarer til retstilstanden i andre love
på miljøområdet. Desuden udvides mulighederne
for, at tilsynsmyndigheden kan give påbud om tilbagekaldelse
eller selv foretage tilbagekaldelse. Endvidere foreslås
hjemmel til beslaglæggelse af ulovlige varer. Der kan
opstå situationer, hvor det vil være
hensigtsmæssigt, at kunne beslaglægge ulovlige varer
for på den måde at sikre, at reglerne ikke bliver
omgået, f. eks ved, at de ulovlige varer bortskaffes på
ulovlig vis eller bliver forbrugt umiddelbart efter et
kontrolbesøg. Dette er særligt relevant i forhold til
ulovligt importerede bekæmpelsesmidler. Det forventes dog, at
beslaglæggelseshjemlen kun vil blive anvendt i ganske
få situationer, f. eks. hvor tilsynsmyndigheden vurderer, at
et påbud om korrekt bortskaffelse ikke er
tilstrækkeligt.
Nogle af de foreslåede styrkede
håndhævelsesmidler er også nødvendige som
supplement til forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og
markedsovervågning og forordning (EF) nr. 648/2004 om vaske-
og rengøringsmidler.
2. RoHS-direktivet og
varepakken
RoHS-direktivet, det oprindelige såvel som
det reviderede, begrænser anvendelsen af bly,
kviksølv, cadmium, hexavalent chrom og to typer af
flammehæmmere (PBB og PBDE) i elektrisk og elektronisk
udstyr.
Formålet med direktivet er bl.a. at hindre,
at de omfattede stoffer ender i affaldsstrømmen. Reglerne
omfatter store og små husholdningsapparater, IT- og
teleudstyr, forbrugerudstyr (radio og tv mv.), belysningsudstyr
(både el-pærer og lamper), elektrisk og elektronisk
værktøj, legetøj, fritids- og sportsudstyr og
salgsautomater.
Det gældende RoHS-direktiv,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27.
januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige
stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr, er gennemført i
dansk ret ved bekendtgørelse nr. 284 af 24. marts 2011 om
begrænsning af import og salg samt fremstilling til eksport
inden for EU af elektrisk og elektronisk udstyr, der indeholder
visse farlige stoffer. Bekendtgørelsen er udstedt med
hjemmel i kemikalieloven.
Den 1. juli 2011 blev det nye RoHS-direktiv
offentliggjort i EU-Tidende nr. L 174 som direktiv 2011/65/EU af 8.
juni 2011, og det skal implementeres i dansk ret senest den 2.
januar 2013. Selve implementeringen vil ske ved udstedelse af en
bekendtgørelse med hjemmel i kemikalieloven. Reglerne for
størstedelens vedkommende finder anvendelse fra den 3.
januar 2013.
Med vedtagelsen af det nye RoHS-direktiv er
anvendelsesområdet blevet udvidet. Det betyder, at reglerne
fra 2014 også omfatter medicinsk udstyr og fra 2015
også omfatter måle- og overvågningsudstyr. Fra
2019 omfatter reglerne alt elektrisk og elektronisk udstyr, med
undtagelse af de kategorier af udstyr, der specifikt er undtaget,
såsom militært udstyr og udstyr til rumfart.
Endvidere er der undtagelser til visse specifikke
anvendelser af de omfattede farlige stoffer, såsom bly i
loddemateriale med højt smeltepunkt, cadmium og
cadmiumforbindelser i termosikringer og kviksølv til visse
lysstofrør.
Kommissionen kan ved delegerede retsakter tilpasse
nogle af bilagene til direktivet. De kan f.eks. begrænse
brugen af flere stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr, og de
kan fjerne eller optage specifikke undtagelser til direktivets
forbud, hvis visse kriterier er opfyldt.
Krav om, at elektrisk og elektronisk udstyr ikke
må indeholde visse stoffer, kan fastsættes med hjemmel
i kemikalielovens § 30, og derfor er der ikke behov for
lovændring for at gennemføre denne del af
direktivet.
Med ændringen af RoHS-direktivet bliver der
stillet større krav til virksomhedernes egenkontrol, m.v.
Kravene skal være med til at sikre, at der kun bliver
importeret og solgt elektrisk og elektronisk udstyr, der overholder
direktivets krav. Direktivet har opstillet krav til producenter,
importører og forhandlere. Kravene er baseret på nogle
af referencebestemmelserne fra afgørelse nr. 768/2008/EF.
Afgørelsen 768/2008/EF fastsætter en fælles
ramme af generelle principper og referencebestemmelser for
udarbejdelsen af EU-lovgivning om harmonisering af betingelserne
for markedsføring af varer. Afgørelsen indeholder
referencebestemmelserne for kommende EU-lovgivning om varer,
herunder en række definitioner og generelle forpligtelser for
virksomheder (dvs. producenter, producentens bemyndigede
repræsentant, importører og forhandlere), krav til
varers sporbarhed (identifikation af varen/virksomheden), krav til
indhold i producentens overensstemmelseserklæring, der
ledsager varen, krav til udformning af CE-mærket, detaljerede
krav til overensstemmelsesvurderingsorganer, krav til myndigheder,
der selv er udpeget som overensstemmelsesvurderingsorgan, og en
harmoniseret beskyttelsesklausulprocedure. Nogle af
referencebestemmelserne er brugt direkte i det nye RoHS-direktiv,
mens andre er blevet omskrevet, så de passer til direktivets
anvendelsesområde.
Nedenfor følger en beskrivelse af, hvilke
nye forpligtelser for hhv. producenter, importører og
forhandlere der er indarbejdet i det nye RoHS-direktiv baseret
på afgørelse nr. 768/2008/EF.
Direktivets artikel 7 regulerer producentens
forpligtelser. Producenten skal bl.a. sikre, at udstyret er i
overensstemmelse med direktivets krav, samt udarbejde teknisk
dokumentation og EU-overensstemmelseserklæring, foretage
intern produktionskontrol og anbringe CE-mærkning på
det elektriske eller elektroniske udstyr. Den tekniske
dokumentation og EU-overensstemmelseserklæringen skal
opbevares i 10 år efter, at udstyret er bragt i
omsætning. Producenten skal sørge for, at der findes
procedurer, der sikrer, at produktionsserier bliver ved med at leve
op til kravene i RoHS-direktivet. Der skal føres register
over udstyr, der ikke opfylder kravene, og over
produkttilbagekaldelser, og forhandlerne skal orienteres om
registreringen. Producenten skal sikre, at udstyret er forsynet med
type-, parti-, eller serienummer eller anden identifikation,
ligesom producentens navn, registrerede firmanavn eller
registrerede varemærke, og kontaktadresse skal fremgå
af udstyret. Hvis producenten finder eller har grund til at tro, at
udstyr, som han har solgt, ikke er i overensstemmelse med
direktivet, skal denne straks træffe de nødvendige
foranstaltninger til at bringe det pågældende udstyr i
overensstemmelse med direktivet, og om nødvendigt
trække det tilbage fra forhandlerne og eventuelt brugere samt
orientere de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater,
hvor denne har solgt udstyret, om situationen. Herudover skal
producenten på grundlag af en kompetent national myndigheds
begrundede anmodning give al den information og dokumentation, der
er nødvendig for at konstatere udstyrets overensstemmelse
med direktivet. Dokumentationen og informationen skal være
på et sprog, der er let forståeligt for myndigheden.
Hvis myndigheden anmoder om det, skal producenten samarbejde med
myndigheden om foranstaltninger, der træffes for at sikre, at
direktivet overholdes, hvad angår udstyr, som producenten har
solgt.
Direktivets artikel 8 regulerer pligterne for
bemyndigede repræsentanter. Ifølge det nye
RoHS-direktiv kan producenten ved skriftlig fuldmagt udpege en
bemyndiget repræsentant, men det er ikke alle producentens
forpligtelser, der kan være en del af den bemyndigede
repræsentants fuldmagt, jf. det nye RoHS-direktiv artikel 8.
Således er det kun producenten, der kan sikre, at de varer
han producerer, er fremstillet i overensstemmelse med kravene i
fastsatte regler. Udarbejdelse af teknisk dokumentation kan heller
ikke være en del af den bemyndigede repræsentants
fuldmagt. Fuldmagten skal som minimum sætte den bemyndigede
repræsentant i stand til at sørge for, at
EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation
står til rådighed for de nationale tilsynsmyndigheder i
en given periode, på grundlag af den kompetente nationale
myndigheds begrundede anmodning, at give den al den information og
dokumentation, der er nødvendig for at konstatere varens
overensstemmelse med direktivet, og at samarbejde med de nationale
kompetente myndigheder, hvis disse anmoder herom, om
foranstaltninger, der træffes for at sikre overholdelse af
direktivet hvad angår de varer, der er omfattet af
fuldmagten.
Direktivets artikel 9 regulerer pligterne for
importører, der importerer varer til EU fra tredjelande
(herefter EU-importør). Det skal bemærkes, at private,
der importerer varer til eget brug ikke vil blive anset som en
importør, og derfor heller ikke vil blive omfattet af
reglerne. EU-importøren skal bl.a. sørge for, at det
elektriske og elektroniske udstyr, som denne importerer, overholder
direktivets krav. EU-importøren skal sikre sig, at
producenten har gennemført overensstemmelsesprocedure, har
udarbejdet den tekniske dokumentation, har sat CE-mærke
på og i øvrigt har mærket udstyret efter
direktivets regler derom. Hvis EU-importøren finder, at
elektrisk og elektronisk udstyr indeholder forbudte stoffer
omfattet af direktivets bilag II, må det ikke importeres
eller sælges, før det er bragt i overensstemmelse med
direktivet. EU-importøren skal samtidig orientere
producenten og markedsovervågningsmyndighederne om
situationen. Udstyret skal forsynes med EU-importørens navn,
registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og
kontaktadresse. Der skal føres register over udstyr, der
ikke opfylder direktivets krav, og udstyr, der er blevet
tilbagekaldt. Forhandlerne skal orienteres om registreringen. En
EU-importør, der finder eller har grund til at tro, at
udstyr, som denne har bragt i omsætning, ikke er i
overensstemmelse med direktivet, skal straks træffe de
nødvendige foranstaltninger for at bringe det
pågældende udstyr i overensstemmelse med direktivet, og
om nødvendigt trække det tilbage fra forhandlerne og
eventuelt brugere og straks orientere de kompetente nationale
myndigheder i de medlemsstater, hvor EU-importøren har solgt
det pågældende udstyr. EU-importøren skal
opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen i 10
år efter, at udstyret er bragt i omsætning. Den
tekniske dokumentation skal stilles til rådighed for
tilsynsmyndighederne, hvis de anmoder om det. Hvis myndighederne
anmoder om det, skal EU-importøren samarbejde med dem om
foranstaltninger, der træffes for at sikre overholdelse af
direktivet, hvad angår udstyr, som EU-importøren har
bragt i omsætning. Endvidere skal EU-importøren
på grundlag af en kompetent national myndigheds begrundede
anmodning give denne al den information og dokumentation, der er
nødvendig, for at konstatere udstyrets overensstemmelse med
direktivet. Informationen og dokumentationen skal være
på et sprog, der er let forståeligt for
myndigheden.
Direktivets artikel 10 regulerer pligterne for
forhandlere og importører, der importerer varer til Danmark
fra andre EU-lande. Disse skal bl.a. sikre, at elektrisk og
elektronisk udstyr er forsynet med CE-mærkning og er ledsaget
af den krævede dokumentation på et sprog, der er let
forståeligt for forbrugerne og andre slutbrugere i den
medlemsstat, hvor udstyret skal gøres tilgængeligt.
Forhandlere og importører, der importerer varer til Danmark
fra andre EU-lande skal ligeledes sikre, at producenten og
EU-importøren har mærket udstyret, som de skal. En
forhandler eller en importør, der importer varer til Danmark
fra andre EU-lande, som finder, eller har grund til at tro, at
bestemt udstyr ikke overholder direktivets krav, må ikke
bringe udstyret i omsætning, før det er blevet bragt i
overensstemmelse med direktivets krav. Producenten,
EU-importøren og tilsynsmyndigheden skal orienteres om
situationen. En forhandler eller en importør, der importer
varer til Danmark fra andre EU-lande, som finder eller har grund
til at tro, at udstyr som vedkommende har solgt, ikke er i
overensstemmelse med direktivet, skal sikre sig, at der
træffes de nødvendige foranstaltninger for at bringe
det pågældende udstyr i overensstemmelse med direktivet
og om nødvendigt trække det tilbage fra andre
forhandlere og eventuelt brugere, og straks orientere de kompetente
nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor udstyret er blevet
solgt, om situationen. Hvis en kompetent national myndighed giver
en begrundet anmodning herom, skal forhandlere og
importører, der importer varer til Danmark fra andre
EU-lande give al den information og dokumentation, der er
nødvendig for at konstatere udstyrets overensstemmelse med
direktivet. Forhandlere og importører, der importer varer
til Danmark fra andre EU-lande skal, hvis myndigheden anmoder
herom, samarbejde med myndigheden om foranstaltninger, der
træffes for at sikre overholdelse af direktivet, hvad
angår udstyr, som de har gjort tilgængelig på
markedet.
Direktivets artikel 12 er en fælles
bestemmelse for producenten, EU-importøren, andre
importører og forhandlere. Fælles for disse er, at de
i ti år efter, at de har solgt noget bestemt elektrisk og
elektronisk udstyr, skal kunne identificere de producenter,
importører og forhandlere, som har leveret udstyr til dem,
og de virksomheder, som de har leveret udstyr til.
Direktivets artikel 18 fastlægger, at
medlemsstaterne skal gennemføre markedsovervågning
efter artikel 15-29 (kapitel III) i forordning (EF) nr. 765/2008 om
akkreditering og markedsovervågning.
Forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og
markedsovervågning skal ses i sammenhæng med
afgørelse nr. 768/2008/EF. Forordningen gælder alle
varer, der er omfattet af EU's retsakter om harmonisering af
vilkårene for markedsføring af varer.
Den del af forordningen, der er relevant for dette
lovforslag, er kapitel III om markedsovervågning.
Af forordningens kapitel III fremgår det, at
medlemsstaterne skal organisere og udøve en effektiv
markedsovervågning, der sikrer, at varer, der sælges i
EU, overholder relevante EU-regler. Medlemsstaterne skal endvidere
sikre, at varen, når den er korrekt installeret, behandlet og
anvendt, ikke er til fare for sundhed eller sikkerhed eller andre
hensyn af betydning for beskyttelse af offentlige interesser, som
fremgår af den relevante EU-lovgivning.
Medlemsstaterne skal i henhold til forordningen
sikre en koordinering og et samarbejde mellem myndigheder med
ansvar for markedsovervågning, samt etablere passende
procedurer i forhold til at sikre f.eks. opfølgning på
klager, registrering af ulykker forårsaget af farlige varer,
opdatering af teknisk og videnskabelig viden om sikkerhedsaspekter
mv. Markedsovervågning skal her forstås som
aktiviteter, der gennemføres, og foranstaltninger, der
træffes af offentlige myndigheder for at sikre, at varer er i
overensstemmelse med krav, der er fastsat i den relevante
harmoniseringslovgivning i EU, og ikke er til skade for sundhed og
sikkerhed eller andre aspekter vedrørende beskyttelse af
samfundsinteresser. Medlemsstaterne skal etablere,
gennemføre og løbende opdatere
markedsovervågningsprogrammer, som løbende skal
evalueres, ligesom markedsovervågningsmyndighederne skal
foretage dokumentationsmæssige og fysiske tjek af varer i
fornødent omfang.
Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at
myndighederne med ansvar for markedsovervågning har de
nødvendige beføjelser og ressourcer til at varetage
deres opgaver. Myndighederne skal desuden have beføjelser
til at tilvejebringe den nødvendige dokumentation og
information fra de erhvervsdrivende, ligesom de skal samarbejde med
disse for at forebygge eller reducere risici ved varer.
Forordningen foreskriver også, at
medlemsstaterne skal sikre, at varer, der udgør en alvorlig
risiko, og som kræver hurtig indsats, trækkes tilbage
fra markedet eller forhindres i at blive markedsført.
Kommissionen skal uden ophold informeres herom, og advarsler om
identificerede farlige varer skal desuden formidles til
forbrugerne. Hvis myndighederne anser det for nødvendigt,
kan de destruere eller på anden vis ubrugeliggøre
varer, der udgør en alvorlig risiko.
De fleste af de beføjelser, som
forordningen kræver, har tilsynsmyndighederne allerede i
medfør af kemikalieloven. Der er dog enkelte bestemmelser i
forordningen, der kræver supplerende danske regler. Bl.a. er
der behov for en bestemmelse om, at myndigheder kan tilbagekalde
varer, der udgør en alvorlig risiko, og en bestemmelse om,
at myndighederne kan destruere eller på anden vis
ubrugeliggøre varer, der udgør en alvorlig risiko,
samt en regel om betaling herfor.
3. Lovforslagets
hovedindhold
3.1. Krav til virksomheder om
egenkontrol, oplysnings- og undersøgelsespligt
3.1.1. Gældende ret
Med det nye RoHS-direktiv vil der som det
fremgår af afsnit 2, skulle fastsættes regler om
virksomheders forpligtelser til at sikre, at de varer, de
fremstiller, importerer og sælger, overholder direktivets
regler. Nogle af pligterne handler om intern produktionskontrol, at
kunne dokumentere, at varerne er lovlige, og efter anmodning, at
udlevere oplysningerne til tilsynsmyndigheden. Andre pligter
handler om oplysning til borgerne og oplysning til andre
virksomheder samt myndigheder om ulovlige varer og mærkning,
herunder CE-mærkning.
Kemikalieloven indeholder allerede bestemmelser,
som dækker nogle af de pligter, der med det nye RoHS-direktiv
bliver pålagt virksomheder, men ikke alle de nye pligter er
dækket af de eksisterende bestemmelser i kemikalieloven.
Kemikalielovens kapitel 4, omhandler blandt andet
mærkning. § 22, stk. 1 og 2, handler kun om
stoffer og blandinger - og ikke varer generelt - og tager sigte
på faremærkning. Af § 22, stk. 4,
fremgår det, at miljøministeren kan fastsætte
regler om mærkning af varer, når varen indeholder eller
afgiver et stof eller blanding, hvis egenskaber gør en
sådan mærkning påkrævet. Der er altså
tale om en anden type mærkning end den, der er
påkrævet i det nye RoHS-direktiv. § 22 a
giver ministeren mulighed for at fastsætte regler om, at
stoffer eller blandinger ved salg skal være ledsaget af et
oplysningsblad med indholdsdeklarationer, risikoangivelser,
sikkerhedsforskrifter og lignende. § 22 a gælder
kun for stoffer og blandinger og dermed ikke for den type af varer,
der er omfattet af RoHS-direktivet.
Ifølge § 38 e, stk. 1, skal
enhver producent eller importør af et stof, en blanding
eller en anden vare være i besiddelse af dokumentation for,
at stoffet, blandingen eller varen opfylder de krav, der er fastsat
i denne lov, i regler fastsat i medfør heraf samt i
EU-forordninger om de stoffer, blandinger og varer, der er omfattet
af loven. Miljøministeren kan fastsætte nærmere
regler om kravene til dokumentationen.
Efter § 39 skal producenter,
importører og forhandlere efter anmodning fra ministeren
eller tilsynsmyndigheden give de oplysninger om varer, omfattet af
loven, som har betydning for myndighedernes administration eller
kontrol af regler fastsat i medfør af loven.
§ 39 a fastsætter, at
§ 39 også finder anvendelse i tilfælde, hvor
en udenlandsk myndighed anmoder ministeren eller
tilsynsmyndighederne om oplysninger som nævnt i
§ 38 e, eller § 39, til brug for administration
og kontrol af det pågældende lands lovgivning. De
udenlandske myndigheder skal dog rette henvendelse til ministeren
eller tilsynsmyndigheden i Danmark. Virksomhederne har ikke nogen
pligt til at udlevere oplysninger direkte til udenlandske
myndigheder.
Ifølge § 8, stk. 1,
gælder loven ikke for stoffer, der eksporteres, medmindre
ministeren bestemmer andet. Bestemmelsen giver således en
bemyndigelse for ministeren til at fastsætte, at regler
også skal gælde ved eksport.
3.1.2. Forslaget
En del af de forpligtelser, der bliver
pålagt de erhvervsdrivende i det nye RoHS-direktiv - pga.
indarbejdelsen af bestemmelser fra afgørelse nr. 768/2008/EF
- går videre end hvad der i dag er hjemmel til at
pålægge de erhvervsdrivende i henhold til
kemikalieloven. Det gælder f.eks. virksomheders pligt til at
føre register, påføre CE-mærkning,
påføre anden mærkning, af egen drift at
tilbagekalde ulovlige varer fra forhandlere og brugere og af egen
drift give bestemte oplysninger til andre led i
forhandlingskæden og forbrugerne, herunder oplysninger om
ulovlige varer. Se endvidere de specielle bemærkninger. En
lovændring er derfor nødvendig for at kunne
implementere hele direktivet.
Selvom kemikalieloven allerede dækker nogle
af de forpligtelser, som virksomheder bliver pålagt efter det
nye RoHS-direktiv, er det fundet mest hensigtsmæssigt at
samle bemyndigelserne til at gennemføre hele det system af
pligter, der er baseret på afgørelse nr. 768/2008/EF
og indarbejdet i det nye RoHS-direktiv, i en ny bestemmelse, den
foreslåede § 39 b. De eksisterende bemyndigelser er
formuleret meget bredt og upræcist, og det kan derfor give
anledning til tvivl, hvor langt de rækker i forhold til de i
visse tilfælde ret vidtgående forpligtelser i
afgørelse 768/2008/EF og det nye RoHS-direktiv. Desuden
udgør bestemmelserne om egenkontrol m.v. i direktivet et
samlet system. Den foreslåede bestemmelse vil på en
overskuelig måde sikre, at kemikalieloven indeholder den
krævede hjemmel. Det vil ligeledes lette implementeringen af
fremtidige EU-retsakter, der har fået indarbejdet tilsvarende
krav som dem, der findes i det nye RoHS-direktiv. Det
foreslås at begrænse bemyndigelsen til kun at
gælde for varer, hvor det følger af EU-regler, at der
skal udstedes regler af denne art.
Det bemærkes, at der på dette
område normalt vil være tale om totalharmonisering.
Hvis der fastsættes supplerende nationale krav til de
pågældende varer, vil den foreslåede bestemmelse
ikke kunne bruges til at fastsætte krav vedrørende
egenkontrol, oplysnings- og undersøgelsespligter, der
relaterer sig til de rent nationale krav.
De indholdsmæssige krav til varerne vil
blive fastsat i bekendtgørelser, f.eks. med hjemmel i lovens
§ 30. Det foreslås derfor, at også de
tilhørende egenkontrolkrav fastsættes i
bekendtgørelser. Der er desuden tale om omfattende og
teknisk komplicerede regler, som det ikke vil være
hensigtsmæssigt at indsætte i selve loven.
Det er ikke hensigten, at bemyndigelsen i den
foreslåede § 39 b på nogen måde skal
indskrænke rækkevidden af andre bestemmelser i
kemikalieloven, herunder de bestemmelser, der er nævnt under
afsnit 3.1.1. F.eks. vil § 38 e, stk. 1, fortsat
skulle bruges til at fastsætte regler om egenkontrol i
relation til krav til stoffer, blandinger og varer, der er fastsat
på rent national basis, eller hvor den pågældende
EU-retsakt ikke indeholder specifikke krav til egenkontrollen.
3.2. Skærpede regler om
håndhævelse
3.2.1. Gældende ret
Efter kemikalielovens § 48, stk. 1,
skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt forhold
lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning. Det
sker i første omgang ved at meddele den for forholdet
ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør
(en såkaldt indskærpelse). Samtidig med
indskærpelsen kan tilsynsmyndigheden påbyde den
ansvarlige straks, eller inden for en nærmere angivet frist,
for egen regning enten at give efterfølgende oplysning om
faren ved stoffet, blandingen eller varen, og hvordan faren kan
forebygges, afhjælpe forhold, som er årsag til faren,
tilbagetage stoffet, blandingen eller varen fra markedet eller at
destruere stoffet, blandingen eller varen på forsvarlig
vis.
Tilsynsmyndigheden kan, når det
skønnes påkrævet, oplyse offentligheden om
farerne ved et stof, en blanding eller en vare, jf. § 48,
stk. 3, men derudover kan tilsynsmuligheden ikke foretage
andre selvhjælpshandlinger, såsom selv at
afhjælpe forhold, der er årsag til faren, selv at
tilbagetage varer fra markedet eller selv at destruere varer. Der
er heller ikke hjemmel til at tilsynsmyndigheden kan
beslaglægge ulovlige varer. Håndhævelsessystemet
i kemikalieloven er baseret på, at de, der har
overtrådt reglerne, efterfølgende opfylder
tilsynsmyndighedens indskærpelser eller påbud. Hvis det
ikke er tilfældet, må retsplejelovens regler om
politiets beslaglæggelse og det strafferetlige system i
øvrigt anvendes.
Miljøministeren kan forbyde salg og
anvendelse af varer, som indebærer fare for sundheden eller
medfører skade på miljøet, jf. § 30,
stk. 3. I forbindelse med et forbud mod salg eller anvendelse
efter § 30, kan ministeren påbyde en producent
eller importør for egen regning at tilbagekalde stoffet,
blandingen eller varen fra forhandlere eller brugere, når det
findes nødvendigt for at sikre, at stoffet, blandingen eller
varen ikke medfører alvorlig fare for sundheden eller
alvorlig skade på miljøet, jf. § 32 a,
stk. 1.
Ifølge § 32 a, stk. 2, har
forhandlere og brugere af et stof, en blanding eller en vare, som
tilbagekaldes efter § 32 a, stk. 1, pligt til at
aflevere stoffet, blandingen eller varen til producenten eller
importøren efter dennes anvisning.
Forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering
og markedsovervågning gælder for alle varer, der er
omfattet af EU's harmoniseringslovgivning, medmindre andet er
bestemt. Det nye RoHS-direktiv henviser direkte til forordningens
kapitel III. Forordninger er umiddelbart gældende og skal
derfor som udgangspunkt ikke gennemføres i dansk ret.
Imidlertid er forordningens bestemmelser om krav til myndighedernes
tilsyn og håndhævelse formuleret som pligter for
medlemsstaterne til, hvordan de indretter deres tilsyns- og
håndhævelsessystem, og må derfor kræve, at
de nødvendige hjemler for tilsynsmyndighederne er til stede
i den nationale lovgivning. Ifølge artikel. 19, stk. 1,
kan tilsynsmyndighederne forlange, at de erhvervsdrivende
fremlægger det dokumentationsmateriale og de oplysninger, som
myndighederne anser for nødvendige for at kunne
udføre deres opgaver, og om nødvendigt og begrundet
få adgang til de erhvervsdrivendes lokaliteter og til at tage
de nødvendige stikprøver af produkterne. De kan
destruere eller på anden vis ubrugeliggøre produkter,
der udgør en alvorlig risiko, hvis de anser det for
nødvendigt. Der er således tale om omfattende og til
dels særdeles indgribende beføjelser. I betragtning
heraf, og at forordningen i øvrigt er formuleret som pligter
for medlemsstaterne til at tilvejebringe de nødvendige
beføjelser for tilsynsmyndighederne, vurderes det, at
også disse bestemmelser skal forstås som en pligt for
medlemsstaterne til at give deres tilsynsmyndigheder disse
beføjelser, men ikke som en direkte hjemmel til indgreb over
for private. I det omfang de ikke findes i gældende nationale
regler, skal der således tilvejebringes de nævnte
håndhævelsesmidler i national lovgivning.
I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, som er
gennemført i Danmark ved lov nr. 1262 af 16. december 2009
om produktsikkerhed, må producenter kun markedsføre
sikre produkter. Reglerne er dog begrænset til at gælde
for forbrugerprodukter, og dækker kun forbrugernes sikkerhed
og sundhed. Beskyttelse af miljøet er ikke omfattet af
direktivet. Desuden viger direktivet for andre EU-retsakter, der
har specifikke bestemmelser om sikkerheden ved produkter, der er
bestemt for forbrugerne.
Efter kemikalielovens § 49, stk. 1,
har tilsynsmyndighederne og personer, der af disse myndigheder er
bemyndiget dertil, uden retskendelse mod behørig
legitimation adgang til offentlige og private ejendomme,
lokaliteter og transportmidler for at tilvejebringe oplysninger til
brug for beslutninger efter loven eller regler fastsat i henhold
til loven.
3.2.2. Forslaget
Nogle af bestemmelserne om tilsyn og
håndhævelse i forordning (EF) nr. 765/2008 om
akkreditering og markedsovervågning kræver supplerende
danske regler på kemikalielovens område ud over de
tilsyns- og håndhævelsesregler, der allerede findes i
loven. Dette gælder krav om, at tilsynsmyndigheder skal kunne
destruere varer, der udgør en alvorlig risiko, hvis de anser
det for nødvendigt, jf. forordningens artikel 19,
stk. 1, 2. afsnit. Forordningen regulerer ikke omkostningerne
i forbindelse med destruktion, men der er behov for en supplerende
bestemmelse om, hvem der skal betale herfor. Det foreslås
derfor at indsætte bestemmelser vedrørende
tilsynsmyndighedens destruktion af varer i en ny bestemmelse,
§ 48 a, stk. 1 og 4, se lovforslagets § 1,
nr. 6.
Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til
forordningens artikel 20 sikre, at varer, der udgør en
alvorlig risiko, tilbagekaldes fra forhandlere og brugere. Det
fremgår af forordningens artikel 16, stk. 2, at
markedsovervågningen skal sikre, at varer, der er omfattet af
EU's harmoniseringslovgivning, og som kan være til skade for
brugernes sundhed og sikkerhed, eller som på anden måde
ikke er i overensstemmelse med gældende krav, der er fastsat
i EU's harmoniseringslovgivning, trækkes tilbage, forbydes
eller kun gøres tilgængelige på markedet i
begrænset omfang.
Det nye RoHS-direktiv stiller desuden krav til
producenter, EU-importører, andre importører og
forhandlere om i visse tilfælde at tilbagekalde ulovlige
varer fra forhandlere og brugere.
