Skriftlig fremsættelse (11. november
2010)
Beskæftigelsesministeren (Inger
Støjberg)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om etablering af den
selvejende institution Udbetaling Danmark
(Lovforslag nr. L 57)
Lovforslaget er første led i den
lovgivningsmæssige udmøntning af aftalen om samling af
den objektive sagsbehandling som er en del af aftalen mellem
regeringen og Dansk Folkepart om genopretning af dansk
økonomi fra maj 2010.
Regeringen og KL har som led i aftalen om kommunernes
økonomi for 2011 aftalt at samle en del af kommunernes
sagsbehandling i en ny myndighed fra 2012.
Det foreslås, at den nye myndighed får navnet
Udbetaling Danmark.
Med dette forslag etableres Udbetaling Danmark som en
selvejende institution med egen bestyrelse.
Dette forslag skal ses i lyset af, at der i 2011
fremsættes yderligere lovforslag om en lang række
forhold, der skal gælde for Udbetaling Danmark, herunder de
præcise arbejdsopgaver, regnskabsmetoder, tilsyn,
sagsbehandlingsregler osv.
Det foreslås, at Arbejdsmarkedets Tillægspension
forestår administrationen af Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark skal overtage størstedelen af
kommunernes sagsbehandlingsopgaver med beregning og udbetaling
på følgende områder: Folkepension,
førtidspension, boligstøtte, barseldagpenge og
børnebidrag.
Det følger af forslaget, at kommunerne fortsat skal
varetage de opgaver, der forudsætter personlig kontakt med
borgerne, ligesom kommunernes borgerservice kan være
borgernes indgang til Udbetaling Danmark.
Samlingen af sagsbehandlingen vil på sigt medføre
mindre kommunale omkostninger til administration. Besparelserne
tilfalder kommunerne, der derved tilføres et betydeligt
beløb til opretholdelse og udvikling af den kommunale
service.
Samling af sagsbehandlingsopgaverne vil som følge af
stordriftsfordele muliggøre en effektivisering af
administrationen, hvorved der kan spares knap 300 mio. kr. om
året, når samlingen af opgaverne er fuldt
indfaset.
Hertil kommer en endnu ikke opgjort besparelse
ved, at én samlet instans over tid kan opnå mere
gunstige kontrakter på de relevante it-systemer.
Loven foreslås at træde i kraft dagen efter
offentliggørelse i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.