Skriftlig fremsættelse (17. november
2010)
Skatteministeren
(Troels Lund Poulsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
kildeskatteloven (Ændring af skatteordningen for udenlandske
forskere og nøglemedarbejdere)
(Lovforslag nr. L 81)
Regeringen ønsker at gøre det lettere for danske
virksomheder at tiltrække højt kvalificeret
arbejdskraft fra udlandet. Flere højt kvalificerede
medarbejdere er med til at styrke danske virksomheders
konkurrenceevne i en til stadighed mere globaliseret verden og er
med til at øge vækstmulighederne i dansk
økonomi.
Derfor har regeringen og partierne bag finansloven for 2011,
dvs. Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og
Kristendemokraterne, aftalt, at det skal være muligt at
anvende den særlige skatteordning for udenlandske forskere og
nøglemedarbejdere i fem år med en skattesats på
26 pct.
I øjeblikket kan denne ordning anvendes enten i tre
år til 25 pct. skat eller i fem år til 33 pct. skat.
Vælger man efter tre år på 25 pct. skat at
gå over på 33 pct. ordningen, skal man efterbetale
forskellen på 8 pct. for de første tre år.
Denne efterbetalingsordning er der ikke behov for i det nye
enstrengede system. Der er heller ikke længere behov for det
krav om efterbeskatning, der i øjeblikket gælder, hvis
man har været ude af dansk skattepligt i mindre end fem
år, når man går ind i den særlige
skatteordning. Dette skal ses i sammenhæng med, at partierne
er enige om at foreslå den periode, hvor man skal have
været ude af dansk skattepligt, fastsættes til 10
år.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.