Disse regler omhandler således foruden
tilbagekaldelse fra forhandlere også tilbagekaldelse fra
brugere. For fuldt ud at kunne leve op til og håndhæve
disse forpligtelser, foreslås det, at tilsynsmyndigheden skal
kunne give påbud om tilbagekaldelse fra brugerne, og ikke som
i dag kun fra forhandlere. Det foreslås derfor at indarbejde
en sådan bemyndigelse i kemikalielovens § 48,
stk. 2, nr. 3, se lovforslagets § 1, nr. 3.
Der forekommer af og til tilfælde, hvor den
ansvarlige for en lovovertrædelse nægter at efterkomme
tilsynsmyndighedens indskærpelser eller påbud. I den
situation er den eneste reelle mulighed i dag at gennemføre
en straffesag, hvilket ikke i alle tilfælde er
tilstrækkeligt til at opnå en effektiv og hurtig
håndhævelse, så det sikres, at miljø og
sundhed ikke lider skade. Der er af denne grund hjemmel i en
række andre miljølove til at foretage
selvhjælpshandlinger, og det foreslås at indføre
en tilsvarende hjemmel i kemikalieloven.
Det foreslås således at indføre
hjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan foretage
selvhjælpshandlinger, hvis påbudte foranstaltninger
ikke er udført, inden den fastsatte frist er udløbet,
og at dette skal ske for den ansvarliges regning. Der
foreslås indsat en ny bestemmelse herom (§ 48 a,
stk. 1), jf. lovforslagets § 1, nr. 6.
Forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og
markedsovervågning finder kun anvendelse på varer, der
er omfattet af EU's harmoniseringslovgivning, men den nye
§ 48 a foreslås at skulle gælde for alle
stoffer, blandinger og andre varer, omfattet af kemikalieloven
eller regler udstedt i medfør heraf.
Det foreslås således, at der skal
gælde de samme håndhævelsesinstrumenter, uanset
om det er nationale eller EU-retlige regler, der skal
håndhæves. Kemikalielovens bestemmelser om
håndhævelse sondrer i dag ikke mellem, om de varer, som
der skal føres tilsyn med, udelukkende er omfattet af
nationale regler eller af EU-regler. Der ses ikke nogen grund til,
at der skulle gælde mindre effektive tilsyns- og
håndhævelsesregler for varer, der er omfattet af rent
nationale regler i forhold til varer, der er omfattet af EU-regler,
når beskyttelseshensynet er det samme.
Håndhævelsesmulighederne bør ikke afhænge
af, om kravene til varerne har udspring i EU-regler eller ej.
Den gældende adgangsbestemmelse i lovens
§ 49, stk. 1, giver ikke mulighed for, at
tilsynsmyndigheden kan få adgang for at foretage
selvhjælpshandlinger, men alene for at tilvejebringe
oplysninger. Det foreslås derfor at udvide
adgangsbestemmelsen så den omfatter alle opgaver efter loven.
Samtidig foreslås det, at præcisere bestemmelsen
så den svarer til øvrige love på
miljøområdet, f.eks. miljøbeskyttelsesloven og
husdyrgodkendelsesloven.
Endelig foreslås en ny § 48 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, som gør det muligt for
tilsynsmyndigheden, eksempelvis Miljøstyrelsen, SKAT eller
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og politiet
på vegne af tilsynsmyndigheden, at beslaglægge ulovlige
partier af stoffer, blandinger og andre varer hos producenter,
importører forhandlere eller brugere m.v. med henblik
på lovliggørelse eller destruktion, til sikring af
bevismidler og til sikring af det offentliges krav på
sagsomkostninger, konfiskation og bøde. Endvidere
forslås det, at tilsynsmyndigheden eller politiet på
vegne af tilsynsmyndigheden, kan tage ulovlige stoffer, blandinger
og andre varer, som ingen vedkender sig rådighed over, og
hvorover ingen gør en ret gældende, i bevaring.
Formålet er bl.a. at sikre, at de ulovlige
varer ikke bliver forbrugt eller fjernet. Hvis tilsynsmyndigheden
selv får mulighed for at beslaglægge ulovlige varer,
vil det sikre, at varerne og dermed beviserne ikke bliver skaffet
af vejen, inden politiet når frem.
Tilsynsmyndigheden har ikke på
nuværende tidspunkt hjemmel til at beslaglægge eller
tilbageholde ulovlige genstande, og er i dag nødsaget til at
anmode politiet om assistance, hvis der er behov for at
beslaglægge varer, der ikke overholder kemikalieloven, regler
fastsat i medfør af denne lov eller EU-forordninger
vedrørende de af denne lov omfattede stoffer, blandinger og
andre varer. Det vil i sådanne situationer være
hensigtsmæssigt at kunne fratage virksomheden
råderetten over den ulovlige genstand for på den
måde at sikre, at reglerne ikke bliver omgået ved at
genstanden fjernes eller forbruges, uden at tilsynsmyndigheden har
mulighed for at gribe ind.
Dette er særligt relevant i de situationer,
hvor tilsynsmyndigheden opdager eller modtager en anmeldelse om
ulovlige bekæmpelsesmidler. Behovet har i særlig grad
vist sig i forbindelse med SKATs tilsyn med ikke godkendte
bekæmpelsesmidler, men har også været aktuelt i
forbindelse med Miljøstyrelsens tilsyn med
bekæmpelsesmidler og andre varer omfattet af
kemikalieloven.
I disse og i mange andre tilfælde vil
overtrædelserne være objektivt konstaterbare på
stedet. En lignende hjemmel i miljøbeskyttelseslovens
§ 111 a har vist sig effektiv i forbindelse med
håndhævelsen af pantordningen for emballager til
øl og læskedrikke.
Herudover pålægger forordning (EF) nr.
648/2004 om vaske- og rengøringsmidler, som på visse
punkter harmoniserer markedsføringen af vaske- og
rengøringsmidler, medlemsstaterne at fastsætte regler,
der giver dem mulighed for at tilbageholde partier af vaske- og
rengøringsmidler, der ikke er i overensstemmelse med
forordningen. Med hjemmel i kemikalieloven kan tilsynsmyndigheden
pålægge den ansvarlige at tilbagetage ulovlige vaske-
og rengøringsmidler, men der er ikke hjemmel til, at
tilsynsmyndigheden kan tilbageholde varerne.
Det foreslås, at varerne kun kan frigives,
hvis de lovliggøres og skyldige bødekrav og
sagsomkostninger betales. Hvis dette ikke er sket inden 4
måneder, kan varerne destrueres. Endvidere foreslås at
destruktion kan ske straks, hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at
lovliggørelse ikke vil kunne ske inden for fristen.
4. De økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har konsekvenser for det offentlige,
i det omfang der vil blive gjort brug af de foreslåede
bestemmelser om tilsynsmyndighedens mulighed for
selvhjælpshandlinger og beslaglæggelse, jf. de
foreslåede §§ 48 a og 48 b. Ligeledes vil der
være administrative ressourcer forbundet med udstedelse af
påbud efter den foreslåede § 48, stk. 2,
nr. 3.
Det forventes dog, at der ikke vil blive behov for
at bruge tilsynsmyndighedens nye beføjelser til
selvhjælpshandlinger i mange tilfælde, fordi
virksomheder oftest retter sig efter indskærpelser og
påbud fra tilsynsmyndigheden. Selvhjælpshandlinger er
sidste udvej for tilsynsmyndigheden, og skal kun anvendes i de
undtagelsestilfælde, hvor det er eneste mulighed for at sikre
overholdelse af fastsatte regler.
For så vidt angår beslaglæggelse
af ulovlige stoffer, blandinger og andre varer efter lovforslagets
§ 48 b, så vil dette i nogen grad kunne
medføre øgede økonomiske byrder for
tilsynsmyndigheden. Omkostningerne pålægges den for
forholdet ansvarlige, men vil i første omgang skulle
afholdes af tilsynsmyndigheden. I de tilfælde hvor pengene
ikke kan inddrives, vil tilsynsmyndigheden endeligt skulle afholde
omkostningerne. Det vurderes, at dette vil være
tilfældet maksimalt 7 gange årligt, til en samlet sum
af ca. 95.000 kr. De forventede udgifter vil blive afholdt indenfor
Miljøministeriets bevillingsramme.
Den foreslåede § 39 b vil i sig
selv ikke give anledning til øgede økonomiske eller
administrative omkostninger for det offentlige, idet der alene er
tale om en bemyndigelse.
5. De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
I det omfang beføjelserne i de
foreslåede §§ 48 a og 48 b om
tilsynsmyndighedens mulighed for at udøve
selvhjælpshandlinger og at beslaglæge ulovlige varer
udnyttes, vil det medføre økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Det er dog kun dem,
der overtræder reglerne, der vil blive ramt. Omfanget af de
økonomiske og administrative konsekvenser vil afhænge
af, i hvor stort et omfang tilsynsmyndigheden vil anvende
muligheden for at udstede påbud om at tilbagekalde varer fra
brugere, udøve selvhjælpshandlinger eller
beslaglægge ulovlige varer samt den gennemsnitlige
værdi af de ulovlige varepartier, som tilbagekaldes, hvilket
er meget svært at vurdere. Det forventes dog ikke at
være mange tilfælde.
Den foreslåede § 39 b vil i sig
selv ikke give anledning til øgede økonomiske eller
administrative omkostninger for erhvervslivet, idet der alene er
tale om en bemyndigelse.
Udmøntningen af bemyndigelsen vil betyde
administrative og økonomiske byrder for erhvervslivet.
Byrderne vil afhænge af, hvilke forpligtelser der bliver
indarbejdet i de enkelte direktiver. Udgiften ved
udmøntningen vil blive opgjort ved udstedelsen af de
bekendtgørelser, hvor hjemlen bliver brugt. Det er
foreløbigt vurderet at gennemførelsen af de nye
forpligtelser i det nye RoHS-direktiv vil koste erhvervslivet
3.560.000-5.190.000 kr. årligt. Vurderingen er baseret
på WEEE statistik 2008 og materiale fra Danmarks
statistik.
6. Administrative konsekvenser
for borgere
Lovforslaget og dets udmøntning vil ikke
have administrative konsekvenser af betydning for borgerne. I
tilfælde, hvor varer bliver tilbagekaldt fra brugerne, vil
disse skulle aflevere dem som anvist og have udgifter hertil
refunderet fra den ansvarlige.
7. Miljømæssige
konsekvenser
De miljømæssige konsekvenser af
lovforslaget afhænger af den konkrete udmøntning.
Målet med den foreslåede bemyndigelse i § 39
b er at gennemføre regler, der skal sikre, at visse varer
overholder bestemte EU-retsakter for at beskytte bl.a.
miljøet.
De foreslåede udvidede
håndhævelsesmuligheder for tilsynsmyndigheden, vil
forbedre muligheden for at beskytte miljøet ved at hindre,
at der findes ulovlige stoffer, blandinger og andre varer på
det danske marked, og at ulovlige stoffer blandinger og andre varer
anvendes.
8. Forholdet til EU retten
Lovforslaget har til formål at gøre
det muligt at implementere RoHS-direktivet, og eventuelle senere
EU-retsakter, der kommer til at indeholde lignende
egenkontrolforpligtelser som RoHS-direktivet.
Frist for national gennemførelse af
RoHS-direktivet er den 2. januar 2013.
Endvidere foreslås supplerende regler til
forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og
markedsovervågning, og til forordning (EF) 648/2004 om vaske-
og rengøringsmidler.
9. Hørte myndigheder og
organisationer
Lovforslaget har været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Affald Danmark, Akademiet for
tekniske videnskaber, Aldi Holding A/S, Altox A/S,
Arbejderbevægelsens Erhvervsrådssekretariat,
Arbejdsmiljøinstituttet, Arbejdstilsynet, Astma-Allergi
Forbundet, Autobranchens Handels- og Industriforening i Danmark
(AUTIG), Bang & Olufsen miljø og kvalitet, BASF A/S,
Bekæmpelsesmiddelrådets medlemmer, Beredskabsstyrelsen,
Bilbranchen, Bispebjerg Hospital (Giftlinjen),
Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord,
Brancheforeningen SPT, Branchefællesskab for
IT-tele-elektronik og kommunikationsvirksomheder (ITEK), Branchen
ForbrugerElektronik, Brancheudvalget for Frø, Bygge-
Anlægs- og Trækartellet, Centralorganisationen af
industriansatte i Danmark (Co-industri), Chemtox-Trotters A/S, COOP
Danmark A/S, DAKOFA, Danish RoHS Implementation Group, Danmarks
Aktive Forbrugere, Danmarks Automobilhandlerforening, Danmarks
Fiskeriforening, Danmarks Fotohandlerforening (DFF), Danmarks
Jægerforbund, Danmarks Landboungdom, Danmarks
Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening,
Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Biavlerforening, Dansk Bil Forhandler Union (DBFU), Dansk Botanisk
Forening, Dansk Byggeri, Dansk Dagligvareleverandør Forening
(DLF), Dansk Detail, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Gartneri,
Dansk Handel og Service, Dansk Indkøbs- og Logistikforum
(DILF), DI, Dansk Juletræsdyrkerforening, Dansk Landbrug,
Dansk Maskinhandlerforening (DM), Dansk Miljøteknologi,
Dansk ornitologisk forening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk
Planteværn, Dansk skovforening, Dansk Solvarmeforening, Dansk
Standard, Dansk Supermarked A/S, Dansk Vand- og
Spildevandsforening, Dansk Varefakta Nævn, Danskakvakultur,
Danske Malermestre, Danske Maskinstationer og Entreprenører,
Danske Regioner, Danske Svineproducenter, DANVA, De Danske
Bilimportører, De Samvirkende Købmænd i
Danmark, Det danske fjerkræråd, Det
Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Det Nationale Forskningscenter
for Arbejdsmiljø, Det Økologiske Råd, Det
Økonomiske Råd, DHI, DTU - Institut for Miljø
og Ressourcer, Dyrenes Beskyttelse, Elektronikpanelet, Emballage
Industrien, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Eurofins, Eurolab,
FABA, Fagligt Fælles Forbund 3F, Ferskvandsfiskeriforeningen
for Danmark, Finansministeriet, Forbrugerrådet, FORCE
Technology, Forening for Distance og Internethandel (FDIH),
Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af
danske biologer, Foreningen af Danske Brøndborere,
Foreningen af danske producenter og importører af
tørbatterier (Batteriforeningen), Foreningen af Fabrikanter
og Importører af Elektriske Husholdningsapparater (FEHA),
Foreningen af fredningsnævnsformænd i Danmark og disses
suppleanter, Foreningen af miljø-plan og naturmedarbejdere i
det offentlige, Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
Foreningen af Vandværker i Danmark (FVD), Foreningen for
Danmarks Farve- og Lakindustri, Foreningen Private Golfbaner,
Forskningscentret for Skov og Landskab, Forsvarsministeriet,
Frederiksberg Kommune, Friluftsrådet, FødevareErhverv,
Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen,
Fødevareøkonomisk institut, Genvindingsindustrien,
GEUS, GN Netcom A/S, Green Network, Greenpeace-Danmark, GTS
(Godkendt Teknologisk Service), Haldor Topsøe A/S,
Hedeselskabet, Håndværksrådet, Informationscenter
for Miljø og Sundhed, Ingeniørforeningen i Danmark,
Institut for Miljøteknologi, IT-Brancheforeningen, ITEK,
Justitsministeriet, Kommunekemi, Kommunernes Landsforening,
Konkurrence og Forbrugerstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse,
KU Life, Københavns Kommune, Københavns Universitet,
Landbrug & Fødevarer, Landbrugsrådet,
Landsforeningen Økologisk Jordbrug, Land- og Skovbrugets
Arbejdsgivere (Gartneri), Legetøjsfabrikanterne i Danmark,
LO, Lægemiddelstyrelsen, Matas A/S,
Miljøøkonomisk Råd, Ministeriet for
fødevarer, landbrug og fiskeri, Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling, Mortalin, NOAH, Oliebranchens
Fællesrepræsentation, Orbicon, Plantedirektoratet,
Plastindustrien i Danmark, Procesindustriens Arbejdsgiverforening,
Procter & Gamble, Renosam, RUC (Roskilde Universitetscenter),
Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet, Spildevandsteknisk
Forening, SPT, Statens og Kommunernes Indkøbsservice,
Sundhedsstyrelsen, Syddansk Universitet, Teknologirådet,
Teknologisk Institut, Urtekram, Varmepumpefabrikantforeningen v.
