Fremsat den 22. november 2011 af Kim
Christiansen (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Dennis Flydtkjær (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter
Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om alkolås i nye biler
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
lovforslag, der får den virkning, at alle nye biler skal have
alkolås. Selve alkolåsen skal være fritaget for
afgift. Loven skal træde i kraft den 1. januar 2015.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker med forslaget at sikre, at alle
fabriksnye biler skal være udstyret med alkolås.
Alkolåsen skal være fritaget for afgift.
Formålet med alkolås i et køretøj er
at sikre, at køretøjet ikke kan startes af en
fører med for høj promille. En alkolås er et
instrument, der er tilsluttet bilens startsystem. Inden bilens
fører kan starte bilen, skal vedkommende blæse i
instrumentet. Bilen kan kun starte, hvis udåndingsluften har
en alkoholpromille, der ligger under en valgt
grænseværdi (www.sikkertrafik.dk). Typisk vil denne
være lig med eller under grænsen for spritkørsel
(0,5 promille).
En række lande har allerede gennemført
forsøg med alkolås. Flere stater i Canada og USA har
gode erfaringer med alkolås i biler, busser, taxier m.v. I
Sverige har man også gjort forsøg. I Sverige tilbydes
alkolås som et alternativ til frakendelse af kørekort
(www.sikkertrafik.dk).
I Danmark har en række busselskaber gjort erfaringer med
alkolåse. I december 2006 begyndte Arriva at teste deres
ansatte for alkohol. Siden er en række chauffører m.v.
blevet bortvist på grund af en promille på 0,5 eller
mere. Arriva tester omkring en fjerdedel af deres ansatte hvert
år ved uanmeldte besøg. Ifølge Arriva har disse
test virket præventivt, da de har færre sager om
spirituskørsel end tidligere. (www.jv.dk: »Syv
chauffører bortvist efter alkotest«, den 16. januar
2009).
I Danmark er der indført en alkolåsordning i
færdselsloven. Ordningen er rettet mod dem, der allerede er
blevet taget for spirituskørsel. Ordningen indebærer
følgende elementer:
»For bilister, der har kørt spirituskørsel
med en promille over 2,0, vil der for generhvervelse af
kørekortet - udover gennemførsel af kursus i alkohol
og trafik (A/T kursus) - blive tale om en obligatorisk
alkolåsperiode på 2 år efter frakendelsestidens
udløb. Det samme vil gælde ved gentagen
spirituskørsel, med undtagelse af andengangstilfælde
med en promille på højst 1,2, hvor promillen
første gang var højst 2,0. Alkolås vil desuden
blive et valgfrit alternativ for spiritusbilister med lavere
promiller, der ønsker at generhverve førerretten,
inden frakendelsestidens udløb. Der vil være tale om 1
års rabat, hvis bilisten kører med alkolås i 2
år, hvoraf det første finder sted i det sidste
år af frakendelsestiden, lader sig undersøge for et
evt. alkoholmisbrug, og gennemfører en behandling, hvis
dette skønnes nødvendigt. Denne ordning vil
gælde for førstegangs-tilfælde med en promille
på højst 2,0 samt andengangstilfælde med
højst 1,2, hvor promillen første gang var
højst 2,0.« (www.videnskab.dk: »Dansk
alkolås-ordning ignorerer udenlandske erfaringer« den
30. marts 2011).
En analyse, som Jysk Analyse har lavet for DR Østjylland,
viste for nylig, at 70 pct. af de adspurgte støttede et
forslag om, at alle fabriksnye biler skal have en alkolås.
Der er ikke nogen tvivl om, at en alkolåsordning som
foreslået i indeværende forslag, vil gavne
trafiksikkerheden markant. Således udtaler formand for
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker Sven Karup Nielsen:
»Det vil løse et alvorligt problem, for i en fjerdedel
af alle ulykker er der sprit indblandet. Se det er den vej, vi skal
gå«
(http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Randers/2011/10/06/074425.htm).
Forslagsstillerne mener, at der bør lovgives på
området, og håber således, at Folketingets
partier vil støtte op om forslaget.
Skriftlig fremsættelse
Kim Christiansen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
alkolås i nye biler.
(Beslutningsforslag nr. B 13)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.