Betænkning afgivet af
Udenrigsudvalget den 16. maj 2012
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 11. april 2012 og var til 1.
behandling den 17. april 2012. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Udenrigsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og udviklingsministeren sendte
den 20. januar 2012 dette udkast til udvalget, jf. URU alm. del -
bilag 103. Inden fremsættelsen af lovforslaget
drøftede udvalget desuden udkastet med ministeren på
et møde i udvalget den 24. januar 2012. Den 10. april 2012
sendte udviklingsministeren de indkomne høringssvar og et
notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 11 spørgsmål til
udviklingsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret. To af udvalgets spørgsmål til
udviklingsministeren og dennes svar herpå er optrykt som
bilag 2 til betænkningen.
2. Emner, udvalget særlig har
behandlet
Rettighedsbaseret udvikling
Udvalget har drøftet lovforslagets vægtning af
rettighedsbaseret udvikling. Udvalget har bl.a. spurgt ministeren,
om rettighedsbaseret udvikling er værdiimperialisme, og om,
hvilke menneskerettigheder der tillægges vægt. Udvalget
kan tilslutte sig ministerens svar på spørgsmål
9 om, at menneskerettighederne er udelelige, ligeværdige og
universelle, og at indsatsen for menneskerettigheder skal tilpasses
det enkelte lands specifikke situation og fokusere på de
områder, hvor Danmark har særlige forudsætninger
for at yde en kvalificeret bistand. Udvalget er af den opfattelse,
at den bedste, sikreste og mest bæredygtige vej til
fattigdomsbekæmpelse og højere respekt for rettigheder
er bedre uddannelse, økonomisk udvikling, handel og
etablering af en selvstændig bæredygtig produktion i
udviklingslandene.
Åbenhed
Udvalget noterer sig ministerens ønske om at sikre
større åbenhed i forvaltningen af udviklingsbistanden.
Den større åbenhed er en nødvendighed for at
sikre den folkelige forankring - ikke mindst i lyset af de
ændrede roller for Styrelsen og Rådet. Udvalget ser
frem til at drøfte ministerens oplæg til
retningslinjer for øget åbenhed med ministeren, jf.
svar på spm. 11.
Bevillingskomité og
Udviklingspolitisk Råd
Udvalget har i særlig grad drøftet erstatningen
af Rådet og Styrelsen med Bevillingskomité og
Udviklingspolitisk Råd. En del af udvalgets
spørgsmål til ministeren har således drejet sig
herom. Udvalget finder, at sammensætningen af og
kompetencerne hos Udviklingspolitisk Råd og
Bevillingskomité er afgørende for involveringen af
civilsamfund, erhvervsliv og arbejdsmarkedets parter. Det er
vigtigt, at udviklingssamarbejde ikke bliver en opgave, der alene
foregår inden for ministeriets vægge.
Venstres, Dansk Folkepartis, Enhedslistens, Liberal Alliances
og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget har lagt
meget stor vægt på ministerens svar på
spørgsmål 7 om at give de eksterne medlemmer af
bevillingskomiteen mulighed for at være et blokerende
mindretal og stiller ministerens tilsagn herom som betingelse for
at kunne indstille lovforslaget til vedtagelse.
Udvalget ser frem til at drøfte ministerens oplæg
til forretningsorden for Udviklingspolitisk Råd og
Bevillingskomité med ministeren, jf. svar på spm.
11.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter
lovforslaget, men deri ligger ikke en stillingtagen til de
elementer, som loven måtte blive udmøntet i. DF anser
i øvrigt ikke loven for en mærkbar ændring i
forhold til gældende lov.
Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var
på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Jeppe Kofod (S) Ane Halsboe-Larsen
(S) Sara Olsvig (IA) John Dyrby Paulsen (S) Kirsten Brosbøl
(S) nfmd. Maja Panduro (S) Mogens
Jensen (S) Lone Loklindt (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Sofie
Carsten Nielsen (RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Steen Gade (SF)
Christian Juhl (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Frank Aaen (EL) Lykke
Friis (V) Jakob Ellemann-Jensen (V) Karen Jespersen (V) Karsten
Lauritzen (V) Ellen Trane Nørby (V) Søren Pind (V)
Mads Rørvig (V) Ulla Tørnæs (V) Søren
Espersen (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Pia Kjærsgaard (DF)
Peter Skaarup (DF) Mette Bock (LA) Per Stig Møller (KF)
fmd.