Europa-Konsulenterne, Videncentret for landbrug, VVS og El-tekniske
leverandørers brancheforening, WWF Verdensnaturfonden,
Økologisk Landsforening, Økologisk Rådgivning
Gefion, Økonomi og Erhvervsministeriet, Aalborg universitet
og Århus Universitet.
| | | 10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Stat Ingen | Stat Max 95.000 kr. | | | | | Kommuner Ingen | Kommuner Ingen | | | | | Regioner Ingen | Regioner Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Stat Ingen | Stat Marginale, dog afhængig af antallet
af overtrædelser. | | | | | Kommuner Ingen | Kommuner Ingen | | | | | Regioner Ingen | Regioner Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning ud over det, der
følger af udmøntningen af den foreslåede
§ 39 b, såfremt erhvervslivet overholder fastsatte
regler. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning ud over det, der
følger af udmøntningen af den foreslåede
§ 39 b, såfremt erhvervslivet overholder fastsatte
regler. | Administrative konsekvenser for
borgerne. | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Reduktion af mængden af varer, der
udgør et problem for miljøet. | Ingen | Forholdet til EU | Lovforslaget har til formål at
gøre det muligt at implementere RoHS-direktivet, og
eventuelle senere EU-retsakter, der kommer til at indeholde
lignende egenkontrolforpligtelser som RoHS-direktivet. | | | | Endvidere foreslås supplerende regler
til forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og
markedsovervågning, og til forordning (EF) 648/2004 om vaske-
og rengøringsmidler. | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås at tilføje en henvisning
i fodnote 2 til lovens titel, således at det angives, at
loven indeholder bestemmelse, der supplerer Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 648/2004 af 31. marts 2004 om
vaske- og rengøringsmidler og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008, om
kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse
med markedsføring af produkter.
Til nr. 2
Det foreslås at indsætte en ny
bestemmelse, § 39 b, hvorefter miljøministeren har
pligt til at fastsætte regler om producenters,
importørers og forhandleres egenkontrol, samt oplysnings- og
undersøgelsespligt med henblik på opfyldelse af
EU-retlige forpligtelser, der vedrører stoffer, blandinger
og andre varer omfattet af denne lov.
Det gives bemyndigelse til at fastsætte
regler om producenters, importørers og forhandleres pligt
til at sikre, at produktion og varer er i overensstemmelse med
fastsatte krav, at føre register, at udarbejde og opbevare
dokumentation og overensstemmelseserklæringer, at mærke
varer og sikre, at varer ledsages af bestemte oplysninger og
dokumentation, af egen drift at tilbagekalde ulovlige varer fra
forhandlere og brugere, af egen drift give bestemte oplysninger,
herunder oplysninger om ulovlige varer, efter anmodning at give
information og dokumentation til myndigheder i EU på et
sprog, der er letforståeligt for den pågældende
myndighed, og i øvrigt samarbejde med myndighederne og efter
anmodning fra en myndighed at identificere virksomheder, de har
leveret varer til eller fået leveret varer fra. Bemyndigelsen
specificeres nærmere i nedenstående afsnit om den
foreslåede § 39 b, nr. 1-8. Opregningen af
pligterne i nr. 1-8 er ikke udtømmende. Det skal dog
bemærkes, at det er et generelt krav, at der er tale om
regler om producenters, importørers og forhandleres
egenkontrol eller oplysnings- og undersøgelsespligt.
Det er desuden et generelt krav, at reglerne er
nødvendige for at opfylde EU-retlige forpligtelser. Det
bemærkes, at der på dette område normalt vil
være tale om totalharmonisering. Hvis der fastsættes
supplerende nationale krav til de pågældende varer, vil
den foreslåede bestemmelse ikke kunne bruges til at
fastsætte krav vedrørende egenkontrol, oplysnings- og
undersøgelsespligter, der relaterer sig til de rent
nationale krav.
De indholdsmæssige krav til varerne vil
blive fastsat i bekendtgørelser, f.eks. med hjemmel i lovens
§ 30. Det foreslås derfor, at også de
tilhørende egenkontrolkrav fastsættes i
bekendtgørelser. Der er desuden tale om omfattende og
teknisk komplicerede regler, som det ikke vil være
hensigtsmæssigt at indsætte i selve loven.
Bemyndigelsen vil i første omgang blive
brugt til at implementere de bestemmelser i RoHS-direktivet, der
bygger på afgørelse nr. 768/2008/EF, men vil
også kunne bruges til at implementere andre EU-retsakter med
lignende bestemmelser. Bemyndigelsen indeholder kun de dele af
afgørelse nr. 768/2008/EF, der er indarbejdet i det nye
RoHS-direktiv. De resterende dele af afgørelse nr.
768/2008/EF, som ikke er indarbejdet i det nye RoHS-direktiv, er
ikke taget med, fordi der ikke er et aktuelt behov for det. Det
gælder f.eks. krav om overensstemmelsesvurderinger, der
involverer bemyndigede organer. Der er desuden nogle af pligterne
efter det nye RoHS-direktiv, som gælder ulovlige varer, mens
de tilsvarende bestemmelser i afgørelsen handler om varer,
der udgør en risiko. Her er bemyndigelsen udformet i
overensstemmelse med RoHS-direktivet.
Nogle af forpligtelserne er allerede dækket
af andre bestemmelser i kemikalieloven, jf. afsnit 3.1.1 og 3.1.2.
Disse bemyndigelser er imidlertid formuleret meget bredt og
upræcist, og det kan derfor give anledning til tvivl, hvor
langt de rækker i forhold til de i visse tilfælde ret
vidtgående forpligtelser i det nye RoHS-direktiv. Desuden
udgør bestemmelserne om egenkontrol m.v. i direktivet et
samlet system. Det foreslås derfor at etablere en hjemmel,
som dækker alle bestemmelserne vedrørende egenkontrol
m.v. i det nye RoHS-direktiv.
RoHS-direktivet handler om markedsføring af
elektrisk og elektronisk udstyr. I kemikalieloven anvendes ordet
vare, og det foreslås derfor at fortsætte brugen af
dette, og ikke introducere andre betegnelser, såsom udstyr
eller produkter. Når der i bestemmelsen bruges betegnelsen
varer, vil det (som andre steder i loven) dække over alle
former for varer, også stoffer og blandinger.
RoHS-direktivet bruger begrebet »gøre
tilgængelig på markedet« om det at udbyde
elektrisk og elektronisk udstyr med henblik på distribution,
forbrug eller anvendelse i EU som led i erhvervsvirksomhed mod
eller uden vederlag. RoHS-direktivet og afgørelse nr.
768/2008/EF bruger begrebet »bringe i omsætning«
om tilgængeliggørelse af elektrisk og elektronisk
udstyr i EU for første gang, dvs. førstegangssalg i
EU eller import til EU. I kemikalieloven anvendes ordene import og
salg, og disse vil også blive brugt i bekendtgørelser
udstedt i medfør af kemikalieloven. Salg dækker over
udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver
overgivelse til andre mod eller uden vederlag, jf. kemikalielovens
§ 4. Begreberne import og salg vil fortsat blive anvendt
i stedet for direktivets begreber »gøre
tilgængelig« og »bringe i
omsætning«.
I kemikalieloven dækker ordet
importør over importører, der er etablerede i
Danmark, og som importerer fra lande både uden for og inden
for EU. I RoHS-direktivet menes der med importør den, der
importerer varer til EU. En importør, der er etableret i
Danmark, og som importerer varer fra en anden EU-medlemsstat, anses
i RoHS-direktivet for en distributør (hvilket i
kemikalieloven svarer til en forhandler). I de regler, der vil
blive fastsat i medfør af § 39 b, skal der derfor
sondres mellem EU-importører og andre importører,
hvor de første importerer til Danmark fra et land udenfor
EU, og de sidste importerer til Danmark fra andre
EU-medlemsstater.
Private, der importerer varer til eget brug vil
ikke blive anset som en importør efter det nye
RoHS-direktiv, og vil derfor heller ikke blive omfattet af
reglerne.
RoHS-direktivet indeholder bestemmelser, som
også gælder for produkter, der sælges uden for
Danmark i andre EU-medlemsstater. Kemikalielovens § 8,
stk. 1, angiver, at loven ikke gælder for stoffer, der
eksporteres, medmindre ministeren bestemmer andet. Reglerne om
eksport i det nye RoHS-direktiv vil blive udstedt med hjemmel i
denne bestemmelse.
I kemikalieloven anvendes ordet producent i stedet
for fabrikant, og forhandler i stedet for distributør, og
det foreslås derfor også at fortsætte med dette
ordvalg.
Den foreslåede bestemmelse dækker
også udstedelse af regler om bemyndigede
repræsentanter, jf. de almindelige bemærkninger afsnit
2.
I nogle tilfælde vil producentens
forpligtelser finde anvendelse for importører eller
forhandlere. Således anses en importør eller
forhandler for at være producent og er underlagt de samme
forpligtelser som producenten, når denne sælger vare
under sit navn eller varemærke eller ændrer en vare,
der allerede er importeret eller solgt, på en sådan
måde, at det kan berøre overholdelsen af de
gældende krav, jf. det nye RoHS-direktiv artikel 11.
Det nye RoHS-direktiv anvender modul A om intern
produktionskontrol fra bilag II i afgørelse nr. 768/2008,
jf. artikel 7, litra b. Den interne produktionskontrol er den
procedure for overensstemmelsesvurdering, hvor producenten på
eget ansvar sikrer og erklærer, at de pågældende
produkter opfylder kravene, der gælder efter det nye
RoHS-direktiv. Det indebærer, at producenten skal udarbejde
teknisk dokumentation, der skal gøre det muligt at vurdere,
om varen er i overensstemmelse med kravene, der bliver stillet i
direktivet. Den tekniske dokumentation skal, hvor det er relevant,
indeholde elementer som f.eks. en generel beskrivelse af varen,
konstruktions- og produktionstegninger samt oversigter over
komponenter, delmontager, kredsløb m.v. Valget af modul A
indebærer endvidere, at producenten skal træffe alle
nødvendige foranstaltninger for, at det ved
fremstillingsprocessen og overvågningen af den sikres, at de
fremstillede varer er i overensstemmelse med den tekniske
dokumentation og opfylder kravene i RoHS-direktivet. Producenten
skal endvidere anbringe CE-mærke på de varer, der
opfylder kravene i RoHS-direktivet. Producenten skal udarbejde en
skriftlig overensstemmelseserklæring for hver varemodel og
opbevare den sammen med den tekniske dokumentation, så den i
ti år efter, at varen er blevet importeret til eller solgt
første gang i EU, står til rådighed for de
nationale myndigheder. Det skal stå på
overensstemmelseserklæringen, hvilken vare den
vedrører.
Den foreslåede bemyndigelse kan kun bruges
til at gennemføre EU-retsakter, der foreskriver anvendelse
af modul A eller andre moduler, hvor der ikke skal involveres et
såkaldt bemyndiget organ - f.eks.
overensstemmelsesvurderingsorganer. Der er ikke hjemmel i
kemikalieloven til at fastsætte regler om sådanne
organer.
Ad § 39 b, nr. 1
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere skal sikre, at
produktion og varer er i overensstemmelse med fastsatte krav. De
fastsatte krav vil være de krav, som det
pågældende direktiv fastsætter til produktion og
varer. Det væsentligste krav i det nye RoHS-direktiv er
kravet efter artikel 4, stk. 1, om at varer ikke må
indeholde de stoffer, der er anført i direktivets bilag II.
Dette krav vil blive gennemført med hjemmel i den
eksisterende bestemmelse i lovens § 30.
Den foreslåede bestemmelse skal
forstås bredt og dækker alle foranstaltninger, som skal
foretages for at sikre, at varer, som er solgt eller importeret i
EU, overholder de fastsatte krav, herunder lovliggørelse,
jf. det nye RoHS-direktiv artikel 7, litra a, artikel 9, litra a og
c, samt artikel 10, litra a.
Producenten kan blive pålagt at sikre, at
der findes procedurer til sikring af produktseriers fortsatte
overensstemmelse med fastsatte krav, jf. det nye RoHS-direktiv
artikel 7, litra e.
Med bestemmelsen kan der endvidere
fastsættes regler om, at producenter, importører og
forhandlere, hvis de finder eller har grund til at tro, at en vare,
de har solgt, ikke er i overensstemmelse med fastsatte regler, skal
træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe
varen i overensstemmelse med lovgivningen, jf. det nye
RoHS-direktiv artikel 7, litra i, artikel 9, litra f og artikel 10,
litra c.
Der kan desuden fastsættes regler om, at
importører og forhandlere skal kontrollere, at der er
CE-mærke på varen, at varen er ledsaget af den
krævede dokumentation, at varen er forsynet med type-, parti-
eller serienummer eller anden form for angivelse, ved hjælp
af hvilken den kan identificeres, jf. det nye RoHS-direktiv artikel
9, litra b og artikel 10, litra a. Se også
bemærkningerne til § 39 b, nr. 4.
Der kan desuden fastsættes regler om, at
importører sikrer sig, at producenten har gennemført
de relevante overensstemmelsesprocedurer, og endvidere sikrer sig,
at producenten har udarbejdet den nødvendige tekniske
dokumentation, jf. det nye RoHS-direktiv artikel 9, litra b.
Ad § 39 b, nr. 2
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere skal
føre register.
Ifølge det nye RoHS-direktiv skal
producenten føre register over varer, der ikke opfylder
kravene i direktivet og varer, der er blevet tilbagekaldt, jf.
direktivets artikel 7, litra f. Det samme gælder for
EU-importørerne, jf. direktivets artikel 9, litra e.
Ad § 39 b, nr. 3
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at virksomheder skal udarbejde og opbevare dokumentation og
overensstemmelseserklæringer.
I henhold til det nye RoHS-direktiv artikel 7,
litra b, skal producenten udarbejde den nødvendige tekniske
dokumentation i overensstemmelse med modul A i bilag II til
afgørelse nr. 768/2008/EF, eller få den udarbejdet. Se
ovenfor i de indledende bemærkninger til § 39 b om
indholdet af modul A.
Når varernes overensstemmelse med de
gældende krav er blevet dokumenteret ved en procedure som
omhandlet i artikel 7, litra b, udarbejder producenten en
EU-overensstemmelseserklæring. En
overensstemmelseserklæring er et dokument, som producenten
underskriver, og dermed angiver at stå inde for, at varen
opfylder de gældende krav, jf. artikel 7, litra c, artikel 13
og bilag VI.
