Kan ministeren bekræfte, at EU domstolens dom den 3. juli, der stadfæster, at Danmark skal betale 750 mio. kr. tilbage i landbrugsstøtte skyldes, at Fødevareministeriet under skiftende borgerlige fødevareministre ikke har overholdt braklægningsreglerne, når det kommer til:
1) krav om præcision i de opmålte arealer,
2) kravet til minimumsarealet for udtagne parceller,
3) manglende indgriben overfor såkaldt ’præmiejagt’ (den danske fjernbrak-ordning),
4) betingelserne for støtteberettigelse, hvor det i dommen bl.a. nævnes at ”Kommissionen har påtalt uregelmæssigheder vedrørende støtteberettigelsen af udtagne arealer i form af vådområder, sumpede og oversvømmede områder, som ikke har den rette beliggenhed, idet de skråner for meget, og uregelmæssigheder vedrørende anvendelsen af udtagne arealer til ikke tilladte formål i form af, at de anvendes til at opbevare halmballer på og til at henkaste byggeaffald på”,
5) manglende kontrol af de udtagne arealer, idet det i dommen bl.a. nævnes ”Henset til de nævnte uregelmæssigheder fandt Kommissionen, at kontrollen med udtagne arealer var præget af mangler af alvorlig karakter, idet én eller flere hovedkontroller ikke var foretaget, eller af ringe karakter, idet de var fuldkommen ineffektive.”?
Dato: 21-09-2012
Status: Endeligt besvaret