Siumut, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 44 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 16 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 153
Bilagsnr. | Titel |
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra udviklingsministeren |
2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | 1. udkast til betænkning |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
L 153
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om nedbrydning af handelsbarrierer,
der i dag hindrer udvikling af produktion og eksport i de svage
økonomier, til udviklingsministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om en oversigt over, hvilke
kompetencer og proceduren for udnævnelser der skal ligge til
grund for udpegelse af medlemmer af Bevillingskomité og
Råd, til udviklingsministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. om at sikre, at fokus på
rettighedsbaseret udvikling ikke bliver en undskyldning for
værdiimperalisme, til udviklingsministeren, og ministerens
svar herpå |
4 | Spm. om at præcisere
målsætningerne for den humanitære bistand som
ønsket af f.eks. Læger uden Grænser i deres
høringssvar, til udviklingsministeren, og ministerens svar
herpå |
5 | Spm. om, hvordan ministeren forestiller
sig, at Folketingets kontrol med udviklingsbistanden bliver styrket
af det fremsatte forslag, til udviklingsministeren, og ministerens
svar herpå |
6 | Spm. om, hvordan ministeren vil sikre den
folkelige deltagelse og opbakning, hvis det er ministeren, der
forestår udpegningen af alle medlemmerne af
Bevillingskomité og Råd, til udviklingsministeren, og
ministerens svar herpå |
7 | Spm. om at ændre på
bevillingskomiteens sammensætning, til udviklingsministeren,
og ministerens svar herpå |
8 | Spm. om, hvorfor alle FN's konventioner om
menneskerettigheder fremhæves som grundlag for dansk
udviklingsbistand, når de ikke alle er tiltrådt af
Danmark, til udviklingsministeren, og ministerens svar
herpå |
9 | Spm. , om ministeren vil anerkende, at det
kan være vanskeligt for de udviklingslande, Danmark
samarbejder med, at leve op til alle bestemmelser i FN's
verdenserklæring om menneskerettigheder på én og
samme tid, til udviklingsministeren, og ministerens svar
herpå |
10 | Spm. om, hvorledes de mange bemyndigelser
til ministeren i lovforslaget skal fremme folkelig forankring,
ejerskab, debat om og indsigt i dansk udviklingssamarbejde, til
udviklingsministeren, og ministerens svar herpå |
11 | Spm. , om ministeren i forbindelse med
implementeringen af loven vil drøfte oplæg til
forretningsorden for bevillingskomité og Råd samt
retningslinjer for åbenhed med udvalget, til
udviklingsministeren, og ministerens svar herpå |
Bilag 2
To af udvalgets spørgsmål til
udviklingsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 7 og 9 og udviklingsministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra V, DF, LA og
KF.
Spørgsmål 7:
Er ministeren villig til at ændre på
bevillingskomitéens sammensætning således, at
det foreslåede reelle flertal af embedsmænd i
komitéen fjernes til fordel for et udefra kommende flertal,
således at komitéen ikke skal godkende forslag fra sit
eget embedsværk?
Svar:
Som det fremgår af lovforslaget er det regeringens
ønske, at Bevillingskomiteen har otte medlemmer. Formanden
vil være Udenrigsministeriets Direktør for
Udviklingspolitik, øvrige medlemmer vil være tre
embedsmænd fra Udenrigsministeriet samt fire uafhængige
eksterne medlemmer med bred udviklingsfaglig erfaring.
Udviklingsministeren udpeger medlemmerne af Bevillingskomiteen, de
fire eksterne udpeges efter indstilling fra medlemmerne af det
Udviklingspolitiske Råd.
For at imødekomme bekymringen, der bl.a. kom til udtryk
under 1. behandlingen af lovforslaget, om tilstrækkelig
indflydelse til de eksterne medlemmer i komiteen, vil det
fremgå af forretningsordenen, at Bevillingskomiteen
træffer beslutning ved almindeligt flertal, dog kræves
¾ flertal af de eksterne medlemmer. Bevillingskomiteens
forretningsorden fastlægges af udviklingsministeren, men der
vil være en forudgående høring af Folketingets
Udenrigsudvalg.
Spørgsmål 9:
Vil ministeren anerkende, at det kan være vanskeligt for
de udviklingslande, Danmark samarbejder med, at leve op til alle
bestemmelser i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder
på én og samme tid, og at det derfor kan være
nødvendigt at prioritere opfyldelsen af visse rettigheder
højere end andre? Og er ministeren i den forbindelse enig i,
at frihedsrettigheder er en forudsætning for at opnå
sociale rettigheder?
Svar:
Menneskerettighederne er udelelige, ligeværdige og
universelle. De borgerlige og politiske rettigheder på den
ene side og de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder
på den anden er indbyrdes afhængige og forstærker
hinanden. Det betyder blandt andet, at regeringen ikke generelt
prioriterer en type rettigheder over en anden type - eksempelvis i
et lovgrundlag.
Indsatsen for menneskerettighederne skal tilpasses det
enkeltes lands specifikke situation og fokusere på de
områder, hvor Danmark har særlige forudsætninger
for at yde en kvalificeret bistand.
Rettighedernes indbyrdes sammenhæng kan eksempelvis
illustreres ved, at opfyldelsen af retten til mad - så
mennesker ikke dør af sult - er en forudsætning for
udøvelse af ytringsfrihed, mens ytringsfrihed samtidig er
nødvendig for at gøre omverdenen opmærksom
på sultproblemer.