I overensstemmelseserklæringen skal der
være en entydig identifikation af varen, så den kan
spores. Navn og adresse på producenten eller dennes
bemyndigede repræsentant skal også fremgå af
dokumentet.
Overensstemmelseserklæringen skal
oversættes til det eller de officielle sprog, der
kræves af den medlemsstat, hvor varen sælges, jf.
artikel 13, stk. 2. Det er hensigten at fastsætte regler
om at EU-overensstemmelseserklæringen for varer, der
sælges i Danmark, skal være på dansk.
Ifølge det nye RoHS-direktiv skal
producenten opbevare den tekniske dokumentation og
EU-overensstemmelseserklæringen i 10 år efter, at varen
er blevet solgt, jf. artikel 7, litra d.
EU-importøren skal ligeledes i 10 år
efter, at varerne er blevet solgt, opbevare en kopi af
EU-overensstemmelseserklæringen, så den står til
rådighed for markedsovervågningsmyndighederne, og
sikre, at den tekniske dokumentation kan stilles til rådighed
for disse myndigheder, hvis de anmoder herom, jf. det nye
RoHS-direktiv artikel 9, litra g.
Ad § 39 b, nr. 4
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere skal
mærke varer og sikre, at varer ledsages af bestemte
oplysninger og dokumentation.
Det vil være specificeret i den
pågældende EU-retsakt, hvilken mærkning, hvilke
oplysninger og hvilken dokumentation der kræves.
I henhold til det nye RoHS-direktiv artikel 7,
litra c, skal producenten, når han har udarbejdet en
EU-overensstemmelseserklæring, anbringe et CE-mærke
på varen. De nærmere betingelser for anbringelse af
CE-mærkningen fremgår af artikel 15.
Forordning (EF) nr. 765/2008 om akkreditering og
markedsovervågning fastsætter generelle principper for
CE-mærkning, og denne gælder umiddelbart i Danmark.
Heraf fremgår det, at CE-mærkningen er den eneste
mærkning, der attesterer varens overensstemmelse med de
gældende krav i de relevante bestemmelser i EU's
harmoniseringslovgivning om anbringelse af denne
mærkning.
I henhold til det nye RoHS-direktiv artikel 7,
litra g, skal producenten sikre, at hans varer er forsynet med et
type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse
ved hjælp af hvilken, de kan identificeres, eller hvis dette
på grund af varens størrelse eller art ikke er muligt,
at de krævede oplysninger fremgår af emballagen eller
af et dokument, der ledsager varen.
Ifølge det nye RoHS-direktiv artikel 7,
litra h, og artikel 9, litra d, skal producentens eller
EU-importørens navn, registrerede firmanavn eller
registrerede varemærke og kontaktadresse fremgå af
varen, eller hvis dette ikke er muligt, af emballagen eller af et
dokument, der ledsager varen.
Ad § 39 b, nr. 5
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere af egen drift
skal tilbagekalde ulovlige varer fra forhandlere og brugere, jf.
det nye RoHS-direktiv artikel 7, litra i, artikel 9, litra f, og
artikel 10, litra c. Ordet tilbagekalde bruges, når en vare
tages retur fra forhandlere eller brugere, hvilket svarer til den
sprogbrug, der foreslås i § 48, stk. 2, nr. 3,
jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og bemærkningerne
hertil.
Forpligtelsen gælder, når producenten,
EU-importøren, andre importører eller forhandlere
finder eller har grund til at tro, at en vare, de har solgt, ikke
er i overensstemmelse med de EU-direktiver, varen er omfattet af,
og det findes nødvendigt at tilbagekalde varen.
Virksomhedernes pligt vil kun indtræde, hvis det ikke er
muligt for dem at bringe varen i overensstemmelse med direktivets
krav, jf. bemærkningerne til § 39 b, nr. 2. Hvis
virksomhederne kan lovliggøre varerne, uden at tilbagekalde
dem, vil det være en lovlig mulighed. Under alle
omstændigheder vil vurderingen af, om det er
nødvendigt at tilbagekalde, afhænge af de konkrete
omstændigheder.
Ad § 39 b, nr. 6
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere af egen drift
skal give bestemte oplysninger, herunder oplysninger om ulovlige
varer.
Ifølge det nye RoHS-direktiv skal der gives
oplysninger til myndigheder og tidligere salgsled. Information skal
som minimum indeholde oplysninger om den manglende overensstemmelse
og de trufne foranstaltninger, jf. det nye RoHS-direktiv artikel 7,
litra i, artikel 9, litra c, artikel 9, litra f, artikel 10, litra
b, og artikel 10, litra c.
Ifølge det nye RoHS-direktiv skal
producenten og EU-importøren, som har pligt til at
føre register over ulovlige varer og varer, der er blevet
tilbagekaldt, informere andre importører og forhandlere om
varer, der er registrerede som ulovlige eller tilbagekaldte, jf.
artikel 7, litra f og artikel 9, litra e.
Ad § 39 b, nr. 7
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere efter
anmodning giver information og dokumentation til myndigheder i EU
på et sprog, der er letforståeligt for den
pågældende myndighed, og i øvrigt samarbejder
med myndighederne. I denne forbindelse må engelsk formentlig
anses for at være letforståeligt for alle myndigheder i
EU.
Der er fastsat sådanne krav til producenter,
importører og forhandlere, jf. det nye RoHS-direktiv artikel
7, litra j, artikel 9, litra g og h, og artikel 10, litra d.
Pligten til at give information og dokumentation
og at samarbejde gælder ikke kun i forhold til danske
myndigheder. Pligten gælder overfor alle kompetente
myndigheder i EU.
Ad § 39 b, nr. 8
Den foreslåede bestemmelse omhandler krav
om, at producenter, importører og forhandlere efter
anmodning fra en myndighed skal identificere virksomheder, de har
fået leveret varer fra, og virksomheder, de har leveret varer
til, jf. det nye RoHS-direktiv artikel 12. Formålet med
bestemmelsen er at etablere et effektivt sporbarhedssystem, der
gør det lettere for tilsynsmyndighederne at spore en ulovlig
vare og en virksomhed, der har solgt ulovlige varer.
Hvis en vare kan spores gennem hele
forsyningskæden, bidrager det til at gøre
markedsovervågningen enklere og mere effektiv.
I det nye RoHS-direktiv er identifikationsperioden
fastsat til 10 år fra varen sælges første gang i
EU eller importeres til EU.
Til nr. 3
Det foreslås at give hjemmel til, at
tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige at tilbagekalde
ulovlige varer fra forhandlere og brugere - og ikke, som i dag, kun
fra forhandlere. Om baggrunden herfor se de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.2.2. Tilbagekaldelse fra brugerne skal
ske på en effektiv og hensigtsmæssig måde
afhængig af omstændighederne, f.eks. ved at annoncere i
dagspressen, på producentens hjemmeside, via detailleddet,
ved opslag i butikkerne, e-mail eller SMS til kundegrupper mv.
eller ved en kombination af disse.
Det nye RoHS-direktiv anvender begrebet
»tilbagekaldelse«, når varer skal tages retur fra
forbrugerne, og »tilbagetrækning«, når
varer skal tages retur fra forhandlere.
I kemikalielovens § 32 a, bruges
»tilbagekalde« når en vare skal tages retur fra
forhandlere eller brugere. Kemikalielovens § 48,
stk. 2, nr. 3, er i dag formuleret således:
»tilbagetage stoffet, blandingen eller varen fra
markedet«. Det foreslås, at kemikalieloven kun opererer
med et af begreberne, nemlig »tilbagekalde« og i stedet
sondrer mellem, hvem varerne skal tilbagekaldes fra. Bestemmelsen
ensretter dermed sprogbrugen i kemikalieloven. Ordlyden i
§ 48, stk. 2, nr. 3, bliver ved ændringen
bragt i overensstemmelse med ordlyden i § 32 a,
stk. 1.
Det foreslås at ændringen af
§ 48, stk. 2, nr. 3, gælder generelt, hvad
enten der er tale om overtrædelse af EU-regler eller
nationale regler, da der bør være de samme
håndhævelsesmuligheder overfor varer, der er omfattet
af EU-regler og varer, der er omfattet af nationale regler, jf. de
almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.2.
Det forventes dog, at tilsynsmyndigheden kun vil
gøre brug af beføjelsen til at påbyde
tilbagekaldelse fra brugerne i de ganske få tilfælde,
hvor varer der allerede er nået ud til brugerne vil
udgøre en alvorlig eller akut fare for sundhed eller
miljø. Der skal forudgående være foretaget en
proportionalitetsvurdering i overensstemmelse med den almindelige
forvaltningsret. Der er således ikke tale om en pligt for
tilsynsmyndigheden, men alene en mulighed for at handle, hvis det
findes nødvendigt.
Bestemmelsen kan anvendes til at
håndhæve en pligt for den ansvarlige til at
tilbagekalde varer af egen drift efter regler udstedt i
medfør af den foreslåede § 39 b, nr. 5. Den
kan også bruges uden for området for regler udstedt i
medfør af § 39 b, og hvor den ansvarlige dermed
ikke i forvejen har en pligt til at tilbagekalde varerne.
Til nr. 4
Det foreslås, at § 48,
stk. 3, nyaffattes.
Den foreslåede bestemmelse indfører
en pligt for forhandlere og brugere af et stof, en blanding eller
en anden vare, som tilbagekaldes, til at aflevere stoffet,
blandingen eller varen til den ansvarlige efter dennes anvisning.
»Den ansvarlige« henviser til den, der er ansvarlig for
det ulovlige forhold, jf. § 48, stk. 1, og som har
fået påbud om at foretage tilbagekaldelse. Det vil
oftest være producenten eller importøren. En
tilsvarende bestemmelse findes i § 32 a, stk. 2.
Det vil være et krav i et påbud om
tilbagekaldelse, at denne skal ske på en effektiv måde.
Dette indebærer bl.a., at anvisning om aflevering giver de
pågældende en reel mulighed for at opfylde dette.
Spørgsmålet om den ansvarliges betaling af
godtgørelse og erstatning for det tab, som forhandler og
bruger måtte have lidt som følge af tilbagekaldelse af
et stof, en blanding eller en anden vare, herunder for en eventuel
udgift til aflevering heraf, vil skulle afgøres efter de
almindelige erstatningsretlige regler. I tilfælde af uenighed
mellem den ansvarlige og forhandleren, henholdsvis brugeren, vil
sagen skulle afgøres af de almindelige domstole eller ved
relevant voldgift.
I henhold til den gældende § 48,
stk. 3, kan tilsynsmyndigheden, når det skønnes
påkrævet, oplyse offentligheden om farerne ved et stof,
en blanding eller en vare. Bestemmelsen bemyndiger
tilsynsmyndigheden til selv at handle, og den hører derfor
naturligt sammen med de andre foreslåede bestemmelser om
selvhjælpshandlinger.
Det foreslås derfor, at den gældende
bestemmelse flyttes til den foreslåede § 48 a, der
handler om tilsynsmyndighedens selvhjælpshandlinger, jf.
lovforslaget § 1, nr. 6.
Til nr. 5
Det foreslås at ændre henvisningerne i
§ 48, stk. 5, således at henvisningen til
stk. 3 tages ud. Stk. 5 omhandler de afgørelser
efter § 48, hvor klageadgang afskæres. Der er tale
om en konsekvensrettelse som følge af den foreslåede
nyaffattelse af § 48, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4. Den foreslåede affattelse af
stk. 3, omhandler ikke afgørelser fra
tilsynsmyndigheden.
Til nr. 6
Ad § 48 a
Det foreslås i stk. 1, at
tilsynsmyndigheden kan lade påbudte foranstaltninger
udføre for den ansvarliges regning, når den fastsatte
frist er udløbet.
Bestemmelsen tager primært sigte på
tilfælde, hvor den ansvarlige for en lovovertrædelse
nægter at efterkomme tilsynsmyndighedens indskærpelser
eller påbud. I den situation er den eneste reelle mulighed i
dag at gennemføre en straffesag, hvilket ikke i alle
tilfælde er tilstrækkeligt til opnå en effektiv
og hurtig håndhævelse, så det sikres, at
miljø og sundhed ikke lider skade.
Der findes allerede tilsvarende beføjelser
i en række love på miljøområdet, f.eks. i
miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, nr. 4,
husdyrgodkendelseslovens § 48, stk. 1, nr. 3, og
jordforureningslovens § 68.
En selvhjælpshandling vil dog i mange af
disse tilfælde ikke være det mest egnede middel til at
sikre overholdelse af reglerne. I de fleste tilfælde vil der
være tale om fortsat salg af ulovlige varer. I sådanne
tilfælde vil det være den foreslåede hjemmel i
§ 48 b til at foretage beslaglæggelse, som vil
kunne være aktuel. En selvhjælpshandling kan dog f.eks.
være et egnet middel i tilfælde, hvor der er et
anlæg på en virksomhed, som indeholder et ulovligt stof
eller lignende.
En selvhjælpshandling vil også kunne
være relevant i tilfælde af manglende efterkommelse af
påbud efter § 48, stk. 2, nr. 2-4. Efter
§ 48, stk. 2, nr. 2-4, kan den ansvarlige for et
ulovligt forhold blive pålagt at afhjælpe forhold, som
er årsag til faren, tilbagekalde stoffet, blandingen eller
varen og destruere stoffet, blandingen eller varen på
forsvarlig vis.
Selvhjælpshandlinger vil ligeledes kunne
foretages over for andre end den ansvarlige for forholdet, f.eks. i
tilfælde, hvor de pågældende stoffer, blandinger
eller andre varer befinder sig hos tredjemand.
Hvis (hidtil lovlige) stoffer, blandinger eller
andre varer udgør en alvorlig risiko, kan ministeren efter
kemikalielovens § 30 forbyde salg heraf og efter
§ 32 a, stk. 1, påbyde den ansvarlige at
tilbagekalde stoffet, blandingen eller andre varer fra markedet.
Hvis et sådant påbud ikke efterkommes, vil
tilsynsmyndigheden efter forslaget kunne foretage tilbagekaldelsen
som en selvhjælpshandling.
Det vil være op til tilsynsmyndigheden at
vurdere, om selvhjælpshandlingen vil være et egnet
middel. Der kan dog være pligt til at foretage
selvhjælpshandling, hvis det er nødvendigt for at
beskytte sundhed eller miljø. Der forventes ikke at
være mange tilfælde, hvor bestemmelsen bringes i
anvendelse.
Det foreslås, at selvhjælpshandlinger
foretages for den ansvarliges regning. Den, der får et
påbud om at handle efter kemikalielovens § 32 a,
stk. 1, og § 48, stk. 2, nr. 2-4, afholder
også udgiften derved. Det bør ikke være muligt
at slippe for denne udgift ved at forholde sig passiv i forhold til
et påbud.
Hvis selvhjælpshandlingen består i at
foretage destruktion af varer, må myndigheden have
rådighed over varerne. Hvis betingelserne i § 48 a,
stk. 1, er opfyldt, kan tilsynsmyndigheden tage varerne i
besiddelse med henblik på destruktion under iagttagelse af
betingelserne i den foreslåede § 48 b. I så
fald vil der være tale om et tvangsindgreb inden for
strafferetsplejen, og retssikkerhedsloven vil derfor ikke finde
anvendelse, jf. retssikkerhedslovens § 1.
