Skriftlig fremsættelse (13. oktober
2010)
Økonomi- og erhvervsministeren (Brian
Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om beskikkede
bygningssagkyndige m.v.
(Lovforslag nr. L 29)
Et udvalg nedsat af Justitsministeriet har vurderet den
samlede huseftersynsordning og på den baggrund fremsat
forslag til forbedringer af ordningen. Som et led i sit arbejde har
udvalget anbefalet at oprette et samlet disciplinær- og
klagenævn for beskikkede bygningssagkyndige.
Formålet med lovforslaget er at oprette et samlet
disciplinær- og klagenævn. Nævnet vil overtage
Erhvervs- og Byggestyrelsens behandling af disciplinærsager
og behandlingen af forbrugerklager over tilstandsrapporter fra
Ankenævnet for Huseftersyn. Ved at samle behandlingen af de
to sagstyper i én enkelt, uafhængig instans sikres
større ensartethed og sammenhæng mellem
forbrugerklager og disciplinærsager, hvilket medfører
øget forbrugerbeskyttelse og bedre kvalitet af
tilstandsrapporterne. Systemet vil samtidig blive mere logisk og
gennemskueligt for brugerne af ordningen.
Med lovforslaget opstilles de overordnede rammer for et samlet
disciplinær- og klagenævn for beskikkede
bygningssagkyndige, herunder om sammensætning og kompetence.
Nævnet skal have de samme sanktionsmuligheder over for de
beskikkede bygningssagkyndige, som Erhvervs- og Byggestyrelsen har
i dag, hvilket vil sige påtale, advarsel med
offentliggørelse eller frakendelse af retten til at
udøve virksomhed som bygningssagkyndig. Nævnet skal
endvidere, ligesom det nuværende ankenævn, have
mulighed for at tilkende erstatning i forbrugerklagesager.
Med lovforslaget gives nævnet hjemmel til at
pålægge bygningssagkyndige en bøde på op
til 100.000 kr. Bødemuligheden vil eksempelvis kunne
anvendes ved gentagne overtrædelser, som ikke samlet set skal
udløse frakendelse af retten til at udøve virksomhed
som bygningssagkyndig. Formålet er at opnå en
øget præventiv effekt af disciplinære sanktioner
overfor de bygningssagkyndige.
Med lovforslaget udskilles reguleringen af erhvervet som
beskikket bygningssagkyndige i en selvstændig lov.
Lovforslaget indeholder således hjemmel til at
fastsætte regler om beskikkelse som bygningssagkyndig. Det
vil ligesom i dag være økonomi- og erhvervsministeren,
der udsteder beskikkelser, hvilket sikrer opretholdelsen af et
højt fagligt niveau blandt de bygningssagkyndige.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.