L 97 Forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.

(Autorisation som optometrist m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 10-02-2011

Optrykt: 10-02-2011

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 10. februar 2011

20101_l97_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 10. februar 2011

Forslag

til

Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

(Autorisation som optometrist m.v.)

§ 1

I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 17. december 2008, som ændret ved § 15 i lov nr. 140 af 9. februar 2010 og § 2 i lov nr. 706 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, og § 21, stk. 1, ændres »og kontaktlinseoptikere« til: », kontaktlinseoptikere og optometrister«.

2. I § 13, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Sundhedsstyrelsen offentliggør endvidere beslutning om fraskrivelse af autorisation og frivillig virksomhedsindskrænkning i medfør af § 5.«

3. I § 53, stk. 1, udgår »i Danmark«.

4. Overskriften til kapitel 23 affattes således:

»Optikere, kontaktlinseoptikere og optometrister«

5. I § 67, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Ansøgning om autorisation som optiker skal indgives til Sundhedsstyrelsen inden den 1. juli 2014.«

6. I § 67, stk. 2, indsættes efter »autorisation som optiker«: »eller optometrist, jf. § 68«.

7. I § 67, stk. 3, indsættes efter »stk. 6«: »og § 68, stk. 5«.

8. Overskriften til § 68 affattes således:

»Autorisation som kontaktlinseoptiker og optometrist«

9. § 68 affattes således:

»§ 68. Autorisation som kontaktlinseoptiker meddeles den, der har opnået autorisation som optiker, og som herudover har bestået en af undervisningsministeren godkendt uddannelse i kontaktlinsetilpasning eller gennemført et udenlandsk uddannelsesforløb, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3. Ansøgning om autorisation som kontaktlinseoptiker skal indgives til Sundhedsstyrelsen inden den 1. januar 2016.

Stk. 2. Autorisation som optometrist meddeles den, der har bestået dansk optometristeksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3.

Stk. 3. Ret til at betegne sig som kontaktlinseoptiker og optometrist har kun den, der har autorisation som kontaktlinseoptiker eller optometrist.

Stk. 4. Ret til at udøve virksomhed som kontaktlinseoptiker og optometrist har kun den, der har autorisation som kontaktlinseoptiker eller optometrist, jf. dog stk. 7.

Stk. 5. Virksomhed som kontaktlinseoptiker og optometrist omfatter ud over virksomhed som optiker, jf. § 67, stk. 4, tillige tilpasning, kontrol og udlevering af kontaktlinser.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om udøvelse af virksomhed som kontaktlinseoptiker og optometrist, jf. stk. 5, og om afgrænsning heraf.

Stk. 7. Lægers virksomhed berøres ikke af bestemmelserne i stk. 4-6.«

10. § 69, stk. 2, ophæves.

11. I § 78 ændres »§ 68, stk. 2« til: »§ 68, stk. 3«.

12. I § 79 ændres »§ 68, stk. 3« til: »§ 68, stk. 4«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. marts 2011.

§ 3

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.