Hvis en selvhjælpshandling
forudsætter, at myndigheden får adgang til ejendom m.v.
skal der være hjemmel hertil. Den gældende
adgangsbestemmelse i kemikalielovens § 49 er
indskrænket til tilvejebringelse af oplysninger. Det
foreslås derfor at udvide § 49, således at
formålet med at få adgang også vil kunne
være f.eks. foretagelse af selvhjælpshandlinger.
Retssikkerhedslovens § 9 vil naturligvis skulle
overholdes. Der henvises til bemærkningerne til
§ 1, nr. 7.
I stk. 2 foreslås, at forhandlere og
brugere af stoffer, blandinger og andre varer, som tilbagekaldes
efter stk. 1, har pligt til at aflevere dem efter
tilsynsmyndighedens anvisning. Denne bestemmelse er relevant i de
tilfælde, hvor selvhjælpshandlingen består i at
foretage tilbagekaldelse. Det vil være et krav, at anvisning
om aflevering giver de pågældende en reel mulighed for
at opfylde dette.
En tilsvarende regel findes allerede i
kemikalielovens § 32 a, og foreslås også
indført i § 48, stk. 3, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4, hvor det dog er producent eller
importør, henholdsvis den ansvarlige, der kan anvise, hvor
varerne skal afleveres, da det efter disse bestemmelser ikke er
tilsynsmyndigheden, der tilbagekalder.
I stk. 3 foreslås, at
tilsynsmyndigheden kan pålægge den ansvarlige at
modtage eller betale for bortskaffelse af stoffer, blandinger og
andre varer, der tilbagekaldes efter stk. 1. Det
foreslås således, at passivitet fra virksomhedernes
side ikke resulterer i, at de kan fraskrive sig pligten til at
modtage de varer, som de har solgt.
Tilsynsmyndigheden kan dog også, hvis det
findes mere hensigtsmæssigt, selv modtage varerne og
stå for bortskaffelsen eller anvise varerne til anden
modtager. I så fald vil den ansvarlige blive pålagt
omkostningerne herved.
Spørgsmålet om den ansvarliges
betaling af godtgørelse og erstatning for det tab, som
forhandler og bruger måtte have lidt som følge af
myndighedernes tilbagekaldelse af et stof, en blanding eller en
anden vare, herunder for en eventuel udgift til aflevering heraf,
vil skulle afgøres efter de almindelige erstatningsretlige
regler. I tilfælde af uenighed mellem den ansvarlige og
forhandleren, henholdsvis brugeren, vil sagen skulle afgøres
af de almindelige domstole eller ved relevant voldgift.
I stk. 4 foreslås, at hvis
tilsynsmyndigheden skønner, at et stof, en blanding eller en
vare udgør en alvorlig risiko for menneskers sundhed eller
miljøet, kan den på den ansvarliges regning uden
forudgående påbud destruere eller på anden vis
ubrugeliggøre stoffet, blandingen eller varen, hvis det
anses for nødvendigt.
For varer, der er omfattet af forordning 765/2008
om akkreditering og markedsovervågning, er bestemmelsen en
gennemførelse af artikel 19, stk.1, hvorefter
medlemsstaternes myndigheder har mulighed for at destruere eller
på anden vis ubrugeliggøre varer, der udgør en
alvorlig risiko, når de anser det for nødvendigt. Ved
forslaget får tilsynsmyndighederne hjemmel til at destruere,
og det fastsættes hvem der skal betale for indgrebet, og at
indgrebet kan ske uden forudgående påbud efter
§ 48, stk. 2, nr. 2-4, eller § 32 a,
stk. 1. De øvrige beføjelser, som myndighederne
skal have efter artikel 19, stk. 1, er dækket af de
gældende regler i kemikalieloven. Der henvises i
øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.1
og 3.2.2.
Stk. 4, kan kun bruges, hvis det anses for
nødvendigt. Det skal således være
tilsynsmyndighedens vurdering, at risikoen er så alvorlig og
akut, at det er nødvendigt at handle uden først at
give påbud til den ansvarlige, herunder påbud, der skal
efterkommes straks. Det kan f.eks. skyldes, at den ansvarlige ikke
umiddelbart kan identificeres, eller at myndigheden har en
begrundet mistanke om, at denne ikke vil efterkomme et påbud.
Selvhjælpshandlinger vil ligeledes kunne foretages over for
andre end den ansvarlige for forholdet eller ejeren af de
pågældende stoffer, blandinger eller andre varer f.eks.
i tilfælde hvor disse befinder sig hos tredjemand.
For at tilsynsmyndigheden kan destruere varer,
må myndigheden have rådighed over varerne. Hvis
betingelserne i § 48 a, stk. 4, er opfyldt, kan
tilsynsmyndigheden tage varerne i besiddelse med henblik på
destruktion uden at anvende § 48 b og uden først
at give et påbud efter § 48, stk. 2, nr. 4
eller § 32 a, stk. 1. I forhold til § 48
b, hvor beslaglæggelse bruges i forbindelse med
håndhævelse af gældende regler, har
§ 48 a, stk. 4, som formål at afværge en
alvorlig risiko. I forhold til påbud efter den eksisterende
§ 48, stk. 2, nr. 4, eller § 32 a,
stk. 1, vil der her være tale om meget hastende
tilfælde eller tilfælde, hvor der ikke er nogen at give
påbud til. Med hensyn til adgang til ejendom m.v. henvises
til bemærkningerne til § 1, nr. 7.
I stk. 5 foreslås, at
tilsynsmyndigheden, når det skønnes
påkrævet, kan oplyse offentligheden om farerne ved et
stof, en blanding eller en vare. Bestemmelsen er identisk med den
gældende § 48, stk. 3, jf.
bemærkningerne til § 1, nr. 4.
I stk. 6 foreslås det, at
tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-5 ikke kan
påklages til anden administrativ myndighed. Denne regel
ligger i forlængelse af, at der ikke er klageadgang for de
eksisterende tilsynsafgørelser, jf. lovens § 48,
stk. 5. Det er et helt generelt princip i miljøretten,
at klageadgang for tilsynsafgørelser er afskåret,
herunder også for selvhjælpshandlinger. Dette skyldes
hensynet til tilsynets effektivitet. Der findes således
f.eks. tilsvarende klageafskæringsregler i
miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 3 og
§ 70, stk. 3, husdyrgodkendelseslovens
§ 48, stk. 2, og § 49, stk. 4, og
jordforureningslovens § 68, stk. 3.
Ad § 48 b
Det foreslås i § 48 b, stk. 1
og 2, at tilsynsmyndigheden skal kunne beslaglægge eller tage
ulovlige stoffer, blandinger og andre varer i bevaring. Hvis det
kun er en del af den samlede mængde, der er ulovlig, og det
er muligt at adskille det lovlige fra det ulovlige, vil
beslaglæggelsen kun angå den sidste del. Forslaget skal
sikre, at formålet med tilsynet ikke forspildes og hindre en
fortsat overtrædelse af kemikalieloven, regler fastsat i
medfør af denne lov eller EU-forordninger vedrørende
de af denne lov omfattede stoffer, blandinger og andre varer.
Retsplejelovens regler om beslaglæggelse
giver ikke i alle tilfælde tilstrækkelig mulighed for
at forhindre, at ulovlige varer fjernes eller anvendes, idet den
ikke giver tilsynsmyndigheden mulighed for selv at foretage
beslaglæggelse i umiddelbar sammenhæng med, at den har
konstateret et ulovligt forhold ved et tilsyn. Retsplejelovens
regler regulerer desuden ikke, hvad der skal ske med de beslaglagte
varer, på en måde, der dækker det behov, som
denne særlige varegruppe (kemikalier) giver. Med hensyn til
bestemmelsens formål og baggrund henvises i øvrigt til
de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.2.
På de punkter, hvor der ikke er behov for at
fravige retsplejelovens regler, foreslås det, at reglerne i
retsplejelovens kapitel 74 finder anvendelse. Det gælder
bl.a. mistankekravet i retsplejelovens § 802. Det
gælder endvidere i retsplejelovens § 806,
stk. 3, hvorefter beslutninger om beslaglæggelse, som
ikke er truffet af retten, kan begæres indbragt for retten af
den, indgrebet retter sig imod. Dog vil det være
tilsynsmyndigheden eller politiet på vegne af
tilsynsmyndigheden, der har de beføjelser, mv., der i
retsplejeloven er tillagt politiet. Retsplejelovens regler vil ikke
finde anvendelse, i det omfang der er fastsat andre regler i
§ 48 b.
I øvrigt skal særligt fremhæves
retsplejelovens § 805, stk. 1 og 2, § 806,
stk.1, 1. pkt., § 806, stk. 2, 3, 5 og 7,
§ 807, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 807 b,
§ 807 c og § 807 e.
Retsplejelovens § 805, stk. 1,
fastslår, at der skal være proportionalitet mellem
indgrebet og sagens betydning. I henhold til retsplejelovens
§ 805, stk. 2, er der mulighed for, at
tilsynsmyndigheden i det tilfælde, at indgrebets
øjemed kan opnås ved mindre indgribende
foranstaltninger, herunder sikkerhedsstillelse, træffer
skriftlig aftale herom med den, mod hvem indgrebet retter sig.
Retsplejelovens § 806, stk. 1, 1.
pkt., anfører, at en forudgående
domstolsafgørelse om beslaglæggelse træffes
efter politiets begæring. I de tilfælde, hvor der
ønskes iværksat beslaglæggelse efter
§ 48 b, vil det være tilsynsmyndigheden eller
politiet på vegne af tilsynsmyndigheden, der begærer
afgørelsen.
I henhold til retsplejeloven § 806,
stk. 2, skal afgørelsen træffes af retten ved
kendelse. Afgørelse om beslaglæggelse kan dog
træffes af politiet, såfremt den, som indgrebet retter
sig imod, meddeler skriftligt samtykke til indgrebet, jf.
§ 806, stk. 7. I de tilfælde, hvor der
ønskes iværksat beslaglæggelse efter
§ 48 b, vil det være tilsynsmyndigheden eller
politiet på vegne af tilsynsmyndigheden, der skal kunne
træffe afgørelse om beslaglæggelse,
såfremt den, som indgrebet retter sig imod, meddeler
skriftligt samtykke til indgrebet.
Det fremgår af § 806, stk. 3,
at såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis
retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning
om beslaglæggelse. Fremsætter den, mod hvem indgrebet
retter sig, anmodning herom, skal politiet snarest muligt og senest
inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse
afgør, om indgrebet kan godkendes. I henhold til
§ 806, stk. 5, skal retten, inden den træffer
en sådan afgørelse, give den, mod hvem indgrebet
retter sig, adgang til at udtale sig.
I de tilfælde, hvor det vurderes, at
beslaglæggelse efter § 48 b ikke kan afvente en
forudgående retskendelse, jf. retsplejelovens
§ 806, stk. 3, kan beslaglæggelsen foretages
af politiet eller af tilsynsmyndigheden på vegne af politiet.
Hvis den som indgrebet retter sig mod fremsætter anmodning
om, at beslaglæggelsen indbringes for retten, overgives sagen
under alle omstændigheder til politiet med henblik på
at forelægge sagen for retten.
I de tilfælde, hvor der er sket
beslaglæggelse efter § 48 b, vil det i
øvrigt være tilsynsmyndigheden eller politiet på
vegne af tilsynsmyndigheden, der har politiets beføjelser og
pligter efter bestemmelsen.
Det fremgår af § 807, stk. 1,
2. og 3. pkt, at hvis beslaglæggelse foretages på
grundlag af en retskendelse, skal denne på begæring
forevises for den, som indgrebet retter sig imod. Foretages
beslaglæggelsen efter reglen i § 806, stk. 3,
skal politiet vejlede den pågældende om adgangen til at
få spørgsmålet indbragt for retten. Hvis
tilsynsmyndigheden har iværksat en beslaglæggelse uden
forudgående retskendelse vil det være
tilsynsmyndigheden, der er forpligtet til at vejlede den, som
indgrebet retter sig imod om adgangen til at få
beslaglæggelsen indbragt for retten, jf. retsplejelovens
§ 807, stk. 1, 2. pkt.
Af § 807 b fremgår det, at
beslaglæggelse efter § 802, stk. 1, og
§ 803, stk. 1, 1. pkt., medfører, at der
hverken ved aftale eller kreditorforfølgning kan foretages
dispositioner over det beslaglagte, som er i strid med indgrebets
formål. I stk. 2, er det anført at
beslaglæggelse efter § 802, stk. 2, og
§ 803, stk. 1, 2. pkt., indtil der træffes
afgørelse efter § 807 d, stk. 2 og 3, har
samme retsvirkning som arrest, jf. kapitel 56. I henhold til
stk. 3 medfører beslaglæggelse efter
§ 802, stk. 3, at tiltalte er uberettiget til at
råde over formuen. Kreditorforfølgning kan alene
foretages med hensyn til krav mod tiltalte, som bestod, før
kendelsen om beslaglæggelse blev afsagt.
Indtil sagens afgørelse kan begæring
om hel eller delvis ophævelse af beslaglæggelse
fremsættes over for retten af den, der har interesse heri.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse, efter at de,
som har interesse i afgørelsen, har haft adgang til at
udtale sig, jf. § 807 c. Det skal bemærkes, at
tilsynsmyndigheden overdrager sagen til politiet, hvor der
begæres om hel eller delvis ophævelse af
beslaglæggelsen.
Af § 807 e fremgår det, at hvis
det er af afgørende betydning for efterforskningen, at der
foretages beslaglæggelse, uden at den mistænkte eller
andre gøres bekendt hermed, kan retten ved kendelse
træffe bestemmelse herom og om, at reglerne i
§ 807, stk. 1, 2. og 3. pkt., fraviges. Reglerne i
§ 783, stk. 3 og 4, § 784, § 785
og § 788 finder tilsvarende anvendelse.
I § 48 b, stk. 1, foreslås
indført en mulighed for tilsynsmyndigheden eller politiet
på vegne af tilsynsmyndigheden ved overtrædelse af
kemikalieloven eller regler fastsat i medfør af denne lov,
til at foretage beslaglæggelse af stoffer, blandinger og
andre varer m.v. med henblik på lovliggørelse eller
destruktion, til sikring af bevismidler og til sikring af det
offentliges krav på sagsomkostninger, konfiskation og
bøde. Bestemmelsen vil også finde anvendelse ved
overtrædelse af EU-forordninger vedrørende de af loven
omfattede stoffer, blandinger og varer, jf. lovens § 51
b.
Det foreslås, at der også gives
politiet hjemmel til at beslaglægge efter bestemmelsen
på vegne af tilsynsmyndigheden. Dette kan bl.a. være
aktuelt i tilfælde hvor tilsynsmyndigheden har fået en
anmeldelse, og ikke tidsmæssigt kan nå frem. I
sådanne tilfælde er det mest hensigtsmæssigt, at
politiet kan beslaglægge efter de samme regler som
tilsynsmyndigheden, således at reglerne om
beslaglæggelse, destruktion og lovliggørelse er de
samme uanset hvilken myndighed, der har foretaget
beslaglæggelsen.
Hvis der konstateres et ulovligt forhold, kan
bestemmelsen anvendes, uanset hvor varen befinder sig, og hvem der
har rådighed over den. Det skal dog samtidig understreges, at
det er et håndhævelsesmiddel, der kun forventes at
ville blive brugt undtagelsesvist, fordi tilsynsmyndigheden altid
skal anvende det mindst indgribende
håndhævelsesmiddel.
I § 48 b, stk. 2, foreslås
det, at ulovlige stoffer, blandinger og andre varer, som ingen
vedkender sig rådighed over, og hvorover ingen gør en
ret gældende, kan tages i bevaring af tilsynsmyndigheden
eller politiet på vegne af tilsynsmyndigheden.
Tagen i bevaring bruges i situationer, hvor der
ikke er nogen ejermand til de ulovlige stoffer, blandinger og andre
varer.
I det tilfælde, at ulovlige stoffer,
blandinger og andre varer er taget i bevaring efter den
foreslåede § 48 b, stk. 2, og der
efterfølgende kan identificeres en ejermand eller en anden
juridisk person, der har råderet, skal der foretages
beslaglæggelse efter den foreslåede § 48 b,
stk. 1. Ved en sådan efterfølgende
beslaglæggelse påbegyndes der ikke en ny frist på
4 måneder. Fristen beregnes fortsat fra det tidspunkt, hvor
varerne er taget i bevaring. I helt særlige tilfælde
kan tilsynsmyndigheden forlænge fristen.
I § 48 b, stk. 3, foreslås
det, at tilsynsmyndigheden kan destruere de beslaglagte eller
bevarede varer, hvis ikke disse er lovliggjort senest 4
måneder efter udløbet af den måned, hvor
tilbageholdelsen har fundet sted, eller hvis skyldige
bødekrav og sagsomkostninger ikke er betalt inden fristen,
forudsat at destruktion skønnes nødvendigt for at
forebygge fare for sundheden eller miljøet.
Det foreslås endvidere, at hvis
tilsynsmyndigheden vurderer, at lovliggørelse ikke vil kunne
ske inden fristen, kan destruktion ske straks. Dette vil f.eks.
være relevant, hvis der er tale om varer, som er omfattet af
et totalforbud i Danmark, og som således ikke ville kunne
lovliggøres. Lovforslaget indebærer, at omkostninger i
forbindelse med beslaglæggelse, bevaring og destruktion
pålægges den, der er ansvarlig for det ulovlige
forhold.
Opbevaring af ulovlige stoffer, blandinger og
andre varer stiller særlig krav til selve den fysiske
opbevaring. Der kan være særlige opbevaringsformer,
sikkerhed, adgang, mv. Disse forholdsregler er fordyrende for den
ansvarlige, og i disse situationer vil det ikke give mening at
opbevare de beslaglagte varer, når det er klart at der ikke
kan eller vil ske lovliggørelse, da det kun vil øge
udgifterne for den ansvarlige. Er vedkommende ude af stand til at
betale de påløbende omkostninger, vil det ligeledes
være en økonomisk byrde for tilsynsmyndigheden,
hvilket ikke er tilsigtet med lovforslaget.
Betingelsen om, at destruktion skal være
nødvendigt for at forebygge fare for sundheden eller
miljøet vil i langt de fleste tilfælde være
opfyldt. Der er tale om stoffer, blandinger eller andre varer, som
ikke opfylder de regler, som er fastsat på kemikalielovens
område med henblik på at hindre fare for sundhed og
miljø. Hvis der f.eks. er tale om stoffer, som er helt
forbudt i Danmark fordi de indebærer en fare, må
betingelsen som altovervejende udgangspunkt anses for opfyldt. Det
samme gælder i en række andre tilfælde, hvor der
er tale om overtrædelse af faremærkningsregler, hvor
varerne vil udgøre en risiko, fordi de ikke er mærket
korrekt, og man derfor kan risikere, at de anvendes forkert. Det
vil også være tilfældet, hvis de beslaglagte
midler i øvrigt er etiketteret forkert, eller slet ingen
etikette har. Dette gælder også selv om en anden har en
godkendelse i Danmark til det samme bekæmpelsesmiddel, men
ejeren ikke vil eller kan få en godkendelse af de beslaglagte
midler. I forbindelse med godkendelsen fastsættes også
krav til etiketten, som skal sikre korrekt anvendelse. Selv om
bekæmpelsesmidlet som sådan er godkendt, vil det stadig
kunne udgøre en fare, hvis det ikke anvendes korrekt. Tvivl
omkring anvendelse, indhold eller dosering vil som udgangspunkt
altid indebære en fare for sundhed eller miljø.
Såfremt beslaglæggelsen skal
indbringes for domstolene, jf. retsplejelovens § 806,
stk. 3, vil der ikke ske destruktion, før retten har
truffet afgørelse.
Særligt for så vidt angår ikke
godkendte bekæmpelsesmidler, gælder der, at midlerne
skal godkendes, før der kan ske frigivelse. Vurdering af en
ansøgning om godkendelse af et middel tager et til to
år, hvis der er tale om et middel med et aktivstof, der er
godkendt i EU. Hvis aktivstoffet ikke er godkendt i EU vil den
samlede sagsbehandlingstid strække sig over betydeligt
længere tid end to år, da EU-proceduren for godkendelse
af aktivstoffer tager særlig lang tid. Det vil således
i de fleste tilfælde ikke være muligt at opnå en
efterfølgende godkendelse af de ulovlige
bekæmpelsesmidler inden for en kortere periode.
Bekæmpelsesmidlerne vil derfor i disse tilfælde straks
blive destrueret, da de kan udgør en fare for sundhed eller
miljø, jf. den foreslåede bestemmelse i § 48
b, stk. 3, 2. pkt.
4 måneders fristen er specielt møntet
på parallelimport af allerede godkendte
bekæmpelsesmidler samt gensidig anerkendelse af midler, der
er godkendt i et andet EU-land. I disse tilfælde kan der
blive tale om en hurtigere godkendelsesprocedure end den ovenfor
angivne.
Med parallelimport menes der den situation, hvor
en importør har fået godkendt et produkt til salg i
Danmark, og hvor en anden importør ønsker at få
det samme produkt godkendt. Hvis alle de nødvendige
oplysninger er til stede, forventes denne procedure at kunne
være afsluttet inden 4 måneder. Det er dog en
forudsætning, at ansøgeren kan dokumentere, at det
pågældende produkt er identisk med det allerede
godkendte produkt.
Gensidig anerkendelse i forhold til
bekæmpelsesmidler i henhold til
plantebeskyttelsesmiddelforordningen finder som udgangspunkt sted
ved, at ansøger indsender dokumentation for, at det
pågældende middel er identisk med et middel, som
allerede er godkendt i et EU-land. Det vil typisk være et
land i samme zone som Danmark (Nordzonen), men det kan også
være et andet land i EU. Miljøstyrelsen vil vurdere
ansøgningen sundheds- og miljømæssigt på
baggrund af ansøgers materiale og foreliggende
EU-dokumentation om aktivstoffet i midlet. Hvis alle de
nødvendige oplysninger er til stede, forventes denne
procedure at kunne være afsluttet inden 4 måneder.
Særlige forhold ved anvendelse af midlet i Danmark kan
bevirke, at der meddeles afslag på ansøgningen.
Det antages, at andre varer også vil kunne
lovliggøres inden for 4 måneder, hvis det overhovedet
er muligt at lovliggøre dem.
Fristen regnes fra myndighederne har taget varerne
i besiddelse. Hvis de først er taget i bevaring og herefter
beslaglagt regnes fristen således fra varerne er taget i
bevaring.
Bestemmelsen giver tilsynsmyndigheden ret til at
destruere efter 4 måneder, men ikke en pligt. Hvis der er
grund til at formode, at varerne vil blive lovliggjort inden for
meget kort tid, kan tilsynsmyndigheden således afvente dette.
Proportionalitetsprincippet vil således altid skulle
overholdes. Der vil ikke kunne ske destruktion af
bekæmpelsesmidler, hvis der er indsendt en komplet
ansøgning om godkendelse til parallelimport eller gensidig
anerkendelse inden fristen i stk. 4, jf. nedenfor, men
myndighederne endnu ikke er færdig med at behandle sagen.
Det bemærkes i øvrigt, at det ikke
vil være en forudsætning for at foretage destruktion,
at der er indledt eller vil blive indledt en straffesag mod den
ansvarlige.
Hvis der forekommer tilfælde, hvor der ikke
kan ske destruktion efter reglerne i § 48 b, stk. 3,
men varerne heller ikke er lovliggjort eller omkostninger ikke er
betalt, og varerne derfor ikke kan udleveres, vil der dog skulle
foretages konfiskation med henblik på destruktion efter
reglerne herom i straffelovens § 75, stk. 2, eller
om muligt i bekendtgørelse nr. 1297 af 18. november 2010 om
udenretlig vedtagelse af konfiskation.
I § 48 b, stk. 4, foreslås
det, at ansøgning om godkendelse af bekæmpelsesmidler
skal være modtaget senest 10 dage efter
bekæmpelsesmidlerne er beslaglagt. Fristen på 10 dage
er fastsat for dels at give en reel mulighed for at udarbejde en
ansøgning i de tilfælde, hvor der blot er tale om en
ekspeditionsfejl eller lignende fra den pågældendes
side, dels at sikre, at det hurtigt afklares, hvorvidt den
pågældende mener, at forholdet overhovedet kan
lovliggøres, således at unødvendige
omkostninger i forbindelse med opbevaringen efter stk. 3
undgås. Er ansøgning ikke modtaget inden for fristen,
kan tilsynsmyndigheden destruere de pågældende midler
straks. For at fristen kan anses for overholdt skal
ansøgningen være komplet og altså indeholde den
til enhver tid nødvendige dokumentation.
Fristen vil ikke blive forlænget. Det er
nødvendigt for ikke at udvande godkendelseskravet for
bekæmpelsesmidler, at der gives snævre rammer for
retlig lovliggørelse, for at undgå en praksis, hvor
ansøgninger først - eller kun - sendes, hvis det
ulovlige forhold bliver opdaget. Muligheden for
lovliggørelse tager således kun sigte på at
undgå værdispild i de ganske få situationer, hvor
der ved en fejl eller forglemmelse ikke er ansøgt om
godkendelse, men hvor en godkendelse relativt hurtigt og enkelt
ville være opnået. I disse få situationer ville
det virke formalistisk, hvis tilsynsmyndigheden straks skred til
destruktion.
Ved bekæmpelsesmidler forstås
plantebeskyttelsesmidler og biocidmidler, jf. kemikalielovens
§ 33, stk. 1.
Det foreslås i § 48 b,
stk. 5, at hvis forholdet bliver lovliggjort, og dette er
dokumenteret, kan varerne udleveres til den, der godtgør at
være berettiget hertil. Det kræves dog også, at
de sagsomkostninger, bøder og afgiftskrav, som
påløber i forbindelse med bevaringen eller
beslaglæggelsen, herunder transport af de stoffer, blandinger
og andre varer samt omkostninger til opbevaring heraf, skal betales
forud for udlevering.
Tilsynsmyndigheden har dog ret til at beholde
nødvendige eksemplarer som bevissikring.
I § 48 b, stk. 6, foreslås,
at omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse, bevaring og
destruktion pålægges den, der er ansvarlig for
forholdet. Bestemmelsen vil også dække udgifter til
transport af varerne. Det bemærkes, at der alene vil kunne
kræves betaling for faktisk dokumenterbare udgifter i
forbindelse med bevaringen eller beslaglæggelsen.
Den ansvarlige for omkostningerne vil være
den samme som i givet fald kan pålægges et
strafferetligt ansvar for forholdet. Det er dog ikke en
forudsætning for at pålægge omkostninger, at der
rejses straffesag for forholdet.
Det er heller ikke en forudsætning for, at
tilsynsmyndigheden kan pålægge den ansvarlige at
dække omkostningerne, at den pågældende har
vedkendt sig ansvaret eller ejerskabet til de ulovlige varer. Hvis
omstændighederne i sagen med fornøden sikkerhed peger
på, at f.eks. den, hos hvem varerne er taget i bevaring,
også er den ansvarlige, vil denne kunne pålægges
omkostninger, også selv om den pågældende
nægter kendskab til dem. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvis ulovlige bekæmpelsesmidler findes
skjult hos en landmand, som vil kunne bruge de
pågældende midler i sin bedrift.
I § 48 b, stk. 7, foreslås,
at tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-6 ikke
kan påklages til anden administrativ myndighed. Dette
gælder allerede for afgørelser efter § 48,
jf. § 48, stk. 5, og er også foreslået
at skulle gælde for den nye § 48 a. Selve
beslaglæggelsesbeslutningen vil skulle træffes eller
(på begæring) godkendes af retten, jf. retsplejelovens
§ 806, ligesom det vil være retten, der efter
retsplejelovens § 807 c vil skulle tage stilling til
begæring om hel eller delvis ophævelse af
beslaglæggelsen, jf. bemærkningerne til
stk. 1.
Til nr. 7
Det foreslås at nyaffatte
adgangsbestemmelsen i § 49, stk. 1. Ifølge
den gældende bestemmelse i § 49, stk. 1, har
tilsynsmyndighederne krav på adgang til ejendom, lokalitet
eller transportmiddel for at tilvejebringe oplysninger til brug for
beslutninger efter loven eller regler fastsat i henhold til loven.
Bestemmelsen giver ikke mulighed for, at myndigheden kan
beslaglægge, destruere eller ubrugeliggøre stoffer,
blandinger eller andre varer eller i øvrigt foretage
selvhjælpshandlinger. Det er hensigten med nyaffattelsen, at
myndigheden får denne mulighed og samtidig at bringe ordlyden
af bestemmelsen i overensstemmelse med lignende miljølove,
se f.eks. miljøbeskyttelsesloven, jf. dennes § 87,
stk. 1, og husdyrgodkendelsesloven, jf. dennes § 71,
stk. 1.
Det foreslås på denne baggrund, at
tilsynsmyndighederne eller personer, der af disse myndigheder er
bemyndiget hertil, har, hvis det skønnes nødvendigt,
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og
transportmidler, for at udføre tilsyns- eller andre opgaver
efter denne lov eller regler udstedt med hjemmel i loven.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse i
forbindelse med EU-forordninger vedrørende de af loven
omfattede stoffer, blandinger og varer, jf. lovens § 51
b.
Det foreslås desuden at præcisere, at
tilsynsmyndigheden herunder har adgang til at foretage
undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage dokumenter
samt medtage andre genstande uden vederlag, herunder eksemplarer af
stoffer, blandinger og andre varer, der er reguleret i
medfør af loven. I de tilfælde, hvor myndigheden
således medtager genstande under et tilsynsbesøg til
brug for myndighedens opgaver, f.eks. til nærmere
undersøgelse eller som bevis, vil det ikke være
nødvendigt at anvende beslaglæggelseshjemlen i den
foreslåede § 48 b. § 48 b vil derimod
skulle anvendes i tilfælde, hvor formålet er at fratage
den pågældende rådigheden over ulovlige
varer.
Det foreslås endvidere, at kvittering for
medtagne genstande skal udleveres. Producenten, eller
importøren af en udtaget produkt - eller vareprøve er
forpligtet til at godtgøre en forhandler prøvens
fakturapris eller levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning
af kvitteringen. Dette svarer til den gældende
§ 50, som derfor foreslås ophævet, jf.
forslagets § 1, nr. 8.
Der kan være tilfælde, hvor
myndighederne ikke kan få nødvendige oplysninger fra
den ansvarlige, enten fordi denne ikke er forpligtet til at afgive
oplysninger eller ikke vil afgive oplysningerne. I disse
tilfælde kan det være nødvendigt for
myndighederne selv at finde og fjerne dokumenter m.v. Der kan
herunder være tale om tilfælde omfattet af
§ 10 i lov om retssikkerhed, hvor den
pågældende ikke er forpligtet til at afgive
oplysninger
Det kan endvidere være nødvendigt at
fjerne genstande såsom computere, hvorpå oplysninger,
der er nødvendige for tilsynsmyndighedernes kontrol, findes.
Myndighederne skal naturligvis som altid overholde
proportionalitetsprincippet, og inddrage den ulempe, som indgrebet
volder for adressaten, i overvejelserne af, om indgrebet er
nødvendigt. Hvis det er muligt at kopiere dokumenter
på stedet eller lave udskrifter eller elektroniske kopier af
nødvendige oplysninger, eller hvis det er
tilstrækkeligt at tage fotos af forholdene, vil myndighederne
ikke kunne foretage fjernelse.
I de tilfælde, hvor der sker fjernelse, skal
effekterne leveres tilbage hurtigst muligt efter, at myndighederne
har haft mulighed for at uddrage og kopiere de nødvendige
oplysninger, medmindre det er nødvendigt at beholde dem til
bevissikring eller de beslaglægges. Hvor hurtigt dette skal
ske, må også afhænge af, hvor stor ulempe det er
for adressaten at undvære dem.
Myndighederne må kun søge efter
relevante og nødvendige oplysninger, og må ikke
undersøge eller kopiere dele af materialet, som måtte
indeholde oplysninger, der ikke er relevante for tilsynet, herunder
særlig personoplysninger, f.eks. oplysninger om ansatte eller
privat e-mailkorrespondance. Myndighederne skal som dataansvarlige
i det hele taget være opmærksomme på reglerne i
persondataloven.
Det kan også være nødvendigt at
fjerne andre genstande end medier, der indeholder oplysninger,
herunder vareprøver, til nærmere undersøgelse
eller som bevis. Det kan ligeledes være nødvendigt at
gennemføre selvhjælpshandlinger eller
beslaglæggelse, jf. forslagets § 1, nr. 6.
Det er ikke fundet relevant at stille krav om
retskendelse som betingelse for at anvende bestemmelsen, heller
ikke i forbindelse med adgang med henblik på at foretage
selvhjælpshandlinger. Der er krav om retskendelse i visse
tilfælde af selvhjælpshandlinger i forbindelse med
undersøgelse og oprydning af forurenet jord, jf.
jordforureningslovens § 57, stk. 2, og den
tilsvarende bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens
§ 87, stk. 2. I alle andre love på
miljøområdet, hvor der er hjemmel til at foretage
selvhjælpshandlinger, herunder nyere lovgivning, er der ikke
krav om forudgående retskendelse, og det foreslås at
følge denne lovgivningspraksis.
Bestemmelsen begrænses i sin helhed af
§ 9 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse
af tvangsindgreb og oplysningspligter, som afgrænser
bestemmelsen i forhold til strafferetsplejens regler om ransagning
m.v. Det indebærer, at bestemmelsen ikke uden samtykke kan
bruges, hvis myndigheden har en rimelig grund til mistanke om
strafbart forhold, medmindre indgrebet foretages for at
tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf. I langt de
fleste tilfælde, også hvor der foreligger rimelig grund
til mistanke om et strafbart forhold, vil tilsynsmyndighedens
indgreb blive foretaget med henblik på at undgå fare
for sundhed eller miljø eller administrativ
håndhævelse, f.eks. tilvejebringelse af materiale til
brug for indskærpelse eller påbud eller for at foretage
selvhjælpshandlinger. I den forbindelse bemærkes, at
myndigheden i forhold til de administrative
håndhævelsesmidler har behov for oplysninger om og
dokumentation for de overtrædelser, der konstateres.
Til nr. 8
Det foreslås at ophæve § 50,
idet reglen foreslås flyttet til § 49, stk. 1,
jf. forslagets § 1, nr. 7.
Til nr. 9
For at kunne sikre en effektiv
håndhævelse foreslås det, at manglende
overholdelse af regler udstedt i medfør af den
foreslåede § 39 b, skal kunne strafbelægges,
i lighed med de øvrige pligter efter loven og regler udstedt
i medfør heraf.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. april 2012. Det nye RoHS-direktiv skal være
implementeret senest den 2. januar 2013. De fleste af reglerne i
direktivet skal finde anvendelse allerede fra den 3. januar 2013.
Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at den
bekendtgørelse, der udgør den væsentligste
faktiske implementering af det nye RoHS-direktiv kan udstedes
så betids, at virksomhederne får en rimelig frist til
at tilpasse sig de nye krav.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Almindelige bemærkninger
| | | Gældende
formulering | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om kemikalier, jf.
lovbekendtgørelse nr. 878 af 26. juni 2010, som ændret
ved § 19 i lov nr. 484 af 11. maj 2010, § 1 i
lov nr. 294 af 11. april 2011 og § 5 i lov nr. 553 af 1.
juni 2011, foretages følgende ændringer: | | | | | | 1. I fodnote 2 til lovens titel indsættes
som 4. pkt.: | 2) I loven er medtaget visse bestemmelser
fra Kommissionens forordning 1451/2007/EF af 4. december 2007 om
den anden fase af det tiårs arbejdsprogram, der er omhandlet
i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige
produkter, EU-Tidende 2007, nr. L 325, side 3, og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1107/2009/EF af
21. oktober om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og
ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og
91/414/EØF, EU-Tidende 2009, nr. L 309, side 1.
Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en
forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse
bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i
praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare
gyldighed i Danmark. | | »Loven indeholder bestemmelser, der
supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
648/2004 af 31. marts 2004 om vaske- og rengøringsmidler,
EU-Tidende 2004, nr. L 104, side 1 og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008, om
kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse
med markedsføring af produkter og om ophævelse af
Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, EU-tidende 2008,
nr. L 218, side 30.« | | | | | | 2. Efter § 39 a
indsættes: | | | »§ 39
b. Miljøministeren fastsætter med henblik
på opfyldelse af EU-retlige forpligtelser, der
vedrører stoffer, blandinger og andre varer omfattet af
denne lov, regler om producenters, importørers og
forhandleres egenkontrol, samt oplysnings- og
undersøgelsespligt, herunder pligt til | | | | | | 1) at sikre, at produktion og varer er i
overensstemmelse med fastsatte krav, 2) at føre register, 3) at udarbejde og opbevare dokumentation
og overensstemmelseserklæringer, 4) at mærke varer og sikre, at varer
ledsages af bestemte oplysninger og dokumentation, 5) af egen drift at tilbagekalde ulovlige
varer fra forhandlere og brugere, 6) af egen drift at give bestemte
oplysninger, herunder oplysninger om ulovlige varer, 7) efter anmodning at give information og
dokumentation til myndigheder i EU på et sprog, der er
letforståeligt for den pågældende myndighed, og i
øvrigt samarbejde med myndighederne og 8) efter anmodning fra en myndighed at
identificere dem, de har leveret varer til eller fået leveret
varer fra.« | | | | § 48. Tilsynsmyndigheden skal
foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet er
af underordnet betydning. Stk. 2. I de i
stk. 1 nævnte situationer skal tilsynsmyndigheden
meddele den for forholdet ansvarlige, at det ulovlige forhold,
herunder salg af stoffet, produktet eller varen, skal bringes til
ophør. I den forbindelse kan tilsynsmyndigheden derudover
påbyde den ansvarlige straks eller inden for en nærmere
angivet frist for egen regning at 1) give efterfølgende oplysning om
faren ved stoffet, produktet eller varen, og hvordan faren kan
forebygges, 2) afhjælpe forhold, som er
årsag til faren, 3) tilbagetage stoffet, produktet eller
varen fra markedet og 4) destruere stoffet, produktet eller varen
på forsvarlig vis. | | 3.
§ 48, stk. 2, nr. 3, affattes således: »3) tilbagekalde stoffet, blandingen
eller varen fra forhandlere eller brugere og« | | | | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan, når det skønnes
påkrævet, oplyse offentligheden om farerne ved et stof,
en blanding eller en vare. | | 4. § 48, stk. 3, affattes
således: »Stk. 3.
Forhandlere og brugere af et stof, en blanding eller en vare, som
tilbagekaldes efter stk. 2, nr. 3, har pligt til at aflevere
stoffet, blandingen eller varen til den ansvarlige efter dennes
anvisning.« | | | | Stk. 4… | | | | | | Stk. 5.
Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-4 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed. | | 5. I § 48, stk. 5, ændres
»1-4« til: »1, 2 og 4«. | | | | | | 6. Efter
§ 48 indsættes: | | | | | | »§ 48
a. Tilsynsmyndigheden kan lade påbudte
foranstaltninger udføre for den ansvarliges regning,
når den fastsatte frist er udløbet. | | | Stk. 2.
Forhandlere og brugere af stoffer, blandinger og andre varer, som
tilbagekaldes efter stk. 1, har pligt til at aflevere dem
efter tilsynsmyndighedens anvisning. | | | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan pålægge den ansvarlige at
modtage eller betale for bortskaffelse af stoffer, blandinger og
andre varer, der tilbagekaldes efter stk. 1. | | | Stk. 4. Hvis
tilsynsmyndigheden skønner, at et stof, en blanding eller en
vare udgør en alvorlig risiko for menneskers sundhed eller
miljøet, kan den for den ansvarliges regning uden
forudgående påbud destruere eller på anden vis
ubrugeliggøre stoffet, blandingen eller varen, hvis det
anses for nødvendigt. | | | Stk. 5.
Tilsynsmyndigheden kan, når det skønnes
påkrævet, oplyse offentligheden om farerne ved et stof,
en blanding eller en vare. | | | Stk. 6.
Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1-5 kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed. | | | | | | § 48
b. Ved overtrædelse af denne lov eller regler fastsat
i medfør af denne lov kan tilsynsmyndigheden eller politiet
på vegne af tilsynsmyndigheden under iagttagelse af reglerne
om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 foretage
beslaglæggelse af ulovlige stoffer, blandinger og andre
varer 1) med henblik på
lovliggørelse eller destruktion, 2) til sikring af bevismidler og 3) til sikring af det offentliges krav
på sagsomkostninger, konfiskation og bøde. | | | Stk. 2. Ulovlige
stoffer, blandinger og andre varer, som ingen har eller vedkender
sig rådighed over, og hvorover ingen gør en ret
gældende, kan tages i bevaring af tilsynsmyndigheden eller
politiet på vegne af tilsynsmyndigheden. Stk. 1, 4 og 5
finder ikke anvendelse. | | | Stk. 3. Er
ulovlige stoffer, blandinger og andre varer, som er beslaglagt
eller taget i bevaring efter stk. 1 eller 2, ikke blevet
lovliggjort inden 4 måneder efter udløbet af den
måned, hvor varerne er beslaglagt eller taget i bevaring, kan
tilsynsmyndigheden uden yderligere varsel destruere de
pågældende stoffer, blandinger og andre varer og disses
emballager, hvis det skønnes nødvendigt for at
forebygge fare for sundheden eller miljøet. Det samme
gælder, hvis skyldige bødekrav eller sagsomkostninger
ikke er betalt inden udløbet af den frist, der er angivet i
1. pkt. Er der tale om stoffer, blandinger eller andre varer, hvor
tilsynsmyndigheden vurderer, at lovliggørelse ikke vil kunne
ske inden udløbet af den frist, der er angivet i 1. pkt.,
kan tilsynsmyndigheden destruere de pågældende stoffer,
blandinger eller andre varer straks. | | | Stk. 4. Er
ansøgning om godkendelse af bekæmpelsesmidler, der er
beslaglagt efter stk. 1, ikke modtaget senest 10 dage efter
beslaglæggelsen, kan tilsynsmyndigheden destruere dem
straks. | | | Stk. 5. Hvis
stoffer, blandinger og andre varer, som er beslaglagt efter
stk. 1, er blevet lovliggjort, og skyldige bødekrav og
sagsomkostninger er betalt, inden der er sket destruktion, jf.
stk. 3 og 4, udleveres de til den, hos hvem de er beslaglagt,
eller til en anden, som godtgør at være berettiget til
dem. Dette gælder dog ikke nødvendige eksemplarer til
bevissikring. | | | Stk. 6.
Omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse, bevaring og
destruktion pålægges den for forholdet
ansvarlige. | | | Stk. 7.
Afgørelser efter stk. 1-6 kan ikke påklages til
anden administrativ myndighed.« | | | | § 49. Tilsynsmyndighederne og
personer, der af disse myndigheder er bemyndiget dertil, har den
retskendelse mod behørig legitimation adgang til offentlige
og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at
tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger efter loven
eller regler fastsat i henhold til loven. | | 7. § 49, stk. 1, affattes
således: »Tilsynsmyndighederne eller personer, der af
disse myndigheder er bemyndiget hertil, har, hvis det
skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private
ejendomme, lokaliteter og transportmidler, for at udføre
tilsyns- eller andre opgaver efter denne lov eller regler udstedt
med hjemmel i loven. Tilsynsmyndigheden har herunder adgang til at
foretage undersøgelser, fotografere, kopiere eller medtage
dokumenter samt medtage andre genstande uden vederlag, herunder
eksemplarer af stoffer, blandinger og andre varer, der er reguleret
i medfør af loven. Kvittering for medtagne genstande skal
udleveres. Producenten, eller importøren af en udtaget
produkt- eller vareprøve er forpligtet til at
godtgøre en forhandler prøvens fakturapris eller
levere et tilsvarende eksemplar mod forevisning af
kvitteringen.« | | | | § 50. Tilsynsmyndighederne kan
åbne emballage og udtage prøver, herunder af varer til
nærmere undersøgelse uden vederlag. Kvittering for
modtagelsen skal udfærdiges efter begæring. Producenten
eller importøren af den udtagne prøve er forpligtet
til at godtgøre en detailforhandler prøvens
fakturapris mod forevisning af kvitteringen. | | 8. § 50 ophæves. | | | | § 59, stk. 1-3 . . . Stk. 4 I regler
og forskrifter, der udstedes i medfør af § 4 a,
§ 7 a, § 7 b, § 10, stk. 4 og 5,
§ 10 a, § 15 c, § 22,
stk. 2-4, § 22 a, § 22 b, § 23,
§ 24, stk. 4, § 26, § 27,
§ 30, § 30 a, § 30 b, § 30
c, § 30 e, § 31, § 32, § 32
a, § 32 c, § 33, stk. 3, § 33,
stk. 9, § 35, stk. 6, § 36,
stk. 2, § 37, § 37 a, § 38,
stk. 3, § 38 a, § 38 b, § 38 c,
§ 39, § 41, § 42, § 42 a,
§ 43, § 43 a og § 47 a, stk. 2,
kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere
fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i 2
år under omstændigheder som beskrevet i
stk. 2. Stk. 5 og 6
. . . | | 9. I § 59, stk. 4, indsættes
efter »§ 39,«: » § 39
b,«. | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. april
2012. |
|